Når næstekærlighed bliver selvgodhed

Når der i den offentlige debat diskuteres spørgsmål om eksempelvis flygtninge eller velfærd, inddrages næstekærlighed eller beslægtede begreber hyppigt. Men hvor stærkt står næstekærligheden egentlig i dagens Danmark? Mikael Brorson, redaktør ved nærværende tidsskrift, søger at besvare spørgsmålet i månedens kronik.

af Mikael Brorson

Ofte bilder vi os i Danmark ind, at vi er næstekærlige: vi har en velfærdsstat hvor vi – eftersigende på næstekærlig vis – sikrer, at selv de svageste medborgere får hjælp i de sværeste af livets øjeblikke, vi fordeler ulandsbistand til fattige afrikanere på bedste, næstekærlige vis – og så burde vi måske, for nu at have næstekærligheden helt på vores side, lade en smule flere asylansøgere komme til landet.

 

Men hvor godt trives næstekærligheden egentlig i Danmark? Jeg har rådført mig med danmarkshistoriens største ånd og tænker, Søren Kierkegaard, og har således kastet mig over Kierkegaards aldeles fremragende værk, Kjerlighedens Gjerninger. Megen læsning kræver det ikke, før det bliver aldeles åbenlyst, at vi danskeres næstekærlige selvopfattelse er et skin, den rene indbildning – for skinnet bedrager.

Det største bud i loven

Kierkegaard tager i de 15 taler om kærlighedens gerninger bl.a. udgangspunkt i Matthæusevangeliets kapitel 22, vers 39, hvor farisæerne spørger Jesus til det største bud i loven. Jesus svarer at du først og fremmest må elske Herren “af hele dit hjerte og af hele din sjæl og af hele dit sind”, men at ligestillet hermed er buddet om, at “Du skal elske din næste som dig selv” – altså næstekærligheden. Spørgsmålet bliver da, om vi gør dette i dagens Danmark.

Den kløgtige læser vil allerede have bemærket, at undertegnede spørger ganske forkert. “Vi” kan ikke være næstekærlige, næstekærligheden er aldrig pluralis. Kun “du”, den enkelte under Gud, kan handle næstekærligt. Næstekærlighedens bud er en fordring til den enkelte, “du” og kun “du” skal og har ansvar for at elske din næste – det kan aldrig gøres kollektivt. Kierkegaard skriver (s. 95):

Barnlighedens Kjende er at sige: mig vil, mig – mig; Ungdommelighedens Kjende er at sige. jeg – og jeg – og jeg; Modenhedens Kjende og det Eviges Indvielse er at ville forstaae, at dette ‘Jeg’ har Intet at betyde, hvis det ikke bliver det ‘Du’, til hvem Evigheden taler og siger […]: Du skal, Du elske næsten.

Guds fordring til den enkelte er således det afgørende for næstekærligheden. Heraf følger 2 ting.

Velfærdsstaten og næstekærlighed

For det første betyder det at velfærdsstaten aldrig kan betegnes som værende af næstekærlig art, fordi den er en kollektiv konstellation. Kollektivt at være næstekærlig er simpelthen ikke en mulighed. Vi kan ikke blot i magelighed betale vores skat for så fejt og selvretfærdigt at tro, at så har vi vores på det tørre. “Nej”, siger Kierkegaard, fordringen fra Gud kan ikke deponeres i en skattebillet, men kræver noget, ja, alt, fra den enkelte.

Men af Kierkegaard kan vi også udlede, at næstekærligheden ikke eksisterer uden kristendommen og troen på Gud – for kun denne kan jo gøre jeg’et til et “du”, i Guds fordring til mennesket om at elske næsten. Fordringen i sig selv, at det er en pligt at elske, er altså ligeledes ganske afgørende for Kierkegaard. Og næstekærligheden bliver ikke falsk eller påtaget i kraft af, at det er en pligt – heri styrkes næstekærlighedsbuddet tværtimod. Det er en konstant byrde på vores skuldre, som forbliver tung og fungerer som en konstant påmindelse om, at vi aldrig elsker nok. Uden Gud eksisterer næstekærligheden ikke.

Flere danske biskoppers krav om en mere næstekærlig og barmhjertig flygtningepolitik i debatten om syriske asylansøgere, har således intet med kærligheden til næsten at gøre. Tværtimod er det fejhed, fordi det er selvretfærdighed og farisæisme – og så endda på andre menneskers regning.

Næstekærligheden må i sagens natur altid rette sig mod næsten (foruden at have Gud som medium) – det bliver da relevant at kortlægge, hvad, eller rettere hvem, næsten er. Begrebet “næsten” må nemlig betegnes som et ganske kompliceret og på sin vis tosidet størrelse. På den ene side svarer Kierkegaard vældig entydigt: din næste er alle mennesker. Både den rige og den fattige, den smukke og den grimme, barnet og den voksne – ethvert menneske er din næste.

Når næstekærlighed bliver selvgodhed

Men konsekvensen heraf er ingenlunde, at vi på alle tidspunkter skal elske alle mennesker – det er jo en umulighed. Derfor taler Kierkegaard om “Vor Pligt at elske de Mennesker, vi see”. Næstekærligheden er individuel og konkret, den kan ikke rettes mod en fjern og abstrakt gruppe af mennesker, men målet for den må tværtimod være den konkrete person som den enkelte står overfor i øjeblikket, lige nu (s. 162):

“Den farligste af alle Udflugter i Henseende til det at elske er ene at ville elske det Usynlige eller Det, man ikke haver set. Denne Udflugt er saa høitflyvende, at den ganske overflyver virkeligheden, den er saa berusende, at den derfor let frister og let indbilder sig selv, at være den allerhøieste og fuldkomneste Art af Kjerlighed. Sjeldent falder det vistnok et Menneske ind, frækt at tale ilde om det at elske, desto almindeligere er derimod det Bedrag, ved hvilket Menneskene bedrage sig selv fra virkeligen at komme til at elske, netop fordi de tale for sværmerisk om det at elske.”

Hermed udstiller Kierkegaard også den selvgode og forblommede velfærdsretorik, som ligger bag udtrykket “Jeg betaler min skat med glæde”. Med dette får personerne bag udsagnet klart fastslået, at de skam er ordentlige mennesker som gerne hjælper de fattige og svagelige. Det er belejligt, for så kan man over for omverdenen fremstå næstekærlig, men ganske uden besvær, således at fordringen om at elske sin næste ikke kommer på tværs af jeg-religionens fokus på selvrealisering.

Men når biskopper og andre frelste fortæller, hvordan vi skal bruge flere penge på syriske flygtninge, eller når selvgode venstreorienterede fortæller om behovet for igen at øge de offentlige udgifter til dette eller hint gode formål, så siger Kierkegaard til dem: bliv ædru! Lad jer ikke beruse af denne højspændte, indbildte og falske næstekærlighed, rettet mod en udefinerbar masse. Den sværmeriske tale om kærligheden betyder netop, at man snyder sig selv – og sin næste – fra kærligheden.

Flere danske biskoppers krav om en mere næstekærlig og barmhjertig flygtningepolitik i debatten om syriske asylansøgere, har således intet med kærligheden til næsten at gøre. Tværtimod er det fejhed, fordi det er selvretfærdighed og farisæisme – og så endda på andre menneskers regning.

Min intention er ikke at vise, at kristendommen er en ideologi hvorpå man kan skabe et næstekærligt samfund. Kristendommen er idealismens negation – paradis er i himmelen og skal ikke realiseres i jordelivet, hvor vi i stedet må leve i kald og stand. Men når vi taler om, at vi i Danmark gennemgående har indrettet os næstekærligt med vores store velfærdsstat – eller skulle være mere næstekærlige ved at modtage flere asylansøgere – stikker vi i virkeligheden os selv blår i øjnene. Hermed viser vi nemlig, at vi har misforstået næstekærlighedsbuddet fuldstændigt, og forvredet det således at vi i stedet kan udnytte det i selvgodhedens øjemed.

Støt kulturkampen!

Tak fordi du læser vores artikler. Hos Årsskriftet Critique ønsker vi at udfordre samfundsdebatten og særligt udvikle den borgerlige og konservative samfundskritik. Derfor kræver vi heller ikke betaling for vores online-stof og har ikke tænkt os at gøre det.

Men vi har ingen reklameindtægter, ingen rige onkler og ingen adgang til offentlig støtte. Derfor er vi afhængige af dit økonomiske bidrag for at holde gryden i gang. Vi tager med glæde imod bidrag af alle størrelser.

Ved at støtte os, støtter du en fremtid for en velfunderet, nuanceret borgerlig idé- og samfundsdebat og er med til at brede den borgerlige samfundskritik ud til flere. Ved brug af Paypal kan du sågar oprette en fast månedlig donation. Vi takker for dit bidrag.

Støt Årsskriftet Critique via MobilePay!