Din pension er truet – og du er tilsyneladende ligeglad

Folkepensionen nyder i dag bred accept, og det er stort set politisk utænkeligt at ordningen begrænses. Men det burde ikke være sådan, for folkepensionen opløser forholdet mellem yder og nyder, og gør det umuligt for den enkelte at sikre sin egen fremtid på den mest hensigtsmæssige måde.

af Morten Jarlbæk Pedersen

Så godt som alle danskere elsker folkepensionen. Den betyder jo, at vi ikke skal kere os om alderdommen, mens tid er. Desværre er dette muligvis en falsk tryghed: Folkepensionen hænger i dag som en milliardtung møllesten rundt om de årlige finanslove også i dårlige tider, og samtidig fratager den danskerne ansvaret for dem selv. Dette indså man i 1980’erne og indførte et system med bidragspligtige arbejdsmarkedspensioner. Siden da har man dog gjort utrolig meget for at underminere dette ellers holdbare pensionssystem gennem både ugennemsigtig beskatning, forsøg på politisk styring af pensionsinvesteringerne og brug af danskernes alderdomsforsikringer som sminke på nuværende regnskaber og finanser. Man udnytter med andre ord fremtidens indkomst for de værdigt trængende til at dække nutidens umiddelbare behov – og ingen synes tilsyneladende, at dette er et særligt stort problem.


Dette bidrag forsøger at illustrere hvordan pensionen udnyttes og samtidig pege på, at en genetablering af koblingen mellem yder og nyder på pensionsområdet ikke kun er relevant af økonomiske årsager, men så sandelig også af politiske og moralske. Pensionen betragtes af mange som noget tørt og fjernt, men netop derfor er der så meget desto større grund til at sikre den mod utidig politisk indblanding. Er skaden først sket – har man først nået alder og skelsår og stiltiende accepteret en udhuling af pensionen – har man ingen mulighed for at rette op på miseren.

Fra almisse til indtægtsafhængig til universel ydelse

Et uomgængeligt særkende ved den danske socialstat er, at den ofte betragtes som universel, dvs. at den yder subsidier til samtlige sine borgerne og det uantastet af disse selvsamme borgeres tidligere bidrag. Modsat en forsikringsorganisering af de forventede, sociale omkostninger – hvorved ydelse og nydelse er tæt forbundne – har vi altså forladt os på socialstatens skattebetalte generøsitet. Den måske allermest universelle af vore universelle ydelser er også den dyreste af alle sociale udgifter i kongeriget: folkepensionen. Den ydes – som det nok er de fleste bekendt – til alle, og det er denne ydelse, der vil være omdrejningspunktet i det nedenstående overvejelser.

Man udnytter med andre ord fremtidens indkomst for de værdigt trængende til at dække nutidens umiddelbare behov – og ingen synes tilsyneladende, at dette er et særligt stort problem.

Alderdomsydelser til værdigt trængende i forskellig grad har eksisteret i Danmark siden 1890’erne. Disse ydelser var begrundet i trang: kunne man ikke forsørge sig selv, og havde man ingen til at forsørge sig, så kunne man – allernådigst og med hatten i hånden – modtage denne ydelse. Fra 1920’erne skete et markant skifte, idet man med aldersrenten indførte et retskrav på understøttelse. Det er dog værd at bemærke, at dette retskrav var indtægtsreguleret; lidt ligesom SU’en for hjemmeboende. Man gjorde med andre ord ydelsen universel, men dog afhængig af de ydre omstændigheder.

I 1956 indførte man den egentlige folkepension. Alle danskere over alderstærsklen havde adkomst til denne ydelse. Dette blev en smule ændret i 1970’erne som følge af Danmarks indtræden i EF, idet man indførte et bopælskrav (40 år) som adgangsbillet til den fulde folkepension. Dette svagt modificerede, universelle princip findes stadig, og det betyder to meget vigtige og tæt forbundne ting: for det første at folkepensionen er uafhængig af en persons skattebetalinger, men meget afhængig af, at alle eller i al fald mange betaler skat. Og for det andet at folkepensionens udgifter afholdes løbende; dét vi betaler i skat i dag, går således til at betale folkepensionen lige nu og her. Når en ældre person i dag således fordrer adkomst til en tilstrækkelig høj folkepension begrundet i vedkommendes tidligere skattebetalinger, er dette således alene et moralsk argument, der ikke kan støttes i hverken de juridiske eller økonomiske realiteter.

(Gen)indførelsen af et opsparingsprincip: den langsigtede løsning

Når ovenstående kombineres med et generelt stadigt stigende udgiftspres i den offentlige sektor, har man opskriften på økonomisk ulykke. Politisk ønsker man at opretholde et fortsat stigende offentligt udgiftsniveau, og dette sker samtidig med voldsomme udsving i modtagere af social pension. Folkepensionen bliver med andre ord dyrere, samtidig med at vi ønsker at bruge flere penge på andre ting; sådan har situationen været i efterhånden temmelig mange år. Til trods for en senere konservativ accept af den universelle folkepension, var man fra konservativ side oprindeligt meget skeptisk over for det oprindelige forslag til folkepension af netop de økonomiske årsager og de moralske kvababbelser, der er fremført her. Disse problemer blev efterhånden så tydelige, at man i 1980’erne indførte et parallelt pensionssystem: arbejdsmarkedspensionerne. Her var der tale om en pendant til private alderdomsforsikringer – blot indført via kollektive overenskomster.

Hermed blev indført et opsparingsprincip, hvilket må siges at have den utrolig store fordel, at koblingen mellem yder og nyder (gen)etableres. Dette har stor betydning både økonomisk og moralsk. På finanslovsforslaget for 2016 antager man, at udgifterne til folkepension i 2016 vil være på omkring svimlende 127 mia. kroner, hvoraf de ca. 2 mia. kroner bruges på folkepensionister i udlandet. Disse tal er så enorme – mere end seks gange Forsvarsministeriets samlede budget – at de knapt er fattelige, og man skal huske, at der dertil skal lægges de private pensioner, der som nævnt har eksisteret siden 1980’erne. Økonomisk er der megen ræson i private opsparinger, da der derved indføres en tidsforskydning, hvorved pludselige stigninger i pensionsudgifterne kan undgås. Moralsk er meningen dog langt dybere og vægten større. Set fra et ikke-socialistisk perspektiv – både konservativt og liberalt – må koblingen mellem yder og nyder nemlig forekomme at være altafgørende. Ansvaret for det gode liv gives tilbage til borgerne. Alt synes fryd og gammen.

Pensionerne – den evige guldkalv?

Desværre er Danmark et land, hvor universelle ydelser ofte ikke kun anses som universelle i deres ydelseskreds, men tillige i deres tidslige dimension. Til trods for erkendelsen af de personlige opsparingers både økonomiske og moralske overlegenhed i forhold til en universel og ikke-bidragspligtig alderdomsforsikring, har man siden (gen)indførelsen af et delvist opsparingsprincip haft meget store problemer med at respektere denne beslutning og de politiske bånd, som følger af den. Denne mangel på respekt for fremtidige generationers alderdom synes at antage mindst to former: En indirekte udnyttelse i form af beskatning, og en direkte udnyttelse i form af politisk styring af pensionsopsparingernes allokering.

Skat på fremtiden til at dække nutidens forbrug?

Beskatningen af danskernes pensionsopsparinger er – som med så meget andet – ganske omfattende. Dette er naturligvis ikke glædeligt for hin enkelte opsparer, men det er sådan set ikke det, der er den store udfordring. Nej, problemet synes snarere at være mangel på vedholdenhed og konsistens. Pensionsopsparingerne i Danmark er med tiden blevet ganske store. Dette er naturligvis fristende for en politiker, der udsteder løfter til indfrielse i dag frem for i morgen. I denne (valg)kampens hede kan erkendelsen og accepten af, at pensionsopsparinger er ”fremtidige penge” nemt overses.

Denne negligering af fremtiden betyder, at idérigdommen, hvad angår opfindelsen af nye pensionsbeskatningsregler, er ganske omfattende. Kreative politikere og embedsfolk er nemlig bestemt ikke en mangelvare på denne front. Allerede i 1980’erne indførtes realrenteafgiften, der løbende beskattede pensionsafkast, selvom dette afkast selvsagt ikke materialiseres før i pensionsalderen. En sådan beskatningsform findes stadig i dag.

Et andet eksempel er fremrykningen af pensionsbeskatninger mod et løfte om, at opsparingen ikke bliver beskattet igen senere. Dette løfte forekommer dog hult, når man ved en simpel optælling kan konstatere, at pensionsbeskatningsloven alene i perioden fra midten af 2000 til i dag er blevet ændret 67 gange; det svarer til 4-5 ændringer i beskatningsreglerne for pensionsopsparinger pr. år de seneste 15 år. Mange af disse ændringer er muligvis af teknisk karakter, og en del vil da måske endda være forsvarlige. Det er blot ikke det, der er sagen her.

Denne negligering af fremtiden betyder, at idérigdommen, hvad angår opfindelsen af nye pensionsbeskatningsregler, er ganske omfattende. Kreative politikere og embedsfolk er nemlig bestemt ikke en mangelvare på denne front. Allerede i 1980’erne indførtes realrenteafgiften, der løbende beskattede pensionsafkast, selvom dette afkast selvsagt ikke materialiseres før i pensionsalderen. En sådan beskatningsform findes stadig i dag.

Alene antallet af ændringer tyder på, at man ikke anerkender pensioner og dermed beskatningen af dem som et område, man skal tilgå med en uhyggelig forsigtighed og tilbageholdenhed. Der er ikke tale om beskatning af nutidig indkomst til nutidigt forbrug, men udnyttelse af fremtidens indkomst til nutidige forbrugsgriller – og endda udnyttelse af den fremtidige indkomst for dem, der ikke har nogen mulighed for alternativ indkomst, når tid er.

Flygtige prioriteringer på bekostning af langsigtet holdbarhed?

Den indirekte udnyttelse af pensionerne gennem beskatning er dog ikke den eneste vej, hvorved man fra politisk hold spiller hasard med danskernes fremtid. Som pengetankene blev stadig større, således blev ikke bare lysten til at udnytte disse midler som ekstra kilde til indkomst i det almindelige, politiske prioriteringsspil. Nej, også lysten til inkorporere pensionerne direkte i dette spil er for opadgående. Pensionerne skal støtte dette eller hint politiske formål, der må stå øverst på dagsordenen lige nu. Denne øvelse er sværere – pensionskasserne er trods alt ikke underlagt direkte politisk kontrol – men de senere år har budt på flere eksempler på ønsker om, at pensionsopsparing skal ske eksempelvis CSR-venligt, CO2-neutralt, mere risikovilligt med mere. Seneste skud på stammen er Europa-Kommissionens aktive arbejde for at få de danske pensionskasser til at bidrage til den såkaldte ”Juncker-plan”, der skal fremskaffe risikovillig kapital.

Alene antallet af ændringer tyder på, at man ikke anerkender pensioner og dermed beskatningen af dem som et område, man skal tilgå med en uhyggelig forsigtighed og tilbageholdenhed.

Direkte styring ser vi ikke så meget af (endnu), men ønsket om investeringsretningsangivende regulering er bestemt til stede. Og udnyttelsen af pensionsopsparingerne som en brik i de offentlige finanser – således som man så det i foråret 2015, da den daværende regering ved hjælp af fremrykket pensionsbeskatning kunne præsentere et overskud på de offentlige finanser – er også et eksempel på, at man anser danskernes alderdomsforsikring som noget, man kan bruge til at dække de umiddelbare, politiske behov.

Pensionssystemet er den ubetinget vigtigste sociale ordning, der findes. Overhovedet. Og en bidragspligtig pensionsordning er den eneste fremtidssikrede, sociale ordning, idet den (nogenlunde) kan håndtere historiens op- og nedture ved at overføre velstand fra gode tider til mindre gode tider. Det er derfor det område, der trumfer alle andre i vigtigheden af at agere stabilt, afkastsikkert og tilbageholdende. Pension burde med andre ord ikke være politik.

Støt kulturkampen!

Tak fordi du læser vores artikler. Hos Årsskriftet Critique ønsker vi at udfordre samfundsdebatten og særligt udvikle den borgerlige og konservative samfundskritik. Derfor kræver vi heller ikke betaling for vores online-stof og har ikke tænkt os at gøre det.

Men vi har ingen reklameindtægter, ingen rige onkler og ingen adgang til offentlig støtte. Derfor er vi afhængige af dit økonomiske bidrag for at holde gryden i gang. Vi tager med glæde imod bidrag af alle størrelser.

Ved at støtte os, støtter du en fremtid for en velfunderet, nuanceret borgerlig idé- og samfundsdebat og er med til at brede den borgerlige samfundskritik ud til flere. Ved brug af Paypal kan du sågar oprette en fast månedlig donation. Vi takker for dit bidrag.

Støt Årsskriftet Critique via MobilePay!