Konturer af en konservativ tradition

I Blivende værdier fra 2004 fører Kasper Støvring et forsvar for konservatismen som et nødvendigt korrektiv til liberalisme, socialisme og kulturradikalisme, som alle har væsentlige mangler, eksempelvis i form af en ukritisk omfavnelse af kapitalismen eller en ensidig dyrkelse af rettigheder, snarere end pligter. Den konservative tradition er et oplagt alternativ hertil. Henrik Dahlin ser tilbage på bogen, der markerede kulturkonservatismen som en ny position i dansk åndsliv.

af Henrik Dahlin

Blivende værdier fra 2004 er opbyggelig konservativ læsning, der tager mange tråde fra den konservative tradition og forsøger at samle dem. Samle dem, fordi de savner opmærksomhed. Bogens forfatter, Kasper Støvring, gør dette i et forsøg på at give et korrektiv til den dominerende liberalisme og socialisme. Det er Støvrings holdning, at konservatismen har noget at skulle have sagt i tiden efter systemskiftet i 2001, og han ærgrer sig, ligesom en stor del andre til stadighed gør, over, at Det Konservative Folkeparti ikke for alvor tager teten. Det parti, for nu at gøre en længere historie kort, har kørt overbudspolitik på arveretten til det liberalistiske projekt.

 

Målet med bogen synes meget hurtigt identificeret som et bud på, hvordan man adskiller konservatismen fra de dominerende ideologier og kulturelle tendenser i form af den hærgende kulturradikalisme, som har fået skud for boven med den i samtiden nye regerings krigserklæring mod smagsdommerriet. Jeg vil forsøge i det kommende at skitsere Støvrings konservative korrektiver til liberalisme, socialisme og kulturradikalisme, ligesom jeg vil fremhæve nogle af de bærere, Støvring identificerer, af de Blivende værdier.

Ukritisk omfavnelse af kapitalismen

En pointe, som denne anmelder finder befriende, er den Støvring fremkommer med i sin kritik af De Konservative, som ukritisk har omfavnet kapitalismen. Med udgangspunkt i England og Tyskland – to lande, der i høj grad har formet konservatismens intellektuelle grundlag– peger Støvring på, at konservatismen ikke oprindeligt lod sig besnære af det Thomas Carlyle kalder: ”hele dette mammon-evangelium om tilbud-og-efterspørgsel, konkurrence, laissez-faire og Fanden tager de sidste…”. Med rod i Irving Kristol og den neokonservative tradition, som Støvring er kritisk overfor i dens nyere version, fremhæver han, at konservatismen antog kapitalismen med forbehold om, at den skulle gå hånd i hånd med dyder om samfundssind, ydmyghed og sparsommelighed. Disse dyder forsvandt ifølge Støvring som følge af ungdomsoprørets frigørelsesprojekt, og kan ikke genetableres af kapitalismen. Dette kan de ikke, fordi de ikke byder ind på en tanke om kultur og religion som mere end udtryk for private meninger.

Liberalismens idékrise

Heri ligger velsagtens også kimen til en anden af Støvrings gennemgående pointer. Nemlig den om den liberale ídékrise og værdifællesskabets sammenbrud som følge heraf. Støvring knytter oplagt den liberale idékrise sammen med den fremherskende højrefløjsaktivitet i mange lande, og siger i den forbindelse, at det er liberalismens manglende evne til at reflektere antimoderne tankegods – man fristes til at supplere med menneskets irrationalitet – på en måde, der kan væves ind i en liberal fremstilling. I stedet bekender den liberale sig til globaliseringen, der er tidens nye ”nødvendighed” – en nødvendighed, som ophæver forskellene og skaber kulturelle ørkener. I forbindelse med kritikken kommer Støvring endvidere omkring både det liberale og det socialistiske fokus på rettigheder alene – hhv. friheden til eller ligheden til dette og hint. Det er her vigtigt for Støvring at påpege, hvordan de hver især ikke opererer med noget begreb om pligt – navnlig fordi de ikke anerkender tilværelsens forudgående størrelser, som tilfører hvert enkelt individ en identitet, dette ikke selv har valgt, men som heller ikke kan undslippes. I samme ånd studser Støvring også over Den Franske Revolutions mantra, ”Frihed, lighed og broderskab”, hvor det er hans pointe, at broderskabet ofte helt og aldeles udelades.

Velfærdsstaten

I Støvrings optik er velfærdsstaten blot et middel til realiseringen af en liberal, egocentrisk kultur. Man har i skøn forening med kulturradikalismen omfavnet overmenneskeidealet og kaldt den kristne verdensopfattelse for blændværk, men dermed er man også kommet i menneskehænder og endt i ren narcissisme, lader Støvring forstå gennem Alasdaire MacIntyre. Velfærdsstaten har imod hensigten ikke blot sikret individet social stabilitet, men også eksistentiel ligegyldighed. Her vender Støvring sig imod det problem, at velfærdsstaten, idet den fjerner alt det ubekvemme, gør op med en verden, hvor vi konfronteres med de menneskelige skyggesider og ondskaben. Skyggesider, som konservatismen har forståelse for, idet den erkender menneskets skrøbelighed og behov for struktur og værdier som stabilt grundlag for fælles forståelse. Som perspektiv hertil fremhæver Støvring sin nok mest tilbagevendende muse, nemlig forfatteren, Villy Sørensen, som han citerer for, at mennesker aldrig bør føle sig sikre eksistentielt. Socialt gerne, men ikke eksistentielt, da det fremmer nydelsessyge og egoisme. Velfærdsstatens to mennesketyper, kulturisten – den rodløse turist, som Støvring kalder ham – og offeret, er begge frigjorte fra deres ansvar og deres behov for tryghed i kultur og fællesskab. Offeret kæmper for sin ret, og kulturisten oftest for sin trang til at pirres og fanges af andre eksotiske kulturer.

Den konservative må nødvendigvis ønske sig en anden stat end både den, som forefindes hos liberale og socialister. En stat der besinder sig på politik som praktisk håndværk, og som afviser abstrakte ligheds- og frihedsidealer.

Den konservative må nødvendigvis ønske sig en anden stat end både den, som forefindes hos liberale og socialister. En stat der besinder sig på politik som praktisk håndværk, og som afviser abstrakte ligheds- og frihedsidealer. Denne stat skal være til stede i borgernes liv, men i høj grad lade borgerne være selvstændige aktører i staten, hvorfor Støvring gør decentralisering til en væsentlig dyd for konservative. Der skal sættes ansigt og egentlig relation mellem mennesker, så hjælp baseres på kendskab og forståelse i det nære. I samme ånd kunne man sige, at kommunalreformen i 2007 var et skridt i en meget gal retning.

Formløshedens ufrihed

Når Støvring vender sig mod kulturradikalismen, som han ser indlejret i den liberale tænkning, gør han dette med en kritik af dens appel om formløshed, imod hvilken han finder et argument hos Løgstrup, der netop gør opmærksom på, at formløsheden, når den dyrkes, ligeså vel kan blive ufrihed, hvis den medfører et krav om løssluppenhed og fornøjelighed. Da er frihed pludselig sin egen modsætning, hvad liberale ikke er i stand til at se, fordi de tror på friheden i sig selv, og glemmer forudsætningerne for dens gode brug bagved.

En anmeldelse af denne bog bør bemærke, at det mod enden mest virker som om, Støvring taler ud til en meget bred palet af folk – han udpeger ingen særligt. Han har lokaliseret enkelte dele af en konservativ tradition i Danmark, som er allerede eksisterende, men den vågnende generation har han ikke lagt sig fast på. Således peger han ikke på, hvor opgøret med liberalisme og kulturradikalisme skal komme fra. Bogen bliver da mest af alt en overordentlig – til tider for bred – opsummering, og det er da også tjenligt nok. Sidder man i dag og ønskede, at den måske pegede mere på en konkret politisk handling, efterspurgte den ene eller anden person og/-eller institutions handlekraft, så skyldes det måske, at der siden bogens udgivelse er kommet et mere lydhørt konservativt miljø, som der kunne tales til. Dette var ikke i samme grad tilfældet da bogen udkom for 10 år siden, hvorfor man da også forstår bogens tendens til vedholdende at opsummere konservativt tankegods.

 

Støt kulturkampen!

Tak fordi du læser vores artikler. Hos Årsskriftet Critique ønsker vi at udfordre samfundsdebatten og særligt udvikle den borgerlige og konservative samfundskritik. Derfor kræver vi heller ikke betaling for vores online-stof og har ikke tænkt os at gøre det.

Men vi har ingen reklameindtægter, ingen rige onkler og ingen adgang til offentlig støtte. Derfor er vi afhængige af dit økonomiske bidrag for at holde gryden i gang. Vi tager med glæde imod bidrag af alle størrelser.

Ved at støtte os, støtter du en fremtid for en velfunderet, nuanceret borgerlig idé- og samfundsdebat og er med til at brede den borgerlige samfundskritik ud til flere. Ved brug af Paypal kan du sågar oprette en fast månedlig donation. Vi takker for dit bidrag.

Støt Årsskriftet Critique via MobilePay!