Rapport fra demokratiets slagmark

Trykkefrihedsselskabet fejrede sidste år sit 10-års jubilæum med udgivelsen af antologien Først med det værste. Bogen giver ifølge vores anmelder et billede af ytringsfrihedens fjender og er et vidnesbyrd om kampen for det frie ord og den vestlige civilisation som helhed.

Mikael Brorson

I 1835 blev Danmarks første forening ved navn Trykkefrihedsselskabet stiftet, dengang imod enevældens censur. Med indførelsen af Grundloven i 1849 blev Trykkefrihedsselskabet imidlertid – og heldigvis, kunne man indskyde – overflødiggjort, fordi den daværende Grundlovs §91 var ganske klar i mælet: ”Enhver er berettiget til ved Trykken at offentliggjøre sine Tanker, dog under Ansvar for Domstolene. Censur og andre forebyggende Forholdsregler kunne ingensinde paany indføres.


Og så skulle man jo ellers mene, at den sag var uddebatteret; men dén antagelse skulle vise sig at være galt afmarcheret. I dag er ordlyden omtrent den samme som den var i 1849, selvom afsnittet omkring ytringsfriheden nu er at finde som §77, men ikke desto mindre er truslerne imod ytringsfriheden nu mange og markante. Skulle man være i tvivl, kan man jo se tilbage på muhammedkrisen, attentatforsøget mod Lars Hedegaard, terrorangrebene på Charlie Hebdo og Krudttønden eller det simple faktum, at muhammedtegningerne ikke blev genoptrykt på 10-årsdagen for at de blev bragt i Jyllands-Posten.

Der er således nok at kæmpe for, om end det i dag ikke er statsmagtens censur som udgør det primære problem, men derimod private sammenslutningers ønske om at knægte friheden, det være sig ved hjælp af vold, trusler, terror, krav om selvcensur eller lignende. Derfor stiftede en gruppe fremtrædende meningsdannere Trykkefrihedsselskabet i slutningen af 2004. Den stiftende generalforsamling blev afholdt den 12. marts 2005, og den matematikkyndige læser vil allerede nu have gennemskuet, at Trykkefrihedsselskabet altså kunne fejre sit 10-års jubilæum sidste år, i 2015. I denne anledning blev antologien Først med det værste udgivet med historiker og debattør Mikael Jalving som redaktør.

Bogens mangfoldighed

Bogen udgøres af en bred vifte af bidrag; alt fra essays, klummer og boganmeldelser over interviews til transskriberede foredrag, forfattet af både kendte, mindre kendte og for undertegnede helt ukendte debattører fra ind- og udland, gør bogen til et sammenkog af et utal af forskellige enheder. Bogen er på den måde et festfyrværkeri, som fejrer ytringsfriheden og dadler dens fjender.

At den favner bredt er både bogens styrke og svaghed. Med så bredt et udvalg af materiale vil det alt andet lige være svært at skabe en rød tråd igennem antologien. Det bærer bogen også præg af, trods det hæderlige forsøg på at skabe en vis struktur ved at inddele bogen i fire kapitler med hver sit perspektiv på ytringsfriheden og kampen for denne.

At lade ytringsfriheden begrænse er at ringeagte demokratiet og den vestlige civilisation, rømme skyttegravene og gøre retræte. Den slags kujoneri er der heldigvis ikke meget af i Først med det værste, som er en hæderlig rapport fra demokratiets slagmark. Dermed udgør bogen også et lys i mørket og en påmindelse om, at den frie meningsudveksling stadig lever og har sine forkæmpere. 

Denne mangfoldighed er imidlertid ikke noget at skamme sig over – nærmest tværtimod. Dette gør nemlig også bogen til et tydeligt vidnesbyrd om de mange måder, hvorpå ytringsfriheden har været og er truet, og ikke mindst hvor stor en rolle Trykkefrihedsselskabet har spillet i forhold til at forsvare denne. Organisationens formål, ”at beskytte det frie ord, hvor det trues”, er mildest talt blevet taget alvorligt.

Ytringsfrihedens fjender

Først med det værste er da også langt fra uden en rød tråd, og i hvert fald tegner der sig et tydeligt billede af den treklang, som truer ytringsfriheden: islamismen, kulturradikalismen og EU.

At førstnævnte truer ytringsfriheden kan der næppe herske megen tvivl om. Muhammedkrisen har jeg allerede nævnt, terrorangrebene mod Charlie Hebdo og Krudttønden – som begge skete under påkaldelse af Allahs navn – ligeså. Måske af denne grund optager islam-kritik heller ikke så meget plads i bogen som man måske kunne forvente, hvilket i sig selv er interessant, fordi det ellers ofte hævdes, at Trykkefrihedsselskabet blot er en gruppe rabiate ytringsfrihedsfundamentalister med islam på hjernen.

Rushdie-reglerne

Men naturligvis diskuteres islam i antologien, fordi islam ikke blot angriber ytringsfriheden, men selve den vestlige civilisation; ytringsfriheden er blot kampens bagtæppe, som Daniel Pipes udtrykker det i et foredrag bragt under titlen Rushdie-reglerne. Pipes udleder Rushdie-reglerne af ayatollah Khomeinis edikt imod Salman Rushdies liv den 14. Februar 1989, i efterdønningerne af udgivelsen af Rushdies De sataniske vers. Pipes hævder, at disse regler gang på gang bringes i anvendelse, når en vesterlænding udtaler sig kritisk om islam. Reglerne defineres Pipes som følger:

[…] undlad at berøre bestemte emner, alle der er indblandet i produktionen vil blive skadet, dette bør aldrig ske igen, og der eksisterer et uformelt netværk af muslimer [med ansvar for at ovenstående går i opfyldelse, MB]. (s. 27)

Når disse regler tages i brug, anser vesterlændinge det oftest for værende en knægtelse af vores ytringsfrihed, hvilket det naturligvis også er, siger Pipes; men det er også meget mere. Rushdie-reglerne etablerer ifølge Pipes islams overlegne status og muslimernes overhøjhed; man kunne sige, at det er den praktiske konsekvens af islams krav på at værende hævet over de vantro. Dette, i en kombination med vestens multikulturalisme, hvor vi nægter at hævde vores egen levevis som bedre end andres, vestligt selvhad og en blomstrende islamisme på den internationale scene, truer ikke blot vore ytringsfrihed, men hele den vestlige civilisation. Når vi kæmper for ytringsfriheden, kæmper vi også for vores civilisation, siger Pipes:

Kort sagt, en bevarelse af vores civilisation kræver en åben diskussion af islam; islamisterne ønsker at lukke den, fordi de ønsker at lukke vores civilisation ned. (s. 28)

Af Pipes’ foredrag kan vi endvidere slutte, at islam ikke er den eneste religion, som truer ytringsfriheden og dermed også vores civilisation. Med må man også regne vores egen tilbøjelighed til kulturelt selvhad og multikulturalisme; karakteristika, som er ganske rammende for kulturradikalismen.

Den kulturradikale ortodoksi

I en fortrinlig klumme under titlen Den nye intolerance skriver Melanie Phillips om den religiøse ateisme, som er opstået i kølvandet på Guds død, og som man rettelig kunne betegne kulturradikalisme. Med oplysningstiden og den franske revolution skulle mennesker vriste sig fri af Guds lænker, så der, i Fremskridtets tjeneste, kunne gøres plads til fornuften. Men ifølge Phillips endte kulturradikalismen i den modsatte grøft, den mest dogmatiske ufornuft, hvor mennesket dyrker sig selv og sine egne idéer. Konsekvenserne heraf har været tydelige igennem det 20. århundrede, med kommunismen og nazismen in mente.

Ifølge Redeker er selve meningen med demokratiet konflikt; demokratiet er meningsfuldt, ikke fordi det er konsensusskabende, men fordi det danner rammen om konflikter og en fornuftig løsning af disse. Dermed består truslen imod demokratiet og samfundet ikke i yderligtgående holdninger eller fornærmende udtalelser; dette holder tværtimod demokratiet og samfundet i live, og netop derfor er ytringsfriheden så afgørende.

Her er der ikke megen plads til afvigelser, som er et udtryk for kætteri, og derfor kommer kulturradikalismen til at true ytringsfriheden. I Danmark ser vi hyppigt eksempler herpå, når kulturradikalismen lader sig manifestere i politisk korrekthed og eksempelvis stempler enhver islamkritiker som ”islamafob”, ”nazist” eller ”racist”, ligesom en abortmodstander nødvendigvis må være en tilbagestående kvindehader.

Denne tendens giver Henrik Gade Jensen et interessant perspektiv på, idet han i essayet Koestler og ytringsfriheden beskæftiger sig med Arthur Koestlers bog fra 1940, Mørke midt på dagen, som tog udgangspunkt i Moskva-processerne og kritiserede kommunismen.

Gade Jensen dokumenterer, hvorledes kommunister og folk på den danske venstrefløj ihærdigt forsøgte at udskamme de såkaldte ”antikommunister”. Kampagnen var ganske virkefuld og smittede tydeligt af på den offentlige opinion, og antikommunisme blev endda betegnet som en fobi. Parallellen til dagens debat, hvor vi endnu engang står overfor en totalitær ideologi, er jo ganske tydelig: De, som holder for, er islamofober (læs: syge) og må acceptere udskamning og mistænkeliggørelse.

På demokratiets slagmark

Når den såkaldte racismeparagraf, Straffelovens §266b, retfærdiggøres og tages i brug overfor islamkritikere, sker det typisk med henvisning til, at visse holdninger er farlige for vores demokrati. De vil marginalisere bestemte gruppe, de vil skabe had og således bidrage til at destabilisere vores samfund, lyder argumentet.

Spørger man Robert Redeker, forholder det sig imidlertid omvendt. Det er ikke blot godt for demokratiet, men en absolut nødvendighed for demokratiets overlevelse, at der konstant foregår en latent borgerkrig på ord, fortæller han i foredraget Godhedens tankepoliti og truslen imod demokratiet. Redeker peger dermed på, at selve meningen med demokratiet er konflikt; demokratiet er meningsfuldt, ikke fordi det er konsensusskabende, men fordi det danner rammen om konflikter og en fornuftig løsning af disse. Dermed består truslen imod demokratiet og samfundet ikke i yderligtgående holdninger eller fornærmende udtalelser; dette holder tværtimod demokratiet og samfundet i live, og netop derfor er ytringsfriheden så afgørende:

Polemos – konflikt – er demokratiets sande fader. Demokratiet bygger på folks evne til at se, at konflikt er en uundgåelig del af tilværelsen. Demokratiet er den evige og nødvendige mægler i konfliktsituationer […]. Resultatet af denne gensidige uoverensstemmelse er sammenhold. (s. 73)

Forhåbentlig kan Først med det værste bidrage til, at flere vil tage kampen op for ytringsfriheden, hvor end kampen står. Ikke fordi ytringsfriheden er et gudsgivent princip eller en abstrakt menneskerettighed, men fordi den er en grundlovsfæstet rettighed som konstituerer vores samfundsorden og muliggør vores demokrati. Denne forståelse lader det til tider til at skorte på, når f.eks. Krudttønden rammes af et terrorangreb, og reaktionen ikke er meget mere end sniksnak og en læs sammenstimlen om John Lennons Imagine.

At lade ytringsfriheden begrænse er at ringeagte demokratiet og den vestlige civilisation, rømme skyttegravene og gøre retræte. Den slags kujoneri er der heldigvis ikke meget af i Først med det værste, som er en hæderlig rapport fra demokratiets slagmark. Dermed udgør bogen også et lys i mørket og en påmindelse om, at den frie meningsudveksling stadig lever og har sine forkæmpere. 

Mikael Brorson er stud.theol. og redaktør på nærværende tidsskrift.