Virkelighedens jernnæve

Af Mikael Brorson

Det var ikke kun et modbydeligt terrorangreb, der ramte Paris, Frankrig, Europa og hele den frie verden den 13. november. Nej, på denne aften blev Europa ramt af virkelighedens jernnæve. Dén virkelighed, som humanister og kulturradikale dagligt undsiger og forsøger at undslippe. Dén virkelighed, der kun har spot og hån til overs for menneskers idealisme. Dén virkelighed, der altid pulveriserer vores babelstårne.

Konfronteret med denne virkelighed er det vores pligt at handle. Ikke blot ved at ændre vores coverbilleder på Facebook, skrive “#prayforparis” eller stimle sammen med stearinlys og synge John Lennons “Imagine”.

Vi må være bevidste om situationens alvor, og handle derefter. Angreb som disse er nemlig ikke hverken enkeltstående eller overraskende. Snarere er de forventelige resultater af vores idealistiske forsøg på at kreere et multikulturelt paradis på jord.

Lige siden vi åbnede grænserne til Europa for millioner og atter millioner af muslimske indvandrere, har tendensen været den samme, uanset hvilket land man kigger i. Islamisering, krav om særrettigheder, kriminalitet, parallelsamfund og i yderste konsekvens terror, har vi sidde overhørig. De, som har påtalt konsekvenserne af indvandringen er blevet stemplet som racister og højreradikale ekstremister.

Og naturligvis er det heller ikke alle muslimer som er kriminelle eller terrorister. Heldigvis er det et mindretal, og problemet er således ikke muslimer, men islam. For tilfældigt er det selvfølgelig ikke, at det netop ikke var væbnede katolikker eller buddhistiske bombemænd, som stod bag terrorangrebet. Nok en gang står islamister bag, og begår deres udåd i islams navn. Islam er ikke fredens, men krigens religion.

Javist, vi kan bede for Paris og være solidariske med de stakkels mennesker, som har måttet lade deres liv for islamisk terror, såvel som deres efterladte. Men dermed kommer vi ingen vegne. Terrorangrebet er en krigshandling imod den vestlige verden. Vi må svare igen med sværdet, og slå ned på de terrorgrupper, som bekriger den frie verden og opfordrer til bomber og brand imod denne. Vi må ikke forlade os på kujoneri og fej pacifisme, men tværtimod stole på Gud og holde krudtet tørt, for derpå at lade bomber og kugler regne ned over IS-soldater og deslige, indtil den islamistiske ideologi er udryddet fra jordens overflade.

Men vi må ligeledes handle på de indre linjer. Vi må kaste det multikulturelle eksperiment på historiens mødding, indføre grænsekontrol, så vi kan kontrollere hvilke mennesker som befinder sig på dansk jord, og lukke for muslimsk indvandring i en årrække, så de, der allerede er kommet til landet, har mulighed for at blive assimileret.

Skrider vi ikke øjeblikkeligt til handling, vil angreb som det på Charlie Hebdo, som det på Krudttønden og som det seneste i Paris blive hverdag. Måske er det allerede for sent i lande som Frankrig, hvor problemerne med parallelsamfund forekommer uoverstigelige. Utvivlsomt er det i hvert fald, at dette på ingen måde er det sidste blod, der vil blive udgydt som resultat af islamisk terror på europæisk jord i de kommende år. Houllebecqs “Underkastelse” er måske ikke så fjern fremtid, som mange havde håbet og forestillet sig.

Ja, hovmod står for fald og det samme gør idealisme. Europas politiske elite har kastet deres nationer ud i et multikulturelt eksperiment, og i al for lang tid iklædt sig de ideologiske skyklapper og set bort fra konsekvenserne heraf. Det høster vi nu frugterne af. Forhåbentlig vil vi indse, at drømmen om et fredeligt og harmonisk multikulturelt samfund er død.