Er der en modsætning mellem religion og videnskab?

michelangeloDet er næppe gået manges næse forbi, at der efter udnævnelsen af Esben Lunde Larsen som ny videnskabsminister har fulgt en særdeles forvirret debat, der som sit konfuse højdepunkt havde et interview med to religionshistorikere i Politiken, velsagtens fordi en journalist mente de to måtte tælle som en form for eksperter i denne sammenhæng. En af de to udtalte, at det at sætte en kreationist – som vedkommende mente, ELL må være – til at være videnskabsminister, er som at sætte en pyroman til at være brandmand. Når vi er i gang med at svinge os op i analogiernes svimlende højder, kan man overveje, hvad det svarer til, når religionshistorikere udtaler sig om religionsfilosofi og teologi. Musikhistorikere, der forsøger at spille cello? Ornitologer, der forsøger at flyve?

Den anden af de to mente, at man som religionshistoriker ved en masse om, under hvilke omstændigheder, mennesker taler om guder – underforstået, at derfor ved man også, at religion bare er det at opfinde en masse historier når de sociale omstændigheder gør det muligt eller nødvendigt. Men ligesom vi ved en masse om, hvad betingelserne er, for at religion opstår, ved vi også en masse om, hvad betingelserne er, for at fx aritmetik opstår. Det kræver bl.a. at man har indrettet sig i samfund, der tillader at ikke alle arbejder med landbrug, så unge aritmetikere ikke får tæv af deres far når de sætter sig ud for at tegne streger i sandet. Det ved vi, og vi ved også, at det selvfølgelig er muligt at betingelserne for at indrette bysamfund på jorden ikke havde været så gunstige, at vi nogensinde havde opdaget matematikken. Det har bare ikke en døjt at gøre med hvorvidt matematikken er sand eller ej, ligesom alle mulige religionshistoriske- og sociologiske undersøgelser ikke har en døjt at gøre med, hvorvidt kristendommen er sand eller ej.

Et mere rimeligt udgangspunkt for debatten er det gamle spørgsmål om, hvorvidt tro og videnskab er modsætninger. En del har hævdet som forsvar for Esben Lunde Larsen, at tro og videnskab omhandler principielt forskellige dele af verden, og at der derfor ikke er og ikke kan være nogen modsætning mellem tro og videnskab. Det er forkert, vil jeg her hævde, selvom jeg ikke kan se det fjerneste problem i at have en kristen videnskabsminister.

For at sige hvorfor, må spørgsmålet om hvorvidt tro og videnskab er hinandens modsætninger først præciseres. Er spørgsmålet om tro og videnskab nogle gange er hinandens modsætninger, eller om de altid er hinandens modsætninger? Svaret på det første spørgsmål er ja. Det følger meget simpelt af at både tro og videnskab hævder at udtale sig om virkeligheden, hvoraf der som bekendt kun findes én. At hævde, at der ikke er nogen modsætning mellem at tro at en gud i sidste uge skabte løverne på den ene side og evolutionsteori på den anden, er forkert. Selvfølgelig kan man som troende komme med udsagn om verden, og de udsagn om verden kan være sande og falske. Hvad er det ellers, man tror på? Man kan selvfølgelig tro på, at der menes noget symbolsk eller allegorisk, og man kan af teologiske årsager mene, at folk der for eksempel er kreationister, er galt afmarcherede. Men det er i det mindste muligt at hævde, at en gud skabte jorden på syv dage og mene det helt bogstaveligt. Det er det, kreationister mener. Og det er en religiøs tro, der er inkompatibel med moderne videnskab. Her kan den form for ’domænedeling’ som nogle gerne vil anvende, tydeligvis ikke hjælpe os, fordi uenigheden virker så ligefrem. Kreationisten mener, at kunne man skrue uret 10.000 år tilbage, ville der være ingenting, mens evolutionsteoretikeren mener, der vil være mange forskellige livsformer, heriblandt menneskeliv. Her er tilfældet afgjort ikke, at man taler om forskellige domæner. Man kan læse religiøse tekster allegorisk eller symbolsk (hvor de i øvrigt stadig kan være inkompatible med videnskab), men læser man dem bogstaveligt, er man forpligtet på deres sandhedsværdi.

Det er selvfølgelig rigtigt, at der er en generel tendens til, at religiøse påstande og empirisk-videnskabelige påstande handler om forskellige områder. Typisk er religiøse påstande metafysiske i den forstand at de ikke umiddelbart er empirisk testbare. Det er ikke – sikkert ikke engang principielt – empirisk testbart om der findes en gud, der har skabt verden, bl.a. fordi videnskaben kun kan undersøge det, der sker i tid, og verdens skabelse ville være tidens begyndelse. Så på nogle områder er det i hvert fald mindre sandsynligt, at videnskaben på noget tidspunkt vil kunne være inkompatibel med religion. Men det er ikke sådan, at religionen principielt er sikret, selv på metafysiske områder. Jeg vil tro, et flertal af metafysikere fx mener at ideen om at mennesker er sammenhængende personer igennem tid, der har en urørlig og vedvarende ’kerne’ i form af en sjæl, er usammenhængende og umuligt kan være sand. Om de har ret er ikke relevant her, men det er relevant, at også her kan religionen ikke i den forstand holdes fri for undersøgelse. Og igen er det fordi, både religion og metafysik udtaler sig om virkeligheden.

Når jeg skriver, at religionen principielt set kan gendrives både videnskabeligt og filosofisk, er det ikke ment som en kritik af religion eller kristendom. Snarere mener jeg, enhver kristen bør anerkende det. Det følger af, at religiøs tro ikke er en juleleg, ikke et spil eller en fiktiv fortælling man vælger at tro på af pragmatiske årsager. Det er en tanke om, hvordan verden er. Der findes en Gud, siger den kristne, og det er ikke en neutral opfattelse, der er kompatibel med alle mulige andre verdensopfattelser. At troen kan stå i modsætning til videnskab og filosofi skyldes netop, at troen har et indhold. Kun ved at fjerne ethvert indhold fra troen, kan man sikre mod dette. At det så netop er dette – at fjerne ethvert indhold fra troen – som en del gør med de helt og aldeles abstrakte forståelser af kristendom, hvor det at være kristen ikke betyder andet end at synes Bibelen er en spændende bog eller at Gud er en flink, symbolsk karakter, viser netop faren ved en for stærk opdeling af tro og videnskab, hvor man lader som om de aldrig kan komme hinanden ved. Det kan de, og opgiver man den tanke at troen siger noget om verdenen, har man allerede opgivet en substantiel idé om hvad det vil sige at tro på noget, nemlig at holde det for sandt.

Blandt andet af den tidligere nævnte årsag, at tro ofte omhandler ikke-empiriske spørgsmål (men stadig spørgsmål om virkeligheden, hvis ikke man ellers er logisk positivist), er der ikke altid en modsætning mellem tro og videnskab. Men at der aldrig kan være det, er en misforståelse som heller ikke den kristne er tjent med.