Alle tiders boble

Beslutningstagerne står stadig rådvilde overfor den økonomiske krise, og månedens kronikør peger på at de snart løber tør for løsningsmuligheder, i og med nulrentepolitikken og kreditudvidelserne ikke kan fortsætte. De hårdest ramte vil blive lønmodtagerne og småsparerne, når inflationen sætter ind. Findes der alternativer til det nuværende system – og hvad har vi gjort galt? Kronikken giver et bud.

af Bjørn Rasmussen

 

Var finanskrisen bare et problem, skabt af et segment af det amerikanske lånemarked, subprime-lånene, som centralbankerne succesfuldt fik inddæmmet og løst? Eller var finanskrisen bare et tillidsbrud, hvor folk først troede på økonomien, men så pludselig mistede troen, hvorved politikkerne handlekraftigt genskabte tilliden, så væksten vendte tilbage som en virkning af troen på økonomien? Lad os et øjeblik glemme, hvad journalisterne gengiver fra Reuters, AP og de korporative medier og selv kaste et blik på de økonomiske begivenheder.

Pengeskabelsens tryllekunst

Når man udfylder og underskriver en check, opstår et nyt krav og en ny gæld. Kravet er mod den udstedende bank og lyder på Nationalbankens lovlige betalingsmiddel: kroner. Men checken kan som kronerne gå i omløb. Man kan betale både frisøren, smeden og Brugsen med checken. Checken går i omløb i tillæg til Nationalbankens lovlige betalingsmiddel, kroner. Mængden af omløbsmidler i eksemplet tæller både Nationalbankens kroner og forretningsbankens check. Dette ganske enkle eksempel viser, at skabelsen af papirpenge og digitalt bogførte penge sker i et bogføringsforløb, og at omløbsmidlerne i vort samfund frem for alt er skabt af forretningsbankerne. At arbejde sig i dybden med resten af penge- og kreditmængden – og myriaden af opfindsomme finansielle instrumenter – ville blot være at føje flere enkeltheder til, uden at ændre formuleringen af pengeskabelsens tryllekunst: at penge skabes i bogføringsforløb. Penge- og kreditmængden består både af Nationalbankens lovlige betalingsmiddel, kroner, som i Danmark udgør ca. 4%, mens forretningsbankernes finansielle instrumenter udgør ca. 96% af de danske omløbsmidler ifølge Nationalbankens regnskab fra 2013.

Penge og gæld er ét i vort finansielle regimente. Penge skabes, når gældsaftaler indgås og penge tilintetgøres, når lån afdrages. Pengeskabelsen er væsentlig at forstå for at forstå pengenes væsen og finanskrisernes dynamik. Til trods for dét, er pengeteorier nærmest kun beskrevet af de marxistiske økonomer og af den østrigske skole, og på danske fakulteter nævnes pengeanskuelser kun perifert og i bisætninger, mens konkurrencen går på at kunne den mest avancerede matematik. Matematikerne går stolt deres sejrsgang, mens fænomenologerne er henvist til gabestokken på yderfløjene.

Bobleøkonomien

Højkonjunkturer har deres særlige mønstre. Når flere penge bringes i omløb, stiger pengenes omløbshastighed og virksomhederne får flere nemme ordrer. Alle begejstres over alle de penge de tjener. Optimismen stiger. Priserne stiger. Stadigt mere komplekse selskabskonstruktioner voves, som ofte beviser sig som succesfulde, fordi grundstemningen er optimistisk og pengene lette og billige. Denne type af økonomisk vækst er drevet af penge- og kreditmængdeudvidelser. Kraftige højkonjunkturer kaldes boom. Økonomiske afmatninger har også deres særlige mønstre. Et klassisk mønster i en markedsøkonomi er, at en kreditboble deflaterer, dvs. udblæses, hvorved penge bliver knappe og dyre og priserne falder, mens gælden består. Det fører til et fald i efterspørgslen, fordi likviditetsbindinger forsøges undgået ved at beskære lagerbeholdninger, produktionsapparatet og nyinvesteringer. Kraftige lavkonjunkturer kaldes krak.


De gælds- og finansboblebelastede økonomier er blevet dybt afhængige af pengetrykkeri og nul-renter, for at undgå et egentligt deflationært kollaps. Når centralplanlæggerne ikke længere formår at understøtte alle tiders største boble vil den begynde at blive udblæst. Når det sker kommer 2008-krakket tilbage, hvis ikke dette vil forblive et sødt minde fra fortiden.

Den østrigsk-amerikanske økonom Joseph Schumpeter argumenterer for, at lavkonjunkturer ikke er andet end renselsesforløb, ”kreativ destruktion”, hvor tab tages på nyttesløse og ulønsomme aktiviteter, hvorved økonomien med tiden vil vende tilbage til sin normaltilstand, men uden de unyttige aktiviteter. Derved forudsætter den østrigske skole en stram regulering af kreditmængden, så høj- og lavkonjunkturerne ikke bliver til boom og krak, vel vidende at bankerne ikke formidler købekraft fra opsparer til låntager, men skaber gældsbaserede omløbsmidler med potentiale for overmætning af økonomien.

I lavkonjunkturer argumenterer keynesianerne for, at staten handlekraftigt må føre økonomien ud af dødvandet og genskabe fuld beskæftigelse i de kriseramte brancher, hvorved keynesianerne særligt fokuserer på efterspørgselskomponenten i deres anskuelse og stimulering af denne. Nedgang i privat låntagning og forbrug bør midlertidigt modsvares af statslig låneoptag og merforbrug. Som Berlingske for nylig så farverigt fik dette udtrykt: ”Centralbanker sprøjter vitaminer ind i markedet”.

Udtrykket ”vitaminer”, som her bruges som metafor for penge- og kreditmængdeudvidelser, gengiver kulminationen af troen på centralbankvæsenet efter et århundredes kreditudvidelser. Det har været en let tid. Enhver kunne tjene penge på investering og handel med inflationen, for alle priser er skudt op som en raket. Man skulle bare ombord. Bankerne, som gearede deres kapital 20 – 50 gange, sørgede for resten. Når ærligt og møjsommeligt tjente penge blev bragt til banken, lånte bankerne 10 gange så meget ud, som de havde modtaget i indlån. Det betyder at indlåneren allerede havde tabt, idet han skubbede sine penge over skranken. Som om det ikke var nok, så skabte de internationale banker det uregulerede interbankmarked og opfindsomme finansderivater og lod verdens penge- og kreditmængde gå mod uendeligt – betragtet på en 100-årsgraf. Nulevende har kun oplevet boom som kortvarigt blev afbrudt af korrektioner, som handlekraftige centralbanker hurtigt fik afhjulpet. Slig voksede alverdens aggregerede gæld fra nul for 100 år siden til fantasilioner i dag. Finansvæsenets offentlige-private-partnerskaber, hvor forretningsbankerne trykker penge, mens staten monopoliserer dem, har gjort få urimeligt rige, mens mange har tjent godt. Der er bare ét men: Hele verden er mættet med gæld, og gælden, som modsvarer papirformuerne, kan aldrig blive afdraget, selv ikke ved nul-renter. Når gældens mætningspunkt er nået, er grænsen for økonomisk vækst nået. Så må stater, virksomheder og husholdninger anstrenge sig for at afdrage gælden til bankerne. Når dette sker tilintetgøres købekraft og går ud af omløb. Pengenes omløbshastighed bliver lav. Virksomheder får svært ved at få ordrer. Priser falder og rigdommenes bogførte værdi må nedskrives, mens gælden forbliver gæld.

Hvad foregår der?

Vi betragter de seneste lynkrak på børserne som indledningen til laissiez faire- kapitalismens dødskamp. Det første alvorlige skud for boven. Overalt erkender vi finansbobler. Hvor skal aktiekurserne stige hen, når realøkonomien trækker sig sammen? Hvor skal obligationskurserne stige hen, når alle er mættede med gæld? Råvarepriserne er allerede krakket, og de lange renter stigende, dvs. obligationer med lang løbetid forkastes. Som boblernes herre knejser statsobligationsboblen. Når den punkterer følger en politisk krise den økonomiske. ”Et episk krak synes forprogrammeret”, skrev undertegnede i ”Pengenes væsen – og finanskrisens” i Replique, okt. 2013. Desværre er tiden siden da blevet misbrugt og boblerne kun blæst endnu kraftigere op. De gælds- og finansboblebelastede økonomier er blevet dybt afhængige af pengetrykkeri og nul-renter, for at undgå et egentligt deflationært kollaps. Når centralplanlæggerne ikke længere formår at understøtte alle tiders største boble vil den begynde at blive udblæst. Når det sker kommer 2008-krakket tilbage, hvis ikke dette vil forblive et sødt minde fra fortiden. Hvis de så igen vil prøve at ”redde” økonomien med Berlingskes ”vitaminer”, Mario Draghis ”Tykke Bertha” eller andre ”redningspakker” efter ”Zimbabwe-skolens” doktriner, vil disse være inflationære og få pengenes værdi til at gå mod nul, selvom børskurserne vil stige. Det kalder østrigerne for et ”krak-op-boom”, som kun er en anden slags krak, hvor omløbsmidlernes købekraft svinder og taberne ikke bliver aktionærerne, men dem med faste indkomster og fastforrentede fordringer.

Fejlslagne økonomiske teorier

Keynesianismen er den dominerende strømning i politisk økonomi. Dens hensigt er at modvirke lavkonjunkturer, som skyldes efterspørgselsfald, med økonomiske stimuli. Efterspørgselsteoriens mest grundlæggende fejl er at den mangler en pengeanskuelse. Den overser at bankerne er pengeskabere, ikke pengeformidlere. Dertil tager den heller ikke gældsmætningspunktet i betragtning, hvor folk ikke kan optage mere gæld. Når gældsmætningspunktet er nået, kan yderligere stimuli ikke længere bringe pengenes omløbshastighed tilbage til boom-niveauet. Udbudssiden er et overset element i de gængse økonomiske teorier. Hvor tit taler TV2 Finans om udbudssiden? Vækst i udbudssiden, dvs. produktivitetsfremskridt, er hæmmet af, at virksomhederne presses af et overmægtigt bureaukrati til at efterleve en myriade af love, regler, forordninger, støtteordninger, adfærdsregulerende punktafgifter osv. Virksomhedernes kostbare arbejdskraft dirigeres til at lave ansøgninger, udføre eftervisninger, opstille afgiftsopgørelser, afgiftsoptimere driften, for ikke at bløde likviditet eller få myndighederne endnu mere på nakken. Forretningen, driften og produkterne må så forbedres som overspringshandlinger. Undertegnede slutter sig til østrigerne, som hævder, at rigdomsstigning kommer af produktivitetsfremskridt, ikke af pengetrykkeri og kreditmængdeudvidelser. Produktionsforbedringer og –udvidelser kommer af såvel nye opfindelser og teknikker som af afståelse af forbrug til fordel for opsparing og investering.

Den økonomiske politik burde igen fokusere på økonomiens udbudsside. Denne strømning vandt senest frem i 1980’erne, kendt som reaganismen, efter at man i 1970’erne forgæves havde forsøgt at bekæmpe arbejdsløshed med økonomiske stimuli, hvilket kun havde dyrtider til følge. Neoliberalisterne vil afregulere finansvæsenet tilsvarende de frie fremstillingserhverv. Men deres forgængere i den klassiske liberalisme fortæller os, at kreditter er en særlig vare, hvis mængde ikke reguleres af markedskræfterne, fordi kreditmængden i modsætning til varer og tjenester ikke har nogen under- eller overgrænse bestemt af produktionsomkostningerne og -kapaciteterne, hvorved kreditmængden ikke reagerer på prissignaler. De klassiske liberalister bemærker, at bankerne af forretningshunger igennem generationer har bestræbt sig på at øge kreditmængden, hvilket fører til overforsyning med kreditter. Disse antagelser beroede 1800-tallets guldstandarder på, for at beskytte mod kreditekspansioner, og Karl Marx forudså episke krak og kapitalismens fald. Neoliberalisme kan findes omkring Liberal Alliance, og den klassiske liberalisme kan findes i antikvariaternes støvede bøger. Af disse grunde påbyder ”Lov om Danmarks Nationalbank” Nationalbanken at holde 1/4 af kronemængden modsvaret af guld som er til dens ”frie Raadighed”. Bank of England, som skulle beskytte Nationalbankens 66,5 ton guld mod russerne, har for en sølle rente leaset meget guld ud til forretningsbankerne i City of London, som så har solgt det i det åbne marked, hvor det enten er blevet smeltet om til smykker eller solgt til russerne og kineserne, som ivrigt lader deres handelsbalanceoverskud smelte om til guld. Hvornår har Nationalbankens direktør Lars Rohde sidst haft listen med serienumre fremme og sat krydser? Putin vil næppe være forstående, hvis Lars Rohde midt i det næste krak banker på i Kreml, ude for at lede efter Nationalbankens guldbarrer. I øvrigt skelner Nationalbanken i sit regnskab ikke mellem beholdninger og fordringer, den skriver bare ”Guld”, hvilket ville have sendt en hvilken som helst anden regnskabspligtig bag lås og slå.

Rusland og recessionen

Rusland gennemlevede i vinteren 2014/15 en skarp lavkonjunktur, hvor efterspørgselsfald også spillede en central rolle i begivenhederne, men dette var ikke forårsaget af en finansbobles punktering. Efterspørgselsfaldet skyldtes derimod en blanding af dyrtider og høje renter, som fulgte devalueringen af rublen i efteråret 2014, som videre var motiveret af kollapset i prisen på kulbrinter, Ruslands vigtigste eksportvare. 2015 begyndte for russerne med prisstigninger på fødevarer på mere end 20% på årsbasis, og reallønnen faldt knap 10% på få måneder. Dyrtiden gjorde ondt den vinter, særligt på dem med lave og faste indkomster. Ikke overraskende faldt efterspørgslen. Centralbanken hævede renten til 17% for at holde inflationen nede, dvs. undgå kreditmængdeekspansion og spekulation med inflationen – det hører med til historien, at kredsen om Putin ser med stor alvor på finansbobler –, men det ramte efterspørgslen på dyre varer såsom biler, som ofte købes på kredit, foruden anlægsinvesteringer og pengebindinger af enhver art. De russiske virksomheder modvirkede faldet i efterspørgslen som forventet ved at nedbringe lagerbeholdningerne og likviditetsbindingerne, men bevarede produktionskapaciteterne og undgik massefyringer.

Da disse mønstre afvikles over tid, følger virkningerne efter årsagen med en vis forsinkelse. I andet kvartal ’15 viste nøgletallet for økonomisk vækst i Rusland et fald i aktiviteten på 4,6%, mens stemningen blev mere forhåbningsfuld, efterspørgslen steg og snart forventes det, at det også vil blive nødvendigt for de russiske virksomheder at genopbygge lagerbeholdningerne. I sommeren 2015 er prisstignings-raten i Rusland tæt på 0% og diskontorenten er under offentlig kritik kun sat ned til 12%. Dette eksempel viser, hvor hurtigt et samfund med en lille gældssætning kan vende tilbage til den økonomiske normaltilstand, selv når det bliver ramt af et så kraftigt ”eksternt chock”, som et kollaps i prisen på den langt vigtigste eksportvare er. Kunne de nordsjællandske boligejere klare flekslån-renter på 17%?

En verden uden gæld

Hvordan ville verden have set ud, hvis långivningen havde været behersket? Ville der ikke have været færre lånefinansierede industrilandbrug, som masseproducerer standardafgrøder til verdensmarkedet, og ville der ikke have været flere mindre selvfinansierede landbrug, som dyrkede sundere og mere værdifulde, men mere krævende afgrøder på mindre jord med mindre maskiner? Ville Google have haft den samme dominans, uden adgangen til de lette penge, eller ville internettet have været opbygget af en myriade af små selvfinansierende virksomheder fra hele verden? Måske med et par års forsinkelse? Ville der uden nul-renter og lette lån have været overforsyning af råstoffer, som olie – senest kom skiferolien i USA til –, kul, jernmalm, aluminium, kobber, bomuld, osv., som nu får råvarepriserne til at kollapse? Ville Kina have haft mulighed for at bygge spøgelsesbyer og opbygge enorme overkapaciteter, ikke mindst i cement- og stålvalseværkerne, uden adgang til de lette penge? Ville velfærdsstatens ideologisk motiverede projekter have været mulige uden de lette penge? Ville der ikke have været mindre studenterprostitution i metropolerne uden boligprisernes himmelflugt? Ville verden have haft mulighed for at udkæmpe de to verdenskrige og slå 100 millioner mennesker ihjel uden centralbankvæsenet? Er symbiosen af forretningsbanker og velfærdsstater og monopoliseringen af forretningsbankernes omløbsmidler ikke i modstrid med Montesquieus ideal om, at ingen instans skal opnå overmagt over menneskene? Hvordan får vi gjort banker og velfærdsstater uafhængige af hinanden igen? Er Euro-zonens supra-nationale diktater ikke så langt fra forestillingen om magtens opdeling, som fantasien rækker? Finanssektoren er vokset med boomet, mens forarbejdningserhvervene er skrumpet tilsvarende. Tænk sig, hvis alt dette talent var blevet brugt på at skabe gribelige rigdomme og tæmme endnu stærkere naturkræfter, i stedet for at opblæse alle tiders største finansboble. Hvilken verden ville vi så have haft?