Donald Trump: konservatismens banemand!

Selvom der stadig er håb, er der for mig at se ikke længere tvivl om, at Donald Trump bliver Republikanernes næste præsidentkandidat. Det er på alle måder urovækkende. En republikansk præsident vil, uanset om han som i tilfældet Trump, ingen relation har til den konservative bevægelse, blive set som selve udtrykket for amerikansk konservatisme – ikke mindst, hvis han skulle vinde præsidentvalget over demokraterne, hvad intet dog tyder på.

Og den torden, der høres i Amerika, vil give genlyd i Europa. Selve forståelse af hvad det vil sige at være konservativ vil ændre sig. Rå populisme, magtbrynde, demonstrativ foragt for lov, tradition og skik vil blive konservatismens nye ansigt, eller i hvert fald et billede som enhver reflekteret konservativ hele tiden vil blive konfronteret med og må forholde sig til.

Så har jeg endda slet intet nævnt om hvad det vil betyde for Vestens stilling i verden, hvis USA fik en præsident, der er erklæret protektionist, som er modstander er USA’s forpligtelse på gennem magt at sikre Pax Americana og har større respekt for diktatorer og autokrater som Vladimir Putin og Saddam Hussein end for sine konservative kritikere.

Den konservative meningsdanner Jonah Goldberg, forfatter til bl.a. den meget roste bog “Liberal Fascism”, har givet et godt indtryk af, hvad det er for en person, de konservative vælgere nu er faldet for. 

“Trump said it doesn’t matter what the media writes about you “as long as you’ve got a young and beautiful piece of ass.”

Trump boasted that his ordeal of avoiding the clap while sleeping around so much amounted to his own “personal Vietnam.”

He said that John McCain’s ordeal avoiding dying at the hands of his torturers wasn’t heroic. As for everyone else’s Vietnam, Trump got out of that by claiming to have a medical condition that instantly healed when hostilities ended.

He bragged — in print! — about bedding married women and has admitted to cheating on at least two of his wives.

He boasted that he “whines until I win.” He’s condemned Charles Krauthammer, George Will, and many other friends of Bill’s (including yours truly) with far, far more vitriol than he condemns Vladimir Putin, the butchers of Tiananmen, and David Duke.

The man is so lacking in moral clarity that he dismissed Vladimir Putin’s murdering of journalists by saying, “I think our country does plenty of killing also.”

This is a man who expresses a passionate desire to change the First Amendment so he can punish journalists who don’t kowtow to him.

This is a man who praised the mass murder at Tiananmen and criticized Gorbachev for not being as tough-minded.

This is a man who says he “reads the Bible more than anybody” but can’t — after months of opportunities — speak intelligently about it for 30 seconds.

This is a man who, by any objective measure, lies nearly as much as Bill Clinton but with a tenth of the skill. He lacks the patriotic seriousness to do minimal homework, even when his ignorance has been pointed out time and again. (Bill’s colleague Hugh Hewitt asked Trump about the nuclear triad in August. Several months later, when the question came up again Trump was, if anything, more ignorant.)

This is a man whose business dealings have been shot through with shady practices, mob ties, and fraudulent claims (also known as “lies”).

This is a man with a totally thumbless grasp of what the Constitution is about or what conservatism is (“Conservatism means,” according to Trump, “to conserve our money”).

This is a man who boasted for months that he will torture our enemies and indiscriminately murder their children as a matter of policy. This is a man who says that the last Republican president deliberately lied us into war and plays coy about whether 9/11 was an inside job.”

Men det er denne mand, vælgerne vil have, og denne mand som også herhjemme er ved at få en menighed blandt nogle af dem, der opfatter sig som mere konservative og mere nationale end alle andre.

Situationen er alvorlig.

En stor gruppe konservative intellektuelle i USA har samlet sig under Twitter-hashtagget #nevertrump. Anti-trumpismen tegnes af så prominente skikkelser som redaktøren Rich Lowry fra det toneangivende, konservative tidsskrift National Review, samt af Bill Kristol, den måske mest prominente neokonservative skikkelse i USA, og redaktør for The Weekly Standard. Modstanden mod Trump er massiv og begrænser sig ikke til hverken kristne moralister eller ekspansionshungrende neokonservative. For en tid tilbage udgav National Review et særnummer, hvor alle de mest prominte konservative intellektuelle og meningsdannere advarede i skarpe toner mod Trump. Læs det.

De konservative kræfter har stået sammen og bidt fra sig. De er ikke valne moderatister eller venstreorienterede multikulturalister, som Trump-fans i USA og herhjemme påstår. De er heller ikke etablissementet. Men de er principfaste, stålsatte og modige.

Og de kæmper en tabt kamp på en vigende front.

Lige så stille siver modstanderne fra gelederne. Trump får i stigende grad støtte fra det republikanske etablissament. Den tidligere så principfaste konservative politiker Newt Gingrich taler nu om ham i næsten varme toner, og den aldrig særligt principfaste moderatisk Chris Christie har endog offentlig udtalt sin støtte.

Vær ikke i tvivl. Pengemændene og lobbyisterne, konsulenterne og etablissementet ville gerne have været Trump foruden, men de foretrækker ham for en mere principfast konservativ kandidat som Ted Cruz. De ved, at han ikke er en mand af holdning, men en mand, der vil stå sig godt. Det Republikanske partis landadel af pæne borgerlige rigmænd skal nok klare sig.

Taberne bliver den konservative bevægelse, de konservative intellektuelle, deres tidsskrifter og tænketanke, der har vist sig i ringe kontakt med de konservative græsrødder, hvis desperation er steget til et niveau, hvor de foretrækker den stærke mand, frem for den principfaste konservative, hvis politik knytter sig til idéer og overbevisning.