I begyndelsen var ordet

Dannelse er en grundsten i Vesten. Men dannelsen er også under pres fra alle sider. Særligt problematisk er det, at dannelsesbegrebet er blevet afkoblet konkret viden og kundskaber. Sådan har det ikke altid været, og i enkelte kredse står fagfolk stadig vagt om et kundskabsorienteret dannelsbegreb. Loránd-Levente Pálfi skriver om de store og imponerende udslag af vestlig dannelse, der udgøres af mammutordbøgerne fra Oxford, som samtidig gør krav på at være uomgængelige værktøjer for enhver, der tager kundskaber, viden og ord alvorligt.

af Loránd-Levente Pálfi

Prolog

Ordbøger, leksika, encyklopædier og an­d­re in­for­ma­ti­ons­søg­nings­sy­s­te­mer (f.eks. kort, lovsamlinger, etc.) udgør et i over­ført forstand celest firmament i dan­nel­ses­mæs­sigt per­spek­tiv: de er es­sen­ti­el­le værk­tø­j­er for et­hvert intellektuelt in­di­vid, hvormed jeg især re­fe­re­rer til personer, der ofte re­ci­pe­rer og/eller pro­du­ce­rer tekst på et højt ni­ve­au.

Men principielt kan alle – også in­tel­lek­tu­elt mindre engagerede individer – få be­hov for lek­si­ko­gra­fisk hjælp både i pri­va­te, faglige og andre slags sammenhænge: Sprog­bru­ge­r­en kan kom­me i tvivl om kor­rekt­he­den af en staveform (og kon­sul­te­rer en ret­skriv­nings­ord­bog), nære et øn­s­ke om at variere sit sprog (søger hjælp i en synonym- eller be­grebs­ord­bog), stø­de på et ord, han/hun ikke forstår (slår op i en fremmedordbog, en be­tyd­nings­for­kla­ren­de rigs­måls­ord­bog, en di­a­lekt­ord­bog, en fransk–dansk ord­bog, en kemisk ord­bog, et fy­sik­lek­si­kon, etc.), sprog­bru­ge­r­en kan blive usikker på en given kon­struk­ti­ons rig­tig­hed (kon­sul­te­rer en idi­om­ord­bog, en va­lens­ord­bog, etc.), vil vide, hvor et ord, personnavn, by­navn, flod­navn etc. stam­mer fra (kigger i nogle ety­mo­lo­gi­s­ke ordbøger), kan ikke huske hvor­når Lud­vig Holberg fødtes og døde (slår op i et biografisk leksikon eller i et uni­ver­sal­lek­si­kon), er nysgerrig efter et bestemt ords hyppighed (slår op i en frek­vens­ord­bog), vil efterforske tendenser i et bestemt fag­ligt eller anden slags miljø (læser om en række centrale termer, der knytter sig til f.eks. kon­ser­va­ti­s­me, i de eksisterende dan­s­ke po­li­to­lo­gi­s­ke, so­ci­o­lo­gi­s­ke og hi­s­to­ri­e­fag­li­ge lek­si­ka)[1], osv.

Uddragene vi­ser dels, at forlagets mar­ke­ting­folk ikke altid ved, hvad de taler om, men jong­le­rer med tal og hå­ber på det bedste, dels at selv dis­se kry ka­pi­tal­gar­di­s­ter har fattet, at det ene værk er langt større end det an­d­et.

For at imødekomme potentielle for­stå­el­ses­van­s­ke­lig­he­der – i metaleksikografien kal­det tekst­re­cep­ti­ons­pro­b­le­mer – vil jeg her kort forklare de vigtigste fag­ter­mer, læ­se­ren vil støde på i det føl­gen­de eller for enkeltes vedkommende allerede er stødt på i det forudgående.

Ordet “leksikografi” denoterer både ‘den dels håndværksmæssige, dels faglige/vi­den­ska­be­li­ge, dels tekniske ak­ti­vi­tet at ud­ar­bej­de ordbøger, leksika, en­cy­k­lo­pæ­di­er og andre in­for­ma­ti­ons­søg­nings­værk­tø­j­er’ og selve ‘resultatet af hin ak­ti­vi­tet’ (dvs. ordbøgerne etc., som også kaldes lek­si­ko­gra­fi­s­ke opslagsværker). Den Dan­s­ke Ord­bog bind 1–6 (2003–2005), forkortet DDO, er således et stykke le­k­si­ko­gra­fi, li­ge­som de forskere, der ud­ar­bej­de­de vær­ket, i de respektive år arbejdede med lek­si­ko­gra­fi, dvs. arbejdede som lek­si­ko­gra­fer. Ordet “metaleksikografi” de­no­te­rer fag­lit­te­ra­tur om leksikografi. Nær­væ­ren­de artikel er et eksempel på me­ta­lek­si­ko­gra­fi.

Såkaldte metaleksika eller me­ta­ord­bø­ger, nemlig leksikografiske opslagsværker om lek­si­ko­gra­fi­s­ke opslagsværker, er der ind­til videre kun lavet ekstremt få af i ver­den; to eksempler er Dic­ti­o­na­ry of dic­ti­o­na­ri­es and emi­nent encyclopedias (2. udg. 1997), forkortes DD2, og Leksikon over ord­bø­ger og lek­si­ka (2. udg. 2011), kort LOL2. Disse må ik­ke forveksles med lek­si­ko­gra­fi­ter­mi­no­lo­gi­s­ke ordbøger såsom Nordisk lek­si­ko­gra­fisk ordbok (1997), kort NLO, Dic­ti­onary of lexicography (i.e. Hartmann & Ja­m­es 1998), Lexicography : A dictionary of ba­sic ter­mi­no­lo­gy (i.e. Burkhanov 2010) samt Wör­ter­buch zur Lexikographie und Wör­ter­buch­for­schung (2010ff), kort WLWF. Om WLWF se evt. Pálfi & Kristiansen (2010).

I leksikografien og metaleksikografien sø­ger man at undgå brugen af betegnelsen “opslagsord” (bl.a., men ikke kun, fordi en betragtelig del af det, der kan slås op i en ordbog, et leksikon eller en en­cy­k­lo­pæ­di faktisk ikke er ord). I stedet bruges termen “lem­ma” (i fler­tal: “lemmata” el­ler “lem­ma­er”). Når jeg i det følgende un­d­er­ti­den alligevel bruger “opslagsord”, er det af stilistiske grunde, nemlig for at der ikke skal stå “lemma” 37 gange på en si­de; jeg gætter på, det er hovedgrunden til, at “opslagsord” stadig lever side om side med “lemma” i den dansksprogede me­ta­le­k­si­ko­gra­fi­s­ke litteratur. Desuden skel­nes der mel­lem tokens og types. Først­nævn­te refererer til ‘lø­ben­de ord’, sidst­nævn­te til ‘distinkte ord’. Den­ne tekst in­de­hol­der omkring 7830 løbende ord (to­kens), men et væ­sen­t­ligt la­ve­re og for mig ukendt antal di­s­tink­te ord (types). Et “kor­pus” også kaldet “tekst­kor­pus” er kort sagt en ‘(elek­tro­nisk) samling af tekster, der bruges til sprog­li­ge eller lit­te­ræ­re un­d­er­sø­gel­ser’; “mo­no­ling­val” be­ty­der ‘et­sprogs-’ (Po­li­ti­kens nudansk ordbog er mo­no­ling­val, mens en dansk–tysk-ord­bog er bilingval); “fra­se­o­lo­gi­s­me” er den tek­ni­ske term for ‘fast vending’ og ‘ta­le­må­de’, “fra­se­o­lo­gi­s­me” og “idiom” er sy­no­ny­m­er; “kollokation” de­no­te­rer ‘for­bin­d­el­se af to eller flere ord, der sæd­van­lig­vis hyp­pigt optræder sam­men (f.eks. “slå i styk­ker”, “slå fast”, “slå hen”)’. Kol­lo­ka­ti­o­ner og fraseologismer er såkaldte syn­tak­ti­s­ke enheder, men hvor or­de­ne i kol­lo­ka­ti­o­ner indgår som ele­men­ter i hele for­bin­d­el­sens betydning, ud­gør fra­se­o­lo­gi­s­mer hel­he­der, hvis be­tyd­ning ikke u­mid­del­bart kan ud­ledes af og i hvert fald ikke er identisk med sum­men af de en­kel­te i forbindelsen in­de­hold­te ords be­tyd­nin­g(er). “Syn­taks” denoterer dels ‘den måde, hvor­på ord sæt­tes sam­men til større helheder, f.eks. sætninger’ (den danske, men i mo­der­ne tid lidet brug­te, betegnelse er “ord­føj­ning”), dels ‘den gren inden for sprog­vi­den­ska­ben, der undersøger og be­skri­ver dis­se for­hold’ (den danske, men i mo­der­ne tid lidet brug­te, betegnelse er “ord­føj­ningslære”). Et “kompositum” er en sam­men­sæt­ning (f.eks. “åndsfyrste”, der er sam­mensat af “ånd” + “fyrste”, eller “bil­dør” sam­men­sat af “bil” + “dør”). Or­d­et “ord­bogs­ar­ti­kel” behøver næppe for­kla­ring, men det gør “hen­vis­nings­ar­ti­kel” må­ske. Sidst­nævn­te – der teknisk set og­så er en ord­bogs­ar­ti­kel, men kaldes hen­vis­nings­ar­ti­kel, så en skelnen fra de øvrige ord­bogs­ar­tik­ler muliggøres – er den ty­pisk meget kor­te artikel af typen “bok­ser → boxer”. Med “antedatering” og “post­datering” re­fe­re­res til et givent ords tids­fæ­s­tel­se. En forsker eller et for­s­ker­hold kan f.eks. nå til den erkendelse, at et gi­vent ord efter alt at dømme første gang fo­rekom på skrift i 1645; denne er­ken­d­el­se kan ned­fæl­des i en vi­den­ska­be­lig ar­ti­kel, der trykkes i et lingvistisk, filologisk eller lek­si­ko­gra­fi­fag­ligt tids­skrift, eller ind­skri­ves i en ord­bog. Hvis en anden forsker eller et andet forskerhold finder en sætning i en bog fra 1617, i hvilken hint or­d­ også forekommer, er ordet blevet an­te­da­te­ret. Mener først- eller sidst­nævn­te aktør(er), at or­d­et ikke har over­le­vet til en senere tid, hvorefter det viser sig, at det faktisk hav­de et langt og godt liv til langt ind i 1800-tallet eller evt. stadig bru­ges selv nok så lidt i nyeste tid, da er or­d­et blevet post­da­te­ret. Tilbage står ter­mer­ne “storordbog”, “leksik” og “va­lens”. Hvis man ved en vi­den­ska­be­lig term for­står en sådan, der be­tyd­nings­mæs­sigt er præcist af­græn­set, er be­teg­nel­sen stor­ord­bog dis­kva­li­fi­ce­ret. Alligevel bru­ges den ofte i alskens me­ta­lek­si­ko­gra­fi­s­ke tek­s­ter inkl. tek­s­ter af høj vi­den­ska­be­lig lø­dig­hed. Stor­ord­bø­ger er ty­pisk fler­binds­vær­ker (de kan dog sag­tens fo­re­lig­ge i et en­kelt, men i så fald vo­lu­mi­nøst, bind) ud­ar­bej­det af et stort for­s­ker­hold på f.eks. 50, 100 eller fle­re tu­sin­de personer (så­le­des har over fire tusinde eksperter bi­dra­get til Den store danske encyklopædi); de er ty­pisk ganske am­bi­ti­ø­se; udgives of­te, men ikke altid, af aka­de­mier og lig­nen­de in­s­ti­tu­ti­o­ner så­som Det Kon­ge­li­ge Dan­s­ke Vi­den­ska­ber­nes Sel­skab eller Det Dan­s­ke Sprog- og Lit­te­ra­tur­sel­skab; de er i reg­len meget ud­gifts­kræ­ven­de (slu­ger et to- eller tre­cif­ret mil­li­on­be­løb); er typisk gan­s­ke dyre at købe for al­min­de­li­ge bor­ge­re (hvor­for de oftest kun kø­bes af bi­b­li­o­te­ker); er ofte, men ik­ke altid, længe un­d­er udarbejdelse (10 år, 50 år, 100 år eller mere), således var Dansk Ordbog udgiven un­d­er Videnskabernes Selskabs Bestyrelse ov­er 200 år undervejs, jf. Bergenholtz & Pálfi (2008). Med “leksik”, på engelsk lexis, re­fe­re­res til ‘sprogstof’, dvs. den malm i ov­er­ført forstand, et sprog består af: “hus” er et stykke lek­sik, det samme gæl­der “Pe­ter”, “-lig” (som findes i bl.a. “mo­der­lig” og “kvin­de­lig”), “in-” (ses i bl.a. “in­fil­t­re­re”, “in­kor­po­re­re”), “-s” (ses sidst i “bly­an­tens”, “man­d­ens”, osv.) foruden u­fat­telig meget andet. “Valens” de­no­te­rer ‘ords ku­rans i syntaktisk for­stand’. Så­le­des er verbet “so­ve” monovalent, da det kan nø­jes med ek­sem­pel­vis et enkelt sub­jekt (“Jeg so­ver.”); “ser” er divalent (“Jegham.”), mens “give” er trivalent (“Jeg gav ham bogen.”).

Indledning

At Oxford University Press (OUP) grund­lagt 1584 er en af lek­si­ko­gra­fi­ens højborge i moderne tid, hersker der næppe tvivl om. Det betyder naturligvis ikke, at OUP er den eneste af slagsen; lignende ære­frygt­ind­gy­den­de foretagender er f.eks. Cam­brid­ge University Press (grdl. 1534), J.B. Met­z­ler (grdl. 1682), Brill (grdl. 1683), S. Hirzel (grdl. 1853) og Wal­ter de Gruy­ter (eta­b­le­ret 1923 ved en fu­si­on mellem fem for­lag, af hvilke det æld­s­te havde ek­si­s­te­ret si­den 1749).

OUP’s ordbogs- og lek­si­kon­pro­duk­ti­on hø­rer til blandt de flit­tigst be­hand­le­de i den lingvistiske, filologiske, trans­la­to­lo­gi­s­ke og lek­si­ko­gra­fi­s­ke fag­lit­te­ra­tur: Der fo­re­lig­ger en u­ov­er­sku­e­lig mæng­de an­mel­del­ser, artikler samt re­view­ar­tik­ler (en ad-hoc-for­dansk­ning af den engelske be­teg­nel­se re­vi­ew ar­ti­c­le) om den i al­ver­dens tidsskrifter fra for­tid og nutid samt en god del mo­no­gra­fi­er og bi­drag i hånd­bø­ger. Det er fuldt for­stå­e­ligt, hvis læseren nu tænker: “Hvad i al­ver­den skal vi så med end­nu et bi­drag?”.

For ikke at denne reviewartikel mest skal handle om sin eg­en ret­fær­dig­gø­rel­se, vil jeg nøjes med følgende tre ar­gu­men­ter:

  1. mængden af faglitteratur skrevet på et nordisk sprog om OUP-ordbøger er overraskende lille;
  2. netop fordi der foreligger så meget på engelsk, kan det væ­re vanskeligt ek­sem­pel­vis for nordboer at orientere sig;
  3. den udenlandske faglitteratur er ikke i stand til og har in­gen ambitioner om at se tingene i et dansk el­ler skan­di­na­visk perspektiv (tænk på hvor for­skel­ligt de samme emner behandles i f.eks. Encyclopædia Bri­tan­ni­ca og i Den store danske en­cy­klo­pæ­di).

Det, jeg tilstræber med dette bidrag, er at give et ov­er­blik over, hvad der findes af mo­no­ling­va­le stor­ord­bø­ger for eng­elsk fra OUP i nyere samt nyeste tid, kort berøre vær­ker­nes kvan­ti­ta­ti­ve og kva­li­ta­ti­ve dimensioner og groft skit­sere nogle for­hold, bru­ge­r­en i ord­bogs­kon­sul­ta­ti­ons­sam­men­hæn­ge bør væ­re op­mærk­som på. Det vil pri­mært dreje sig om OED2 (Ox­ford Eng­lish Dic­ti­o­na­ry 2nd ed.), SOED6 (Shor­ter Ox­ford English Dictionary 6th ed.), HTOED (Hi­s­to­ri­cal The­sa­u­rus of the Ox­ford Eng­lish Dic­ti­o­na­ry) samt ODE3 (Ox­ford Dic­ti­o­na­ry of Eng­lish 3rd ed.), men også vær­ker, der ikke nødvendigvis er ud­gi­vet af OUP, vil bli­ve nævnt; f.eks. MED (Mid­dle English Dictionary) og DOD (Dic­ti­o­na­ry of Old English).

Læseren vil her finde mangt og meget, der ellers ikke er sam­let ét sted, foruden tal­ri­ge oplysninger, der overhovedet ik­ke findes an­det­steds; f.eks. lem­ma­tals­be­reg­nin­g­er, mine egne analyser samt da­ta, jeg har udvundet via personlig e­mail­kor­re­s­pon­dan­ce og te­le­fon­sam­ta­ler med OUP-re­dak­tø­rer. En særlig tak er jeg i den sam­men­hæng Anthony Es­po­si­to (redaktør på OEDO, dvs. Ox­ford English Dic­ti­o­na­ry On­li­ne) skyl­dig.

Adskillige af de lem­ma­tal, der præ­sen­te­res i det følgende, har jeg selv regnet mig frem til. Da imidlertid tallenes kor­rekt­hed i de fleste tilfælde er blevet bekræftet af en respektiv ord­bogs­re­dak­tør på OUP, tør jeg konkludere, at også de få tal, jeg ikke har kunnet få tilbagemeldinger om (grundet langtidssygdom, pen­si­o­ne­ring el­ler andet), er korrekte.

Er læseren kun interesseret i di­gi­tal­lek­si­ko­gra­fi, kan ved­kom­men­de med rette spør­ge: “Hvorfor skal vi læse om en ræk­ke bog­tryk­te vær­ker, når de alle fo­re­lig­ger digitalt på oed.com, ox­ford­dic­ti­o­na­ri­es.com, oxfordreference.com el­ler andre steder?”.

For det første fo­re­lig­ger ikke alt digitalt; så­le­des ikke føl­gen­de OED2-til­lægs­bind: EME (Early Mo­d­ern English : Ad­di­ti­ons and Antedatings to the Record of Eng­lish Vo­ca­bu­la­ry 1475–1700) og OED2A&C (Ad­di­ti­ons and Cor­rec­ti­ons to the OED). Anno 2016 er tredjeudgaven af Ox­ford English Dic­ti­o­na­ry, kort OED3, der p.t. hedder Oxford Eng­lish Dic­ti­o­na­ry Online, kort OEDO, om­trent halvt fær­dig.[2] Eftersom OED2A&C og EME ikke er indlemmede i hverken OED2 el­ler OEDO, er de brugere, der fo­re­træk­ker di­gi­ta­le frem­for tra­di­ti­o­nel­le ord­bø­ger, sta­dig af­hæn­gi­ge af OED2A&C samt EME i al­min­de­lig bogform, for­ud­sat de ønsker op­ti­malt udbytte af OED2 samt OEDO. Hel­ler ikke Berg (1993) – et al­de­les vær­di­fuldt værk­tøj, jeg vender til­ba­ge til se­ne­re – ek­si­s­te­rer digitalt. SOED6 inkl. de tidligere udgaver findes hel­ler ikke on­li­ne.

For det andet er en “per­so­n­al sub­scrip­ti­on” på OEDO dyr og en “in­s­ti­tu­ti­o­n­al sub­scrip­ti­on” meget dyr; der skal nok fin­des mange bi­b­li­o­te­ker i Norden, der ikke har råd. At der sam­ti­dig må findes man­ge trykte OED2-sæt ude i verden – på bi­b­li­o­te­k­er, i private hjem, etc. – turde væ­re sand­syn­lig­gjort ved den kends­ger­ning, at det OED2-sæt, der p.t. er på mar­ke­det, er 10. oplag. Der turde således ikke herske tvivl om, at de tryk­te OED2-bind stadig bruges, og dette vil for­ment­lig ikke ænd­re sig mar­kant, før OED3 lan­ce­res om nog­le årtier (tidligst i år 2030), hvorfor det bestemt giver mening i hvert fald nu og de næste 20–30 år at tale, skrive og læse om OED2 inkl. satellitværker.

Den eksisterende og i nærværende sam­men­hæng relevante metaleksikografiske lit­te­ra­tur er gigantisk. Som yderligere lek­tu­re kan an­be­fa­les Adams (2010), Algeo (1990), Cowie (2009), Il­son (1990), Mug­gle­sto­ne (2000; 2005; 2012), Og­il­vi­e (2013) samt Simpson (1990; 2012).

Skulle læseren undervejs i lekturen kom­me i tvivl om, hvad en do­ku­ment­ti­tel­for­kor­tel­se, f.eks. HTOED, står for, kan sligt nemt og hurtigt efterses i lit­te­ra­tur­for­teg­nel­sen ved bidragets udgang.

Stjernen og de øvrige himmellegemer

Ligesom Solen er det gravitative midt­punkt, omkring hvilket sol­sy­s­te­m­ets him­mel­le­ge­m­er kredser, således har OED – til at begynde med OED1, for in­de­væ­ren­de OED2 samt OEDO og i frem­ti­den OED3 – stellarstatus iblandt OUP’s ord­bø­ger. Det betyder ikke, at OED er bedre end alle an­d­re OUP-ord­bø­ger; sligt ville være et pro­b­lematisk ud­sagn. Eller mener læ­se­r­en måske, at Solen er bed­re el­ler vigtigere end Jor­d­en? Giver et sådant spørgsmål over­ho­ve­det me­ning? Hvordan man end ven­der og dre­jer tin­ge­ne, så er OED nu en­gang det værk i “OUP-galaksen”, der har mest masse (no­get, der også gælder Solen i forhold til re­s­ten af vort sol­sy­s­tem), hvorfor det virker som en tyng­de­brønd, li­ge­som Solen, hvil­ket gør det van­s­ke­ligt at skrive om OUP’s ord­bø­ger ud­en konstant at inkludere OED. For at vi­de, hvorfor Jorden op­fø­rer sig, som den gør, er vi nødt til at stu­de­re Solen. For at vide, hvor­for der an­no 2016 foreligger de storordbøger fra OUP, der gør, er vi nødt til at vide noget om OED. Det er med det­te ud­gangs­punkt, de følgende sider skal re­ci­pe­res. Og for at imødegå den skep­ti­s­ke læser, der mener, at jeg her in­vi­te­rer til et u­nø­digt me­ta­for­cir­kus, vil jeg kort an­sku­e­lig­gø­re sags­for­hol­det ekstra ty­de­ligt: På sam­me må­de som Den Danske Be­grebs­ord­bog (2015)[3] er en be­grebs­ord­bogs­ver­si­on af Den Dan­s­ke Ord­bog bind 1–6 (2003–2005), således er HTOED en be­grebs­ord­bogs­ver­si­on af OED2; i begge til­fæl­de er lem­ma­be­stan­d­en rigtignok ble­vet sup­ple­ret. Og SOED er en for­kor­tet ud­ga­ve af til at begynde med OED1, si­den­hen OED2 og i nyeste tid OEDO med den forskel i for­hold til tidligere, at det, som SOED6 nu er en kortudgave af, ret beset slet ikke fin­des. Re­la­ti­o­ner­ne rækker vi­de­re og be­hø­ver ikke udpensles yder­li­ge­re her med et sidste eksempels und­ta­gel­se: I de første mange årtier var grund­la­get for den po­pu­læ­re Concise Ox­ford Eng­lish Dic­ti­o­na­ry (1. udg. 1911, er se­ne­s­t udkommet i 12. udg. 2011) OED1, siden blev det OED2 og ef­ter­føl­gen­de – ikke OEDO, men – ODE.

Leksikografer hører angivelig til iblandt det mindretal på klo­den, der ikke be­døm­mer en ordbog eller et leksikon alene ud fra dens/dets lem­ma­be­stands størrelse. Når jeg i det føl­gen­de fremdrager tal, sker det ik­ke i hen­hold til princippet “jo flere, desto bedre”, men fordi noget sådant er grund­læg­gen­de, når vi taler om det kvan­ti­ta­ti­ve.

Det siges, at OED2 er en af verdens stør­s­te ordbøger.[4] Jeg er ikke i tvivl om, at det er sandt. Værket indeholder ifølge eget ud­sagn (bind 1, s. xxiii) 290.500 ord­bogs­ar­tik­ler,[5] i hvilke der foruden 290.500 ho­ved­lem­ma­ta behandles 326.000 sub­lem­ma­ta (heraf er 157.000 “com­bi­na­ti­ons and de­ri­va­ti­ves in bold type”, mens 169.000 er “phra­ses and com­bi­na­ti­ons in bold italic type”). I alt be­hand­ler sel­ve OED2 således 616.500 lemmata, og med til­lægs­bindene – nemlig OED2AS, dvs. Oxford English Dic­ti­o­na­ry Additions Se­ri­es bind 1–3, samt OED2A&C og EME – kommer tallet op på 636.900 (se tabellen herunder), fra hvil­ket der dog må trækkes et antal tu­sin­de, eftersom især OED2A&C og EME ikke ale­ne in­d­e­hol­der addenda, men også cor­ri­gen­da, hvilket be­ty­der, at man­ge af ind­før­s­ler­ne er rettelser til lem­ma­ta, der al­le­re­de er be­hand­let i OED2. Resultat: OED2 inkl. de fem til­lægs­bind be­hand­ler mindst 625.000 og højst 635.000 di­s­tin­k­te lem­ma­ta. OED2 ekskl. til­lægs­bind indeholder 137.000 ud­ta­le­an­gi­vel­ser, 249.300 ety­mo­lo­gi­s­ke an­gi­vel­ser, 2.412.400 ci­ta­ter samt 577.000 kryds­hen­vis­nin­g­er (ibid.).

Værker Ordbogsartikler/lemmata
OED2 290.500/616.500
OED2AS 7.000/11.000
OED2A&C 5.100/5.100
EME 4.300/4.300

OED2’s ma­je­s­tæ­ti­s­ke størrelse fortjener at anskueliggøres yderligere. Værket ekskl. tillægsbind fylder i alt 21.730 sider og in­de­hol­der 59 mil­li­o­n­er ord for­stå­et som to­kens (Berg 1993: 195). Til sam­men­lig­ning in­deholder DSDE, dvs. Den sto­re dan­s­ke en­cy­k­lo­pæ­di, 14 mil­li­o­ner (An­d­er­sen 2004: 142). Medregnes ikke de to tillægs- samt de to in­deks­bind fylder DSDE ligeledes 20 bind, men med i alt 12.320 sider. Da vi kender to­ken­an­tal­let i OED2 bind 1–20 samt DSDE bind 1–20, kan vi med stor præ­ci­si­on regne ud, at hvis OED2 var ble­vet trykt i “DSDE-format”, havde værket fyldt 84,3 bind. Grundet skrift­snit, layout, ombrydning og evt. andet kan tekst­mas­sers ud­stræk­ning va­ri­e­re voldsomt me­get trods en ved før­s­te flygtige be­tragt­ning om­trent­lig lighed i det ydre.

Ortografiske va­ri­an­t­er, f.eks. “all round” vs. “all-round” (OED2, bind 1, s. 348), er ikke inkluderede i de oven­nævn­te lem­ma­tal. Heller ikke bøj­nings­for­mer, hver­ken nu- eller fortidige, eller historiske sta­ve­for­mer: I ar­tik­len “Ama­zon” (bind 1, s. 381) er opslagsordet den moderne grund­form, udover hvilken nogle historiske sta­ve­for­mer (“Amy­so­ne”, “Ama­son”) samt hen­holdsvis den mo­derne og en historisk plu­ra­lis­form (“Ama­zons”, “Ama­zo­nes”) angives; men det er kun “Ama­zon”, der af alle disse er regnet som lem­ma i de oven­nævn­te tal.

Hvad er OED2’s tidsmæssige dækning? Spørgs­må­l­et er let­te­re stillet end besvaret. På OED2-smuds­om­sla­gets flap­tekst hed­der det “covers the vocabulary of the Eng­lish lan­gu­a­ge sin­ce ad 1150” og på OUP’s hjemmeside “is the accepted au­t­ho­ri­ty on the evolution of the English lan­gu­a­ge over the last mil­len­ni­um”. Det er slet ik­ke sikkert, at disse oplysninger, der bå­de er fejlagtige og upræ­ci­se, skyl­des OED2-redaktionen.[6] I OED2’s for­tek­s­t­er har jeg ikke kunnet finde året 1150 an­givet. Jf. Lo­ren­t­zen & Trap-Jensen (2004b: 192), der som reaktion på Ber­gen­holtz & Vrang (2004b) bl.a. skri­ver:

[Bergenholtz og Vrang] henholder […] sig meget til den pressemeddelelse og det salgs­pro­spekt, forfattet af forlaget og ik­ke af ord­bogens re­dak­ti­on, der blev ud­sendt i for­bindelse med udgivel­sen af DDO’s første bind. (understreg­ning­en skyldes LLP)

Og den øvre grænse? OED2 udkom 1989 med samtlige 20 bind på én gang. Selvom nybearbejdningen af al­fa­be­tets be­gyn­del­se stort set var afsluttet 1972, findes der i samtlige OED2-bind så mange citater fra helt op til 1980’ernes an­d­en halv­del, at det tangerer mirakelmageri.

Stu­deres bin­de­ne, op­står det indtryk, at dæk­nin­gen ge­ne­relt rækker både læn­ge­re til­ba­ge og længere frem i tid, end hvad der meddeles det ene og andet sted. Der findes utallige eksempler på, at et forlag har ov­er­drevet, løjet og lignende mht. en given ordbogs egenskaber (jf. Hausmann 1989 og Pálfi 2006), her har man und­ta­gel­ses­vis underdrevet. Kon­klu­si­on: OED2 in­de­hol­der data om engelsk fra tids­rum­met ca. 800 til 1986 (med OED2AS træk­kes dæk­nin­gen til 1996), men med mar­kan­te udsving ved de to yderpunkter. I den ene ende gi­ves ikke så sjældent data om engelsk helt til­ba­ge fra 600- og 700-tallet (med f.eks. Bjovulf som kilde), i den modsatte fo­re­kom­mer dæk­nin­gen ikke al­tid til­stræk­ke­lig fuldbyrdet. Sidstnævnte pro­blem søgtes i første om­gang mid­ler­ti­dig imø­de­gå­et dels med udarbejdelsen og udgivelsen af OED2AS, dels med ud­ar­bej­del­sen og udgivelsen af Oxford Dic­ti­o­na­ry of New Words (i.e. Knowles & Elliott 1997) med 1.250 ord­bogs­ar­tik­ler, men i år 2000 blev stafetten givet videre til Oxford English Dictionary Online, dvs. OEDO, der lan­ce­re­des det år og siden ikke alene har ud­bed­ret dæk­nin­gen mht. til det 20. år­hund­re­des anden halvdel, men tilmed truk­ket den op til ny­e­s­te tid. OEDO op­da­te­res re­gel­mæs­sigt.

Ovennævnte skal ikke forstås sådan, at OED2 i sin ho­ved­op­slags­ordsbestand in­de­hol­der leksik fra hele perioden ca. 800 til 1996. Det er primært i ord­bogs­ar­tik­ler­nes be­tyd­nings­hi­s­to­ri­s­ke ud­red­ninger, at det vældige tidsspand kom­mer til ud­tryk. Hvor eksempelvis Ordbog over det dan­s­ke Sprog bind 1–28 (1919–1956), kort ODS, og tillægsbind 1–5 (1992–2005), kort ODS-S, vi­ser be­tyd­nings­ud­vik­lin­g­en i dansk ov­er en pe­ri­o­de på 250 år og Sven­s­ka Aka­de­mi­ens Ord­bok bind 1–36ff (1898–2012ff) for svensk over knap 500 år, gør OED2 det sam­me for engelsk, men med en di­a­kro­nisk dækning på 1200 år.

OED2’s fokus ligger på tiden 1500ff (ca. 90 pct. af de 2,4 mio. ci­ta­ter, der gives, er fra 1500ff), og inden for den­ne periode er 1800ff “stærkest” be­hand­let (ca. 50 pct. af de 2,4 mio. citater er fra tiden 1800ff); om­kring 9 pct. af ci­ta­ter­ne er fra 1200–1500 og ca. 1,5 pct. fra 600–1200.

Til middelengelsk, der tidsmæssigt svarer til gammeldansk, findes det mo­nu­men­ta­le fler­binds­værk Mid­dle Eng­lish Dic­ti­o­na­ry (MED) på 15.000 sider. Vær­ket, der var 75 år undervejs, ud­kom med sidste del­bind i 2001, ko­di­fi­ce­rer en­g­elsk fra år­hund­red­ræk­ken 1100–1500 og findes for­uden på tryk ve­der­lags­frit on­li­ne på quod.lib.um­ich.edu/m/med via Uni­ver­si­ty of Mi­chi­gan Di­gi­tal Col­lec­ti­ons.

For old­en­gelsk (600–1100), der tids­mæs­sigt kun om­trent­ sva­rer til old­dansk (800–1100), findes det endnu ufærdige mo­nu­men­tal­vær­k Dic­ti­o­na­ry of Old Eng­lish, kort DOD. Arbejdet har været i gang på Uni­ver­si­ty of To­ron­to’s Centre for Medieval Studies siden 1968; er p.t. nået til og med bog­sta­v­et G/g. DOD fo­re­lig­ger indtil vi­de­re ikke i trykt form, men kan erhverves på mikrofiche eller abon­ne­res online. Et ek­sem­pel på værkets stør­rel­se: Del VIII, bogstavet G/g, er på 3454 mi­k­ro­fi­che­si­der og in­de­hol­der 1.319 ord­bogs­ar­tik­ler.

At OED mest koncentrerer sig om en­g­elsk i tids­rum­met 1700ff kommer bl.a. til ud­tryk ved den kends­gerning, at en af ho­ved­re­dak­tø­r­er­ne på OED1, Sir William A. Craigie (†1957), al­le­re­de 1927 sammen med professor Charles C. Fries (†1967) fra De­part­ment of English, University of Mi­chi­gan, initierede en monumental Early Mo­dern English Dic­ti­o­na­ry (EMED),[7] der skul­le dæk­ke eng­elsk i pe­ri­o­den 1475–1700 (Fries 1943: 570), dvs. ældre ny­en­g­elsk, svarende til det, der i Danmark kal­des ældre nydansk og kodificeres i Chri­s­ti­an Molbechs Dansk Glos­sarium eller Ord­bog over forældede dan­s­ke Ord af Diplomer, Haand­skrifter og trykte Bø­ger fra det 13de til det 16de Aarhundrede bind I–II (1857–1866) og Otto Kalkars Ordbog til det ældre danske Sprog bind I–VI (1976).

EMED’s historie er broget. I årene 1929 til 1938 gik ar­bej­det raskt fremad med øko­no­misk støtte fra bl.a. Roc­ke­fel­ler Foun­da­ti­on. Der samledes et 4,5 mio. citater om­fat­ten­de sed­del­ar­kiv (Fri­es 1943: 571), ordbogens størrelse planlagdes til 125.000 ord­bogs­ar­tik­ler (ibid.), men 1939 gik pro­jek­tet i stå (Adams 2009: 327–334). Det re­vi­ta­li­se­re­des 1965 med fi­nan­si­e­l støtte fra bl.a. Na­ti­o­nal Endowment for the Hu­ma­ni­ti­es, American Council of Lear­ned So­ci­e­ties og Horace H. Rackham Foun­da­ti­on under le­del­se af den ame­ri­kan­s­ke lek­si­ko­graf Ri­chard W. Ba­i­ley (1939–2011) samt kol­legaerne Jay L. Ro­bin­son, James W. Dow­ner og Patricia V. Lehman. Hvor­vidt pro­jek­tet, der ifølge Bailey et al. (1975: xix) ville sætte om­kring 300 års­værk til livs, skulle det realiseres til fulde, atter ble­v ind­stil­let, er uklart. Med tanke på at OUP siden 1993 har været i gang med OED3, der bliver en udvidet og stærkt be­ar­bej­det udgave af OED2, er det ikke u­tæn­ke­ligt, at de pe­ku­ni­æ­re kilder til EMED er tørret ud og drømmen om en særskilt stor­ord­bog for ældre ny­en­g­elsk synket i grus.

Ikke desto trods resulterede Baileys samt kol­le­ga­ers indsats i (ik­ke EMED, men) en række online-, mi­k­ro­fi­che- og trykte pu­b­li­ka­ti­o­ner,[8] af hvilke den vigtigste i denne sam­men­hæng må være EME; jf. ta­bel­len ov­en­for.

Selvom det­ ikke meddeles hverken i do­ku­men­tets titel el­ler un­der­tit­el, er EME en ord­bog. Dens opbygning med 4.300 al­fa­be­tisk ordnede ord­bogs­ar­tik­ler er aldeles traditionel. At det nærmest kræver kryp­to­lo­gisk bistand at få fuldt udbytte af de præsenterede data, er en anden historie, som jeg kommer til­ba­ge til senere. Noget, der heller ikke fremgår af hver­ken titel el­ler undertitel, men med al øn­s­ke­lig ty­de­lig­hed af både for­ordet og bru­ger­vej­led­ningen (f.eks.: “bring to public at­ten­ti­on words and senses that had been over­lo­ok­ed or omitted by the editors of the Oxford English Dictionary”), er, at EME er et til­lægs­bind til – konceptuelt OED1, men i praksis – OED2, ef­ter­som indholdet al­d­rig blev indflettet i OED2, selv­om EME ud­kom 11 år før OED2 (kilde: re­dak­ti­o­n­en på Oxford English Dictionary Online). Grund: OED-re­dak­ti­o­n­ens eg­ne sam­lin­ger er enor­me og var det også dengang, OED2 ud­ar­bej­de­des. Re­dak­ti­o­nen kun­ne ik­ke mønstre tid og kræf­ter til at integrere EME i OED2. Af sam­me grund er EME hel­ler ikke siden ble­vet indarbejdet i Ox­ford English Dictionary Online (kilde: re­d­ak­ti­o­n­en). EME er med andre ord lige så vig­tig og nyttig anno 2016, som den var, da den udkom 1978.

De grundlæggende samme idéer, der fo­s­t­re­de EME og den sidenhen formodet he­den­gangne EMED, har bevæget ty­s­ke dr. Jürgen Schä­fer (1933–1985), fra 1974 pro­fes­sor i eng­elsk litteratur på Uni­ver­si­tät Au­g­s­burg, Tyskland, til uafhængigt af R. W. Ba­i­ley og dennes hold at udarbejde Ear­ly Mo­dern English Lexicography; et post­humt udgivet værk i to bind, af hvil­ke det ene er en bibliografi over engelske glos­sa­ri­er og ord­bø­ger fra tids­rum­met 1475 til 1640, det andet, nemlig OED2A&C, et til­lægs­bind til – kon­cep­tu­elt OED1, men i praksis – OED2, ef­ter­som indholdet heller ikke i dette tilfælde flettedes ind i OED2. Begge værker, dvs. OED2 og til­lægs­bin­d­et OED2A&C, udkom på Oxford Uni­ver­si­ty Press 1989. Anno 2016 er OED2A&C imidlertid hel­ler ikke integreret i OEDO, altså Oxford English Dictionary Online, og EME’s skæbne taget i be­tragt­ning, er der grund til at tro, at dette ikke vil ændre sig i en overskuelig fremtid. Med andre ord: OEDO-sam­lin­g­er­nes mas­si­vi­tet ga­ran­te­rer OED2A&C’s ak­tu­a­li­tet i ubestemt tid.

Selvom det­ ikke meddeles i do­ku­men­tets titel og un­der­tit­el, er OED2A&C en ord­bog. Den indeholder 5.100 al­fa­be­tisk or­d­ne­de ord­bogs­ar­tik­ler med et væld af vær­di­fulde data ved­rø­ren­de: 1. lem­ma­ta, der ik­ke er med i OED2; 2. be­tyd­nin­g­er, der ikke er re­gi­s­t­re­ret i OED2; 3. an­te­da­te­rin­ger; 4. postdateringer; 5. andre ret­tel­ser el­ler tilføjelser. Det, som OED2AS (se ne­den­for) måtte man­g­le i cor­ri­gen­da­po­ten­ti­a­le, er energisk re­a­li­se­ret i det Schä­fer’ske tillægsbind, hvor­for det er højst an­be­fa­lel­ses­vær­digt al­tid at kon­sul­te­re det efter et OED2- eller OEDO-opslag. Man bør dog væbne sig med udholdenhed: OED2A&C excellerer i tekst­kon­den­se­ring inkl. sym­bo­ler, for­kor­tel­ser, etc.

De tre OED2AS-bind indeholder samlet 7.000 ord­bogs­ar­tik­ler og behandler i alt 7.000 hovedlemmata samt 4.000 sub­lem­ma­ta. De har været integrerede i OEDO siden lan­ce­rin­gen i år 2000. OED2AS ad­skil­ler sig meget fra f.eks. ODS-S (til­lægs­bin­d­e­ne til Ordbog over det dan­ske Sprog).

For det første in­de­hol­der alle tre bind på hhv. 348, 383 og 418 sider ord fra hele al­fa­be­tet, men ikke lige mange ord (f.eks. til­de­les bogstavet B/b 26 sider i første, én i andet, 17 i tredje bind), hvor­for bru­ge­r­en er nødt til at konsultere al­le tre bind i for­bin­d­el­se med et OED2-op­slag. Ba­g­est i andet bind findes et register, der in­de­hol­der de to første binds – og ba­gest i tredje bind ét med alle tre binds – lemmata inkl. sub­lem­ma­ta. Stoler brugeren på re­gi­s­ter­ap­pa­ra­tet, behøver han/hun ikke al­tid at konsultere alle tre bind særskilt, men kan nøjes med tredjebindets register som ud­gangs­punkt.

For det andet er ODS-S et cor­ri­gen­da-et-ad­den­da-ap­pa­rat, mens OED2AS ho­ved­sa­ge­lig synes at koncentrere sig om addenda, dvs. at bin­de­ne især behandler hoved- og sub­lem­ma­ta (herunder betydninger, kol­lo­ka­ti­o­ner og fra­se­o­lo­gi­s­mer), der man­g­ler i OED2, og kun se­kun­dært brin­ger ret­tel­ser sensu stricto til OED2-ord­bogs­ar­tik­ler.

For det tredje træk­ker OED2AS OED2’s tids­mæs­sige dæk­ning frem til 1996, no­get lig­nen­de gør ODS-S ne­top ikke for ODS, og det har hel­ler aldrig været me­nin­gen: det er Den Danske Ord­bog, kort DDO, der har overtaget stafetten fra ODS og ODS-S.

En pulsar er et kosmisk fyrtårn; for­svin­d­en­de lille sam­men­lig­net med en al­min­de­lig stjerne, men tungere og med et stær­kere lys. I denne sammenhæng og selv­sagt i ov­er­ført betydning er A Guide to the Ox­ford English Dic­ti­o­na­ry (i.e. Berg 1993) næsten som en pul­sar. Værket består af ‘Part I: A User’s Guide to the OED’ (s. 1–81) og ‘Part II: A Companion to the OED’ (s. 83–206). Før­s­te­ud­ga­ven fra 1991 hed­der A User’s Guide to the Oxford English Di­c­ti­o­na­ry og in­d­e­hol­d­er kun det, der i an­den­ud­ga­ven ud­gør ‘Part I’. Første del i Berg (1993) er en forholdsvis omfattende bru­ger­vej­led­ning til OED2. Den Berg’ske guide er mere pæ­da­go­gisk end OED2’s eg­en, giver mange ord­bogs­ar­ti­kel­ek­sem­p­ler og gør i høj grad brug af gra­fi­s­ke vir­ke­mid­ler. An­den del i Berg (1993) er et in­te­res­sant og ganske an­ven­de­ligt lil­le me­ta­lek­si­kon med ca. 210 lek­si­kon­ar­tik­ler, hvis ind­hold ude­luk­ken­de relaterer sig til OED1 og OED2. Eksempler på lem­ma­ta: “Burchfield, Robert Wil­li­am”, “e­di­tors”, “in­ven­ted word”, “spe­ci­al English cha­ra­c­ters”, “spelling”.

SOED også kendt som Shorter Oxford Eng­lish Dic­ti­o­na­ry udkom første gang 1933; 2. udgave kom 1936, 3. udg. 1944 (gen­ud­send­tes 1973 med bl.a. nybearbejdede ety­mo­lo­gi­s­ke oplysninger), 4. udg. 1993, 5. udg. 2002, 6. udg. 2007.

SOED6, dvs. 6. udg. af SOED, tilstræber at dække en­g­elsk i perioden 1700–2000;[9] dog er der med­ta­get stof fra King Ja­mes’ Bible (1611), Sha­ke­spe­a­res vær­ker og and­re vigtige for­fat­ter­ska­ber fra år­hun­d­re­det før 1700 (bl.a. John Milton).[10] Værket in­d­e­hol­d­er 116.000 ordbogsartikler, be­hand­ler sam­me antal ho­ved­lem­ma­ta og et stort – men for mig ukendt – antal komposita, kol­lo­ka­ti­o­ner samt fra­se­o­lo­gi­s­mer. At an­tal­let af hovedopslagsord i SOED6 ikke er me­get højere end i ODE3, dvs. 3. udg. af Oxford Dictionary of English, bør ikke gi­ve læseren den fejlagtige op­fat­tel­se, at de to vær­ker er næsten lige store. De føl­gen­de ud­drag fra OUP’s hjemmeside vi­ser dels, at forlagets mar­ke­ting­folk ikke altid ved, hvad de taler om, men jong­le­rer med tal og hå­ber på det bedste, dels at selv dis­se kry ka­pi­tal­gar­di­s­ter har fattet, at det ene værk er langt større end det an­d­et: Om SOED6 hedder det “mo­re than 600,000 words, phra­ses, and de­fi­ni­ti­ons” og om ODE3 “over 350,000 words, phra­ses, and mea­nings”; sam­men­hold her­med ovenfor ci­te­rede Lo­ren­t­zen & Trap-Jensen (2004b). Målt på sidetal er SOED6 næsten to gange så stor som ODE3, hvorfor det ikke burde kom­me bag på nogen, at SOED6 in­de­hol­d­er flere data end ODE3.

SOED findes ikke online, kun på tryk og cd-rom. SOED6’s citatantal på 83.000 fo­re­kom­mer måske lavt taget i be­tragt­ning, at værket fylder to mas­si­ve bind på i alt 3742 sider ekskl. for­tek­s­t­er, men man må huske på, at citaterne her er længere end i f.eks. ODE3, hvor de er ku­pe­re­de i begge en­d­er. Desuden an­gi­ves i SOED6 ci­ta­ter­nes kilder – no­get, der ikke er tilfældet i ODE3 – hvilket ligeledes læg­ger be­slag på plads. SOED6 er et aldeles im­po­ne­ren­de værk med en over­flod af høj­kva­li­tets­da­ta. Reg­nes med si­de­an­tal, skal der lidt over seks DSDE-bind til at møn­s­tre en til­sva­ren­de størrelse. Tages hen­syn til SOED6’s større format, tættere sats og min­d­re ty­per, sva­rer SOED6-indholdet formentlig til, hvad der kan presses ned i otte DSDE-bind.

Også HTOED er et fantastisk im­po­ne­ren­de ­værk. Så vidt vides unikt på ver­dens­plan både i for- og nutid. Regnes der kun med sidetal (HTOED: 3933 sider) havde vær­ket i “DSDE-for­mat” fyldt syv bind, men højst sandsynlig snarere ni tages sat­sen etc. i be­tragt­ning.

HTOED er en be­grebs­ord­bogs­ver­si­on af OED2 inkl. OED2AS + “with additional ma­terial from A The­sa­u­rus of Old English”, som det hed­der på titelbladet. Den nævn­te te­sa­u­rus blev udarbejdet som et led i HTOED-pro­jek­tet og til­li­ge ud­gi­vet sær­skilt på tryk i to bind. HTOED var 45 år un­der­vejs og in­de­hol­der ifølge egne an­gi­vel­ser 797.120 be­tyd­nin­ger fordelt over 236.400 kategorier inkl. un­der­ka­te­go­ri­er. Re­gi­s­tret in­de­hol­der ifølge mine be­reg­n­in­g­er 364.000 ho­ved­lem­ma­ta. Foruden på tryk findes vær­ket on­li­ne; det føl­ger gra­tis med i et OEDO-abonnement. Som ba­re én in­te­res­sant de­tal­je ved HTOED skal næv­nes, at værket li­ge­som OED1, OED2 og OEDO ved hver(t) ord og betydning med årstal an­gi­ver den for­mo­de­de før­s­te­gangs­fo­re­komst på tryk el­ler – for tiden før bogtrykket – på skrift (i så­kald­te mid­del­al­der­li­ge diplomer, per­ga­ment­bø­ger, etc.).

ODE udkom første gang 1998. Tredje ud­ga­ve, dvs. ODE3, ud­kom 2010, in­de­hol­der 99.500 ordbogsartikler, behandler lige så man­ge ho­ved­lem­ma­ta og et stort (men for mig ukendt) an­tal komposita, kol­lo­ka­ti­o­ner samt fraseologismer. ODE3 fin­des tillige online, hvor det jævnligt opdateres og anno 2015 in­d­e­hol­dt 105.000 ho­ved­lem­ma­ta. Selvom ODE3 kun fyl­der ét bind, er den ikke vold­somt me­get mindre end f.eks. Den Danske Ordbog (DDO). Med si­de­an­tal­let som målestok (ODE3 2091 vs. DDO 4422) og un­der hensyntagen til, at ODE3-formatet er stør­re og ty­per­ne lidt min­d­re, tør jeg hævde, at ODE3 i “DDO-for­mat” havde fyldt 3,5 bind eller lidt me­re. ODE’s og DDO’s funk­ti­o­ner er iden­ti­s­ke: Begge er all­round­stor­ord­bø­ger, mo­no­ling­va­le, til un­der­støt­tel­se af sprog­re­cep­ti­on og sprog­pro­duk­tion hos en bred po­ten­ti­el brugergruppe. På et se­kun­dært ni­ve­au til­stræ­ber de begge at hjæl­pe med ge­ne­rel vi­dens­til­eg­nel­se ved at give dels en­cyk­lo­pæ­di­s­ke, dels ety­mo­lo­gi­s­ke data. Li­ge­som DDO ikke er et spin-off fra ODS, men en helt ny ord­bog udviklet fra grun­d­en, således er heller ikke ODE et OED2-spin-off. ODE3 byg­ger på Oxford Eng­lish Cor­pus (OEC), der indeholder to mil­li­ar­der lø­ben­de ord fra ti­den 2000ff (primært aviser og internet), British Na­ti­o­nal Cor­pus (BNC), der in­de­hol­der 100 millioner lø­ben­de ord (“a wi­de cross-section of Bri­tish Eng­lish from the later part of the 20th cen­tu­ry, both spo­ken and writ­ten”, BNC-hjem­me­si­den), og Oxford Re­a­ding Pro­gram­me (ORP). Be­mærk at OEC i mod­sæt­ning til BNC for­u­den britisk eng­elsk og­så in­de­hol­der a­me­ri­kansk, ca­na­disk, au­s­tralsk, syd­af­ri­kansk, in­disk og sin­ga­po­re­ansk engelsk. ORP grund­lag­d­es 1857 og findes den dag i dag. Det le­ve­re­de en stor mængde stof til OED1, OED2 og le­ve­rer nu til OEDO. I 2010 hav­de ORP’s ma­te­ri­a­le­sam­ling en størrelse sva­rende til et tekst­kor­pus på 100 mil­li­o­ner lø­ben­de ord. ORP en­ga­ge­rer per­so­ner fra prin­ci­pi­elt hele ver­den til at læse en­g­el­s­ke bø­ger, både skøn- og fag­lit­te­ra­tur, med hen­blik på at excerpere ord, be­tyd­nin­ger, kol­lo­ka­ti­o­n­er, idiomer, ordsprog, mund­held etc. og ind­sen­de dem til OED-re­dak­ti­o­n­en.

Foruden det allerede nævnte giver ODE3 selektivt op­lys­nin­ger om udtale (ty­pisk ved såkaldt “svære ord”). Som tidligere an­ført in­de­hol­der ODE3, li­ge­som DDO, citater (bl.a. for at vise ords brug), men i mod­sæt­ning til DDO-praksis er ci­ta­terne i ODE3 ikke for­sy­ne­de med kil­de­hen­vis­nin­ger. Selvom fremgangsmåden plads­ø­ko­nomisk har været fordelagtig (man har kun­net pres­se det hele ned i ét bind) og til­lige kan for­sva­res leksikografite­o­re­tisk (ODE3 har et antal funk­ti­o­ner, do­ku­men­ta­ti­on er ik­ke en af dem), er den ik­ke de­s­to min­d­re iøjnefaldende. Er der ik­ke en pro­mille vi­den­ska­be­lig ure­de­li­ghed i det her? At de fle­s­te bru­ge­re aldrig vil op­da­ge, at ODE3 in­de­hol­der 75.000 ci­ta­ter, el­ler hvor mange det nu drejer sig om, er der gode grunde til at antage. Men måske er de fle­s­te mennesker slet ikke in­te­res­se­re­de i at få den slags ud­pen­s­let?

Ci­ta­ter­ne i ODE3 er stærkt ku­pe­re­de, der­med mindre ge­ne­rø­se end i SOED6 eller DDO. Men igen drejer det sig om no­get, der kon­cep­tu­elt kan for­sva­res: Hvor ci­ta­ter­ne i DDO og SOED6 tjener til at un­d­er­støt­te do­ku­men­ta­ti­ons­funk­ti­o­n­en og sam­ti­dig yder hjælp ved sprog­pro­duk­ti­ons­pro­b­le­mer, har de i ODE3 kun den fun­k­ti­on, som f.eks. DDO’s eksplicitte op­lys­nin­ger om syn­tak­ti­s­ke konstruktionsmønstre har: at vise et ords va­lens og der­ved hjæl­pe bru­ge­r­en med at producere sprog.

Hvad den tids­mæs­sige dækning angår, er ODE3 lige så hemmelighedsfuld som ek­sem­pel­vis OED2. Vi får ingenting at vi­de. At dømme efter kil­de­grund­laget (BNC, OEC, ORP) kon­cen­t­re­rer værket sig om en­g­elsk fra det 20. år­hun­d­re­des sidste halv­del frem til ca. år 2010. Al­li­ge­vel er sa­gen ikke så hurtigt af­kla­ret, for hvad gem­mer der sig egentlig bag ORP? Hvil­ke kri­te­ri­er, skal de bøger, som del­ta­ger­ne excerperer fra, opfylde? Skal de f.eks. væ­re trykt i 2000’erne? Hvad med genoptryk (hvis nu en bog udkom første gang 1937, men man læser et genoptryk fra 2011)?

Der skal ikke herske tvivl om, at ODE3 er et mere end fremragende værk og et emi­nent værk­tøj. Skal jeg fremhæve ét om­rå­de, hvor det brillerer i sær­lig grad, må det være be­tyd­nings­for­kla­rin­g­er­ne.

Findes der et sort hul i OUP-galaksen?

I Mælkevejens centrum findes et sort hul. Det er omkring tre millioner gan­ge tun­ge­re end vor egen Sol, men mindre, og det bliver kon­s­tant tun­ge­re, fordi det slu­ger de stjerner, der kom­mer for tæt på. Et sort hul er et himmellegeme, hvis gra­vi­ta­ti­ons­felt er så kraf­tigt, at intet kan und­slip­pe det. Heller ikke in­for­ma­ti­on. At fy­si­ker­ne i “kan-ikke-undslippe-et-sort-hul-sam­men­hæn­ge” nok ik­ke mener det sam­me med ordet “in­for­ma­ti­on”, som lek­si­ko­gra­fer­ne gør, er ikke vigtigt her, hvor jeg taler om in­for­ma­ti­on i lek­si­ko­gra­fisk forstand og kun bru­ger den as­tro­fy­si­s­ke be­teg­nel­se “sort hul” metaforisk.

Hvilke problemer skal brugeren være op­mærk­som på un­der anvendelsen af de i denne artikel omtalte storordbøger? Det kor­te svar er, at tingene er svære at bruge, men at in­for­ma­ti­ons­ud­byt­tet kan blive enormt, hvis den fornødne tid og energi in­ve­s­te­res.

OED2’s opbygning er kompleks. For­u­den arabertal (1., 2., etc.), ro­mer­tal (I., II., etc.), mi­nu­s­k­ler (a., b., etc.) og majuskler (A., B., etc.) bruges et hav af symboler og for­kor­tel­ser; “num­ber of different ty­po­gra­ph­i­cal cha­rac­ters used in text: approx. 750” (Berg 1993: 195). Hvem ville have tro­et, at forkortelsen “f.” står for “form of” eller “formed on” bortset fra de til­fæl­de, hvor den står for “feminine”? Hvem har i det hele taget fundet på, at man må lave forkortelser bestående af ét bogstav? Jf. også for­kor­tel­sen “a.”, der i OED2 kan stå for “adop­ted of”, “adjective” el­ler “an­te”, hvis ellers re­dak­tø­rer­ne har få­et det he­le med under den respektive ind­før­sel i for­kor­tel­ses­li­s­ten.

Det følgende skal ikke forstås som en kri­tik af DDO, Bergenholtz & Vrang (2004a; 2004b; et passim) eller Lo­ren­t­zen & Trap-Jensen (2004a; 2004b; et passim). Jeg øn­s­ker hverken at bidrage til eller genoptage den dis­kus­si­on her. Men når man sidder med OED2 inkl. tillægsbind, HTOED el­ler SOED6 og ihukommer den del af kri­tik­ken, der handlede om, at DDO skulle være for indviklet for gen­nem­snits­bru­ge­r­en, er det svært ikke at udbryde: “Sam­men­lig­net med OED2 er brugen af DDO en barneleg!” OEDO er rigtignok bru­ger­ven­li­ge­re end OED2.

OED2’s bru­ger­vej­led­nings­ag­ti­ge ind­led­ning + brugervejledning + bru­ger­nøg­le + ud­ta­le­nøg­le + for­kor­tel­ses­li­s­te løber op på 31 sider i stort for­mat. Her er forordet samt ‘The History of the Ox­ford English Dictionary’ (bind 1, s. xxxv–lxi) ikke med­reg­net. Den Berg’ske bru­ger­vej­led­ning til OED2 er på 81 sider, men har gudskelov ikke selv no­gen bru­ger­vej­led­ning, kun et forord + ‘Ack­now­led­ge­ments’ hver på 2 si­der. OED2A&C mønstrer med en ind­led­ning af den bru­ger­vej­led­nings­ag­ti­ge slags + bru­ger­vej­led­ning + for­kor­tel­ses­li­s­te på i alt 37 sider, og heller ikke her med­regner jeg anden fortekst (for­ord etc.). Og så er bru­ger­vej­led­nin­gen her oven i købet forsynet med slutnoter!

Det er ikke disse brugervejledende tek­s­ter, der udgør det sorte hul. Tværtimod. Dis­se metatekster søger at hindre, at al den information, brugeren i optimalt fald kan uddrage af de respektive storværker, slu­ges af det sorte hul, der dvæler i det skjul­te et sted i OUP-galaksen. Et pro­b­lem for brugeren-in-actu er imidlertid, at selv hvis han/hun læser de for­hån­d­en­væ­ren­de metatekster – for OED2’s ved­kom­men­de over 120 si­der – vil han/hun ef­ter endt lekture næppe kunne huske al­le detaljer.

ODE3, som er den “folkeligste”, men sta­dig et aldeles lærd værk, er den let­te­s­te at bruge af de her omtalte stor­ord­bø­ger; hel­ler ikke den skal man dog reg­ne med at få tilnærmelsesvis fuldt ud­byt­te af, hvis ikke man grundigt har studeret bru­ger­vej­led­nin­gen.

OED2 inkl. tillægsbind, OEDO, HTOED samt SOED6 hen­ven­der sig til – ik­ke kun forskere, slet ik­ke, men – den in­tel­lek­tu­el­le bruger; den, der ofte læser og evt. selv skriver skøn- og/eller fag­lit­te­ra­tur på højt niveau.

Trods de pro­b­le­mer, de omtalte ud­gi­vel­ser måtte frembyde, er de alle lek­si­ko­gra­fi­s­ke op­slags­vær­ker af højeste kvalitet.

Litteratur

Adams, M. (2009): The period dic­ti­o­na­ri­es. I: Cowie (red.), 326–352.

Adams, M. (red.) (2010): “Cunning pas­sa­ges, contrived cor­ri­dors” : Unexpected es­says in the history of le­xi­co­gra­phy. Mon­za: Polimetrica.

Algeo, J. (1990): American lexicography. I: HSK 5.2, pp. 1987–2009.

Andersen, A. (2004): Veje til viden : hånd­bog i in­for­ma­ti­ons­søg­ning. 1. udg., 3. opl. Kø­ben­havn: Gyldendal.

Bailey, R.W. (1980): Progress towards a Dic­ti­o­na­ry of Early Mo­dern English 1475–1700. I: W. Pijnenburg (red.) & F. de Tol­le­na­e­re (red.): Proceedings of the Second In­ter­na­ti­o­nal Round Table Con­fe­ren­ce on Historical Le­xi­co­gra­phy [1977]. Dordrecht & Cinnaminson, NJ: Flo­ris, 199–221.

Bailey, R.W., J.W. Downer, J.L. Robinson, P.V. Lehman (1975): Michigan Early Mo­dern Eng­lish Ma­te­ri­als. Ann Arbor: Xe­rox University Microfilms & Uni­ver­si­ty of Mi­chi­gan Press.

Berg, D.L. (1993): A Guide to the Oxford Eng­lish Dic­ti­o­na­ry. Oxford: Oxford Uni­ver­si­ty Press.

Bergenholtz, H. & L.-L. Pálfi (2008): Dan­marks første nationalordbog : Om Vi­den­ska­ber­nes Selskabs Ordbog I–VIII (1793–1905). I: Fund og Forskning 47, 181–222.

Bergenholtz, H. & V. Vrang (2004a): Den Dan­s­ke Ord­bog im­po­ne­rer og skuffer. I: Hermes : Journal of Lin­gu­i­s­tics 33, 149–178.

Bergenholtz, H. & V. Vrang (2004b): Ny dansk ord­bog i seks bind for sek­re­tæ­rer og forskere. I: Le­xi­co­Nor­di­ca 11, 165–189.

BNC’s hjemmeside = www.natcorp.ox.ac.
uk/corpus/index.xml

Burkhanov, I. (2010): Lexicography : A dic­ti­o­na­ry of basic terminology. Rzeszów: Wy­dawnictwo Uniwersytetu Rze­szow­ski­e­go.

Cowie, A.P. (red.) (2009): The Oxford hi­s­to­ry of English le­xi­co­gra­phy. Bind I: Ge­ne­ral-purpose dictionaries. Bind II: Spe­ci­a­li­zed dictionaries. Oxford: Oxford Uni­ver­si­ty Press.

DBO = Den Danske Begrebsordbog. Ho­ved­re­dak­tør: S. Nimb. 1. udg. København & Odense: Det Danske Sprog- og Lit­te­ra­tur­sel­skab & Syd­dansk Uni­ver­si­tets­for­lag 2015.

DD2 = Dic­ti­o­na­ry of dic­ti­o­na­ri­es and emi­n­e­nt encyclopedias. T. Kabdebo & N. Arm­strong. As­si­s­ted by E. Ó Síocháin. 2. udg. London: Bowker-Saur 1997.

DDO = Den Danske Ordbog, bind 1–6. Ho­ved­re­dak­tø­rer: E. Hjorth, K. Kri­s­ten­sen, O. Norling-Christensen. Se­ni­or­re­dak­tø­r­er: H. Lorentzen & L. Trap-Jen­sen. Her­til kommer en lang række re­dak­tø­rer, etc. Kø­ben­havn: Det Danske Sprog- og Litteraturselskab & Gyl­den­dal 2003–2005.

DSDE = Den store danske encyklopædi, bind 1–20. An­s­vars­ha­ven­de chefredaktør: J. Lund. Her­til kommer en lang ræk­ke re­dak­tø­rer, etc. (over 4000 eks­per­ter har bidraget). Kø­ben­havn: Danmarks Na­ti­o­nal­lek­si­kon 1994–2001.

DSDE-indeks = Den store danske en­cy­k­lo­pæ­di : indeks­, bind 1–2. Redaktører, etc.: man­ge. Kø­ben­havn: Gyldendal 2003.

DSDE-S1 = Den store danske encyklopædi : sup­ple­ments­bind 1. Redaktører, etc.: man­ge. Kø­ben­havn: Gyldendal 2002.

DSDE-S2 = Den store danske encyklopædi : sup­ple­ments­bind 2. Redaktører, etc.: man­ge. Kø­ben­havn: Gyldendal 2006.

EME = Bailey, R.W. (red.) (1978): Early Mo­dern English : Ad­di­ti­ons and an­te­da­tings to the record of English vo­ca­bu­la­ry 1475–1700. Hildesheim: Georg Olms.

Fries, C.F. (1943): The Early Modern Eng­lish Dic­ti­o­na­ry. I: W.B. Shaw (red.): The Uni­ver­sity of Michigan : An en­cy­clo­pe­dic survey. Ann Arbor: University of Mi­chi­gan Press, bind III, del I, s. 570–572.

Hartmann, R.R.K. & G. James (1998): Dic­ti­onary of lexicography. London: Rout­led­ge.

Hausmann, F.J. (1989): Dictionary cri­mi­na­li­ty. I: HSK 5.1, pp. 97–101.

HSK 5.1 = F.J. Hausmann, O. Reichmann, H.E. Wiegand, L. Zg­u­s­ta (redaktører): Wör­ter­bü­cher […] : Ein in­ter­na­ti­o­na­les Hand­buch zur Le­xi­ko­gra­phie […], bind 1, Berlin: Wal­ter de Gruyter 1989.

HSK 5.2 = F.J. Hausmann, O. Reichmann, H.E. Wiegand, L. Zg­u­s­ta (redaktører): Wör­ter­bü­cher […] : Ein in­ter­na­ti­o­na­les Hand­buch zur Le­xi­ko­gra­phie […], bind 2, Berlin: Wal­ter de Gruyter 1990.

HTOED = Historical Thesaurus of the Ox­ford English Dic­ti­o­na­ry with additional ma­te­ri­al from A Thesaurus of Old Eng­lish, bind 1–2. Ho­ved­re­dak­tø­r­er: Chr. Kay, J. Roberts, M. Samuels, I. Wo­ther­spo­on. Hertil kom­mer en lang ræk­ke re­d­ak­tø­rer, etc. Ox­ford: Oxford Uni­ver­si­ty Press 2009 [reprinted with cor­rec­ti­ons 2014].

Ilson, R. (1990): Present-day British le­xi­co­gra­phy. I: HSK 5.2, pp. 1967–1983.

Knowles, E. & J. Elliott (1997): The Oxford dic­ti­o­na­ry of new words. 2. udg. Ox­fo­rd: Oxford Uni­ver­si­ty Press.

LOL2 = Leksikon over ord­bø­ger og lek­si­ka. Af L.-L. Pálfi under J.F. Lind­holms med­vir­ken. 2. udg. Fre­de­riks­berg: Fry­den­lund 2011.

Lorentzen, H. & L. Trap-Jensen (2004a): Kom­men­ta­rer til Hen­ning Bergenholtz og Vibeke Vrang: Den Danske Ord­bog im­po­ne­rer og skuffer. I: Hermes : Jo­ur­nal of Lin­gu­i­s­tics 33, 179–192.

Lorentzen, H. & L. Trap-Jensen (2004b): Kom­men­ta­rer til Hen­ning Bergenholtz og Vibeke Vrang: Ny dansk ord­bog i seks bind for sekretærer og forskere. I: Le­xi­co­Nor­di­ca 11, 191–201.

Mugglestone, L. (2005): Lost for words : The hidden hi­s­to­ry of the Oxford English Dic­ti­o­na­ry. New Haven: Yale Uni­ver­si­ty Press.

Mugglestone, L. (2012): Das Oxford Eng­lish Dictionary. I: U. Haß (red.): Große Le­xi­ka und Wörterbücher Eu­ro­pas […]. Ber­lin: Walter de Gruyter, 233–252.

Mugglestone, L. (ed.) (2000): Lexicography and the OED […]. Oxford: Oxford Uni­ver­si­ty Press.

NLO = Nordisk leksikografisk ordbok. Re­dak­tø­rer: H. Bergenholtz, I. Cantell, R.V. Fjeld, D. Gundersen, J.H. Jónsson, B. Sven­sén. Med bidrag af: H. Haralds­son, H.K. Mik­kelsen, J. Sivula. Oslo: Uni­ver­si­tets­for­la­get 1997.

ODE3 = Oxford Dictionary of English. Ho­ved­redaktør på 3. udg.: A. Stevenson. Hertil kommer en lang række re­dak­tø­rer, etc. 3. udg. Ox­ford: Oxford Uni­ver­si­ty Press 2010.

ODS = Ordbog over det danske Sprog, bind I–XXVIII. Grdl. af V. Dah­le­rup. Ho­ved­re­dak­tø­rer: H. Juul-Jensen og J. Glah­der. Hertil kommer en lang række re­d­ak­tø­rer, etc. 1. udg., 5. opl. Kø­ben­havn: Det Danske Sprog- og Lit­te­ra­tur­sel­skab & Gyld­endal 1993–1996.

ODS-S = Ordbog over det danske Sprog : sup­ple­ment, bind 1–5. Ho­ved­re­dak­tø­r­er: A. Due­kilde & H. An­d­ers­son. Her­til kom­mer en række redaktører, etc. Kø­ben­havn: Det Dans­ke Sprog- og Lit­te­ra­tur­sel­skab & Gyl­den­dal 1992–2005.

OED2 = Oxford English Dictionary Second Edi­ti­on, bind 1–20. Ho­ved­re­dak­tø­r­er: H. Coleridge, F.J. Furnivall, J.A.H. Mur­ray, H. Brad­ley, W.A. Craigie, C.T. Oni­ons, R.W. Burch­field, E.S.C. Wei­ner og J.A. Simpson. Hertil kommer en lang ræk­ke redaktører, etc. Oxford: Cla­ren­don Press 1989.

OED2A&C = Schäfer, J. (1989): Early Mo­dern English Le­xi­co­gra­phy, bind II: Ad­di­ti­ons and corrections to the OED. Ox­ford: Clarendon Press.

OED2AS = Oxford English Dictionary Ad­di­ti­ons Series, bind 1–3. Ho­ved­re­dak­tø­r­er: J.A. Simpson, E.S.C. Weiner, M. Prof­fitt. Hertil kommer en lang række re­d­ak­tø­rer, etc. Ox­ford: Ox­ford Uni­ver­si­ty Press 1993–1997.

Ogilvie, S. (2013): Words of the world : A glo­bal history of the Oxford English Dic­ti­o­na­ry. Cambridge: Cambridge Uni­ver­si­ty Press.

Pálfi, L.-L. & Kristiansen, B. (2010): [An­mel­delse af:] H.E. Wie­gand, M. Beiß­wen­­ger, R.H. Gouws, M. Kammerer, A. Storrer, W. Wolski (redaktører): Wör­ter­buch zur Lexikographie und Wör­ter­buchforschung / Dicti­o­nary of le­xi­co­gra­phy and dictionary research. Bind 1: Sys­te­matische Ein­führung / Sy­s­te­ma­tic Introduction + A–C. Under med­vir­ken af: E. Butina-Koller, R. Costa, S.J. Schi­er­holz, M.T. Fuentes Morán, L. Gi­a­co­mi­ni, G. Ro­vere, F.J. Haus­mann, M. He­g­ner, R. Hessky, Z. Hollós, P. Petkov, M. Smit. Berlin: Walter de Gruyter 2010. I: International Journal of Lexicography 23:4, 491–502.

Pálfi, L.-L. (2006): Ordbogskriminalitet: svin­del og bedrag på det danske ord­bogs­mar­ked! I: Dansk Noter 3, 49–52.

Pálfi, L.-L. (2015): [Anmeldelse af:] Den Dan­ske Begrebsordbog. Ho­ved­re­dak­tør: S. Nimb. 1. udg. København & Od­en­se: Det Danske Sprog- og Lit­te­ra­tur­sel­skab & Syd­dansk Uni­ver­si­tets­for­lag 2015. I: Sprog & Sam­fund 33:1, 9.

Pálfi, L.-L., P. Leroyer, A. Wagner, S.D. Ve­s­ter­dahl (2008): Skomager bliv ved din læst! Om politologiske leksika, po­li­tik i leksika og leksikografiske værk­tø­jer. I: LexicoNordica 15, 197–218.

Simpson, J. (1990): English lexicography af­ter Johnson to 1945. I: HSK 5.2, pp. 1953–1966.

Simpson, J. (2012): What has the OED be­co­me? I: B. Ea­k­er, L. Larsson, A. Mat­tis­son (redaktører): Nordiska stu­di­er i le­xi­ko­gra­fi 11, 55–76.

SOED6 = Shorter Oxford English Dictionary on Historical Principals, bind 1–2. Ho­ved­re­daktør på 6. udg.: A. Ste­ven­son. Her­til kommer en lang række re­dak­tø­rer, etc. 6. udg. Ox­ford: Ox­ford University Press 2007.

WLWF = Wör­ter­buch zur Lexikographie und Wör­ter­buchforschung / Dicti­o­na­ry of le­xi­co­gra­phy and dictionary re­search. Bind 1ff. Ho­ved­re­dak­tø­rer: H.E. Wie­gand, M. Beiß­wen­­ger, R.H. Gouws, M. Kam­me­r­er, A. Stor­rer, W. Wolski. Øv­ri­ge med­vir­kende: E. Butina-Koller, R. Co­s­ta, S.J. Schi­er­holz, M.T. Fuentes Mo­rán, L. Gi­a­co­mi­ni, G. Ro­vere, F.J. Haus­mann, M. He­g­ner, R. Hessky, Z. Hol­lós, P. Pet­kov, M. Smit. Berlin: Walter de Gruyter 2010ff.

[1] Se hertil Pálfi et al. (2008).

[2] Ar­bej­det har væ­ret i gang siden 1993 og be­skæf­ti­ger 120 forskere, forsk­nings­as­si­s­ten­ter, pro­gram­mø­r­er mv. foruden 200 kon­su­len­ter.

[3] Om Den Danske Begrebsordbog, kort DBO, se evt. Pálfi (2015).

[4] Der er ingen, der har et komplet overblik over ver­dens leksikografi i fortid og nu­tid. DD2 samt LOL2 registrerer kun toppen af isbjerget.

[5] Ifølge Berg (1993: 195) – OED2 synes at være u­med­del­som des­an­gå­en­de – er antallet af “rigtige” ordbogsartikler 230.100, ef­ter­som der iblandt de 290.500 findes 60.400 henvisningsartikler.

[6] Sammenhold med følgende ud­mel­d­ing fra en af OED1’s ho­ved­re­dak­tø­rer, William A. Cra­i­gie, der om OED1-dækningen si­ger: “from the seventh cen­tury to the twentieth” (citeret i Fries 1943: 570). Som bekendt er der ikke blevet fjernet indhold i OED1, alt imens vær­ket transformeredes til OED2 – der er kun blevet tilføjet og rettet.

[7] Kaldes undertiden også Dic­ti­o­na­ry of Early Mo­dern English og for­kor­tes da DEME.

[8] Således er f.eks. Bailey et al. (1975), der er ud­gi­vet som en trykt bog, en EMED-bibliografi, dvs. sel­ve kildegrundlaget, med 14.000 tit­ler, mens frag­men­ter af den faktiske EMED foreligger on­li­ne til ve­der­lags­fri af­be­nyt­tel­se på quod.lib.umich
.edu/m/memem. Jf. tillige Bai­ley (1980).

[9] Ses bort fra OED2A&C, som i modsætning til de andre OUP-ordbøger omtalt i denne artikel blev ud­ar­bej­det uden for OUP-regi, er SOED6 den enes­te af de her behandlede OUP-stor­ord­bø­ger, der er klar i mælet mht. tidsmæssig afgrænsning.

[10] Noget lignende er tilfældet med Ordbog over det danske Sprog, der med få undtagelser koncentrerer sig om dansk fra 1700 til ca. 1955 og således behandler en stor del af det sprog, der findes i bl.a. Danske lov (1683), T. Kingos forfatterskab, ældre bi­bel­oversættelser, f.eks. H.P. Resens Biblia (1607), Rimkrøniken (1495) og Danmarks gamle folkeviser.

PRINTERVENLIG UDGAVE

Du kan tegne gratis abonnement på Replique og få artiklerne leveret i din indbakke månedligt ved at trykke her.

Vil du læse mere borgerlig samfundsdebat? Årsskriftet Critique bringer artikler fra og om den konservative og borgerlige kultur-, idé- og samfundsdebat. Det udkommer hvert efterår og indeholder over hundrede siders forskning, formidling, essays, polemik, politik og debat. Du kan bestille det her.

Denne side bliver drevet af frivilige kræfter og vi har brug for din støtte, hvis vi skal have råd til annoncering, nyt software mm.
Hjælp os ved at donere et beløb til os. Vi tager med glæde imod bidrag af alle størrelser.