De højtærede brødre

Blandt de senere års biografier hører Nikolaj Bøghs om brødrene Aksel og Poul Møller til blandt de væsentligste om Det Konservative Folkepartis folkevalgte. I næsten fyrre år hørte de to brødre til i inderkredsen af dansk politik. Tiden er inde til et tilbageblik på bogen – og på brødrene Møllers indsats i dansk politik.

af Anders Orris

Kendere af ældre danske film – lystspil fra 50’erne og 60’erne og den slags – vil huske Hass Christensen. Ulastelig klædt, ofte bag rattet i en mørk Chevrolet, talende et forbilledligt rigsdansk og med aldrig svigtende manerer. Således legemliggjorde Hass Christensen højesteretssagførere, skibsredere, kontorchefer og øvrighedspersoner i det hele taget på film – og retrospektivt datidens affinitet til Det Konservative Folkeparti. Af dette lands indbyggere sidder en meget stor procentdel og hænger ved skrivebordet dagligt fra ni til fem, uden at det morer dem lige ustyrligt hver dag siger hans arketypiske skibsreder Lemborg til sin bedrageriske drivert af en søn i Styrmand Karlsen fra 1958. Man fornemmer skibsrederens udtalte solidaritet med de arbejdsomme funktionærer i forkontoret. På valgdagen bevarede de deres harmoniske forhold og respekten for deres skriveborde ved sammen at stemme på Det Konservative Folkeparti – sådan så partiet i hvert fald gerne drejebogen skrevet.

Grundlaget

Da Det Konservative Folkeparti blev stiftet som aflægger af boet efter Højre, var en af erkendelserne, firkantet sagt, at tiden var løbet fra at basere sig på de besiddende og bestemmende. Hvis vi skal hente flere folk fra populærkulturen ind, så var det ikke nok at konsul Holm og bankdirektør Varnæs hørte til blandt de konservative støtter. Man måtte også have bogholder Stein og disponent Arnold Vinter med; de både pligtopfyldende og afdæmpet-stræbsomt orienterede folk fra middelstanden, der ikke var synderligt privilegerede af slægtskab eller arv, men som gerne så ordentligheden og Hass Christensen’ske typer ved styret. Disse skikkelser fra populærkulturens mentale arv egner sig til at identificere førnævnte bestræbelse nærmere, der blev forstærket navnlig i efterkrigstiden af Det Konservative Folkeparti: at række ud til vælgergrupper i middelstanden – den såkaldt bredere befolkning, som navnlig Socialdemokratiet høstede mange stemmer fra – og bruge politisk magt til at forstærke det harmoniske forhold mellem klasserne; mellem funktionærer og direktion.

To af de væsentligste aktører i denne bestræbelse var brødrene Aksel (1906-58) og Poul Møller (1919-97). Disse to er hovedpersonerne i bogen Brødrene Møller – historien om et konservativt dynasti som politologen Nikolaj Bøgh udgav i 2007. Bøgh havde nogle år forinden skrevet en udmærket biografi om Per Hækkerup og tog et par år efter fat på en politisk karriere hos Det Konservative Folkeparti, der dog – måske fordi han selv kan tænke – i nærværende anmelders øjne har behandlet ham noget stedmoderligt. Nok om det.

Rammerne

Lad det være sagt med det samme: bogen er betimelig og letlæst, og dens primære velgerning er den, at den på grundig basis både afdækker og forklarer, hvordan og hvorfor den partikonservative kraft i dansk politik tænkte og handlede som den gjorde i brødrene Møllers periode. En klar motivation, der fastslås i Bøghs forord, var at rette op på den manglende belysning af de borgerlige partiers virke i det, der med rette er blevet kaldt Socialdemokratiets århundrede. Forud for bogen gik nogle år med bindstærke biografier om de ledende sosser. Anvendelsen af brødrene Møller og – bagvedliggende – den såkaldt Frederiksbergske konservatisme er til dette formål et velvalgt prisme af den indlysende årsag, at de to brødre i det lange stræk fra 1930’erne til 1970’erne, hvor mangt en definitionskamp blev udkæmpet, hørte til i inderkredsen af Det Konservative Folkeparti og var med til at fastlægge strategien.

Rammen for fremstillingen giver dog anledning til modsatrettede følelser. På den ene side har Bøgh været særdeles grundig i sin opstøvning af kilder: læst, hvad der var at læse; været på et rigtigt arkiv, såmænd; og formentlig også fået god bistand af brødrene Møllers efterslægt, da fremstillingen også rummer træk af effekter, billeder og breve af den slags, som familier af typen Møller givetvis har gemt i chatollernes mapper, skrin, æsker o.l. I kildelisten står der Diverse papirer vedr. Aksel og Poul Møller og det dækker nok over sådant materiale. Det gør ikke noget, for gennem fremstillingen er der ingen tvivl om at Nikolaj Bøgh står frit og har rygdækningen i orden.

Nikolaj Bøghs bog om brødrene Møller danner ekkorum bag den sammenfattende dom, at konservatismen, som den er blevet praktiseret i Det Konservative Folkeparti siden de to brødres slægtled og indtil til i dag, har næret et utopisk håb om politisk harmoni og været umanerlig dygtig til at forlade den ellers instinktivt rigtige position.

På den berømte anden side slipper bogen dog ikke for en stribe anmærkninger, hvoraf nogle kan hidrøre fra ambitionen om at skrive en samlet fremstilling om to brødre, hvis karrierer på lange stræk forløber adskilte. På de første par hundrede sider er Poul Møller ofte henvist til at stå mellem tankestreger af typen som det senere gjaldt for…, fordi Aksel Møller aflagde politisk manddomsprøve, medens lillebroren endnu var gymnasiast. Først fra omkring 1950 – dvs. relativt langt henne i fremstillingen – begynder brødrene at være et egentligt makkerpar, og selv da er Aksel Møller fortsat noget mere etableret end det da nyvalgte folketingsmedlem Poul Møller, der ekstraordinært fik bevilget retten til tiltaleformen højtærede broder, når han fra talerstolen refererede til denne. Spørgsmålet er, om fremstillingen ikke havde været bedre tjent med to adskilte biografier om hver af brødrene? Nærværende anmelder mener det – også fordi det havde renset ud i beskrivelserne af dynastiets (hvilket epitet!) aflæggere, i fremstillingen koncentreret om Poul Møllers høfligt sagt egensindige hustru Lis, og så randnoterne om ægteparrets søn Per Stig, der nok skal få sig en selvbærende biografi engang, omend forfatteren kan få brug for både listesko og rigelig stærk kaffe for at overkomme den opgave.

I begyndelsen af bogen savner man også en mere grundig indkredsning af John Christmas Møller, der tydeligvis var de to brødres store idol og visselig en meget vigtig mand i de første årtier af Det Konservative Folkepartis levetid – sidenhen martrede han nærmest partiet med sin labilitet -, men det står lidt hen i det uvisse, hvorfor han er så vigtig for netop de to brødre, både politisk og personligt. Hvad var det han ville og udstrålede, der var så vigtigt? Det kan vist ikke kategoriseres som selvindlysende, slet ikke i en biografi, der ikke udpræget må siges at være skrevet til de indforståede. Til bagatelafdelingen hører nogle unøjagtigheder vedr. kronologi – skal vi f.eks. ikke lige lade Aksel Møller dø først, før vi får Knud Thestrups nedskrevne dagsbogsoptegnelser om nys afdødes betydning? Det er indenfor ikke så mange siders afstand; liget var ikke engang koldt, det var såmænd ikke engang lig endnu. Dertil pletvis nogle blinde referencer bagud i teksten til tidspunkter og personer, den pedantiske kan selv bemærke et eksempel på s. 219. En stærkere redaktørhånd havde været velkommen.

Indholdet

Nok om rammerne for fremstillingen. Det indholdsmæssige er holdt i en klassisk form; der skrides roligt, til tider adstadigt frem, næppe ulig en aftenpromenade på Frederiksberg. Bøghs redegørelser holder nydelig kvalitet, vurderingerne er forsigtige, til tider nær ved det idéforladte, men på afgørende steder ruller de sig ud. Den lødige gennemgang af sagernes sammenhæng i 30’ernes Konservativ Ungdom gør effektivt op med radikalismens og de venstreorienteredes udskamning af organisationen – apropos Matador – som i bedste fald halv- eller trekvartnazistisk. Ligeledes føjer beskrivelsen af Aksel Møllers indsats under besættelsen – også på det konverserende-anekdotiske plan, hvor bogen i det hele taget har meget snurrigt på lager – interessante facetter til et underbelyst felt. Det er elementært spændende at være med Aksel Møller i Sverige i februar 1945.

To temaer dominerer bogen igennem: Dels brødrenes umanerlige vanskeligheder med at skabe egentlige (parti)politiske resultater; dels nogle mentale strukturer i deres personligheder. Til det førstnævnte er det elementært underligt, at en kapacitet som Aksel Møller – der får mange og sikkert sanddru anprisninger for sin evne til at være inde i stoffet – havde så vanskeligt ved at få skabt resultater som eks. indenrigs- og boligminister i VK-regeringen fra 1950 til 1953. I bogen fylder minister- og regeringstiden her vel en ti-femten sider, resultaterne befinder sig i omegnen af lejeloven og udbygningen af åndssvageforsorgen, dertil lagt lidt løst stof fra Grundlovsvedtagelsen, og det er synd at Bøgh ikke graver et spadestik dybere i den periode. Tilmed når VK-regeringen falder sammen med en periode med – så nogenlunde – magsvejr mellem Venstre og Det Konservative Folkeparti, også de ledende folk iblandt. VK-regeringen var immervæk før det syndefald, tressernes kulturelle revolution, der gjorde den RKV-regering, Poul Møller blev finansminister i i 1968, til en så umulig affære. Trods alle løfterne om det modsatte, Poul Møller havde endog nok været den, der klarest intonerede forventningen om et alternativ til det Socialdemokratiet byggede op, satte RKV-regeringen rekord i skattetryk, offentligt ansatte og døråbneri for den kulturelle revolutions gardister. Jobbet som kassemester tog så hårdt på stakkels Poul Møller, at han var ved at trille i graven; ret beset fjernede det ham fra den politiske arena, endnu før han fyldte 52 år, og det var bestemt et tab for partiet. Også fordi det kastede det ud i et opslidende magttomrum.

De mentale strukturer

Til det sidstnævnte – de mentale strukturer – er der tale om hajfyldt farvand, fordi ethvert ordentligt menneske skal være tilbageholdende med psykologisering. Derfor hører de – med rette – til i antydende bisætninger i Bøghs fremstilling. Den opmærksomme læser kan dog ikke undgå at notere sig, at brødrene Møller også var vanskelige, vankelmodige og til tider endog ret indbildske personer. Det gælder såmænd sikkert for mange af magtens mænd og kvinder, men når man bliver oplyst om, at Poul Møllers hustru forbød sin mand at kontakte sin svigerinde, der få år tidligere var blevet enke, og at Poul Møller føjede hende – og lod løftet holde i tyve år; når man læser om Poul Møllers gennemført talentløse forsøg på at erhverve enerådig magt over Det Konservative Folkeparti i 1960; og endelig når man bliver oplyst om, at samme Poul Møller i 1970 stædigt nægtede at indtage sin plads på landsrådspodiet, fordi Erik Ninn-Hansen i hans øjne sad på en ufortjent ærefuld plads sammesteds, så bliver man som læser noget beklemt ved i hvert fald én af de biograferede.

Nikolaj Bøgh antyder det i sin meget fint formulerede og begavede epilog, nemlig at brødrene Møller i høj grad savnede den nødvendige stamina som politiske aktører. Sammenlignet med de foreliggende biografiske skildringer af de samtidige, H.C. Hansen, Erik Eriksen og Jørgen Jørgensen og Bertel Dahlgaard, så er det ikke så underligt at netop Det Konservative Folkepartis ledende folk måtte slås med personfnidder, kredsløbsproblemer og taktiske fejlkalkulationer ved flere lejligheder. De kunne ikke måle sig. Historien går ikke rundt og dømmer folk, det gør mennesker, og de har det med ikke at kunne skille deres private anskuelser fra bedømmelsen. Det gælder dengang som nu.

Tingenes tilstand hos De Konservative

Nikolaj Bøghs bog om brødrene Møller danner ekkorum bag den sammenfattende dom, at konservatismen, som den er blevet praktiseret i Det Konservative Folkeparti siden de to brødres slægtled og indtil til i dag, har næret et utopisk håb om politisk harmoni og været umanerlig dygtig til at forlade den ellers instinktivt rigtige position. Til det førstnævnte har man savnet forståelse for det politiske livs grundlæggende fordring om til tider sort-hvide-afgørelser; sandt eller falsk. Politik splitter definitorisk – og lige som de kulturradikale i dag udstiller deres egen selvovervurdering ved at hævde, at ét bestemt parti splitter, uden selv at begribe at de dermed selv splitter, så gerådede brødrene Møller også ud i evindelige selvmodsigelser ved at insistere på, at man altid – med en parafrase af Aksel Møller – kan snakke om det, så finder vi en løsning. Til det sidstnævnte er det umanerlig beklemmende at læse eksempelvis om Poul Møllers nærmest skizofrene indstilling til folkepensionen, der knæsatte den universelle velfærdsstat som princip. Op til idéens materialisering var han en af de få, der med effektfulde pamfletter kunne stille situationen op så den vendte rigtigt, derpå gerådede han – på typisk Det Konservative Folkeparti-vis – ind i forligsjagtens labyrint. Da der skulle gives og tages mellem partierne endte det med, at Poul Møller og hans parti som så ofte før stod med den mindste portion indrømmelser. De var blevet snørede – og de troede endog selv, at de havde snøret forhandlingsparterne ved at spille dem ud mod hinanden. Sådan opnåede (opnår) man nemlig fortrinsvis resultater internt i Det Konservative Folkeparti. På dødslejet skal Poul Møller dog have sagt, kilden hertil er sønnen Per Stig, at hans livs største resultat havde været gennemførelsen af den almindelige folkepension. Man savner ord.

Nikolaj Bøgh slutter bogen om brødrene Møller af således: Fortællingen om Aksel og Poul Møller handler i høj grad om politiske muligheder, som ikke blev udnyttet, og om en konservatisme, der gradvist blev mere og mere udvandet i jagten på dem. Det holder nærværende anmelder også for sandt.

Nikolaj Bøgh: Brødrene Møller – historien om et konservativt dynasti. Forlaget Aschehoug, 2007.