Dannelse er en grundsten i Vesten. Men dannelsen er også under pres fra alle sider. Særligt problematisk er det, at dannelsesbegrebet er blevet afkoblet konkret viden og kundskaber. Sådan har det ikke altid været, og i enkelte kredse står fagfolk stadig vagt om et kundskabsorienteret dannelsbegreb. Loránd-Levente Pálfi skriver om de store og imponerende udslag af vestlig dannelse, der udgøres af mammutordbøgerne fra Oxford, som samtidig gør krav på at være uomgængelige værktøjer for enhver, der tager kundskaber, viden og ord alvorligt.
af Loránd-Levente Pálfi
Prolog
Ordbøger, leksika, encyklopædier og andre informationssøgningssystemer (f.eks. kort, lovsamlinger, etc.) udgør et i overført forstand celest firmament i dannelsesmæssigt perspektiv: de er essentielle værktøjer for ethvert intellektuelt individ, hvormed jeg især refererer til personer, der ofte reciperer og/eller producerer tekst på et højt niveau.
Uddragene viser dels, at forlagets marketingfolk ikke altid ved, hvad de taler om, men jonglerer med tal og håber på det bedste, dels at selv disse kry kapitalgardister har fattet, at det ene værk er langt større end det andet.
For at imødekomme potentielle forståelsesvanskeligheder – i metaleksikografien kaldet tekstreceptionsproblemer – vil jeg her kort forklare de vigtigste fagtermer, læseren vil støde på i det følgende eller for enkeltes vedkommende allerede er stødt på i det forudgående.
Ordet “leksikografi” denoterer både ‘den dels håndværksmæssige, dels faglige/videnskabelige, dels tekniske aktivitet at udarbejde ordbøger, leksika, encyklopædier og andre informationssøgningsværktøjer’ og selve ‘resultatet af hin aktivitet’ (dvs. ordbøgerne etc., som også kaldes leksikografiske opslagsværker). Den Danske Ordbog bind 1–6 (2003–2005), forkortet DDO, er således et stykke leksikografi, ligesom de forskere, der udarbejdede værket, i de respektive år arbejdede med leksikografi, dvs. arbejdede som leksikografer. Ordet “metaleksikografi” denoterer faglitteratur om leksikografi. Nærværende artikel er et eksempel på metaleksikografi.
Såkaldte metaleksika eller metaordbøger, nemlig leksikografiske opslagsværker om leksikografiske opslagsværker, er der indtil videre kun lavet ekstremt få af i verden; to eksempler er Dictionary of dictionaries and eminent encyclopedias (2. udg. 1997), forkortes DD2, og Leksikon over ordbøger og leksika (2. udg. 2011), kort LOL2. Disse må ikke forveksles med leksikografiterminologiske ordbøger såsom Nordisk leksikografisk ordbok (1997), kort NLO, Dictionary of lexicography (i.e. Hartmann & James 1998), Lexicography : A dictionary of basic terminology (i.e. Burkhanov 2010) samt Wörterbuch zur Lexikographie und Wörterbuchforschung (2010ff), kort WLWF. Om WLWF se evt. Pálfi & Kristiansen (2010).
I leksikografien og metaleksikografien søger man at undgå brugen af betegnelsen “opslagsord” (bl.a., men ikke kun, fordi en betragtelig del af det, der kan slås op i en ordbog, et leksikon eller en encyklopædi faktisk ikke er ord). I stedet bruges termen “lemma” (i flertal: “lemmata” eller “lemmaer”). Når jeg i det følgende undertiden alligevel bruger “opslagsord”, er det af stilistiske grunde, nemlig for at der ikke skal stå “lemma” 37 gange på en side; jeg gætter på, det er hovedgrunden til, at “opslagsord” stadig lever side om side med “lemma” i den dansksprogede metaleksikografiske litteratur. Desuden skelnes der mellem tokens og types. Førstnævnte refererer til ‘løbende ord’, sidstnævnte til ‘distinkte ord’. Denne tekst indeholder omkring 7830 løbende ord (tokens), men et væsentligt lavere og for mig ukendt antal distinkte ord (types). Et “korpus” også kaldet “tekstkorpus” er kort sagt en ‘(elektronisk) samling af tekster, der bruges til sproglige eller litterære undersøgelser’; “monolingval” betyder ‘etsprogs-’ (Politikens nudansk ordbog er monolingval, mens en dansk–tysk-ordbog er bilingval); “fraseologisme” er den tekniske term for ‘fast vending’ og ‘talemåde’, “fraseologisme” og “idiom” er synonymer; “kollokation” denoterer ‘forbindelse af to eller flere ord, der sædvanligvis hyppigt optræder sammen (f.eks. “slå i stykker”, “slå fast”, “slå hen”)’. Kollokationer og fraseologismer er såkaldte syntaktiske enheder, men hvor ordene i kollokationer indgår som elementer i hele forbindelsens betydning, udgør fraseologismer helheder, hvis betydning ikke umiddelbart kan udledes af og i hvert fald ikke er identisk med summen af de enkelte i forbindelsen indeholdte ords betydning(er). “Syntaks” denoterer dels ‘den måde, hvorpå ord sættes sammen til større helheder, f.eks. sætninger’ (den danske, men i moderne tid lidet brugte, betegnelse er “ordføjning”), dels ‘den gren inden for sprogvidenskaben, der undersøger og beskriver disse forhold’ (den danske, men i moderne tid lidet brugte, betegnelse er “ordføjningslære”). Et “kompositum” er en sammensætning (f.eks. “åndsfyrste”, der er sammensat af “ånd” + “fyrste”, eller “bildør” sammensat af “bil” + “dør”). Ordet “ordbogsartikel” behøver næppe forklaring, men det gør “henvisningsartikel” måske. Sidstnævnte – der teknisk set også er en ordbogsartikel, men kaldes henvisningsartikel, så en skelnen fra de øvrige ordbogsartikler muliggøres – er den typisk meget korte artikel af typen “bokser → boxer”. Med “antedatering” og “postdatering” refereres til et givent ords tidsfæstelse. En forsker eller et forskerhold kan f.eks. nå til den erkendelse, at et givent ord efter alt at dømme første gang forekom på skrift i 1645; denne erkendelse kan nedfældes i en videnskabelig artikel, der trykkes i et lingvistisk, filologisk eller leksikografifagligt tidsskrift, eller indskrives i en ordbog. Hvis en anden forsker eller et andet forskerhold finder en sætning i en bog fra 1617, i hvilken hint ord også forekommer, er ordet blevet antedateret. Mener først- eller sidstnævnte aktør(er), at ordet ikke har overlevet til en senere tid, hvorefter det viser sig, at det faktisk havde et langt og godt liv til langt ind i 1800-tallet eller evt. stadig bruges selv nok så lidt i nyeste tid, da er ordet blevet postdateret. Tilbage står termerne “storordbog”, “leksik” og “valens”. Hvis man ved en videnskabelig term forstår en sådan, der betydningsmæssigt er præcist afgrænset, er betegnelsen storordbog diskvalificeret. Alligevel bruges den ofte i alskens metaleksikografiske tekster inkl. tekster af høj videnskabelig lødighed. Storordbøger er typisk flerbindsværker (de kan dog sagtens foreligge i et enkelt, men i så fald voluminøst, bind) udarbejdet af et stort forskerhold på f.eks. 50, 100 eller flere tusinde personer (således har over fire tusinde eksperter bidraget til Den store danske encyklopædi); de er typisk ganske ambitiøse; udgives ofte, men ikke altid, af akademier og lignende institutioner såsom Det Kongelige Danske Videnskabernes Selskab eller Det Danske Sprog- og Litteraturselskab; de er i reglen meget udgiftskrævende (sluger et to- eller trecifret millionbeløb); er typisk ganske dyre at købe for almindelige borgere (hvorfor de oftest kun købes af biblioteker); er ofte, men ikke altid, længe under udarbejdelse (10 år, 50 år, 100 år eller mere), således var Dansk Ordbog udgiven under Videnskabernes Selskabs Bestyrelse over 200 år undervejs, jf. Bergenholtz & Pálfi (2008). Med “leksik”, på engelsk lexis, refereres til ‘sprogstof’, dvs. den malm i overført forstand, et sprog består af: “hus” er et stykke leksik, det samme gælder “Peter”, “-lig” (som findes i bl.a. “moderlig” og “kvindelig”), “in-” (ses i bl.a. “infiltrere”, “inkorporere”), “-s” (ses sidst i “blyantens”, “mandens”, osv.) foruden ufattelig meget andet. “Valens” denoterer ‘ords kurans i syntaktisk forstand’. Således er verbet “sove” monovalent, da det kan nøjes med eksempelvis et enkelt subjekt (“Jeg sover.”); “ser” er divalent (“Jeg så ham.”), mens “give” er trivalent (“Jeg gav ham bogen.”).
Indledning
At Oxford University Press (OUP) grundlagt 1584 er en af leksikografiens højborge i moderne tid, hersker der næppe tvivl om. Det betyder naturligvis ikke, at OUP er den eneste af slagsen; lignende ærefrygtindgydende foretagender er f.eks. Cambridge University Press (grdl. 1534), J.B. Metzler (grdl. 1682), Brill (grdl. 1683), S. Hirzel (grdl. 1853) og Walter de Gruyter (etableret 1923 ved en fusion mellem fem forlag, af hvilke det ældste havde eksisteret siden 1749).
OUP’s ordbogs- og leksikonproduktion hører til blandt de flittigst behandlede i den lingvistiske, filologiske, translatologiske og leksikografiske faglitteratur: Der foreligger en uoverskuelig mængde anmeldelser, artikler samt reviewartikler (en ad-hoc-fordanskning af den engelske betegnelse review article) om den i alverdens tidsskrifter fra fortid og nutid samt en god del monografier og bidrag i håndbøger. Det er fuldt forståeligt, hvis læseren nu tænker: “Hvad i alverden skal vi så med endnu et bidrag?”.
For ikke at denne reviewartikel mest skal handle om sin egen retfærdiggørelse, vil jeg nøjes med følgende tre argumenter:
- mængden af faglitteratur skrevet på et nordisk sprog om OUP-ordbøger er overraskende lille;
- netop fordi der foreligger så meget på engelsk, kan det være vanskeligt eksempelvis for nordboer at orientere sig;
- den udenlandske faglitteratur er ikke i stand til og har ingen ambitioner om at se tingene i et dansk eller skandinavisk perspektiv (tænk på hvor forskelligt de samme emner behandles i f.eks. Encyclopædia Britannica og i Den store danske encyklopædi).
Det, jeg tilstræber med dette bidrag, er at give et overblik over, hvad der findes af monolingvale storordbøger for engelsk fra OUP i nyere samt nyeste tid, kort berøre værkernes kvantitative og kvalitative dimensioner og groft skitsere nogle forhold, brugeren i ordbogskonsultationssammenhænge bør være opmærksom på. Det vil primært dreje sig om OED2 (Oxford English Dictionary 2nd ed.), SOED6 (Shorter Oxford English Dictionary 6th ed.), HTOED (Historical Thesaurus of the Oxford English Dictionary) samt ODE3 (Oxford Dictionary of English 3rd ed.), men også værker, der ikke nødvendigvis er udgivet af OUP, vil blive nævnt; f.eks. MED (Middle English Dictionary) og DOD (Dictionary of Old English).
Læseren vil her finde mangt og meget, der ellers ikke er samlet ét sted, foruden talrige oplysninger, der overhovedet ikke findes andetsteds; f.eks. lemmatalsberegninger, mine egne analyser samt data, jeg har udvundet via personlig emailkorrespondance og telefonsamtaler med OUP-redaktører. En særlig tak er jeg i den sammenhæng Anthony Esposito (redaktør på OEDO, dvs. Oxford English Dictionary Online) skyldig.
Adskillige af de lemmatal, der præsenteres i det følgende, har jeg selv regnet mig frem til. Da imidlertid tallenes korrekthed i de fleste tilfælde er blevet bekræftet af en respektiv ordbogsredaktør på OUP, tør jeg konkludere, at også de få tal, jeg ikke har kunnet få tilbagemeldinger om (grundet langtidssygdom, pensionering eller andet), er korrekte.
Er læseren kun interesseret i digitalleksikografi, kan vedkommende med rette spørge: “Hvorfor skal vi læse om en række bogtrykte værker, når de alle foreligger digitalt på oed.com, oxforddictionaries.com, oxfordreference.com eller andre steder?”.
For det første foreligger ikke alt digitalt; således ikke følgende OED2-tillægsbind: EME (Early Modern English : Additions and Antedatings to the Record of English Vocabulary 1475–1700) og OED2A&C (Additions and Corrections to the OED). Anno 2016 er tredjeudgaven af Oxford English Dictionary, kort OED3, der p.t. hedder Oxford English Dictionary Online, kort OEDO, omtrent halvt færdig.[2] Eftersom OED2A&C og EME ikke er indlemmede i hverken OED2 eller OEDO, er de brugere, der foretrækker digitale fremfor traditionelle ordbøger, stadig afhængige af OED2A&C samt EME i almindelig bogform, forudsat de ønsker optimalt udbytte af OED2 samt OEDO. Heller ikke Berg (1993) – et aldeles værdifuldt værktøj, jeg vender tilbage til senere – eksisterer digitalt. SOED6 inkl. de tidligere udgaver findes heller ikke online.
For det andet er en “personal subscription” på OEDO dyr og en “institutional subscription” meget dyr; der skal nok findes mange biblioteker i Norden, der ikke har råd. At der samtidig må findes mange trykte OED2-sæt ude i verden – på biblioteker, i private hjem, etc. – turde være sandsynliggjort ved den kendsgerning, at det OED2-sæt, der p.t. er på markedet, er 10. oplag. Der turde således ikke herske tvivl om, at de trykte OED2-bind stadig bruges, og dette vil formentlig ikke ændre sig markant, før OED3 lanceres om nogle årtier (tidligst i år 2030), hvorfor det bestemt giver mening i hvert fald nu og de næste 20–30 år at tale, skrive og læse om OED2 inkl. satellitværker.
Den eksisterende og i nærværende sammenhæng relevante metaleksikografiske litteratur er gigantisk. Som yderligere lekture kan anbefales Adams (2010), Algeo (1990), Cowie (2009), Ilson (1990), Mugglestone (2000; 2005; 2012), Ogilvie (2013) samt Simpson (1990; 2012).
Skulle læseren undervejs i lekturen komme i tvivl om, hvad en dokumenttitelforkortelse, f.eks. HTOED, står for, kan sligt nemt og hurtigt efterses i litteraturfortegnelsen ved bidragets udgang.
Stjernen og de øvrige himmellegemer
Ligesom Solen er det gravitative midtpunkt, omkring hvilket solsystemets himmellegemer kredser, således har OED – til at begynde med OED1, for indeværende OED2 samt OEDO og i fremtiden OED3 – stellarstatus iblandt OUP’s ordbøger. Det betyder ikke, at OED er bedre end alle andre OUP-ordbøger; sligt ville være et problematisk udsagn. Eller mener læseren måske, at Solen er bedre eller vigtigere end Jorden? Giver et sådant spørgsmål overhovedet mening? Hvordan man end vender og drejer tingene, så er OED nu engang det værk i “OUP-galaksen”, der har mest masse (noget, der også gælder Solen i forhold til resten af vort solsystem), hvorfor det virker som en tyngdebrønd, ligesom Solen, hvilket gør det vanskeligt at skrive om OUP’s ordbøger uden konstant at inkludere OED. For at vide, hvorfor Jorden opfører sig, som den gør, er vi nødt til at studere Solen. For at vide, hvorfor der anno 2016 foreligger de storordbøger fra OUP, der gør, er vi nødt til at vide noget om OED. Det er med dette udgangspunkt, de følgende sider skal reciperes. Og for at imødegå den skeptiske læser, der mener, at jeg her inviterer til et unødigt metaforcirkus, vil jeg kort anskueliggøre sagsforholdet ekstra tydeligt: På samme måde som Den Danske Begrebsordbog (2015)[3] er en begrebsordbogsversion af Den Danske Ordbog bind 1–6 (2003–2005), således er HTOED en begrebsordbogsversion af OED2; i begge tilfælde er lemmabestanden rigtignok blevet suppleret. Og SOED er en forkortet udgave af til at begynde med OED1, sidenhen OED2 og i nyeste tid OEDO med den forskel i forhold til tidligere, at det, som SOED6 nu er en kortudgave af, ret beset slet ikke findes. Relationerne rækker videre og behøver ikke udpensles yderligere her med et sidste eksempels undtagelse: I de første mange årtier var grundlaget for den populære Concise Oxford English Dictionary (1. udg. 1911, er senest udkommet i 12. udg. 2011) OED1, siden blev det OED2 og efterfølgende – ikke OEDO, men – ODE.
Leksikografer hører angivelig til iblandt det mindretal på kloden, der ikke bedømmer en ordbog eller et leksikon alene ud fra dens/dets lemmabestands størrelse. Når jeg i det følgende fremdrager tal, sker det ikke i henhold til princippet “jo flere, desto bedre”, men fordi noget sådant er grundlæggende, når vi taler om det kvantitative.
Det siges, at OED2 er en af verdens største ordbøger.[4] Jeg er ikke i tvivl om, at det er sandt. Værket indeholder ifølge eget udsagn (bind 1, s. xxiii) 290.500 ordbogsartikler,[5] i hvilke der foruden 290.500 hovedlemmata behandles 326.000 sublemmata (heraf er 157.000 “combinations and derivatives in bold type”, mens 169.000 er “phrases and combinations in bold italic type”). I alt behandler selve OED2 således 616.500 lemmata, og med tillægsbindene – nemlig OED2AS, dvs. Oxford English Dictionary Additions Series bind 1–3, samt OED2A&C og EME – kommer tallet op på 636.900 (se tabellen herunder), fra hvilket der dog må trækkes et antal tusinde, eftersom især OED2A&C og EME ikke alene indeholder addenda, men også corrigenda, hvilket betyder, at mange af indførslerne er rettelser til lemmata, der allerede er behandlet i OED2. Resultat: OED2 inkl. de fem tillægsbind behandler mindst 625.000 og højst 635.000 distinkte lemmata. OED2 ekskl. tillægsbind indeholder 137.000 udtaleangivelser, 249.300 etymologiske angivelser, 2.412.400 citater samt 577.000 krydshenvisninger (ibid.).
| Værker | Ordbogsartikler/lemmata |
| OED2 | 290.500/616.500 |
| OED2AS | 7.000/11.000 |
| OED2A&C | 5.100/5.100 |
| EME | 4.300/4.300 |
OED2’s majestætiske størrelse fortjener at anskueliggøres yderligere. Værket ekskl. tillægsbind fylder i alt 21.730 sider og indeholder 59 millioner ord forstået som tokens (Berg 1993: 195). Til sammenligning indeholder DSDE, dvs. Den store danske encyklopædi, 14 millioner (Andersen 2004: 142). Medregnes ikke de to tillægs- samt de to indeksbind fylder DSDE ligeledes 20 bind, men med i alt 12.320 sider. Da vi kender tokenantallet i OED2 bind 1–20 samt DSDE bind 1–20, kan vi med stor præcision regne ud, at hvis OED2 var blevet trykt i “DSDE-format”, havde værket fyldt 84,3 bind. Grundet skriftsnit, layout, ombrydning og evt. andet kan tekstmassers udstrækning variere voldsomt meget trods en ved første flygtige betragtning omtrentlig lighed i det ydre.
Ortografiske varianter, f.eks. “all round” vs. “all-round” (OED2, bind 1, s. 348), er ikke inkluderede i de ovennævnte lemmatal. Heller ikke bøjningsformer, hverken nu- eller fortidige, eller historiske staveformer: I artiklen “Amazon” (bind 1, s. 381) er opslagsordet den moderne grundform, udover hvilken nogle historiske staveformer (“Amysone”, “Amason”) samt henholdsvis den moderne og en historisk pluralisform (“Amazons”, “Amazones”) angives; men det er kun “Amazon”, der af alle disse er regnet som lemma i de ovennævnte tal.
Hvad er OED2’s tidsmæssige dækning? Spørgsmålet er lettere stillet end besvaret. På OED2-smudsomslagets flaptekst hedder det “covers the vocabulary of the English language since ad 1150” og på OUP’s hjemmeside “is the accepted authority on the evolution of the English language over the last millennium”. Det er slet ikke sikkert, at disse oplysninger, der både er fejlagtige og upræcise, skyldes OED2-redaktionen.[6] I OED2’s fortekster har jeg ikke kunnet finde året 1150 angivet. Jf. Lorentzen & Trap-Jensen (2004b: 192), der som reaktion på Bergenholtz & Vrang (2004b) bl.a. skriver:
[Bergenholtz og Vrang] henholder […] sig meget til den pressemeddelelse og det salgsprospekt, forfattet af forlaget og ikke af ordbogens redaktion, der blev udsendt i forbindelse med udgivelsen af DDO’s første bind. (understregningen skyldes LLP)
Og den øvre grænse? OED2 udkom 1989 med samtlige 20 bind på én gang. Selvom nybearbejdningen af alfabetets begyndelse stort set var afsluttet 1972, findes der i samtlige OED2-bind så mange citater fra helt op til 1980’ernes anden halvdel, at det tangerer mirakelmageri.
Studeres bindene, opstår det indtryk, at dækningen generelt rækker både længere tilbage og længere frem i tid, end hvad der meddeles det ene og andet sted. Der findes utallige eksempler på, at et forlag har overdrevet, løjet og lignende mht. en given ordbogs egenskaber (jf. Hausmann 1989 og Pálfi 2006), her har man undtagelsesvis underdrevet. Konklusion: OED2 indeholder data om engelsk fra tidsrummet ca. 800 til 1986 (med OED2AS trækkes dækningen til 1996), men med markante udsving ved de to yderpunkter. I den ene ende gives ikke så sjældent data om engelsk helt tilbage fra 600- og 700-tallet (med f.eks. Bjovulf som kilde), i den modsatte forekommer dækningen ikke altid tilstrækkelig fuldbyrdet. Sidstnævnte problem søgtes i første omgang midlertidig imødegået dels med udarbejdelsen og udgivelsen af OED2AS, dels med udarbejdelsen og udgivelsen af Oxford Dictionary of New Words (i.e. Knowles & Elliott 1997) med 1.250 ordbogsartikler, men i år 2000 blev stafetten givet videre til Oxford English Dictionary Online, dvs. OEDO, der lanceredes det år og siden ikke alene har udbedret dækningen mht. til det 20. århundredes anden halvdel, men tilmed trukket den op til nyeste tid. OEDO opdateres regelmæssigt.
Ovennævnte skal ikke forstås sådan, at OED2 i sin hovedopslagsordsbestand indeholder leksik fra hele perioden ca. 800 til 1996. Det er primært i ordbogsartiklernes betydningshistoriske udredninger, at det vældige tidsspand kommer til udtryk. Hvor eksempelvis Ordbog over det danske Sprog bind 1–28 (1919–1956), kort ODS, og tillægsbind 1–5 (1992–2005), kort ODS-S, viser betydningsudviklingen i dansk over en periode på 250 år og Svenska Akademiens Ordbok bind 1–36ff (1898–2012ff) for svensk over knap 500 år, gør OED2 det samme for engelsk, men med en diakronisk dækning på 1200 år.
OED2’s fokus ligger på tiden 1500ff (ca. 90 pct. af de 2,4 mio. citater, der gives, er fra 1500ff), og inden for denne periode er 1800ff “stærkest” behandlet (ca. 50 pct. af de 2,4 mio. citater er fra tiden 1800ff); omkring 9 pct. af citaterne er fra 1200–1500 og ca. 1,5 pct. fra 600–1200.
Til middelengelsk, der tidsmæssigt svarer til gammeldansk, findes det monumentale flerbindsværk Middle English Dictionary (MED) på 15.000 sider. Værket, der var 75 år undervejs, udkom med sidste delbind i 2001, kodificerer engelsk fra århundredrækken 1100–1500 og findes foruden på tryk vederlagsfrit online på quod.lib.umich.edu/m/med via University of Michigan Digital Collections.
For oldengelsk (600–1100), der tidsmæssigt kun omtrent svarer til olddansk (800–1100), findes det endnu ufærdige monumentalværk Dictionary of Old English, kort DOD. Arbejdet har været i gang på University of Toronto’s Centre for Medieval Studies siden 1968; er p.t. nået til og med bogstavet G/g. DOD foreligger indtil videre ikke i trykt form, men kan erhverves på mikrofiche eller abonneres online. Et eksempel på værkets størrelse: Del VIII, bogstavet G/g, er på 3454 mikrofichesider og indeholder 1.319 ordbogsartikler.
At OED mest koncentrerer sig om engelsk i tidsrummet 1700ff kommer bl.a. til udtryk ved den kendsgerning, at en af hovedredaktørerne på OED1, Sir William A. Craigie (†1957), allerede 1927 sammen med professor Charles C. Fries (†1967) fra Department of English, University of Michigan, initierede en monumental Early Modern English Dictionary (EMED),[7] der skulle dække engelsk i perioden 1475–1700 (Fries 1943: 570), dvs. ældre nyengelsk, svarende til det, der i Danmark kaldes ældre nydansk og kodificeres i Christian Molbechs Dansk Glossarium eller Ordbog over forældede danske Ord af Diplomer, Haandskrifter og trykte Bøger fra det 13de til det 16de Aarhundrede bind I–II (1857–1866) og Otto Kalkars Ordbog til det ældre danske Sprog bind I–VI (1976).
EMED’s historie er broget. I årene 1929 til 1938 gik arbejdet raskt fremad med økonomisk støtte fra bl.a. Rockefeller Foundation. Der samledes et 4,5 mio. citater omfattende seddelarkiv (Fries 1943: 571), ordbogens størrelse planlagdes til 125.000 ordbogsartikler (ibid.), men 1939 gik projektet i stå (Adams 2009: 327–334). Det revitaliseredes 1965 med finansiel støtte fra bl.a. National Endowment for the Humanities, American Council of Learned Societies og Horace H. Rackham Foundation under ledelse af den amerikanske leksikograf Richard W. Bailey (1939–2011) samt kollegaerne Jay L. Robinson, James W. Downer og Patricia V. Lehman. Hvorvidt projektet, der ifølge Bailey et al. (1975: xix) ville sætte omkring 300 årsværk til livs, skulle det realiseres til fulde, atter blev indstillet, er uklart. Med tanke på at OUP siden 1993 har været i gang med OED3, der bliver en udvidet og stærkt bearbejdet udgave af OED2, er det ikke utænkeligt, at de pekuniære kilder til EMED er tørret ud og drømmen om en særskilt storordbog for ældre nyengelsk synket i grus.
Ikke desto trods resulterede Baileys samt kollegaers indsats i (ikke EMED, men) en række online-, mikrofiche- og trykte publikationer,[8] af hvilke den vigtigste i denne sammenhæng må være EME; jf. tabellen ovenfor.
Selvom det ikke meddeles hverken i dokumentets titel eller undertitel, er EME en ordbog. Dens opbygning med 4.300 alfabetisk ordnede ordbogsartikler er aldeles traditionel. At det nærmest kræver kryptologisk bistand at få fuldt udbytte af de præsenterede data, er en anden historie, som jeg kommer tilbage til senere. Noget, der heller ikke fremgår af hverken titel eller undertitel, men med al ønskelig tydelighed af både forordet og brugervejledningen (f.eks.: “bring to public attention words and senses that had been overlooked or omitted by the editors of the Oxford English Dictionary”), er, at EME er et tillægsbind til – konceptuelt OED1, men i praksis – OED2, eftersom indholdet aldrig blev indflettet i OED2, selvom EME udkom 11 år før OED2 (kilde: redaktionen på Oxford English Dictionary Online). Grund: OED-redaktionens egne samlinger er enorme og var det også dengang, OED2 udarbejdedes. Redaktionen kunne ikke mønstre tid og kræfter til at integrere EME i OED2. Af samme grund er EME heller ikke siden blevet indarbejdet i Oxford English Dictionary Online (kilde: redaktionen). EME er med andre ord lige så vigtig og nyttig anno 2016, som den var, da den udkom 1978.
De grundlæggende samme idéer, der fostrede EME og den sidenhen formodet hedengangne EMED, har bevæget tyske dr. Jürgen Schäfer (1933–1985), fra 1974 professor i engelsk litteratur på Universität Augsburg, Tyskland, til uafhængigt af R. W. Bailey og dennes hold at udarbejde Early Modern English Lexicography; et posthumt udgivet værk i to bind, af hvilke det ene er en bibliografi over engelske glossarier og ordbøger fra tidsrummet 1475 til 1640, det andet, nemlig OED2A&C, et tillægsbind til – konceptuelt OED1, men i praksis – OED2, eftersom indholdet heller ikke i dette tilfælde flettedes ind i OED2. Begge værker, dvs. OED2 og tillægsbindet OED2A&C, udkom på Oxford University Press 1989. Anno 2016 er OED2A&C imidlertid heller ikke integreret i OEDO, altså Oxford English Dictionary Online, og EME’s skæbne taget i betragtning, er der grund til at tro, at dette ikke vil ændre sig i en overskuelig fremtid. Med andre ord: OEDO-samlingernes massivitet garanterer OED2A&C’s aktualitet i ubestemt tid.
Selvom det ikke meddeles i dokumentets titel og undertitel, er OED2A&C en ordbog. Den indeholder 5.100 alfabetisk ordnede ordbogsartikler med et væld af værdifulde data vedrørende: 1. lemmata, der ikke er med i OED2; 2. betydninger, der ikke er registreret i OED2; 3. antedateringer; 4. postdateringer; 5. andre rettelser eller tilføjelser. Det, som OED2AS (se nedenfor) måtte mangle i corrigendapotentiale, er energisk realiseret i det Schäfer’ske tillægsbind, hvorfor det er højst anbefalelsesværdigt altid at konsultere det efter et OED2- eller OEDO-opslag. Man bør dog væbne sig med udholdenhed: OED2A&C excellerer i tekstkondensering inkl. symboler, forkortelser, etc.
De tre OED2AS-bind indeholder samlet 7.000 ordbogsartikler og behandler i alt 7.000 hovedlemmata samt 4.000 sublemmata. De har været integrerede i OEDO siden lanceringen i år 2000. OED2AS adskiller sig meget fra f.eks. ODS-S (tillægsbindene til Ordbog over det danske Sprog).
For det første indeholder alle tre bind på hhv. 348, 383 og 418 sider ord fra hele alfabetet, men ikke lige mange ord (f.eks. tildeles bogstavet B/b 26 sider i første, én i andet, 17 i tredje bind), hvorfor brugeren er nødt til at konsultere alle tre bind i forbindelse med et OED2-opslag. Bagest i andet bind findes et register, der indeholder de to første binds – og bagest i tredje bind ét med alle tre binds – lemmata inkl. sublemmata. Stoler brugeren på registerapparatet, behøver han/hun ikke altid at konsultere alle tre bind særskilt, men kan nøjes med tredjebindets register som udgangspunkt.
For det andet er ODS-S et corrigenda-et-addenda-apparat, mens OED2AS hovedsagelig synes at koncentrere sig om addenda, dvs. at bindene især behandler hoved- og sublemmata (herunder betydninger, kollokationer og fraseologismer), der mangler i OED2, og kun sekundært bringer rettelser sensu stricto til OED2-ordbogsartikler.
For det tredje trækker OED2AS OED2’s tidsmæssige dækning frem til 1996, noget lignende gør ODS-S netop ikke for ODS, og det har heller aldrig været meningen: det er Den Danske Ordbog, kort DDO, der har overtaget stafetten fra ODS og ODS-S.
En pulsar er et kosmisk fyrtårn; forsvindende lille sammenlignet med en almindelig stjerne, men tungere og med et stærkere lys. I denne sammenhæng og selvsagt i overført betydning er A Guide to the Oxford English Dictionary (i.e. Berg 1993) næsten som en pulsar. Værket består af ‘Part I: A User’s Guide to the OED’ (s. 1–81) og ‘Part II: A Companion to the OED’ (s. 83–206). Førsteudgaven fra 1991 hedder A User’s Guide to the Oxford English Dictionary og indeholder kun det, der i andenudgaven udgør ‘Part I’. Første del i Berg (1993) er en forholdsvis omfattende brugervejledning til OED2. Den Berg’ske guide er mere pædagogisk end OED2’s egen, giver mange ordbogsartikeleksempler og gør i høj grad brug af grafiske virkemidler. Anden del i Berg (1993) er et interessant og ganske anvendeligt lille metaleksikon med ca. 210 leksikonartikler, hvis indhold udelukkende relaterer sig til OED1 og OED2. Eksempler på lemmata: “Burchfield, Robert William”, “editors”, “invented word”, “special English characters”, “spelling”.
SOED også kendt som Shorter Oxford English Dictionary udkom første gang 1933; 2. udgave kom 1936, 3. udg. 1944 (genudsendtes 1973 med bl.a. nybearbejdede etymologiske oplysninger), 4. udg. 1993, 5. udg. 2002, 6. udg. 2007.
SOED6, dvs. 6. udg. af SOED, tilstræber at dække engelsk i perioden 1700–2000;[9] dog er der medtaget stof fra King James’ Bible (1611), Shakespeares værker og andre vigtige forfatterskaber fra århundredet før 1700 (bl.a. John Milton).[10] Værket indeholder 116.000 ordbogsartikler, behandler samme antal hovedlemmata og et stort – men for mig ukendt – antal komposita, kollokationer samt fraseologismer. At antallet af hovedopslagsord i SOED6 ikke er meget højere end i ODE3, dvs. 3. udg. af Oxford Dictionary of English, bør ikke give læseren den fejlagtige opfattelse, at de to værker er næsten lige store. De følgende uddrag fra OUP’s hjemmeside viser dels, at forlagets marketingfolk ikke altid ved, hvad de taler om, men jonglerer med tal og håber på det bedste, dels at selv disse kry kapitalgardister har fattet, at det ene værk er langt større end det andet: Om SOED6 hedder det “more than 600,000 words, phrases, and definitions” og om ODE3 “over 350,000 words, phrases, and meanings”; sammenhold hermed ovenfor citerede Lorentzen & Trap-Jensen (2004b). Målt på sidetal er SOED6 næsten to gange så stor som ODE3, hvorfor det ikke burde komme bag på nogen, at SOED6 indeholder flere data end ODE3.
SOED findes ikke online, kun på tryk og cd-rom. SOED6’s citatantal på 83.000 forekommer måske lavt taget i betragtning, at værket fylder to massive bind på i alt 3742 sider ekskl. fortekster, men man må huske på, at citaterne her er længere end i f.eks. ODE3, hvor de er kuperede i begge ender. Desuden angives i SOED6 citaternes kilder – noget, der ikke er tilfældet i ODE3 – hvilket ligeledes lægger beslag på plads. SOED6 er et aldeles imponerende værk med en overflod af højkvalitetsdata. Regnes med sideantal, skal der lidt over seks DSDE-bind til at mønstre en tilsvarende størrelse. Tages hensyn til SOED6’s større format, tættere sats og mindre typer, svarer SOED6-indholdet formentlig til, hvad der kan presses ned i otte DSDE-bind.
Også HTOED er et fantastisk imponerende værk. Så vidt vides unikt på verdensplan både i for- og nutid. Regnes der kun med sidetal (HTOED: 3933 sider) havde værket i “DSDE-format” fyldt syv bind, men højst sandsynlig snarere ni tages satsen etc. i betragtning.
HTOED er en begrebsordbogsversion af OED2 inkl. OED2AS + “with additional material from A Thesaurus of Old English”, som det hedder på titelbladet. Den nævnte tesaurus blev udarbejdet som et led i HTOED-projektet og tillige udgivet særskilt på tryk i to bind. HTOED var 45 år undervejs og indeholder ifølge egne angivelser 797.120 betydninger fordelt over 236.400 kategorier inkl. underkategorier. Registret indeholder ifølge mine beregninger 364.000 hovedlemmata. Foruden på tryk findes værket online; det følger gratis med i et OEDO-abonnement. Som bare én interessant detalje ved HTOED skal nævnes, at værket ligesom OED1, OED2 og OEDO ved hver(t) ord og betydning med årstal angiver den formodede førstegangsforekomst på tryk eller – for tiden før bogtrykket – på skrift (i såkaldte middelalderlige diplomer, pergamentbøger, etc.).
ODE udkom første gang 1998. Tredje udgave, dvs. ODE3, udkom 2010, indeholder 99.500 ordbogsartikler, behandler lige så mange hovedlemmata og et stort (men for mig ukendt) antal komposita, kollokationer samt fraseologismer. ODE3 findes tillige online, hvor det jævnligt opdateres og anno 2015 indeholdt 105.000 hovedlemmata. Selvom ODE3 kun fylder ét bind, er den ikke voldsomt meget mindre end f.eks. Den Danske Ordbog (DDO). Med sideantallet som målestok (ODE3 2091 vs. DDO 4422) og under hensyntagen til, at ODE3-formatet er større og typerne lidt mindre, tør jeg hævde, at ODE3 i “DDO-format” havde fyldt 3,5 bind eller lidt mere. ODE’s og DDO’s funktioner er identiske: Begge er allroundstorordbøger, monolingvale, til understøttelse af sprogreception og sprogproduktion hos en bred potentiel brugergruppe. På et sekundært niveau tilstræber de begge at hjælpe med generel videnstilegnelse ved at give dels encyklopædiske, dels etymologiske data. Ligesom DDO ikke er et spin-off fra ODS, men en helt ny ordbog udviklet fra grunden, således er heller ikke ODE et OED2-spin-off. ODE3 bygger på Oxford English Corpus (OEC), der indeholder to milliarder løbende ord fra tiden 2000ff (primært aviser og internet), British National Corpus (BNC), der indeholder 100 millioner løbende ord (“a wide cross-section of British English from the later part of the 20th century, both spoken and written”, BNC-hjemmesiden), og Oxford Reading Programme (ORP). Bemærk at OEC i modsætning til BNC foruden britisk engelsk også indeholder amerikansk, canadisk, australsk, sydafrikansk, indisk og singaporeansk engelsk. ORP grundlagdes 1857 og findes den dag i dag. Det leverede en stor mængde stof til OED1, OED2 og leverer nu til OEDO. I 2010 havde ORP’s materialesamling en størrelse svarende til et tekstkorpus på 100 millioner løbende ord. ORP engagerer personer fra principielt hele verden til at læse engelske bøger, både skøn- og faglitteratur, med henblik på at excerpere ord, betydninger, kollokationer, idiomer, ordsprog, mundheld etc. og indsende dem til OED-redaktionen.
Foruden det allerede nævnte giver ODE3 selektivt oplysninger om udtale (typisk ved såkaldt “svære ord”). Som tidligere anført indeholder ODE3, ligesom DDO, citater (bl.a. for at vise ords brug), men i modsætning til DDO-praksis er citaterne i ODE3 ikke forsynede med kildehenvisninger. Selvom fremgangsmåden pladsøkonomisk har været fordelagtig (man har kunnet presse det hele ned i ét bind) og tillige kan forsvares leksikografiteoretisk (ODE3 har et antal funktioner, dokumentation er ikke en af dem), er den ikke desto mindre iøjnefaldende. Er der ikke en promille videnskabelig uredelighed i det her? At de fleste brugere aldrig vil opdage, at ODE3 indeholder 75.000 citater, eller hvor mange det nu drejer sig om, er der gode grunde til at antage. Men måske er de fleste mennesker slet ikke interesserede i at få den slags udpenslet?
Citaterne i ODE3 er stærkt kuperede, dermed mindre generøse end i SOED6 eller DDO. Men igen drejer det sig om noget, der konceptuelt kan forsvares: Hvor citaterne i DDO og SOED6 tjener til at understøtte dokumentationsfunktionen og samtidig yder hjælp ved sprogproduktionsproblemer, har de i ODE3 kun den funktion, som f.eks. DDO’s eksplicitte oplysninger om syntaktiske konstruktionsmønstre har: at vise et ords valens og derved hjælpe brugeren med at producere sprog.
Hvad den tidsmæssige dækning angår, er ODE3 lige så hemmelighedsfuld som eksempelvis OED2. Vi får ingenting at vide. At dømme efter kildegrundlaget (BNC, OEC, ORP) koncentrerer værket sig om engelsk fra det 20. århundredes sidste halvdel frem til ca. år 2010. Alligevel er sagen ikke så hurtigt afklaret, for hvad gemmer der sig egentlig bag ORP? Hvilke kriterier, skal de bøger, som deltagerne excerperer fra, opfylde? Skal de f.eks. være trykt i 2000’erne? Hvad med genoptryk (hvis nu en bog udkom første gang 1937, men man læser et genoptryk fra 2011)?
Der skal ikke herske tvivl om, at ODE3 er et mere end fremragende værk og et eminent værktøj. Skal jeg fremhæve ét område, hvor det brillerer i særlig grad, må det være betydningsforklaringerne.
Findes der et sort hul i OUP-galaksen?
I Mælkevejens centrum findes et sort hul. Det er omkring tre millioner gange tungere end vor egen Sol, men mindre, og det bliver konstant tungere, fordi det sluger de stjerner, der kommer for tæt på. Et sort hul er et himmellegeme, hvis gravitationsfelt er så kraftigt, at intet kan undslippe det. Heller ikke information. At fysikerne i “kan-ikke-undslippe-et-sort-hul-sammenhænge” nok ikke mener det samme med ordet “information”, som leksikograferne gør, er ikke vigtigt her, hvor jeg taler om information i leksikografisk forstand og kun bruger den astrofysiske betegnelse “sort hul” metaforisk.
Hvilke problemer skal brugeren være opmærksom på under anvendelsen af de i denne artikel omtalte storordbøger? Det korte svar er, at tingene er svære at bruge, men at informationsudbyttet kan blive enormt, hvis den fornødne tid og energi investeres.
OED2’s opbygning er kompleks. Foruden arabertal (1., 2., etc.), romertal (I., II., etc.), minuskler (a., b., etc.) og majuskler (A., B., etc.) bruges et hav af symboler og forkortelser; “number of different typographical characters used in text: approx. 750” (Berg 1993: 195). Hvem ville have troet, at forkortelsen “f.” står for “form of” eller “formed on” bortset fra de tilfælde, hvor den står for “feminine”? Hvem har i det hele taget fundet på, at man må lave forkortelser bestående af ét bogstav? Jf. også forkortelsen “a.”, der i OED2 kan stå for “adopted of”, “adjective” eller “ante”, hvis ellers redaktørerne har fået det hele med under den respektive indførsel i forkortelseslisten.
Det følgende skal ikke forstås som en kritik af DDO, Bergenholtz & Vrang (2004a; 2004b; et passim) eller Lorentzen & Trap-Jensen (2004a; 2004b; et passim). Jeg ønsker hverken at bidrage til eller genoptage den diskussion her. Men når man sidder med OED2 inkl. tillægsbind, HTOED eller SOED6 og ihukommer den del af kritikken, der handlede om, at DDO skulle være for indviklet for gennemsnitsbrugeren, er det svært ikke at udbryde: “Sammenlignet med OED2 er brugen af DDO en barneleg!” OEDO er rigtignok brugervenligere end OED2.
OED2’s brugervejledningsagtige indledning + brugervejledning + brugernøgle + udtalenøgle + forkortelsesliste løber op på 31 sider i stort format. Her er forordet samt ‘The History of the Oxford English Dictionary’ (bind 1, s. xxxv–lxi) ikke medregnet. Den Berg’ske brugervejledning til OED2 er på 81 sider, men har gudskelov ikke selv nogen brugervejledning, kun et forord + ‘Acknowledgements’ hver på 2 sider. OED2A&C mønstrer med en indledning af den brugervejledningsagtige slags + brugervejledning + forkortelsesliste på i alt 37 sider, og heller ikke her medregner jeg anden fortekst (forord etc.). Og så er brugervejledningen her oven i købet forsynet med slutnoter!
Det er ikke disse brugervejledende tekster, der udgør det sorte hul. Tværtimod. Disse metatekster søger at hindre, at al den information, brugeren i optimalt fald kan uddrage af de respektive storværker, sluges af det sorte hul, der dvæler i det skjulte et sted i OUP-galaksen. Et problem for brugeren-in-actu er imidlertid, at selv hvis han/hun læser de forhåndenværende metatekster – for OED2’s vedkommende over 120 sider – vil han/hun efter endt lekture næppe kunne huske alle detaljer.
ODE3, som er den “folkeligste”, men stadig et aldeles lærd værk, er den letteste at bruge af de her omtalte storordbøger; heller ikke den skal man dog regne med at få tilnærmelsesvis fuldt udbytte af, hvis ikke man grundigt har studeret brugervejledningen.
OED2 inkl. tillægsbind, OEDO, HTOED samt SOED6 henvender sig til – ikke kun forskere, slet ikke, men – den intellektuelle bruger; den, der ofte læser og evt. selv skriver skøn- og/eller faglitteratur på højt niveau.
Trods de problemer, de omtalte udgivelser måtte frembyde, er de alle leksikografiske opslagsværker af højeste kvalitet.
Litteratur
Adams, M. (2009): The period dictionaries. I: Cowie (red.), 326–352.
Adams, M. (red.) (2010): “Cunning passages, contrived corridors” : Unexpected essays in the history of lexicography. Monza: Polimetrica.
Algeo, J. (1990): American lexicography. I: HSK 5.2, pp. 1987–2009.
Andersen, A. (2004): Veje til viden : håndbog i informationssøgning. 1. udg., 3. opl. København: Gyldendal.
Bailey, R.W. (1980): Progress towards a Dictionary of Early Modern English 1475–1700. I: W. Pijnenburg (red.) & F. de Tollenaere (red.): Proceedings of the Second International Round Table Conference on Historical Lexicography [1977]. Dordrecht & Cinnaminson, NJ: Floris, 199–221.
Bailey, R.W., J.W. Downer, J.L. Robinson, P.V. Lehman (1975): Michigan Early Modern English Materials. Ann Arbor: Xerox University Microfilms & University of Michigan Press.
Berg, D.L. (1993): A Guide to the Oxford English Dictionary. Oxford: Oxford University Press.
Bergenholtz, H. & L.-L. Pálfi (2008): Danmarks første nationalordbog : Om Videnskabernes Selskabs Ordbog I–VIII (1793–1905). I: Fund og Forskning 47, 181–222.
Bergenholtz, H. & V. Vrang (2004a): Den Danske Ordbog imponerer og skuffer. I: Hermes : Journal of Linguistics 33, 149–178.
Bergenholtz, H. & V. Vrang (2004b): Ny dansk ordbog i seks bind for sekretærer og forskere. I: LexicoNordica 11, 165–189.
BNC’s hjemmeside = www.natcorp.ox.ac.
uk/corpus/index.xml
Burkhanov, I. (2010): Lexicography : A dictionary of basic terminology. Rzeszów: Wydawnictwo Uniwersytetu Rzeszowskiego.
Cowie, A.P. (red.) (2009): The Oxford history of English lexicography. Bind I: General-purpose dictionaries. Bind II: Specialized dictionaries. Oxford: Oxford University Press.
DBO = Den Danske Begrebsordbog. Hovedredaktør: S. Nimb. 1. udg. København & Odense: Det Danske Sprog- og Litteraturselskab & Syddansk Universitetsforlag 2015.
DD2 = Dictionary of dictionaries and eminent encyclopedias. T. Kabdebo & N. Armstrong. Assisted by E. Ó Síocháin. 2. udg. London: Bowker-Saur 1997.
DDO = Den Danske Ordbog, bind 1–6. Hovedredaktører: E. Hjorth, K. Kristensen, O. Norling-Christensen. Seniorredaktører: H. Lorentzen & L. Trap-Jensen. Hertil kommer en lang række redaktører, etc. København: Det Danske Sprog- og Litteraturselskab & Gyldendal 2003–2005.
DSDE = Den store danske encyklopædi, bind 1–20. Ansvarshavende chefredaktør: J. Lund. Hertil kommer en lang række redaktører, etc. (over 4000 eksperter har bidraget). København: Danmarks Nationalleksikon 1994–2001.
DSDE-indeks = Den store danske encyklopædi : indeks, bind 1–2. Redaktører, etc.: mange. København: Gyldendal 2003.
DSDE-S1 = Den store danske encyklopædi : supplementsbind 1. Redaktører, etc.: mange. København: Gyldendal 2002.
DSDE-S2 = Den store danske encyklopædi : supplementsbind 2. Redaktører, etc.: mange. København: Gyldendal 2006.
EME = Bailey, R.W. (red.) (1978): Early Modern English : Additions and antedatings to the record of English vocabulary 1475–1700. Hildesheim: Georg Olms.
Fries, C.F. (1943): The Early Modern English Dictionary. I: W.B. Shaw (red.): The University of Michigan : An encyclopedic survey. Ann Arbor: University of Michigan Press, bind III, del I, s. 570–572.
Hartmann, R.R.K. & G. James (1998): Dictionary of lexicography. London: Routledge.
Hausmann, F.J. (1989): Dictionary criminality. I: HSK 5.1, pp. 97–101.
HSK 5.1 = F.J. Hausmann, O. Reichmann, H.E. Wiegand, L. Zgusta (redaktører): Wörterbücher […] : Ein internationales Handbuch zur Lexikographie […], bind 1, Berlin: Walter de Gruyter 1989.
HSK 5.2 = F.J. Hausmann, O. Reichmann, H.E. Wiegand, L. Zgusta (redaktører): Wörterbücher […] : Ein internationales Handbuch zur Lexikographie […], bind 2, Berlin: Walter de Gruyter 1990.
HTOED = Historical Thesaurus of the Oxford English Dictionary with additional material from A Thesaurus of Old English, bind 1–2. Hovedredaktører: Chr. Kay, J. Roberts, M. Samuels, I. Wotherspoon. Hertil kommer en lang række redaktører, etc. Oxford: Oxford University Press 2009 [reprinted with corrections 2014].
Ilson, R. (1990): Present-day British lexicography. I: HSK 5.2, pp. 1967–1983.
Knowles, E. & J. Elliott (1997): The Oxford dictionary of new words. 2. udg. Oxford: Oxford University Press.
LOL2 = Leksikon over ordbøger og leksika. Af L.-L. Pálfi under J.F. Lindholms medvirken. 2. udg. Frederiksberg: Frydenlund 2011.
Lorentzen, H. & L. Trap-Jensen (2004a): Kommentarer til Henning Bergenholtz og Vibeke Vrang: Den Danske Ordbog imponerer og skuffer. I: Hermes : Journal of Linguistics 33, 179–192.
Lorentzen, H. & L. Trap-Jensen (2004b): Kommentarer til Henning Bergenholtz og Vibeke Vrang: Ny dansk ordbog i seks bind for sekretærer og forskere. I: LexicoNordica 11, 191–201.
Mugglestone, L. (2005): Lost for words : The hidden history of the Oxford English Dictionary. New Haven: Yale University Press.
Mugglestone, L. (2012): Das Oxford English Dictionary. I: U. Haß (red.): Große Lexika und Wörterbücher Europas […]. Berlin: Walter de Gruyter, 233–252.
Mugglestone, L. (ed.) (2000): Lexicography and the OED […]. Oxford: Oxford University Press.
NLO = Nordisk leksikografisk ordbok. Redaktører: H. Bergenholtz, I. Cantell, R.V. Fjeld, D. Gundersen, J.H. Jónsson, B. Svensén. Med bidrag af: H. Haraldsson, H.K. Mikkelsen, J. Sivula. Oslo: Universitetsforlaget 1997.
ODE3 = Oxford Dictionary of English. Hovedredaktør på 3. udg.: A. Stevenson. Hertil kommer en lang række redaktører, etc. 3. udg. Oxford: Oxford University Press 2010.
ODS = Ordbog over det danske Sprog, bind I–XXVIII. Grdl. af V. Dahlerup. Hovedredaktører: H. Juul-Jensen og J. Glahder. Hertil kommer en lang række redaktører, etc. 1. udg., 5. opl. København: Det Danske Sprog- og Litteraturselskab & Gyldendal 1993–1996.
ODS-S = Ordbog over det danske Sprog : supplement, bind 1–5. Hovedredaktører: A. Duekilde & H. Andersson. Hertil kommer en række redaktører, etc. København: Det Danske Sprog- og Litteraturselskab & Gyldendal 1992–2005.
OED2 = Oxford English Dictionary Second Edition, bind 1–20. Hovedredaktører: H. Coleridge, F.J. Furnivall, J.A.H. Murray, H. Bradley, W.A. Craigie, C.T. Onions, R.W. Burchfield, E.S.C. Weiner og J.A. Simpson. Hertil kommer en lang række redaktører, etc. Oxford: Clarendon Press 1989.
OED2A&C = Schäfer, J. (1989): Early Modern English Lexicography, bind II: Additions and corrections to the OED. Oxford: Clarendon Press.
OED2AS = Oxford English Dictionary Additions Series, bind 1–3. Hovedredaktører: J.A. Simpson, E.S.C. Weiner, M. Proffitt. Hertil kommer en lang række redaktører, etc. Oxford: Oxford University Press 1993–1997.
Ogilvie, S. (2013): Words of the world : A global history of the Oxford English Dictionary. Cambridge: Cambridge University Press.
Pálfi, L.-L. & Kristiansen, B. (2010): [Anmeldelse af:] H.E. Wiegand, M. Beißwenger, R.H. Gouws, M. Kammerer, A. Storrer, W. Wolski (redaktører): Wörterbuch zur Lexikographie und Wörterbuchforschung / Dictionary of lexicography and dictionary research. Bind 1: Systematische Einführung / Systematic Introduction + A–C. Under medvirken af: E. Butina-Koller, R. Costa, S.J. Schierholz, M.T. Fuentes Morán, L. Giacomini, G. Rovere, F.J. Hausmann, M. Hegner, R. Hessky, Z. Hollós, P. Petkov, M. Smit. Berlin: Walter de Gruyter 2010. I: International Journal of Lexicography 23:4, 491–502.
Pálfi, L.-L. (2006): Ordbogskriminalitet: svindel og bedrag på det danske ordbogsmarked! I: Dansk Noter 3, 49–52.
Pálfi, L.-L. (2015): [Anmeldelse af:] Den Danske Begrebsordbog. Hovedredaktør: S. Nimb. 1. udg. København & Odense: Det Danske Sprog- og Litteraturselskab & Syddansk Universitetsforlag 2015. I: Sprog & Samfund 33:1, 9.
Pálfi, L.-L., P. Leroyer, A. Wagner, S.D. Vesterdahl (2008): Skomager bliv ved din læst! Om politologiske leksika, politik i leksika og leksikografiske værktøjer. I: LexicoNordica 15, 197–218.
Simpson, J. (1990): English lexicography after Johnson to 1945. I: HSK 5.2, pp. 1953–1966.
Simpson, J. (2012): What has the OED become? I: B. Eaker, L. Larsson, A. Mattisson (redaktører): Nordiska studier i lexikografi 11, 55–76.
SOED6 = Shorter Oxford English Dictionary on Historical Principals, bind 1–2. Hovedredaktør på 6. udg.: A. Stevenson. Hertil kommer en lang række redaktører, etc. 6. udg. Oxford: Oxford University Press 2007.
WLWF = Wörterbuch zur Lexikographie und Wörterbuchforschung / Dictionary of lexicography and dictionary research. Bind 1ff. Hovedredaktører: H.E. Wiegand, M. Beißwenger, R.H. Gouws, M. Kammerer, A. Storrer, W. Wolski. Øvrige medvirkende: E. Butina-Koller, R. Costa, S.J. Schierholz, M.T. Fuentes Morán, L. Giacomini, G. Rovere, F.J. Hausmann, M. Hegner, R. Hessky, Z. Hollós, P. Petkov, M. Smit. Berlin: Walter de Gruyter 2010ff.
[1] Se hertil Pálfi et al. (2008).
[2] Arbejdet har været i gang siden 1993 og beskæftiger 120 forskere, forskningsassistenter, programmører mv. foruden 200 konsulenter.
[3] Om Den Danske Begrebsordbog, kort DBO, se evt. Pálfi (2015).
[4] Der er ingen, der har et komplet overblik over verdens leksikografi i fortid og nutid. DD2 samt LOL2 registrerer kun toppen af isbjerget.
[5] Ifølge Berg (1993: 195) – OED2 synes at være umeddelsom desangående – er antallet af “rigtige” ordbogsartikler 230.100, eftersom der iblandt de 290.500 findes 60.400 henvisningsartikler.
[6] Sammenhold med følgende udmelding fra en af OED1’s hovedredaktører, William A. Craigie, der om OED1-dækningen siger: “from the seventh century to the twentieth” (citeret i Fries 1943: 570). Som bekendt er der ikke blevet fjernet indhold i OED1, alt imens værket transformeredes til OED2 – der er kun blevet tilføjet og rettet.
[7] Kaldes undertiden også Dictionary of Early Modern English og forkortes da DEME.
[8] Således er f.eks. Bailey et al. (1975), der er udgivet som en trykt bog, en EMED-bibliografi, dvs. selve kildegrundlaget, med 14.000 titler, mens fragmenter af den faktiske EMED foreligger online til vederlagsfri afbenyttelse på quod.lib.umich
.edu/m/memem. Jf. tillige Bailey (1980).
[9] Ses bort fra OED2A&C, som i modsætning til de andre OUP-ordbøger omtalt i denne artikel blev udarbejdet uden for OUP-regi, er SOED6 den eneste af de her behandlede OUP-storordbøger, der er klar i mælet mht. tidsmæssig afgrænsning.
[10] Noget lignende er tilfældet med Ordbog over det danske Sprog, der med få undtagelser koncentrerer sig om dansk fra 1700 til ca. 1955 og således behandler en stor del af det sprog, der findes i bl.a. Danske lov (1683), T. Kingos forfatterskab, ældre bibeloversættelser, f.eks. H.P. Resens Biblia (1607), Rimkrøniken (1495) og Danmarks gamle folkeviser.
PRINTERVENLIG UDGAVE
Du kan tegne gratis abonnement på Replique og få artiklerne leveret i din indbakke månedligt ved at trykke her.
Vil du læse mere borgerlig samfundsdebat? Årsskriftet Critique bringer artikler fra og om den konservative og borgerlige kultur-, idé- og samfundsdebat. Det udkommer hvert efterår og indeholder over hundrede siders forskning, formidling, essays, polemik, politik og debat. Du kan bestille det her.
Denne side bliver drevet af frivilige kræfter og vi har brug for din støtte, hvis vi skal have råd til annoncering, nyt software mm.
Hjælp os ved at donere et beløb til os. Vi tager med glæde imod bidrag af alle størrelser.
