Et forsvar for friheden

Dansk konservatisme ligger – nu som før – trygt i hænderne på Det Konservative Folkeparti, trods tidens trængsler. Kun hos dette parti får konservatismens mange strømninger lov til at løbe sammen og danne en helhed, der fortsat bør appellere til vælgerne. Det mener månedens kronikør, folketingskandidat Rune Kristensen, der søger at trænge ind til kernen af de mange strømninger og præsentere en slagkraftig og fremtidsorienteret kurs for Det Konservative Folkeparti.

af Rune Kristensen

Hvis man ser på meningsmålingerne, så er konservatismen i Danmark er under pres. Eller rettere: Det Konservative Folkeparti er under pres. For jeg vil vove den påstand, at konservatismen lever i bedste velgående. Den tidligere konservative statsminister Poul Schlüter sagde engang, at “90 % af danskerne er konservative – de ved det bare ikke”. Dette er nok en sandhed med modifikationer, men faktum er at den konservative kombination af frihed, solidaritet, mangfoldighed, ansvarlighed og nationalfølelse deles af mange danskere. Alligevel har Det Konservative Folkeparti kun 8 mandater i Folketinget. Derfor vil jeg komme med et forsvar for konservatismens kompleksiteter. Mellemregningerne skal nemlig med, når vi skal bruge konservatismen til at genrejse Det Konservative Folkeparti med vores nye formand i front.

Det politiske billede

På trods af, at det danske politiske billede ofte kan beskrives som mudret, så har de enkelte partier ofte én enkelt værdi, som udgør kernen i den politiske ageren og kommunikation, og som dyrkes mere end andre. Liberal Alliance dyrker friheden, venstrefløjspartierne dyrker solidariteten, Det Radikale Venstre dyrker mangfoldigheden, Venstre dyrker ansvarligheden og Dansk Folkeparti dyrker nationalfølelsen.

For Det Konservative Folkeparti kan disse værdier ikke adskilles og stå alene. Kongehuset er eksempelvis ikke en trussel mod det enkelte individs frihed. Og fordi nogle bliver rigere, bliver andre ikke nødvendigvis fattigere. Og lykke findes ikke på formel. Det konservative dilemma består i, at enkeltelementerne tilsammen udgør en kerne, mens de respektive værdier, isoleret set, er kernen for de øvrige partier. Udfordringen er, at man i det moderne politiske billede efterspørger simple forklaringer, som konservatismen i sin natur ikke kan levere. Konservatismen er en metode fremfor en ideologi. Konservatismen er en grundholdning fremfor et utopia. Konservatismen er dynamisk fremfor dogmatisk. Og konservatismen er vigtigst af alt et sæt af værdier fremfor et forsimplet endegyldigt mål.

Hvor socialismens endegyldige mål er ubetinget lighed, og liberalismens endegyldige mål er ubetinget frihed, så er konservatismen mere kompleks. Som socialist anser man det som statens opgave at sikre at befolkningen lykke via lighed, og som liberalist anser man det som statens opgave at sikre befolkningen lykke via frihed – hvis man da overhovedet går ind for, at der skal være en stat. Som konservativ man modsat et fokus på at sikre folk imod ulykke. Hverken ubetinget frihed eller ubetinget lighed er opnåeligt eller lykkeskabende for alle.

Konservatisme og frihed

Intet menneske er en ø. Vi er alle en del af et fællesskab. En familie, en arbejdsplads, en fodboldklub eller en vennekreds. Det giver derfor ingen mening at løsrive individet fra fællesskabet. Men det ændrer ikke ved, at individets frihed naturligvis er vigtig for konservative. Vi hylder frihed som konservative. Men modsat liberalisme, så har den konservative frihed altid en følgesvend: ansvar. Man kan ikke have en frihed, eller en ret om man vil, uden også at have et ansvar. Først og fremmest et ansvar for andres tilsvarende ret, men også et ansvar for at benytte og håndhæve sin egen ret. For vi konservative er frihed og de øvrige værdier ikke ufravigelige, men dog fundamentale.

Man skal værne om den enkeltes ret til at bestemme over sit eget liv, uden at staten blander sig. Til gengæld må staten aldrig tøve med at gribe ind, når nogen bruger sin frihed til at krænke andre. På samme måde skal staten også give en hjælpende hånd, når nogen har svært ved at forvalte sin egen frihed og beder om hjælp. Frihed handler i princippet om, at man kan gøre, som man vil. Dette mener vi som konservative, at alle mennesker skal kunne inden for visse rammer. Netop derfor hænger frihed og ansvar – både for sig selv og for andre – uløseligt sammen. Ansvaret for egne handlinger er ikke en begrænsning, men en styrkelse af frihedens værdimæssige position.

Konservatisme og lighed

Mennesket er ikke en dråbe i havet. Vi er alle unikke individer med forskellige præferencer. Derfor skal alle ikke være ens og gøres lige. Staten skal opsætte nogle rammer, som folk selv kan udfylde, som ligestillede i udgangspunktet. Livet består af valg og konsekvenser heraf. Hvor socialismen vil gøre alle folk lige, og liberalismen vil lade alle individuelt være sin egen lykkes smed, så vil vi konservative give alle folk lige muligheder, hvor vi hjælper hinanden igennem fællesskabet. Samfundet er en sum af individer, der udgør et fællesskab, hvor alle har en rolle. Vi skal have frihed til at udfolde vores rolle og skabe vores egen lykke ud fra egne præferencer.

Præferencer er ikke ens, og derfor skal folks egne valg have spillerum. Lykke kan ikke måles eller sammenlignes. Socialisme bruger økonomisk rigdom som målestok for lykke. Hvis en person eksempelvis har truffet valg, der har givet økonomisk rigdom, så må det ifølge socialisten være fordi denne har taget en andens lykke. Dette er ikke tilfældet. I konservatismen forudsætter fællesskab ikke lighed. I stedet, at man tager ansvar for sig selv. Folk, der kan klare sig selv, skal gøre dette, og familien og det omgivende samfund skal være nærmeste håndsrækning – ikke staten. Hjælp fra fællesskabet skal derfor kun gives, hvis det ikke kan undgås og den skal gives fra bunden. Som konservative ønsker vi derfor, at man indretter samfundet, så hjælpen målrettes de svageste, og vi opfordrer de resterende borgere til at tage ansvar for eget liv, og andres i det omfang det er muligt.

Som Per Stig Møller meget præcist har beskrevet konservatismen, så skal “Staten … være stærk nok til at løfte den svage, men for svag til at knække den stærke”. Det er denne indstilling, der skaber sammenhængskraft i fællesskabet.

Det irrationelle alternativ

Mennesker er ofte irrationelle. I konservatismen er irrationalitet – modsat i liberalismen og socialismen – ikke et negativt begreb, men et basalt livsvilkår. Liberalismen bygger på individuel rationalisme, hvor individet er fuldt oplyst om konsekvenserne af de valg, der træffes. Konservatismen anerkender modsat at så simpel er verden ikke. Der findes uheld og udefrakommende hændelser, der ikke kan forudses eller kalkuleres imod. Mennesket er ikke fuldt oplyst, og derfor giver det ikke mening at tale om, at mennesket kan handle 100 % rationelt.

Socialismen arbejder tilsvarende ud fra en rationel logik om, at staten gennem en rationel planlægning kan sørge for, at alle mennesker bliver det samme slutprodukt. Dette er hverken ønskeligt eller muligt, for den første gidsel i den plan bliver individets frihed. I den socialistiske verden er der ikke plads til personlige præferencer. Virkeligheden viser desuden med al tydelighed, at med den rationelle lighedsplan opnås kun stilstand og økonomisk ruin. Vi konservative ved, at verden er for kompleks til, at staten kan planlægge vores lykke.

Rationalismen i liberalismen og socialismen bygger på det positive menneskesyn. Liberalisterne mener, at velstillede individer af fri vilje vil hjælpe mindre velstillede, mens socialisterne mener, at de individuelle præferencer skal undertrykkes. Konservatismen har et negativt menneskesyn, hvor det anerkendes, at der er brug for en stat til at sikre fælleskabets virke, ligesom konservatismen anerkender, at alle ikke har samme præferencer.

Basal konservatisme

Mennesket er født konservativt. Mennesker træffer ikke udelukkende rationelle valg og de færreste mennesker ønsker at leve i en verden uden fælleskab eller hvor alle er ens. Denne pointe er desværre ikke til at forklare uden mellemregningerne, og heri ligger Det Konservative Folkepartis udfordring. Konservatismen har ikke en færdig opskrift klar i form af en ideologi. Vi konservative kræver, at der er en kontekst, vi kan forholde os til. Vi kræver, at forholde os til det omgivende samfund og virkeligheden. For beslutninger træffes ikke ved at slå op i bog og checke, hvad en af de gamle filosoffer har sagt. Dette gør det svært at kommunikere konservativ politik til danskerne. Vores politiske modstandere har det nemt. De kan koge hovedbudskabet ned til enkelte slagord. Dette er mere vanskeligt med eksempelvis organismetankegangen, generationskontrakten og balancebegrebet.

Konservatismen tager udgangspunkt i det værende, i stedet for det man utopisk drømmer om. Konservatismen er en livsanskuelse med et sæt af værdier, der dog varierer fra person til person – og fra nation til nation. I en dansk kontekst kunne man eksempelvis pege på en særlig veneration for monarkiet og kristendommen, som værende kendetegnende. Vi konservative har et bagudrettet skue på samtiden, og ikke et utopisk konstrueret ideal, der stræbes blindt efter omkring fremtiden. Dermed er konservatismen antitotalitær, og konservatismens grundbegreber udspringer fra vores menneskesyn og moral.

Konservatismen har ikke en færdig opskrift klar i form af en ideologi. Vi konservative kræver, at der er en kontekst, vi kan forholde os til. Vi kræver, at forholde os til det omgivende samfund og virkeligheden. For beslutninger træffes ikke ved at slå op i bog og checke, hvad en af de gamle filosoffer har sagt. Dette gør det svært at kommunikere konservativ politik til danskerne. Vores politiske modstandere har det nemt. De kan koge hovedbudskabet ned til enkelte pay-offs.

Begrebet konservatisme stammer fra det latinske ord ‘conservare’, der betyder: at bevare. Således indeholder konservatismen også et ønske om at bevare det velfungerende i det bestående samfund. Man vil altså forandre for at bevare og forandre for at forbedre. Eller i relation til de førnævnte to ideologier reformere fremfor at revolutionere. Mennesket er et flokdyr og mennesket har behov for et fællesskab. Konservatismen accepterer, at mennesket kan være ondt, og at mennesket har begrænset kapacitet og habitus. Der findes ikke en universel eviggyldig moral, men der findes så bestemt en moral. Konservatismen er nemlig ikke værdinihilistisk, men har moralfilosofiske antagelser, der selvsagt løbende ændrer sig.

Mennesket har behov for traditioner, viden, historie og erfaring for at kunne finde sammenhængen. Verdens genskabes ikke hver morgen, men fortsætter fra dagen før. Samfundet viderebringes og nedarves, og derfor skal de nuværende generationer ikke kun lære af de forrige, men også tænke på de kommende. Edmund Burke har talt om en pagt mellem de døde, de levende og de endnu ufødte. Konservatismen anerkender at verden ændrer sig – og skal tilrettes derefter. Dermed er konservatismen rent faktisk ret moderne – naturligvis med respekt for traditioner og moral, samt menneskets skrøbelighed.

Konservatisme med mange facetter

Jonathan Haidt har i “The Righteous Mind” fremlagt det således, at konservative har flere politiske strenge at spille på og flere lag end de liberalister og socialister. Det er en mere helstøbt melodi i forhold til blot simple akkorder. Nuancerne giver fortolkningsmuligheder, der styrker argumentationsrækkefølgen med solidt funderede mellemregninger, men som også skaber sprækker i eksempelvis et parti, hvor diversiteten og pluralismen i medierne udstilles som en svaghed. Det er det bare ikke.

Der findes tre konservative forgreninger i en dansk kontekst:

  • Liberalkonservatisme (eller frihedskonservatisme): En økonomisk konservatisme, der tager udgangspunkt i privat ejendomsret. Hovedbegreberne i denne skole er: Personligt ansvar, frihed, foretagsomhed, rettigheder og kapitalisme.
  • Nationalkonservatisme (eller fædrelandskonservatisme): En konservatisme, der er stærkt forankret i det kulturelle. Hovedbegreberne i denne skole er: Fædreland, patriotisme, nation, kultur, pligt, kirke, kristendom, dannelse, autoriteter og sammenhængskraft.
  • Socialkonservatisme (eller statskonservatisme): En konservatisme, der tager udgangspunkt i omsorgen for de svageste. Hovedbegreberne i denne skole er: Kernefamilie, folkeskole, socialpolitik, frivillighed og civilsamfund.

Vi konservative rummer elementer af alle tre skoler, og det er betoningen af de respektive værdier, der skaber diversitet. Dog med udgangspunkt i det ovenfor beskrevne konservative fundament. Dette gør vores konservative tankegods langt mere komplekst sammensat end de andre danske partiers medlemmers ditto. Selvom de enkelte forgreninger overfladisk kunne minde lidt om det, så er vi ikke henholdsvis LA’ere, DF’ere og socialdemokrater. Den personlige frihed og autonomi skal tage hensyn til samfundet i modsætning til de liberale, der kun har et individualistisk fokus – her adskiller liberalkonservatismen sig fra Liberal Alliances udgangspunkt. Dansk Folkepartis politik er for skinger og islamofobisk til, at de er nationalkonservative – hadet til muslimer er større end kærligheden til kristendommen. Og hos Socialdemokraterne er det en velfærdsstat, der er i fokus, mens de socialkonservative taler om et velfærdssamfund. Og i sidste ende, så er det koblingen til de andre konservatismer, der gør konservatismen i Danmark til en helt unik trebenet taburet.

Liberalkonservatisme

Den tidligere konservative statsminister Poul Schlüter har haft udtalt, at ”ideologi er noget bras”, og det er jeg sådan set enig i. Det er et ganske konservativt udsagn, men der er mere i konservatisme end små enkeltstående paroler. Jeg har eksempelvis på min blog på Jyllands-Posten i et længere indlæg beskrevet hvorfor ”Gud, konge og fædreland”, også kan erstattes af religionsfrihed, dronning og EU-skepsis. Dette deler vandene i den konservative bevægelse, hvor især nationalkonservative er uenige i denne tilgang til konservatisme.

Der har altid været forskellige strømninger i Det Konservative Folkeparti I Danmark. Dette affødt af, at der internt i den konservative grundtanke er forskellige værdier, som jeg ovenfor har beskrevet detaljeret. Der findes som nævnt kulturkonservative, nationalkonservative, fædrelandskonservative, socialkonservative, statskonservative, liberalkonservative, frihedskonservative og nogle er sågar stokkonservative.

I Danmark er liberalkonservatismen meget udbredt blandt unge konservative, i særdeleshed i Konservativ Ungdom. Men der er også elementer af liberalkonservatismen i Det Konservative Folkeparti. Man så træk hos en tidlig Poul Schlüter med kartoffelkur og dyrtid, man så det under Hans Engell med opgøret med formueskatten, man så det under Bendt Bendtsen, når der blev kæmpet for lavere skatter og man har set det hos en række fremtrædende medlemmer i den konservative bevægelse. Det bedste rendyrkede eksempel i nyere tid er Jens Heimburger. Den forrige partiformand Lars Barfoed har ladet sig inspirere af liberalkonservatismen, og har blandt andet Hans Jørgen Lembourns bog herom ”Een/mange” stående på hylden derhjemme. En bog, som jeg også selv har, men som ikke helt rammer mit politiske ståsted. Og vores nuværende partiformand Søren Pape viser også liberalkonservative træk, når han eksempelvis går imod planloven.

På den internationale scene er liberalkonservatismen mere udbredt, og dybt forankret i konservative partier verden over. Den liberalistiske filosof og økonom Friedrich Hayek lagde grund til Margaret Thatchers og Ronald Reagans økonomiske politik i England og USA – begge konservative statsledere. Eller tag de klassiske liberale filosoffer, der alle accepterede et samfund med lovgivning og fokus på tradition, eller kapitalismens fader Adam Smith, der udtalte, at den konservative ditto Edmund Burke var ”den eneste mand jeg nogensinde kendte, der tænker om økonomi præcis som jeg selv”. Liberalisme er en grundsten i det konservative fundament, men kan ikke stå alene. I den forstand er det naturligt både at fokusere på penge, og at fokusere på tradition og samfundet omkring en.

Jeg er ekstremt frihedsorienteret, men jeg er også royalist og familiemenneske med empati for samfundets svageste, og dermed liberalkonservativ med både national- og socialkonservative elementer.

Støt kulturkampen!

Tak fordi du læser vores artikler. Hos Årsskriftet Critique ønsker vi at udfordre samfundsdebatten og særligt udvikle den borgerlige og konservative samfundskritik. Derfor kræver vi heller ikke betaling for vores online-stof og har ikke tænkt os at gøre det.

Men vi har ingen reklameindtægter, ingen rige onkler og ingen adgang til offentlig støtte. Derfor er vi afhængige af dit økonomiske bidrag for at holde gryden i gang. Vi tager med glæde imod bidrag af alle størrelser.

Ved at støtte os, støtter du en fremtid for en velfunderet, nuanceret borgerlig idé- og samfundsdebat og er med til at brede den borgerlige samfundskritik ud til flere. Ved brug af Paypal kan du sågar oprette en fast månedlig donation. Vi takker for dit bidrag.

Støt Årsskriftet Critique via MobilePay!