Vedr. alternativer og kommunikation

Jeg vil gerne arbejde med kommunikation. Jeg arbejder med kommunikation. Vi arbejder målrettet med vores kommunikation. Vi søger dig, der brænder for kommunikation.

Disse fire sentenser er blevet fast inventar i sproget blandt unge, yngre og dem, der, i stedet for at erkende deres egen alder, vakler eksistentielt mellem helst at ville tilhøre først- eller andennævnte. Aldrig er der blevet snakket, ikke talt, så meget om kommunikation.

Folketinget har materialiseringen af en mellemstor kommunikationsafdeling i sin midte i form af partiet Alternativet. For nylig fremviste partiet stolt, at det, ved sine kontorer på Christiansborg, har en person ansat, der på udvalgte tidspunkter skal afbryde partiet i dets arbejde og give såkaldt “kreative forstyrrelser”. For os handler det om at finde ud af, hvordan vi kan fastholde vores kreativitet på et sted, hvor der er så stærke vaner og strukturer for, hvordan man gør tingene. Det er interessant at se, om man kan bruge kunsten og kulturen som en kraft, der får os til at fortsætte med at se problemstillinger fra nye vinkler. Således sagde partiets politiske leder Uffe Elbæk og al landsens kunstnere og kommunikationsfolk klappede sikkert hjerteligt i deres små hænder over en sådan åndsrigdom. Imidlertid bekræftede partiet hermed, at det slet ikke er noget alternativ, men derimod blot epigoner og platugler, der gør det man forventer af dem. Hvis Alternativet var et alternativ, ville de lukke dørene til deres kontorer, invitere en jord- og betonarbejder til at give dem gode råd, insistere på at man ikke afbryder taleren og i øvrigt lade folk passe deres arbejde i fred og ro.

Der kommunikeres meget. Fjernsynsstationen TV2 har sikkert dygtige kommunikationsfolk ansat, antagelig nogle af de dygtigste og højest lønnede, men ikke desto mindre kortsluttede det for kommunikatørerne, nu de skulle lave en video til en årskavalkade. Rekvisitterne var ellers i orden. En sangerinde ved navn MØ, som mange vistnok kan lide. Denne MØ’s politiske stedfortræder, Johanne Schmidt-Nielsen herself, som så mange holder så meget af, velsagtens i en absurd forvridning af at det kernedanske så ofte ses som en ung blond pige. De fleste glemmer dog, at Johanne Schmidt-Nielsen ikke rigtig går og nynner i Danmarks hus, men derimod er kommissær i et parti, der indtil for ganske nylig ville omstyrte folkestyret med vold. Nu er partiprogrammet renvasket, men det stinker stadig af lig. Desforuden var Morten Østergaard der, så var de to valgmuligheder for anstændige mennesker begge til stede. Den politiske leder for et decimeret og marginaliseret, værdipolitisk ekstremistisk parti stod og gjorde sig til grin. Engang troede man, at Det Radikale Venstre var en tand mere saglige end mange andre partier. Også den antagelse står for fald i disse for vort land så alvorlige tider. Forestil Dem en dansende Bertel Dahlgaard – ham der sagde, at skattetrykkets smertegrænse var 25 pct. – eller en dansende Niels Helveg Petersen. At det var forår og Niels Helveg var det vildeste, partiet engang for længe siden kunne drive det til.

Sidenhen skvattede det hele sammen, altså årskavalkadens video. TV2 måtte for anden gang på kort tid finde en medarbejder, der lagde sig fladt ned, og igen står vi i den absurde situation, at sagen ret beset er afsluttet, fordi videoen ikke blev vist, men det gjorde den jo egentlig alligevel. Apropos kommunikationsfolkene viste det sig, at de radikales politiske leder var i besiddelse af intet mindre end en pressechef, i øvrigt en tidligere musikant, monstro han i sit stille sind hører hjemme hos Alternativet?, som måske, måske ikke var blevet taget i ed, før Erik Scavenius’ åndelige arvtager gik på skærmen sammen med MØ, Johanne Schmidt-Nielsen, Danmarks mand i månen, den Charlie alle engang var og selveste vinderen af Vild med Dans. Efter at den sikrede deltagelse i videoen formentlig var blevet fejret med en high five for veludført kommunikativt arbejde – hvilken kommunikatør kender ikke det hemmelige trick, at skærmtid på TV2 er meget værd end den på DR 2 – blev der pludselig brug for gode råd om, hvordan man hurtigst muligt bakker ud.

Ret beset kommunikeres der nemlig ikke så meget, der tales bare meget om det. Kommunikationen er forsvundet i zapperkulturen, i de evindelige afbrydelser, i afskaffelsen af radioforedragene, oplæsningerne sammesteds og i den omsiggribende brug af den moderne kommunikations primære objekt: de såkaldt sociale medier. Få lytter efter, en sags kerne skal gerne formuleres på 140 tegn eller 3-4 linjer. Tilmed går kommunikatørerne som tommelfingerregel ud fra, at de folk, de skal kommunikere til, er nogle idioter. Velsagtens ud fra en sygelig, indre idé om at definere dem selv som værende så fjernt fra selv at være en idiot som muligt. Nu er der blandt kommunikatørerne så opstået en kamp om at få idiotaben anbragt på en skulder, og det ser ud til at det bliver TV2’s. De stakkels fjolser i provinsen. Stationen kan så selvfølgelig forsvare sig med, at videoen slet ikke skulle være vist, selv om den blev det. Dét lyder i øvrigt idiotisk.

Måske skulle stationen have benyttet sig af den anviste metode: Hver mand skulle have taget en time eller to alene på kontoret med lukket dør, indhentet et godt råd fra en jord- og betonarbejder, ladet en kollega tale ud, uden afbrydelser, engang reklamerede TV2 med, at stationen viste film uden dem; eventuelt sovet på det. Så var videoen nok slet ikke blevet vist.

(Søren Pape Poulsen var i øvrigt også med i videoen. At hans parti kludrer i kommunikationen er det dog ikke så sjovt at gøre grin med længere.)