Den konservative myte

28. september 2015
4 minutters læsetid

Søren Hviid Pedersens artikel er et indlæg i den lange debat om konservatismens forhold til kultur, rationalitet og religion. Som sådan kan den læses som en kraftig understregning af, at det altid er kulturen, eller rettere den kulturkonstituerende myte, som er selve udgangspunktet for konservativ tænkning. Myten går forud for det rationelle og forud for det religiøse, der alene taler ud fra myten. Søren Hviid Pedersen viser bl.a. gennem filosoffen Roger Scruton, hvordan dette viser hen til en konservativ nationalisme, hvor det politiskes opgave sættes af det nationale – og altså ikke af transcendente kategorier som menneskerettigheder, Gud eller rationalitet.

Af Lektor Søren Hviid Pedersen.

Den konservative idétradition og myte er en rig tradition. Det er den, fordi den artikulerer noget såre menneskeligt, nemlig en forkærlighed eller veneration for det kendte, det historisk forankrede. Konservatismens myte fortæller en meningsfuld historie om mennesket, om hvorfra vi kommer, om hvordan vi bør handle i forhold til os selv og til andre. Dette giver det enkelte menneske tryghed og vished og dermed et liv, der er rodfæstet og i stand til at modstå stød og udfordringer. Men hvad er det mere præcist, konservatismen tilbyder det enkelte menneske? Hvad er det for en historie konservatismen fortæller til mennesket? Disse spørgsmål vil jeg i det følgende forsøge at besvare tentativt og ganske prøvende.

Jeg kan allerede nu sige, at konservatismens store positive indsigt er, at denne baserer sig på Mythos snarere end Logos og Theos. Konservatismen vedkender sig, at det meningsgivende for mennesket ikke er rationalistiske konstruktioner, men snarere mytiske fortællinger. Konservatismens store styrke er dens evne til at gribe fat om det mytiske som grundlaget og forudsætningen for menneskets eksistens og meningshorisont. Jeg vil i det følgende argumentere for tre postulater. Det ene er, at myten er den primære form for fortælling, der sidenhen gør det muligt for filosofien, herunder også de forskellige politiske filosofier, og religionen at artikulere deres forskellige indsigter og fortællinger. Det andet postulat er, at menneskets eksistens er historisk, hvilket vil sige, at menneskets horisont er afgrænset af den tid, vi eksisterer indenfor. Det tredje postulat er, at en af de afgørende myter for konservatismen er nationen og nationsbegrebet. Dette illustreres gennem en læsning og tolkning af Roger Scruton.

Konservatismen vedkender sig, at det meningsgivende for mennesket ikke er rationalistiske konstruktioner, men snarere mytiske fortællinger. Konservatismens store styrke er dens evne til at gribe fat om det mytiske som grundlaget og forudsætningen for menneskets eksistens og meningshorisont.

Disse tre postulater har klare konservative implikationer og konsekvenser. Den sidste del af min artikel vil omhandle disse mere politiske konsekvenser af konservatismens dybere indsigter vedr. myter og menneskets historicitet.

FØRSTE POSTULAT: DEN OPRINDELIGE MYTISKE FORSTÅELSE

Johannes Sløk har beskrevet mytens grundlæggende funktion vis-a-vis andre former for erkendelse og sprog. Og jeg vil i det følgende tage afsæt i to værker, han skrev i begyndelsen af firserne.1 Af dette fremgår det, at menneskelivet og mennesket ikke er noget afsluttet, finalt, foreliggende, men noget der er i sin tilblivelse – altid under udvikling og forandring. Der knytter sig derfor en stor usikkerhed om helt basale spørgsmål vedrørende mennesket og dets forudsætninger, f.eks. er mennesket et produkt af arv eller miljø eller noget helt tredje? Vi kan hver især forsøge at besvare disse spørgsmål, men et endeligt svar gives ikke, dertil er der for megen uenighed og pluralisme.

Men denne forudsætning om mennesket som tilblivelse har nogle konsekvenser for, hvorledes vi kan gøre sandhed gældende for menneskelivet. Sandhed kan kun gøres gældende under betingelser.

Mennesket og menneskelivet unddrager sig sandhedserkendelse, netop fordi vi i princippet er uvidende om menneskets sande natur, konstitution, og derfor er vi heller ikke i stand til at opstille, endsige være enige om, hvilke grundlæggende betingelser for erkendelse, der bør være gældende.

Menneskelivet kan kun forstås i den udstrækning, at det udfoldes, er under tilblivelse, og dette er netop menneskets historie. Det er menneskets historie, der er betingelsen for sandhed og sandhedserkendelse. Menneskets historie er varieret, omskiftende og byder på mange konfliktende og modstridende tolkninger. Måske i en sådan grad, at man kan sige, at sandheden om menneskelivet unddrages entydige videnskabelige og dogmatiske definitioner. Menneskets udfoldelse og tilblivelse er at finde inden for givne og epokale kulturer, der hver især angiver og sandsynliggør forskellige opfattelser af menneskelivets mange facetter og forudsætninger. Enhver kultur forsøger at homogenisere, fordi man gennem denne homogenisering kan bibringe en form for gennemsigtighed, samling, solidaritet, tryghed og sammenhængskraft. Det er netop i denne forbindelse, at myten bliver relevant.

Hvad er en myte? Myten bærer en tilværelsesforklaring, den udtrykker en livsforståelse. Den forklarer således de helt elementære forhold i menneskets tilværelse, hvordan verden er blevet til og hvorfor verden er, som den er, menneskets oprindelse og dets plads i verden etc.

Myten fortæller noget, den siger noget, når den træder frem. Den handler ikke om noget, den handler derimod, eller man kan sige, at ’myten beskriver ikke, den foreskriver’. Når noget handler om noget, er det enten sandt eller falskt. Myten er derimod det grundlag, vi kan argumentere ud fra. Myten er den grund, hvorved man kan bygge huset, som Sløk så prægnant formulerede det! Myten tænker baglæns, den tænker historisk, i modsætning til filosofien og fornuften, der hele tiden tænker fremad. Filosofien og fornuften vil løse problemer, erobre nye områder, etablere et herredømme, hvorfra den kan bringe fremskridtet videre og opnå højere kvalitative niveauer af mening, bevidsthed og social organisering. Myten derimod går baglæns, den opløser problemer mere end løser dem. Myten fortæller en historie om oprindelse, skabelse og ophav.

Mennesket og menneskelivet unddrager sig sandhedserkendelse, netop fordi vi i princippet er uvidende om menneskets sande natur, konstitution, og derfor er vi heller ikke i stand til at opstille, endsige være enige om, hvilke grundlæggende betingelser for erkendelse, der bør være gældende.

Myten er enhver kulturs mulighedsbetingelser, uden en myte kan et samfund ikke etablere argumenter om, hvem man er, hvor man kommer fra, og hvor man skal hen.

Vil du læse resten? Bestil Årsskriftet Critique 2015 for kun 125 kr. Årsskriftet sendes direkte til din adresse og indeholder over 170 siders artikler om den borgerlige og konservative idé- og samfundsdebat.

Søren Hviid Pedersen (f. 1966) er ph.d. og lektor ved Institut for Statskundskab, Syddansk Universitet. Han har bl.a. forsket i konservativ politisk teori og bidraget flittigt til den offentlige debat. Han har senest udgivet bogen Carl Schmitt (2011).

Tegn abonnement på Årsskriftet Critique for kun 199,-

CRITIQUE 2023 - Forside

Få Årsskriftet Critique

Tegn abonnement i dag for 199 kr

CRITIQUE 2023 - Forside