Konservatismens fallit og fortidsmuligheder

20. februar 2016
3 minutters læsetid

Den 22. februar bliver Det Konservative Folkeparti 100 år, i hvert fald hvis man regner fra det stiftende Landsråd i 1916. I den forbindelse har jeg fået bragt en kronik i Kristeligt Dagblad, hvor jeg har spurgt til partiets situation og muligheder. Her et par uddrag.

Det Konservative Folkeparti fylder 100 år, og som de fleste, der når den alder, føler partiet dødens ånde i nakken. Under alle omstændigheder er partiet fra en uhildet betragtning en skygge af sig selv. Vælgerne er flygtet i enhver tænkelig retning, medlemmerne har meldt sig ud eller er slet og ret døde, og den intellektuelle tyngde er forsvundet fra partiet, der engang havde ry for at være et professorparti. Det er nok for meget at sige, at forstanden er røget, men som hos mange andre 100-årige gør en grad af åndssvækkelse sig utvivlsomt gældende.”

Flere konservative har peget på, at partiet mangler en intellektuel profil, senest folketingskandidat Nikolaj Bøgh. Hvorfor er dette en vigtig pointe?

“... sagen er, at uden folk, der tænker alvorligt over sagerne, folk, som er i stand til at formulere visioner og fortællinger, der skaber og opretholder en ideologisk identitet, står et parti alvorligt svækket.Hvorfor? Fordi ideologisk tænkning er forudsætningen for, at et parti kan afdække relevante problemer, identificere relevante løsninger og knytte disse bestræbelser til partiets identitet. Uden en fortælling, der kan indramme fællesskabet, opløses det i almindelig forvirring.”

En afgørende pointe er konservatismens historiesyn, dens kritik af fremskridtsoptimismen. En kritik, der ikke gør konservatismens “reaktionær”, men viser den i retning af ansvaret:

“Det er en af konservatismens grundantagelser, at tradition og historie er af afgørende betydning. Hvorfor? Ikke fordi vi skal henslæbe vores dage med at tørre støv af gamle buster, men fordi tradition og historie rummer et reservoir af levet liv, af viden og visdom, der kun gøres tilgængelig, når man sætter sig i forbindelse med traditionen og opfatter historien som en autoriet, der har noget at sige til en.

Dette er en opbyggelig tanke i konservatismens tankegods, men ikke en, som De Konservative selv efterlever. Det er i hvert fald min personlige erfaring, at de fleste konservative mangler både basal forståelse og interesse for deres egen historie, ligesom mange konservatives fladbundede pragmatisme forhindrer dem i at opfatte historien som autoritet i det hele taget.

… At beskæftige sig med fortiden betyder ikke, at man hænger fast i en for længst overstået virkelighed, men er en mulighed for at få et svar på, hvad en moderne konservatisme egentlig handler om.100-årsjubilæet kunne være en god lejlighed til at kigge tilbage mod begyndelsen og suge næring af dette møde. Hvad ville man finde, hvis man søgte der? Jeg tror én meget væsentlig ting:

… historien er en risikabel proces. Det kan godt være, at vi som mennesker er dømt til at leve under den evige udviklings lov, og det kan endda være, at dette på sin vis er godt. Men udvikling er ikke altid fremskridt, og fremskridt betyder ikke altid bedring for alle.Hvis fremskridtets vinde blæser stærkt nok til, at samfundsskibet kan bryde kraftfuldt gennem historiens bølger, så blæser de jo samtidig stærkt nok til at skubbe så vel kaptajn som besætning og passagerer ud over rælingen med druknedøden til følge.

Løsningen – for den konservative så vel som for ethvert fornuftigt menneske – er i sådan en situation hverken at danse vildt, utøjlet og begejstret på dækket i bar beundring over vindens styrke, mens stormen kaster skibet snart til den ene, snart til den anden side. Så går skibet snart ned med mus og mand. Men løsningen er selvsagt heller ikke at gemme sig under dækket og drømme om blikstille vand. Det forsvinder bølgerne ikke af.”

Afslutningsvis peger kronikken på de konservative partistifteres middelstandsfokus som en vigtig og relevant arv for et konservativt parti idag:

“For en del mennesker i den lavere del af middelklassen er troen på fremskridtets selvfølgelighed brudt sammen og afgrunden atter synlig. Hvad en eroderende middelklasse vil betyde for samfundets politiske stabilitet, behøver man ikke gætte længe om. Historien viser det. Skibet sejler ufortrødent videre. Der er stadig fest på dækket. Men forude venter skæret.Her er en udfordring for ethvert parti, der kalder sig konservativt, ja, ethvert parti, der har interesse i et enestående stabilt, trygt og velstående samfunds videreførelse.”

Christian Egander Skov

Christian Egander Skov er historiker og ph.d. i moderne politisk historie fra Aarhus Universitet. Han er forfatter til bogen “Borgerlig Krise” (2022) samt Konservatisme i Mellemkrigstiden (2016). Han forsker i efterkrigstidens centrumhøjre-tænkning og er fast bidragsyder til Berlingske Tidende og Altinget. Desuden modtager af Weekendavisens litteraturpris 2022

Tegn abonnement på Årsskriftet Critique for kun 199,-

CRITIQUE 2023 - Forside

Få Årsskriftet Critique

Tegn abonnement i dag for 199 kr

CRITIQUE 2023 - Forside