Bent Jensen og Dragsdahl

Det er ikke gået nogens næse forbi, at der er faldet dom i sagen mellem Dragsdahl og Bent Jensen, og at denne i al væsentlighed faldt ud til Dragsdahls fordel. For selvom Højesteret slog fast, at der kunne føres bevis for, at Dragsdahl havde deltaget i konspiratoriske møder og spredt desinformation (til fordel for Sovjetunionen) så mente man altså alligevel, at man ikke på den baggrund kunne kalde Dragsdahl for sovjetisk agent.

Sådan ligger sagen. Sådan faldt dommen. Og nu skal Bent Jensen så til lommerne. Inden 14 dage fra dommen skal han betale et beløb på næsten 700.000 kr. til Dragsdahl. Dertil kommer vel sagsomkostninger til hans eget forsvar og nu til at føre sagen videre ved Menneskerettighedsdomstolen.

Det er mange penge. Og derfor foregår der nu en indsamling, som man kan støtte her. Dér kan også læses en del dokumentation i form af enkelte dokumenter fra PET.

STØT BENT JENSEN OG LÆS MERE HER

Men hvorfor egentlig støtte sagen? Jeg vil pege på en grund, jeg ikke mener er gyldig og en række grunde, jeg til gengæld mener, er gyldige. For at tage det første først, så kan man ikke affeje Højesterets dom som en politisk dom. Det er en afsporing. Hvis man mener at vide, at Højesteret politiserer, må man i hvert fald fremlægge dokumentation eller tie.

Derimod kan man pege på, at Højesterets dom bygger på en række forhold og forudsætninger, der til sammen gør, at den fortjener at blive prøvet ved Menneskerettighedsdomstolen. Enhver dom bygger som bekendt på vurderinger. Nogle af disse er rent juridiske andre drejer sig om selve de forhold, der skal lægges til grund for den juridiske vurdering. På den baggrund får det ikke undre, at der var dissens i Højesteret, og modstridende domme i by- og Landsretten.

1) Højesteret har ikke ment at tage stilling til spørgsmålet om forskeres muligvis udvidede ytringsfrihed. Dette skyldes, at man har opfattet Bent Jensens indlæg på linje med et journalistisk produkt. Årsagen hertil er, at artiklen er bragt i Jyllands-Posten og ikke eksempelvis i Historisk Tidsskrift.

Hertil må man indvende, at det vel ikke er det medium, hvori en forsker vælger at bringe sin forskning, der gør ham til forsker. Hvis man erkender, at Bent Jensen er historiker og forsker, og at artiklen er blevet til på baggrund af historisk forskning, bliver artiklen ikke mindre et spørgsmål om en forskers muligvis udvidede ytringsfrihed blot fordi den bringes i et forskningsformidlende medie.

Dette må ud fra en lægmandsbetragtning opfattes problematisk.

2) En forudsætning for dommen er, at Bent Jensen med sin påpegning af Dragsdahls angivelige agentvirksomhed, har anklaget Dragsdahl for et kriminelt forhold. Dette har Bent Jensen peget på ikke er tilfældet. Han har endog slået fast i sin artikel, at han ikke tager stilling til dette spørgsmål, men at han mener at kunne se, at Dragsdahl er påvirkningsagent.

Her har Højesteret valgt at følge Dragsdahls advokats argument, at den ”almindelige læser” ved benævnelsen agent må forstå et kriminelt forhold. Bent Jensen er altså dømt for ikke hvad han skrev, men på hvad en ”almindelig læser” kunne have forstået.

Dette må ud fra en lægmandsbetragtning opfattes problematisk.

3) Fordi Højesteret har valgt at lægge vægt på ikke, hvad Bent Jensen har skrevet, men hvad Dragsdahls advokat mener, at den almindelige læser må forstå ved ordet agent, og fordi man har opfattet Bent Jensens artikel ikke som forskning men journalistik, må Bent Jensen kunne dokumentere rigtigheden af sine anklager.

Dette er der for så vidt intet underligt i. Det er klart, at man ikke kan anklage folk for kriminelle forhold uden at have belæg for det.

Så Bent Jensen må altså dokumentere. Men hvad? Et kriminelt forhold, som han aldrig har anklaget Dragsdahl for, men som Dragsdahls advokat mener, at den almindelige læser måtte tro, at Bent Jensen har anklaget hans klient for? Bent Jensen skal altså dokumentere en anklage, han ikke har fremsat. Dette forekommer – igen ud fra en lægmandsbetragtning som et problem.

Problemet bliver bestemt ikke mindre af, at Bent Jensens muligheder for at dokumentere i hvilken udstrækning PET opfattede Dragsdahl som agent er yderst begrænsede. Hans artikel byggede nemlig på oplysninger, han havde tilvejebragt i PETs arkiver, der er så hemmelige, at evt. dokumentation ikke engang måtte forelægges Højesteret. Det er klart, at retten som sådan er uden skyld i dette problem, men PET’s og skiftende justitsministre har ageret yderst problematisk i denne sag.

Det er ikke en fair kamp, hvis den ene part har fået hænderne bundet om på ryggen.