Der er langt fra Struer til Bruxelles

Globaliseringen har negative konsekvenser for en stor del af den danske befolkning, og derfor må EU’s ekspansion begrænses både i omfang og hastighed. Dette kan EU imidlertid ikke selv gøre, og derfor må det være op til Europas nationalstater at sætte grænser for det europæiske projekt.

Peter Hedegaard-Degn

Hvad var det dog der skete? Således lyder første verselinje i Kaj Munks smukke digt om den blå anemone. Og selvsamme spørgsmål har mange politikere, eksperter og debattører stillet sig selv oven på folkeafstemningen den 3. december. Her blev den danske befolkning bedt om at tage stilling til, hvorvidt man ønskede at erstatte retsforbeholdet fra 1992 med en tilvalgsordning, hvor Folketinget fremadrettet skulle træffe beslutning om at indgå i det overstatslige samarbejde på retsområdet.

Demokratiets forbandelse

Efter afstemningen er der brugt megen energi og kræfter på, at debattere hvad der ligger bag dette nej. Fra flere kanter må vi åbenbart lade os forstå, at nej’et dækker over en egoistisk, uvidende og selvtilstrækkelig dansk befolkning. Således udtalte tidligere udenrigsminister Uffe Ellemann-Jensen, med vanlig sans for at udlægge valgresultater førend stemmeboksene er lukkede, at danskerne ved et nej opførte sig som bindegale. Fra andre sider var superlativerne lidet flatterende. Den offentligt betalte EU-professor Marlene Winds objektive ekspertvurdering var, at danskerne var nogle ”pinagtige fedtspillere”, mens historiker Georg Metz med egen indrømmet højrøvethed har kaldt det et ”uinformeret nej”. Men det er jo også det forbandede ved demokratiske folkeafstemninger, at hvis man spørger befolkningen, så risikerer man bare, at de siger nej. Når sådan noget sker, er den elitære rygmarvsreaktion åbenbart at te sig som et barn, der har fået nej til slik i supermarkedskøen.

Stemmeboks

Hvis man i stedet løfter blikket og prøver at skue lidt længere end politikerlede og et Jylland, som tilsyneladende er blevet farvet gult rent vælgermæssigt, så ligger der en fællesnævner bag disse strømninger, der kommer til udtrykt på forskellige måder. Denne fællesnævner er globalisering. For at begynde et helt andet sted, så skete der noget andet interessant den 3. december. Et stykke mod vest i Jylland stemte et flertal af befolkningen i både Struer Kommune og Holstebro Kommune nej til en sammenligning af disse til en ny storkommune. Selvom grundsubstansen var forskellig mellem denne afstemning og folkeafstemningen, så er der alligevel ligheder. I begge tilfælde omhandlede det spørgsmålet om at opgive den lokale/nationale selvbestemmelsesret til fordel for et mere centraliseret beslutningsforum, i begge tilfælde var der et bredt politisk flertal som anbefalede et ja, og i begge tilfælde valgte et flertal af borgerne af stemme nej.

Verden bliver mindre

Globaliseringen gør sig gældende på lokalt og nationalt plan. Den betyder med et lidt underligt udtryk, at verden bliver mindre. Ikke mindre rent fysisk, men i overført betydning. Grænser og barrierer nedbrydes, og folk bevæger sig på tværs af disse i et omfang vi aldrig har set før. Det er i hvert tilfælde den fortælling der er knyttet hertil. Hvis man abonnerer på den præmis, så følger den logiske slutning heraf, at verden også bør være mindre rent politisk, økonomisk og ikke mindst administrativt. Midlet hertil er centralisering. Centralisering af beslutningsprocesser, centralisering af den økonomiske regulering og centralisering af offentlige institutioner. Resultatet er større kommuner og færre lokalsamfund, mere overnationalt samarbejde og mindre national selvbestemmelse, mere udvandet ensartethed og mindre kulturel egenart. Hvorfor dog alt dette? Fordi man fejlagtigt tror, at det er den eneste måde at håndtere globalisering på.

Globalisering som plusord

Globalisering har én væsentlig pointe, som desværre ikke rigtig bliver italesat i debatten. Den har nemlig både vindere og tabere. Det er ikke underligt, at der er uenighed om EU-spørgsmål mellem det, der i den offentlige opinion bliver udlagt som eliten og de lavere klasser (jeg accepterer ikke distinktionen mellem eliten og folket – folket rummer hele befolkningen, også eliten). Hvis man er veludannet, hvilket ikke nødvendigvis er det samme som at have en lang uddannelse, taler flere sprog og måske tilmed er internationalt orienteret i sit virke, så er der intet som helst mærkværdigt i, at en stadig tættere union er et plusord. Hvis det letter ens administrative byrder når man skal rejse omkring i Europa, hvis det sparrer en for kø i paskontrollen og hvis det gør det nemmere for ens virksomhed at handle, fordi man ikke behøver at veksle sin nationale valuta, ja så kan man kun se skepsis mod udvidelse af EU-projektet som tegn på at være indskrænket.

Herregud, det er jo alligevel sjældent man kommer vest for Valby Bakke eller nord for Risskov. Og hvis man endelig gør, så er man da heldigvis hurtigt tilbage igen når helligdagene er overstået.

Det samme forhold vil eliten have til midlet centralisering. Herregud, det er jo alligevel sjældent man kommer vest for Valby Bakke eller nord for Risskov. Og hvis man endelig gør, så er man da heldigvis hurtigt tilbage igen når helligdagene er overstået. Det var vel også én af grundende til at psykologhjælp skulle køres ind i lange baner, da man formastede sig til at flytte en brøkdel af de statslige arbejdspladser til provinsen – for hvem gider egentlig at bor og arbejde der?

Globaliseringens omkostninger

Hvis man derimod har en kortere eller måske ingen formel uddannelse, hvis man ”kun” taler sit eget modersmål og hvis man er ansat i den konkurrenceudsatte produktionssektor uden intentioner om at hive tilværelsen op med rode for at stille sig i arbejdsløshedskøen i Athen eller Madrid (i øvrigt underligt at produktionsansatte skal uddannes til at være omstillingsparate, når akademikere ikke er villige til at følge med arbejdspladsen uden for Kongens København), ja så er der pinedød heller ikke noget underligt i, at ens syn på dele af EU-samarbejdet er et andet.

Store dele af befolkningen kan godt gennemskue, at globaliseringen og centraliseringen har gevinster, men den har også omkostninger både politisk, økonomisk og kulturelt. Og når de tilmed ikke føler, at den politiske elite er ærlige omkring dette, og kun beretter om gevinsterne, fordi omkostningerne måske er malurt i den store fortælling, ja så reagerer de med trods og bekymring. Denne bekymring kommer til udtryk i en række forskellige strømninger. Det kan være bekymring for en forsat ukritisk videreudvikling af den Europæiske Union, det kan være bekymring over indvandring, det kan være bekymring for tabet af det nære lokalsamfund og de institutioner der holder det i live, og det kan være bekymring for det mere abstrakte tab af national identitetsfølelse. Svarene på disse bekymringer er så til gengæld ikke altid gennemtænkte, og letkøbte løsninger faldbydes på begge sider af det politiske spektrum. Men hvis man ikke kan forstå, hvorfor befolkningen da for pokker ikke bare kan se alle gevinsterne ved et overstatsligt samarbejde, ja så er det måske fordi man ikke selv kan se, at for nogen er omkostningerne ganske enkelt større end gevinsterne.

Spørgsmålet er så hvad man skal gøre ved det. Først og fremmest bør man opgive den uambitiøse floskel om, at globaliseringen er ustoppelig og det kan man alligevel ikke gøre noget ved. Det er rigtigt, at man ikke kan rulle de teknologiske og videnskabelige landvindinger, som er de underlæggende faktorer for globaliseringen, tilbage. Men hvordan man ønsker at besvare og håndtere globaliseringen er et politisk spørgsmål, hvortil der ikke kun skal findes administrative, men også politiske svar. Disse svar kan kun nationalstaterne og deres befolkninger give, EU kan ikke give dem.

EU’s neofunktionalisme

Problemet er, at Bruxelles systemlogik er baseret på det man i samfundsvidenskaben benævner ”neofunktionalisme”. Dette begreb er blandt andet udfoldet af den tysk-amerikanske politilog Ernst Bernard Haas i hans bog fra 1968, The Uniting of Europe. Basalt set består neofunktionalismen af tre former for ”spill over”-effekter: Den funktionelle, den politiske og den institutionelle. Den funktionelle spill over er en stærk faktor i EU-samarbejdet. Lidt forenklet handler det om, at når man først har sagt A, så må man også sige B, dvs. at når først man skaber et indre fællesmarked må man også have fælles regulering, dermed er det også nødvendigt at nedbryde indre grænser og skabe fri bevægelighed, dermed kræves der også en fælles politik for retlige og indre anliggender, og herfra kan læseren selv digte videre. Denne dynamik er meget svær at håndtere, fordi den opererer fuldstændig autonomt fra skiftende politiske flertal og præferencer, både i EU og i nationalstaterne.

Den politiske spill over handler om, at de politiske beslutningstagere (og embedsmænd) bliver indlejret i en social dynamik, hvormed EU bliver den eneste reelle mulighed for at finde svar på de udfordringer de stilles overfor. Det er denne dynamik, som skaber kløften mellem den politiske elite og dem der står udenfor, og derved er årsagen til at folketingsflertallet anbefaler noget andet end det som befolkningen ønsker.

Den sidste form for spill over, den institutionelle, er baseret på en nødvendighedslogik. De supranationale institutioner (kommissionen er her et godt eksempel) udvides og vokser, fordi det er nødvendigt for at kunne håndtere en given udfordring. Grundlæggende kan man sige, at det er institutionernes problemløsning der fører til integration. Man accepterer fra politisk hold en præmis der tilsiger, at man er nødt til at give flere kompetencer til institutionerne, fordi de skal håndtere de fælles udfordringer. Og denne kompetence leverer de altså ikke tilbage igen.

Løsningen er i nationalstaten

Samlet set fungerer denne funktionalisme helt automatisk, om end med forskellige hastigheder, og den har i teorien ikke noget endemål. Og hvad angår den funktionelle spill over er det nøjagtig samme logik, der gør sig gældende i redskabet centralisering. Når først man har centraliseret en offentlig funktion, må man også centralisere alle underordnede og sideordnede funktioner. Faktum er, at det politiske svar på hvor grænsen skal gå for EU-samarbejdet kun kan sættes af nationalstaterne og i sidste ende af befolkningen. Det er nyttesløst at forfølge argumentet om, at man er nødt til at overgive kompetencen til EU, og så må nationalstaterne og parlamentarikerne i fællesskab definere denne grænse, for det kan de ikke. De kan ikke løsrive sig fra den ovenstående dynamik – ikke nødvendigvis fordi de ikke vil, men fordi det er en næsten umulig opgave når man er indlejret i systemets egen logik, og når man selv har gevinster herved.

Faktum er, at det politiske svar på hvor grænsen skal gå for EU-samarbejdet kun kan sættes af nationalstaterne og i sidste ende af befolkningen.

Man bør huske på, at det har taget næsten 400 år at opbygge stærke og suveræne nationalstater på det europæiske kontinent, og at tro at dette kan omgøres igen på 50 år, er ganske enkelt forblændet og historieløst. Et stadig tættere samarbejde mellem de europæiske stater tager lang tid at udvikle, og det hverken kan eller må rykke sig hurtigere end befolkningerne er klar til. Det er et sundt princip ikke at omvælte institutioner der fungerer, men i stedet at lade dem udvikle sig selv over langt tid. At flertallet af vælgerne ofte er mere konservative end eliten i globaliseringsspørgsmål, er ikke et problem for Europa eller det europæiske samarbejde, det er et sundhedstegn. Befolkningerne er nødt til at kunne se sig selv i disse beslutninger, og det er derfor folkeafstemninger er et så vigtigt grundlovssikret redskab – også selvom borgerne nogle gange stemmer nej. Dette er den politiske ledelse nødt til at indse i Struer, såvel som i København og Bruxelles.

Peter Hedegaard-Degn er stud.scient.pol.