Burke - konservatismens fader?

Kultur, fornuft og kristendom som konservative problemer

17. juni 2015
7 minutters læsetid
Der er sket en konservativ opblomstring i Danmark, både politisk, kulturelt og ideologisk, som har affødt en indre ideologisk debat. I hvor høj grad skal den konservative betone partikularismen, rationaliteten og kristendommen, lyder det centrale spørgsmål. Redaktør på Årsskriftet Critique, Christian E. Skov, behandler kultur, fornuft og kristendom som konservative problemer i Replique.

Jeg havde i februar den store glæde at skulle introducere en konference i regi af Årsskriftet Critique på Aarhus Universitet. Konferencen omhandlede forholdet mellem kultur, fornuft og kristendom inden for rammerne af konservatismen og bød på foredrag af en række fremtrædende konservative intellektuelle, herunder lektor i statskundskab fra SDU Søren Hviid Pedersen, filosoffen Kai Sørlander og historikeren Jon A.P. Gissel. Konferencen, der havde folketingskandidat og – nu desværre forhenværende – radiovært Mads Holger som ordstyrer blev gæstet af omkring hundrede interesserede tilhørere var kendetegnet ved et usædvanligt højt niveau og vidnede om, at der efterhånden er spark i den indre konservative debat. Det følgende udgør i bearbejdet form mine indledende betragtninger, der dannede rammen om den efterfølgende debat.

 

Man kan måske ikke umiddelbart se det, når man betragter Det Konservative Folkepartis vigende vælgeropbakning, men egentlig lever vi i en periode, der er præget af konservatismens genkomst. Det gælder såvel politisk som kulturelt og ideologisk. Konservative debattører har let og uhindret adgang til medierne med synspunkter, som før 2001 ikke lod sig udtrykke uden at det medførte social stigmatisering og den alvorlige mistanke, at man måtte være nærmest idiot. Det er som om selve det åndelige klima har ændret sig. Et markant udtryk for dette er, at de borgerlige debattører i dag fylder så meget i debatten, at den kulturradikalisme, som – kun afløst af et marxistisk hegemoni i 70’erne – har sat dagsordenen siden 1880’erne er trængt så meget i defensiven, at en egentlig borgerlig idédebat er blevet mulig. Det vil sige, at de borgerlige debattører ikke længere bare diskuterer med og mod venstrefløjen og kulturradikalismen, men vover også at kaste sig ud i en indre, ideologisk debat. Selvom debatten kan virke trættende og indimellem forstemmende, er den grundlæggende et sundhedstegn.

Den borgerlige debat har særligt været præget af en ofte uforsonlig strid mellem liberale og konservative debattører, men nok så interessant har der også konservative imellem været en livlig debat om, hvad det overhovedet vil sige at være konservativ. Igen er det et sundstegn. For at en sådan debat kan føres forudsætter, at der overhovedet findes konservative, som er i stand til at formulere forskellige udlægninger af ideologiens mål og midler.

Skal man gå historisk til værks, må den aktuelle konservatismedebats udgangspunkt vel forstås som et opgør med den ideologiske afhængighed af liberalismen, der i hvert fald siden det teknokratisk-socialkonservative hegemonis intellektuelle sammenbrud og neoliberalismen gennembrud i 1980’erne har været realiteten for dansk konservatisme. Blandt andet derfor går det som en rød tråd gennem mange konservative indlæg i debatten, at man forsøger ikke blot at afgrænse det egentligt konservative fra det liberale, men at man også fremhæver forskellen i en sådan grad, at man kunne få det indtryk, at liberalismen er konservatismens egentlige hovedfjende. Dette gælder ikke mindst for de konservative, der betragter sig selv som såkaldt kulturkonservative eller nationalkonservative. Hvis ikke konservatismen ligefrem fremstilles som antiliberal, så fremstilles den ofte som ikke-liberal, idet der søges et ideologisk grundlag hinsides den liberale individualisme. Selvom det ikke er forholdet liberalisme-konservatisme, der skal tematiseres her, må relationen altså alligevel inddrages som baggrund.

Kulturkonservatismens partikularisme

Hvis konservatismen ikke tager udgangspunkt i individet, hvad bygger den så på? Litteraten Anders Ehlers Dam har i sin fremragende antologi om konservatismen fra 2003 Forandre for at bevare? Udlagt det sådan: ”fællesskabet omkring kulturelle og religiøse elementer; det organiske; familie; nation…; synet på mennesket som kontekstbundet snarere end løsrevet og atomiseret… ” Kort sagt: eftertrykket flyttes fra individet til samfundet som historisk betinget fællesskab af de levende, døde og de ufødte, for nu at bruge Edmund Burkes formulering af den såkaldte generationskontrakt. Det er en direkte konsekvens heraf, at toneangivende konservative intellektuelle, ikke mindst litteraten Kasper Støvring og politologen Søren Hviid Pedersen har søgt et konservativt opgør med den liberale universalisme og moralske absolutisme.

Denne universalisme indebærer kort fortalt, at vi forstår vores værdier som gældende over alt og for alle. Det er i denne sammenhæng vigtigt at forstå, at selvom jeg her taler om en liberal universalisme, så er opfattelsen ikke begrænset til selverklærede liberale, men præger os alle i varierende grad. Den er kulturelt arvegods og netop heraf udspringer en vanskelighed for konservatismen. Blandt andet fordi, at tanken også har præget konservatismen, hvis man tænker efter. Dette gælder ikke kun den ureflekterede vanekonservatisme, der med en formulering af litteraten Harald Nielsen stiller sig tilfreds med at være fodslæbende liberalisme, men også eksplicitte forsøg på at formulere tidssvarende konservative positioner, mest markant den såkaldte neokonservatisme, som vi måske nok kender som et amerikansk fænomen, men hvis ræsonnementer i virkeligheden også resonerer blandt bredt i blandt mange danske konservative.

Hvis en grad af moralsk relativisme kan siges at være en følge af kulturkonservatismens partikularisme, betyder det så, at ingen moralske domme eller værdier i det hele taget kan siges at være bedre end andre på tværs af kulturelle skel? Og hvis det forholder sig sådan, hvordan skal den konservative så forholde sig til overgreb og brud på basale rettigheder uden for hans egen kulturkreds? Hvordan forhindrer man, at kulturrelativismen udarter til nihilisme, hvis man da altså mener, at den kan være i fare for det?

Blandt danske kulturkonservative har det været et udbredt synspunkt, at denne universalisme udtrykker en fortsættelse af en imperialistisk tænkning og konstituerer et overgreb, eller i det mindste er et udtryk for en moralsk bedrevidenhed, som helt ser bort fra det forhold, at mennesker lever i specifikke sammenhænge, og har forskellige kulturelt og historisk betingede opfattelser af ret og vrang: Hvad vi opfatter som intervention til fordel for den personlige frihed, kan nemt opfattes som overgreb på hævdvundne rettigheder, forestillinger og livsformer hos de folk, der ikke deler vores værdier. Det er på den baggrund, at kulturkonservatismen har fremhævet det partikulære over for det universelle.

Rationalitet som konservativt problem

At denne kulturkonservatisme har været det mest bemærkelsesværdige, der er sket ideologisk inden for rammerne af konservatismen siden sit gennembrud i 00’erne er der næppe nogen tvivl om. Men den rejser også problemer. Et problem går netop på spørgsmålet om værdiernes universelle gyldighed, og dermed også på vores mulighed for som mennesker i det hele taget gennem brugen af vores forstand at udsige noget meningsfuldt og alment gældende om denne verden.

For det første, hvis en grad af moralsk relativisme kan siges at være en følge af kulturkonservatismens partikularisme, betyder det så, at ingen moralske domme eller værdier i det hele taget kan siges at være bedre end andre på tværs af kulturelle skel? Og hvis det forholder sig sådan, hvordan skal den konservative så forholde sig til overgreb og brud på basale rettigheder uden for hans egen kulturkreds? Hvordan forhindrer man, at kulturrelativismen udarter til nihilisme, hvis man da altså mener, at den kan være i fare for det?

For det andet, hvis det bliver en konsekvens af kulturkonservatismens partikularisme, at alle værdier er immanente og at et menneskes horisont er sat alene af hans kultur, hvad betyder det så i det hele taget for vores forhold til fornuften? Er også denne fundamentalt set begrænset af kulturen? Og hvis det forholder sig sådan, hvordan skal den konservatisme, der hævder at forsvare vestlig kultur så forholde sig til til ikke blot arven fra oplysningstiden, men hele den tradition fra den klassiske oldtid til at tænke i universelle kategorier.

Bliver konservatismen med andre ord en modoplysningsposition, der ikke vil erkende, men blot stille sig tilfreds med at anerkende?

Kristendommen som konservativt problem

Nu kan man måske relativt nemt hugge den gordiske knude over ved at hævde, at ja det er præcis sådan det må være. Men straks rejser et andet spørgsmål sig. Hvis konservatismen bliver en betoning af kultur og nation i en sådan grad, at enhver anstrøg af universalisme afvises, hvordan må den konservative så forholde sig til kristendommen?

Igen har spørgsmålet mindst to dimensioner.. For det første, hvordan må den konservative forholde sig til, at kristendommen, i hvert fald delvist, fører en universel tale, eksempelvis derved at den helt banalt hævder at være universelt gældende for vesterlændinge såvel som for hulemænd og hottentotter, men også mere specifikt, at der til kristendommen knytter sig universelle fordringer, såsom ”gør alle folkeslagene til mine disciple”. Såvel teologisk som historisk synes kristendommen at rumme ansatsen til en universalisme, der må kollidere med en konservatisme, der vil være radikalt partikularistisk. Er kristendommen måske i virkelighed ukonservativ, og som nogle tænkere inden for det nye højre hævder i virkeligheden moder til moderne liberale og socialistiske ideologier, altså ondets rod?

Igen kan man jo hugge den gordiske knude over ved at sige, ja det er præcis sådan det er, men straks rejser spørgsmålet sig så, hvordan den konservative i givet fald skal forholde sig til den rolle, som kristendommen traditionelt har spillet i og for konservatismen. Har kristendommen blot, som mange konservative hævder, haft instrumentel værdi for konservatismen, som en hellig baldakin, der har fastholdt en given samfundsmæssig orden? Skal man skelne skarpt mellem sand konservatisme og religiøs, herunder kristelig, ortodoksi? Og hvis man skal, hvordan skal vi så forholde os til de konservative gennem historien for hvem, kristendommen har været levende realitet og virkelighed. Netop det, der skulle bevares i et samfund præget af sekularisering og opbrud?

Dette er blot nogle af de spørgsmål, dansk konservatisme står over for. Det er naivt at tro, at de vil blive afgjort foreløbigt, snarere vil de i al overskuelig fremtid danne nogle brudlinjer blandt konservative, og som sådan have afgørende betydning for, hvordan konservatismen bliver i stand til at placere sig i den offentlige debat.

Christian Egander Skov

Christian Egander Skov er historiker og ph.d. i moderne politisk historie fra Aarhus Universitet. Han er forfatter til bogen “Borgerlig Krise” (2022) samt Konservatisme i Mellemkrigstiden (2016). Han forsker i efterkrigstidens centrumhøjre-tænkning og er fast bidragsyder til Berlingske Tidende og Altinget. Desuden modtager af Weekendavisens litteraturpris 2022

Tegn abonnement på Årsskriftet Critique for kun 199,-

CRITIQUE 2023 - Forside

Få Årsskriftet Critique

Tegn abonnement i dag for 199 kr

CRITIQUE 2023 - Forside