Ufornuftens ideologi?

Konservatismen betegnes ofte som en mere irrationel form for politisk tænkning end eksempelvis socialisme eller liberalisme, fordi den ikke anerkender mennesket som et rendyrket fornuftsvæsen og dermed forkaster en række argumenter. Ifølge Rasmus Pedersen, redaktør på Årsskriftet Critique, er dette dog ikke ensbetydende med at konservatismen er irrationel, men snarere at konservatismen har en bredere forståelse af rationalitet.

af Rasmus Pedersen

Det hævdes ofte, at konservatisme – i modsætning til fx socialisme og liberalisme – har større forståelse for, at mennesket ikke blot er et fornuftsvæsen, eller snarere, at mennesket essentielt overhovedet ikke er et fornuftsvæsen. Dette tages indimellem som en god grund til at være konservativ, fordi andre ideologier ikke anerkender dette, og altså misforstår menneskets natur. Samtidig kan der dog være noget paradoksalt over den mængde intellektuel energi, der er lagt i at forsvare dette standpunkt, som hvis det er sandt tilsyneladende hverken kan eller bør forsvares med rationelle argumenter. Her skal der alligevel spildes mere energi derpå, og jeg vil således kort udlægge, hvori den konservative kritik efter min opfattelse består (eller bør bestå) og give nogle grunde til, at den godt kan siges at være fornuftig, så det egentlig snarere er en anden og bredere forståelse af rationalitet, der rummes i konservatismen, end decideret irrationalitet.

Metaargumentet

For at nå dertil, vil jeg først definere en særskilt type af argument: I mange forskellige sammenhænge, både filosofiske og politiske, møder man argumenter, der siger noget om en mængde af andre argumenter. For eksempel udlægges et af konservatismens centrale punkter indimellem som noget i retning af, at det gode samfund ikke kan fastlægges rent rationelt ved brug af logisk gyldige argumenter, for eksempel fordi de bedste politiske beslutninger træffes på baggrund af en forståelse af en kontekst, der er givet evolutionært, og som nok så logiske og præcise argumenter ikke har forståelse for. Det fortolker jeg her som et udsagn om en række andre argumenters gyldighed: Det forsøger at give os grunde til at afvise en gruppe af argumenter uden præcist at sige, hvad der er galt med de enkelte argumenter. Den konservative kan selvfølgelig i andre sammenhænge forklare, hvorfor Marx’ teorier er forkerte, men her forsøger man i første omgang at sige noget helt generelt om hvorfor Marx aldrig kunne opstille en samfundsteori på den måde, han gjorde. Jeg vil, lidt uopfindsomt, kalde den type argument for et metaargument og definere det som ethvert argument, der forsøger at konkludere noget om gyldigheden af andre argumenter uden direkte at sige, hvorfor de enkelte argumenter er forkerte.

Der findes både historisk berømte og moderne metaargumenter. Som nogle eksempler kan nævnes:

  • Hele den historiske tradition for kritik af metafysik, inklusiv den protestantiske kritik af gudsbeviser. Igen er det kendetegnende, at kritikerne ikke siger præcist hvor de enkelte argumenter slår fejl, men siger noget generelt om, hvorfor argumenter af den type er fejlslagne. Denne tradition lever stadig i bedste velgående med fx James Ladyman og Don Ross’ Every Thing Must Go, der kritiserer moderne metafysik.
  • Argumenter for videnskabelig antirealisme, der baserer sig på, at videnskaben har taget fejl mange gange før, og at vi derfor også må forvente, at nutidens videnskab i al væsentlighed tager fejl.

Der tegner sig dermed også et generelt billede af, at metaargumenterne er induktive: “Argumenter af typen X har historisk set været forkerte, derfor må vi også forvente, at argument X1 er forkert, selvom vi ikke i øjeblikket kan sige hvorfor.”

Den type argumenter bruges ofte også i sammenhænge, der gerne betragtes som lidt mere tvivlsomme, fx af klimaskeptikere (’vi har taget fejl af klimaets udvikling så mange gange før’) eller fortalere for alternativ medicin (’vestlig lægevidenskab har taget fejl så mange gange før’).

Igen er det bærende kendetegn, at argumenterne vil sige noget om, hvorfor vi ikke skal tro på andre argumenter, men de vil ikke forklare os præcist hvor de tager fejl, i hvert fald ikke i første omgang. Klimaskeptikerens argument forsøger ikke at dissekere metode og præmisser i en række videnskabelige artikler og fortalere for videnskabelig antirealisme forklarer os ikke, hvor den moderne videnskab præcist tager fejl.

Rationelt metaargument?

Hvis konservatisme virkelig hviler på den type argument, kan det så være fornuftigt at være konservativ? Kan det indimellem være fornuftigt at godtage metaargumenter?

I første omgang vil jeg give én grund til, at det kan være rationelt at lade sig overbevise af den type argument og én grund til, at det ikke kan være rationelt.

En grund til at tro, at det ikke kan være rationelt er, at det at afvise et argument uden at forkaste en præmis er ensbetydende med at acceptere inkonsistens i ens synspunkter. Hvis man vil undgå den inkonsistens må man forkaste en præmis, men man kan ikke undgå inkonsistens ved bare at undlade at anerkende argumentet.

“Hvis jeg de sidste 10 gange, jeg har taget en bid af en pære, der så helt almindelig og god ud, har smagt en rådden pære, er det helt klart rationelt at undlade at tage en bid af den næste pære, selvom den ser helt almindelig og god ud, og jeg ikke kan forklare, hvorfor den er rådden. Men er det så ikke klart rationelt at afvise argumenter, der på overfladen ser gode ud, hvis jeg véd, at jeg de sidste mange gange er blevet snydt – også selvom jeg ikke kan forklare, hvorfor de er forkerte?”

Man kan selvfølgelig indvende, at selvom man ikke ved hvilken præmis i et argument der er falsk, kan man godt vide, at én af præmisserne er falsk. Hertil må man sige, at det som minimum er meget problematisk at afvise en række præmisser uden at sige, hvilke man konkret vil afvise. Det gør det blandt andet fuldstændigt umuligt for argumentets fortaler at give gode grunde til at tro på præmisserne. I alle andre sammenhænge er vi villige til at acceptere argumenter hvis ikke vi afviser præmisserne, så hvorfor denne forskel? Og hvis der er denne forskel, hvordan kan vi så vide, hvornår vi skal acceptere argumenter, og hvornår vi ikke skal? At afvise at tro på argumenter uden at forklare hvorfor, er at afvise den overbevisningskraft, der ligger i alle argumenter overhovedet.

På den anden side er der gode grunde til at tro på metaargumenter, hvis ellers de i øvrigt er gode. Hvis det er rigtigt, at metaargumenter har den struktur, jeg beskrev tidligere (”argumenter af typen X har historisk set været forkerte, derfor må vi også forvente, at argument X1 er forkert, selvom vi ikke i øjeblikket kan sige hvorfor”) har metaargumenter samme struktur, som en række argumenter, vi normalt gerne vil godtage. Hvis jeg de sidste 10 gange, jeg har taget en bid af en pære, der så helt almindelig og god ud, har smagt en rådden pære, er det helt klart rationelt at undlade at tage en bid af den næste pære, selvom den ser helt almindelig og god ud, og jeg ikke kan forklare, hvorfor den er rådden. Men er det så ikke klart rationelt at afvise argumenter, der på overfladen ser gode ud, hvis jeg véd, at jeg de sidste mange gange er blevet snydt – også selvom jeg ikke kan forklare, hvorfor de er forkerte?

Der gives altså både grunde til at anerkende og afvise metaargumenter. Jeg skal ikke her afgøre striden, men snarere forsøge at svare på dels om konservatismen i højere grad end andre ideologier hviler på metaargumenter, dels hvilke krav der rimeligvis kan stilles til brugen af metaargumenter. Kort sagt: Hvordan bør den konservative omgås sine metaargumenter?

Konservatismen og metaargumenter

Et kendetegn ved de eksempler på metaargumenter der tidligere blev nævnt er, at de alle kredser omkring menneskets epistemiske begrænsninger. Det gør Hume og Kant i deres kritik af metafysik og gudsbeviser, det gør Ladyman og Ross i deres kritik af metafysik, klimaskeptikere gør det også gerne, lige som konservative gerne gør det, når de skal forklare, hvorfor de ikke har tiltro til politikeres evne til via lovgivning at skabe et godt samfund. Mennesket har ikke evner og overblik til at forstå sine egne begrænsninger og fejl. Den kritik udmøntes mere konkret på forskellige måder: Kant taler om de nødvendige træk ved vores opfattelse af verden, der kategoriserer verden for os uden vi kan se verden i sig selv. Ladyman og Ross taler om hvordan evolutionen har formet menneskets kognition, og at alt hvad vi erfarer er udviklet efter hvad der er praktisk brugbart for os, ikke hvad der er sandt. Den konservative taler om menneskets begrænsede evne til at forstå andre tider og kulturers værdisæt, og lægger derfor vægt på at vi må støtte os til institutioner for at tøjle vores egen rationalitets indfald.

Måske der findes lignende metaargumenter i andre politiske ideologier, men de er næppe lige så fremtrædende. Det virker som om det blandt andet er dette træk ved konservatismen, der gør, at den indimellem defineres eller opfattes som en mere irrationel politisk tænkning, der har blik for andre sider af livet end de rent fornuftsdrevne. Men der er altså ikke i sig selv noget irrationelt i konservatismens metaargument om menneskets epistemiske begrænsninger, som egentlig er forbundet med en substantiel historisk tradition for den type argument. Det er højest tilfældet, at konservatismen har et mere nuanceret syn på hvad der konstituerer rationelle argumenter, nemlig at metaargumenter kan være rationelle og indimellem underminere førsteordensargumenter.

Mens der historisk set findes en række indflydelsesrige og anerkendte metaargumenter, findes der altså som antydet også en række metaargumenter, der i hvert fald er mindre anerkendte og måske decideret irrationelle. Det kunne fx være kritik af vestlig lægevidenskab fordi lægevidenskaben tidligere har taget fejl. Det er klart, at metaargumenter har en større fare for at være dårlige, fordi det er en ekstremt nem øvelse at afvise præmisser uden at begrunde hvorfor de afvises. Hvis man på forhånd afviser muligheden for overhovedet at opstille gyldige præmisser på et område, risikerer man nemt at opstille en position der er fuldstændigt immun over for argumenter.

Forskellen mellem gode og dårlige metaargumenter kan blandt andet forklares i det tidligere nævnte forhold, at metaargumenter har noget, der ligner en induktiv struktur, i modsætning til de deduktive førsteordensargumenter. Hvis det er rigtigt må man også forvente at det gode metaargument deler kendetegn med det gode induktive argument, hvoraf et er, at der altid må findes en række eksempler, der tjener som grundlag for at danne den induktive regel. Derfor må metaargumenter bygge på eksempler på konkrete, fejlslagne argumenter, og så konkludere, at alle argumenter af den type er falske. Når det er tilfældet, vil jeg hævde, har metaargumenter samme begrundelsesstruktur som induktive argumenter og er derfor også rationelle.