Russell Kirk og det konservative sind

Russell Kirks The Conservative Mind har formet amerikansk konservatisme siden 1953. Bogen giver en gennemgang af den konservative tradition, og forsøger på at udpege det essentielle ved konservatismen. Hvad er det, og hvad kan det fortælle os i en europæisk kontekst?

af Alexander Rensbro


T  he conservative is concerned, first of all, with the regeneration of the spirit and character—with the perennial problem of the inner order of the soul, the restoration of the ethical understanding, and the religious sanction upon which any life worth living is founded. This is conservatism at its highest.”

Således beskrev den amerikanske forfatter Russell Kirk (1918-1994) konservatismens fremmeste mål. Med sit stærkt personlige værk, The Conservative Mind: From Burke to Eliot, forsøgte Kirk med udgangspunkt i anglo-amerikansk tankegods at samle trådene for en reflekteret konservativ tradition i USA. Med bogen bidrog han til formuleringen af et amerikansk konservativt program, såvel som en reflekteret konservativ holdning til landets historie. Kirk og flere af hans ligesindede havde en væsentlig indflydelse på efterkrigstidens konservative bevægelse. Barry Goldwater er et udmærket eksempel på dette. Da Goldwater først kandiderede til senatet i 1952, var han selverklæret ’Jeffersonian Republican’ og progressiv. Ved valget i 1958 havde han, med inspiration fra Kirk, omdøbt sig konservativ. På bogens forside citeres William F. Buckley Jr. for følgende: ”It is inconceivable even to imagine, let alone hope for, a dominant conservative movement in America without Kirk’s labor.”

Amerikansk exceptionalisme

I The Conservative Mind fremhæves en mangfoldighed af tænkere, der har udøvet indflydelse på den anglo-amerikanske konservative tradition. Både eksplicit konservative tænkere og statsmænd som Burke, Salisbury og Disraeli, litterære personligheder med stærke konservative tendenser såsom T.S. Eliot og Paul Elmer More, samt forskellige tænkere, der på forskellig vis har påvirket eller bidraget til det konservative tankegods, eksempelvis Alexis de Tocqueville og John Adams.

Forfatteren beskriver selv sit værk således:

“The Conservative Mind describes a cast of intellect or a type of character, an inclination to cherish the permanent things in human existence. On many prudential questions, and on some general principles, conservatives may disagree from time to time among themselves; so this book offers a certain diversity of opinions. Yet the folk called ”conservative” join in resistance to the destruction of old patterns of life, damage to the footings of the civil social order, and reduction of human striving to material production and consumption.”

Først og fremmest er The Conservative Mind en gennemgang af anglo-amerikansk idéhistorie. Kirk argumenterer for, at den amerikanske revolution i virkeligheden var langt mindre radikal end det antages – især af amerikanske liberale. Revolutionen skulle ikke forstås som et radikalt brud med ”Den gamle Verden” i menneskerettighedernes navn, men snarere en håndhævelse af konkrete politiske rettigheder indenfor det britiske imperium. Af samme årsag var han udpræget kritisk overfor visse neokonservatives påkaldelse af amerikansk exceptionalisme. Exceptionalismen bygger på ideen om et særligt amerikansk brud med den gamle samfundsorden og civilisation, en form for radikal og liberal afstandtagen fra Europa, hvorfor den måtte være uforlignelig med et konservativt verdenssyn.

Den radikale frihed

Således udfordrede Kirk den, især blandt liberale, udbredte påstand, at der ikke kunne eksistere en reflekteret konservatisme i USA. Altså hævdede han, at republikkens fundament ikke var abstrakte og radikale teorier om menneskets naturlige lighed, men snarere en opretholdelse af en konkret politisk tradition baseret på klassiske idealer om pligt, dyd og erfaring:

“Man’s rights are linked with man’s duties, and when they are distorted into extravagant claims for a species of freedom and equality and worldly aggrandizement which human character cannot sustain, they degenerate from rights to vices.”

Magt skulle således begrænses grundet menneskets fejlbarlighed, den skulle ikke baseres på folkesuverænitet og menneskerettigheder. Her fejlede Rousseau og hans kumpaner – deres frigørelse af mennesket var i virkeligheden en trælbinding:

“Rousseau and his disciples were resolved to force men to be free; in most of the world they triumphed; men are set free from family, church, town, class, guild; yet they wear, instead, the chains of the state, and they expire of ennui or stifling lone lines.”

Kirk anerkendte, at Thomas Jefferson uden tvivl var radikal, men hævdede at hans indflydelse på den amerikanske statsform var langt mindre yderligtgående end hans tanker – således var Jeffersons politiske arv først og fremmest en svækkelse af centralmagten overfor delstaterne. Et af de væsentligste argumenterer er, at hvis ikke den amerikanske tradition og politiske orden var en kontinuitet snarere end et brud, hvorfor skulle menneskets naturlige rettigheder akkurat udmønte sig i et parlamentarisk tokammersystem lig det britiske?

Man kan sagtens sætte spørgsmålstegn ved hans analyse af den amerikanske revolution, det ville denne skribent gøre, men den overordnede hævdelse af den vestlige civilisatoriske tradition og historie som fundament for den ”amerikanske orden” er afgørende for Kirk.

Kirk anså industrialiseringen og overgangen til massesamfundet for at være en langt større katastrofe for den vestlige civilisation end det nogensinde lykkedes den franske revolution at blive. Massesamfundets fremkomst bar, foruden sædernes forfald, en stor del af ansvaret for det 20. århundredes totalitære strømninger.

Rødderne til førnævnte amerikanske orden sporer Russell Kirk tilbage til den vestlige civilisations vigtigste centre: Jerusalem, Athen, Rom og London. De forskellige personligheder, Kirk fremhæver i bogen, menes på forskellig vis at have bidraget til et forsvar af denne orden, en orden, han mente blev truet af en samfundsopløsende modernitet. Således er The Conservative Mind, foruden at være en gennemgang af anglo-amerikansk idehistorie, også et udpræget modernismekritisk værk. Interessant nok gjorde Kirk også brug af Edmund Burke til selv samme formål:

“And Burke, could he see our century, never would concede that a consumption-society, so near to suicide, is the end for which Providence has prepared man. If a conservative order is indeed to return, we ought to know the tradition which is attached to it, so that we may rebuild society; if it is not to be restored, still we ought to understand conservative ideas so that we may rake from the ashes what scorched fragments of civilization escape the conflagration of unchecked will and appetite.

Kirk mente, at etablerede politiske bevægelser måtte have rødder i ældre tankegods. Således var det 20. århundredes marxister blot jakobinernes arvtagere i kampen for at sprænge den gamle samfundsorden. Trods dette anså Kirk industrialiseringen og overgangen til massesamfundet for at være en langt større katastrofe for den vestlige civilisation end det nogensinde lykkedes den franske revolution at blive. Massesamfundets fremkomst bar, foruden sædernes forfald, en stor del af ansvaret for det 20. århundredes totalitære strømninger:

“The mass of mankind, Burke implies, reason hardly at all, in the higher sense, nor ever can: deprived of folk-wisdom and folk-law, which are prejudice and prescription, they can do no more than cheer the demagogue, enrich the charlatan, and submit to the despot.”

Han nærede en stærk mistro til det teknologiske fremskridt, som han var overbevist om havde revet mennesket ud af dets traditionelle ramme. Industrialiseringen og dens omvæltning af det traditionelle agrare samfund var central i den samfundsdegenerering, der i sidste ende resulterede i modernitetens atomiserede forbrugersamfund.

Når mennesket således bliver befriet eller afskåret fra traditionelle rammer resulterer det i ligegyldighed overfor det nedarvede:

“If men are discharged of reverence for ancient usage, they will treat this world, almost certainly, as if it were their private property, to be consumed for their sensual gratification; and thus they will destroy in their lust for enjoyment the property of future generations, of their own contemporaries, and indeed their very own capital.”

Kirk i dag

Spørgsmålet er så, hvorledes konservative udenfor den anglo-amerikanske sfære kan trække på Kirks tanker. På trods af, at han tøvede med dogmatik, så han ikke konservatismen som en relativ størrelse. Derfor mente han også at kunne udlægge seks mere eller mindre universelt gyldige tendenser, der måtte være definerende for en reflekteret konservatisme. Disse kan kort opsummeres således:

  1. Troen på en transcendent orden, beskrevet skiftevis som baseret på tradition, åbenbaring og naturret;
  2. En hengivenhed overfor den menneskelige eksistens’ variation og forunderlighed;
  3. En overbevisning om, at enhver samfundsorden har behov for hierarki og klasser, der bygger på menneskets naturlige forskelligheder;
  4. En tro på, at ejendomsret og frihed er tæt forbundet;
  5. En tillid til tradition og forskrift, en agtelse af forsigtighed som politisk princip, samt;
  6. Anerkendelsen af, at forandring må være gradvis og baseret på eksisterende skik og sædvane.

Bogens sidste kapitel, ”Conservatives’ promise”, afsluttes således:

“If men of affairs can rise to the summons of the poets, the norms of culture and politics may endure despite the follies of the time. The individual is foolish; but the species is wise; and so the thinking conservative appeals to what Chesterton called ”the democracy of the dead.” Against the hubris of the ruthless innovator, the conservative of imagination pronounces Cupid´s curse: They that do change old love for new / Pray gods they change for worse.”

Hos Kirk eksisterede der et håb for, at alt endnu ikke var tabt: at den vestlige civilisations flamme endnu ikke var udbrændt for bestandigt. Havde han haft den tvivlsomme fornøjelse at følge samfundsudviklingen efter hans død, havde han måske været mindre optimistisk. Trods dette eksisterer der i en velartikuleret konservativ bevægelse stadig et reflekteret forsvar for ”de permanente ting”, bl.a. i vort eget lille kongerige; så måske der endnu er håb.