Ang. Årskonferencen 2016, kulturradikalismen og Harald Nielsen

Vores store årskonference “mod kulturradikalismen” på Aarhus Universitet har fundet vej til pressen, hvor den er blevet omtalt i to store artikler i hhv. Information og Weekendavisen. Her følger et par uddrag.

I Information var der sat 3 sider af til omtalen, hvor journalisten Bjarke Due Gunslev denne stemningsbeskrivelse, der afslører, at mødet med konservatismen vist har været noget eksotisk for avisens udsendte:

“Det er unge mænd i tyverne, der en lørdag i februar har iklædt sig jakkesæt, stramme slipseknuder og selvbundne butterflies, guldlommeure i vestelommen og for en del af de deltagendes vedkommende en imponerende skægvækst, der både tæller cykelstyroverskæg og bakkenbarter, der leder tankerne i retning af officersmesse anno 1863, og de må siges at være en sjældenhed blandt danske universitetsstuderende i 2016.Og så er der nålen i jakkereversen, hvor Kong Christian d. 10.’ s 70-års jubilæumsnål fra 1940 synes at være den mest populære »på grund af dens betydning for modstandsbevægelsen under besættelsen. Den symboliserer national frihed«,”

Se i øvrigt Informations foto-zafari blandt os. I øvrigt følger artiklen meget interesseret konferencens tema “Mod kulturradikalismen”, der mere specifikt dækkede over et forsøg på at finde frem til positive svar på den kulturradikale udfordring.

“Arrangørernes ønske med konferencen er ambitiøst, hvilket harmonerer godt med ideen bag Årsskriftet Critique. For som det hedder i invitationen, vil man »skabe et forum for den grundlæggende og principielle debat om grundlaget for den borgerlige og særligt den konservative tænkning. Det er vores opfattelse, at skal konservatismen være andet end et opinionsfænomen, er det nødvendigt med en kontinuerlig debat om dens væsen, indhold, udtryk og mål«. Og ifølge en af arrangørerne bag arrangementet, Christian Egander Skov, som er ekstern lektor på Aarhus Universitet, beskriver det også formålet med at udgive Årsskriftet Critique.

»Formålet er at skabe en platform for en konservativ samfundsdebat. Vi i redaktionen havde vores gang på universitetet og kunne se, at der på venstrefløjen var en rig debat, som vi borgerlige manglede. Vi har alle baggrund i Det Konservative Folkeparti, men der fandtes den samtale slet ikke. Nogle gange fører de da konservativ politik, men så virker det ofte, som om det er ved et uheld,« siger han.De unge konservative vil meget gerne forsøge at komme med nogle positive definitioner på, hvad det vil sige at være konservativ, hvilket godt kan være lidt vanskeligt. For ofte er det ikke ligefrem visioner og håb, der gør, at folk ender som konservative, men snarere en fornemmelse af, at samfundet er i krise, sigerChristian Egander Skov. Derfor kommer man ofte til at definere konservatismen ved at sige, hvad det ikke er, i stedet for at sige, hvad det er.”

Journalisten stillede også det relevante spørgsmål, hvorfor konservative idag går så meget op i Brandes:

“Men for deltagerne i dagens konference er der ingen over og ingen ved siden af Brandes, når det kommer til betydningen for Danmarks åndsliv. Og det skal bestemt ikke forstås som et kompliment. Brandes er omdrejningspunkt for flere af konferencens indlæg, og som dagens anden taler, litterat og tidligere ekstern lektor ved Syddansk Universitet og nu præst Anders Thyrring Andersen, minder os om, blev Brandes på sin tid kaldt Lysbringeren. 

Et kælenavn, som hentyder til den franske oplysningstanke, men som han deler med en anden indflydelsesrig figur fra den vestlige kulturhistorie, nemlig Biblens egen Lucifer. 

I dette selskab er George Brandes bogstavelig talt Djævlen. 

Christian Egander Skov vil gerne indrømme, at det store fokus på Brandes kan virke lidt spøjst, når nu det er meningen, at der skulle komme nogle positive konservative visioner. 

»Det er sjovt, at en person som Brandes har spillet en hovedrolle i dansk konservatisme, men det er jo nok en anerkendelse af hans plads i Danmarks åndshistorie. Han havde en evne til at forbinde æstetik, politisk filosofiog rendyrket politik, som man ikke ser i dag. 

Konservative har siden da forsøgt at forstå, hvad der egentlig skete, siden en konservativ nation som den danske mistede sit konservative herredømme. De konservative har siden da stået i ruinerne af det, man gerne vil forsvare,« forklarer han.”

I Weekendavisen førte Arne Hardis pennen og også for ham har mødet med konservatismen været eksotisk:

“De kække butterflies er næsten lige så talrige, som kvinderne er få; jeg tæller tre af de første og fem af de sidste blandt mødedeltagerne i Preben Hornung Stuen på Aarhus Universitet. Da salen synger Helge Rodes rejselystne flåde, kan man næsten ikke høre de spinkle kvinderøster blandt 60-70 malmfulde basser. 

Åndskonservativ kulturkamp mod Georg Brandes og alt hans uvæsen er så udpræget en herreting. 

Bag arrangementet står Årsskriftet Critique, som er helliget borgerlig idédebat og kulturkamp, samt det tilknyttede forlag Munch og Lorenzen med samme ærinde. Talrige er de ikke, men årskonferencens tema – »Mod kulturradikalismen« – trækker mange mand af huse. Mest yngre akademikere, mange med kongenål i reversen, en enkelt velvokset schnurrbart promeneres, et par imponerende whiskers også. Man griber sig i at spejde efter mensurarrene.”

Arne Hardis interesse var først og fremmest vakt af vores (gen)udgivelse af forfatteren Nina Bjørneboes klassiske skildring af den konservative litterat Harald Nielsen, der er blevet en yderst kontroversiel skikkelse, fordi han efterhånden udviklede sig til en rabiat antisemit.

Hardis stiller sig  undrende over for, at vi har udgivet bogen uden at gøre opmærksom på Nielsens antisemitisme:

“Det er fair nok – det ville være urimeligt, dumt og i længden umuligt at udelade Nielsen fra fortællingen om det 20. århundredes konservative åndshistorie. Magister Nielsen var en meget begavet kritiker, en blændende skribent og en principfast konservativ af den slags, som ikke fortyndede sit sindelag med sociale eller liberale fortegn

[…]

Det ejendommelige er, at arrangørerne ikke med en stavelse nævner, at Harald Nielsen også udviklede sig til nationens mest hvinende antisemit.”

Her bør vi nok nævne, at dette faktisk er forkert. At Harald Nielsen var antisemit er almindelig kendt, og det ville slet ikke give mening at sløre det, slet ikke, når Nina Bjørneboes bog jo ikke forsøger at se bort fra dette faktum, selvom den unægtelig forsøger at forklare den som et udslag af Harald Nielsens marginalisering – hvilket i øvrigt næppe er skudt helt ved siden af.

Men som sagt, forkert er det altså. Vi nævnte helt entydigt, allerede da vi annoncerede foredraget om Harald Nielsen – hvilket også var første gang vi annoncerede udgivelsen af bogen – at Harald Nielsen var antisemit. Havde Arne Hardis stillet os det spørgsmål, der lå bag hans undren, havde vi nok kunnet besvare det.

Men pyt med det. Artiklen er i sin helhed ganske god og ganske fair. Den afsluttes med et interview af undertegnede, der udover at være forlagsredaktør på Munch & Lorenzen også har været drivkraften bag netop denne udgivelse. Hvorfor forsøger jeg at forklare i interviewet:

“MED redaktøren af Årsskriftet Critique, Christian Egander Skov, aftaler jeg et kort interview under en pause, hvor jeg kan spørge til det eventuelt problematiske i at give medløb til Harald Nielsens antisemitisme. 

Christian Egander Skov er en ung mand i blåstøvet blazer med pyntetørklæde, åben hvid skjorte og sorte bukser. Han er uddannet historiker, i maj udkommer på Aarhus Universitetsforlag en bearbejdet udgave af hans ph. d.-afhandling om konservatismen i mellemkrigstiden. 

Jeg lægger ud med at spørge, om Harald Nielsen var antisemit. 

»Det var han. Det startede på en måde, som var udbredt blandt folk med mund og mæle i starten af århundredet – man glemmer tit den tendentielle antisemitisme på det tidspunkt. På et tidspunkt løber det af sporet for Harald Nielsen. Mens antisemitismen blev stadig mindre accepteret, bevægede han sig den modsatte vej. Fra at være imod Brandes over modstanden mod jøden Brandes til at se selve det jødiske som et problem. Hans antisemitiske brist bliver til en afgrund, man har indtryk af en besættelse. For mig ser det ud som en form for intellektuelt sammenbrud.«

[…]

Har du haft anfægtelser i forbindelse med udgivelsen?

»Nej. Det er væsentligt at udgive værket, fordi Harald Nielsen spiller så væsentlig en rolle i konservatismen og dansk åndsliv. Han er stadig intellektuelt interessant, og man kan ikke pålægge åndspersoner et damnatio memoriae – en evig glemsel. Måske kan Harald Nielsens tragedie også tjene som advarsel til eftertiden. Der var for mig at se en forbindelse mellem radikaliteten i hans kritik og den monomane antisemitisme, han endte i.«

« – Er der en indbygget risiko for antisemitisme i konservatismen?

»Nej, der er en indbygget risiko for antisemitisme i nationalismen. Nationalismen blev biologiseret i starten af det 20. århundrede – det var meget mere udbredt, end vi bryder os om at tænke på i dag – og der er en latent fare her, som vi så i perverteringen af Harald Nielsens sene forfatterskab.«”