Kapitler af industrialiseringens idéhistorie

En ny bog sætter fokus på industrialiseringens idéhistorie. De moderne tider – med dampmaskiner, arbejderproletariat og fabrikker – satte skarpe skel i udviklingshistorien og brød traditionelle fronter op. Hvordan ser perspektivet ud fra 2015?

af Jesper Lundsby Skov

Lad os starte med to citater med hvert sit syn på industrisamfundet. Det første: ”Arbeideren betragtes ikke som Menneske, men kun som den upersonlige Arbeidskraft, betragtes kun som et Værktøi, der, naar det er forbrugt og opslidt, maa afløses af nye Værktøier”. Det andet: ”Gennem stigende produktion skabes basis for en voksende levestandard. Produktionen må tillige være effektiv og konkurrencedygtig. Gennem et samarbejde mellem arbejdsmarkedets partner må en stadig højere produktivitet skabes”. Det første citat stammer ikke fra en socialist, men fra biskop H.L. Martensen, der i skriftet Socialisme og Christendom fra 1874 kom med en skarp og teologisk funderet kritik af industrialiseringens sociale slagside, der især ramte arbejderklassen. Det andet citat kommer fra det socialdemokratiske program Vejen til fremskridt fra 1953. På det tidspunkt var det en af socialdemokratiets fremmeste idéer, at vejen til større velstand for alle samfundets medlemmer gik gennem en vedvarende forøgelse og effektivisering af det nationale produktionsapparat. Citaterne afspejler de forskelligartede reaktioner og ideer om Danmark som industriland, som netop er temaet for Jeppe Nevers bog Det produktive samfund.

Mentale spor

Jeppe Nevers er lektor ved Syddansk Universitet i Odense og har især beskæftiget sig med idehistorie med et særligt fokus på begrebshistorie. Hans ph.d.-afhandling var således en undersøgelse af demokratibegrebets historie i Danmark fra midten af 1700-tallet og frem til anden verdenskrig. I denne bog har han kastet over et mere uortodokst emne, som er industrialiseringens idehistorie. Jeppe Nevers’ bog er dog ikke idehistorie i traditionel forstand, det vil sige den måde, som mange tror idehistorie bedrives på, altså som fx Johannes Sløk gjorde det. Der er tale om det, man i historieforskningen kalder for intellektuel historie. Det vil sige, at det handler ikke kun om store mænds store tanker afsondret fra den konkrete virkelighed, de befandt sig i. Med intellektuel historie er der snarere tale om en historisk kontekstualisering af de tanker og ideer, som både større og mindre tænkere nedskrev eller talte om, når de forsøgte at reflektere over de problemstillinger, der var aktuelle i deres egen samtid. I Nevers bog er problemstillingen den idémæssige arv fra industrialiseringens epoke, eller det han også kalder for ”industrialiseringens spor i vores mentale kulturarv”.

Brydninger

Det gør han gennem først en indledning, som primært er en diskuterende forskningsoversigt over, hvordan man skal forstå industrialiseringen. Var det en revolution, som den marxistiske historiker Hobsbawm mente, eller var der snarere tale om en evolutionær proces? Nevers argumenterer for det sidste, hvilket også bliver fint understøttet i bogens seks kapitler. De første to handler om de tidlige reaktioner på industrialiseringen. Kapitel 1, med titlen Mørke sataniske møller, handler om den negative modtagelse i første halvdel af 1800-tallet, hvor især romantikkens forfattere, som fx Thomas Carlyle, var yderst skeptiske over for industrialiseringen. I en dansk kontekst var ikke mindst Grundtvig en stor kritiker af de nye maskiner og den tilhørende dyrkelse af teknikken. Grundtvig skrev således: ”Jeg er vis paa, at Mekanik og Matematik gjør lige saa lidt noget Folk lykkeligt eller noget Rige blomstrende, som de har gjort eller kan gjøre nogen Sjæl lykkelig”. Kapitel 2 fokuserer omvendt på den mere positive modtagelse af de nye fabrikker. I begyndelsen af 1800-tallet stod side om side med kritikerne af industrialiseringen en række mænd, som så store fremtidsmuligheder i industri, et begreb hvis betydning transformerede sig fra at betyde husflid til i sidste halvdel af 1800-tallet at blive identificeret med teknisk-maskinel produktion.

Selv om industrialiseringen havde sine fortalere i starten af 1800-tallet, så var mange stadig af den overbevisning, at sædeligheden – eller samfundsmoralen – skulle opretholdes. Nationaløkonomen Oluf Chr. Olufsen (1764-1827), der blev professor ved Københavns universitet i 1815, var stærkt inspireret af Adam Smith, men advarede endnu mod produktion af unødvendig luksus. I slutningen af 1800-tallet var denne moralske bekymring dog sjælden og var i stedet afløst en stor fremskridtsoptimisme, hvor ikke mindst industrien ansås for at spille en afgørende hovedrolle i skabelsen af bedre og mere harmoniske samfund.

Socialister og kristne

I de sidste fire kapitler gennemgår Nevers en række nøglebegrebers betydningsskift, der hang tæt sammen med den fortsatte industrialisering. Nemlig socialismen (kapitel 3), det sociale spørgsmål (kapitel 4), ledelse (kapitel 5) og det produktive samfund (kapitel 6). Kapitlet om socialisme følger socialismebegrebets forandring fra i midten af 1700-tallet og et stykke ind i 1800-tallet at være betegnelse for tilhængere af naturretstænkningen til omkring 1820’erne og 1830’erne at blive associeret med stærkt industrikritiske tænkere, der i stedet ønskede fabrikker styret gennem kooperationer. Her var engelske Robert Owen en vigtig figur i socialismebegrebets transformation. Med Friedrich Engels og Karl Marx fik socialismen det indhold, som også mange i dag vil genkende som egentlig socialisme, nemlig målet om fællesskabets overtagelse af produktionsmidlerne. Selv om både Engels og Marx brugte kommunismebegrebet, så var kommunisme og socialisme i den tid stort set synonymer, og den socialistiske teori blev derfor også grundlagt med deres arbejde. I Danmark blev socialismen aldrig helt så revolutionær og oprørsk som i andre lande. Der var allerede hos Pio flere reformistiske anstrøg, selv om han i andre sammenhænge også kunne true med mere revolutionære opråb. Efter Pio var det dog klart den reformistiske linje, der vandt i Socialdemokratiet.

Det var bestemt ikke kun socialister, der var kritiske over for den store og for mange at se voksende gruppe af forarmede arbejdere. Biskop Martensen var således en blandt flere især kristne stemmer, der ønskede bedre forhold for arbejderen og til en vis grad kunne forstå, hvorfor arbejderne i stigende grad flokkedes om Socialdemokratiet.

Kapitel fire om det sociale spørgsmål følger på en måde i forlængelse af det foregående om socialismen. For det var bestemt ikke kun socialister, der var kritiske over for den store og for mange at se voksende gruppe af forarmede arbejdere. Biskop Martensen var således en blandt flere især kristne stemmer, der ønskede bedre forhold for arbejderen og til en vis grad kunne forstå, hvorfor arbejderne i stigende grad flokkedes om Socialdemokratiet. Selv om det for mange i slutningen af 1800-tallet var en temmelig fremmed tanke, at staten kunne løse de sociale problemer, så var fx Biskop Martensen ikke fuldstændig afvisende over for ideen. Andre gik det dog længere, som fx den indre missionske teolog Henry Ussing, der således ikke var helt afvisende over en form for opgør med den private ejendomsret. Kritikken af de dårlige forhold for arbejderne gjorde også et vist indtryk på partiet Højre, der i 1890’erne gennemførte de første socialpolitiske love i Danmark.

Fra ledelse til management

Erhvervsledelse er et i dag helt uomgængeligt, men faktisk var det først i 1970’erne – ca. 100 år efter interessen for industriledelse blomstrede frem i USA – at ledelsesbegrebet slog igennem i Danmark. I kapitel fem undersøger Nevers ledelsesbegrebet langsommelige fremtrængen i danske industrikredse. Generelt var man i Europa langt efter USA på dette punkt. Både i USA og Europa var man fra slutningen af 1800-tallet meget optaget af at forøge og effektivisere produktionen, men i Europa var man længe fokuseret på praktiske løsninger uden for megen teoretisering. Det var gennem teknisk-videnskabelige løsninger, at industrien skulle forbedres. Eksempelvis arbejdede man i Europa ihærdigt for at finde en kur mod træthed. I USA voksede der meget store virksomheder frem, og det blev derfor nødvendigt at opdele produktionen i mindre enheder, der hver især blev styret af en mellemleder. Sidenhen satte Frederick Winslow Taylor i starten af 1900-tallet den rationelle fabriksledelse i system. Taylor-systemet bredte sig derefter til resten af Europa, men slog som nævnt sent igennem i Danmark.

I dag har ledelsesbegrebet også fundet vej til den offentlige sektor gennem New Public Management. En udvikling, som man fornemmer Jeppe Nevers er skeptisk overfor: ”Selv inden for kunst og videnskab tales der nu om ledelse, for eksempel om ’forskningsledelse’, og forskning planlægges som ’projekter’, der kan standardiseres, opsplittes i moduler, beskrives i detaljer, overvåges og efterfølgende evalueres, nøjagtig som Taylor foreskrev arbejdet på fabriksgulvet”.

Det sidste kapitel handler om produktivitetsbegrebet, og ikke mindst hvordan Socialdemokratiet omfavnede begrebet og i 1950’erne gjorde det til en kerneidé i partiets forskellige programmer. National produktivitet har sin rod i fremkomsten af nationaløkonomien i midten af 1700-tallet, hvor ikke mindst Adam Smith, som fader til den nationaløkonomiske videnskab, havde en afgørende indflydelse i den retning. I 1800-tallet blev ideen om det produktive samfund mere og mere udbredt, selv om den også mødte modstand hos fx tyske tænkere som Hegel og Adam Heinrich Müller, der foreslog produktivitetsbegrebet omfattet af ikke kun materielle produkter, men også åndeligt arbejde. Hos Socialdemokratiet voksede den tanke frem, at det ikke kun gjaldt om at forøge produktiviteten, produktionsmidlerne skulle også i stigende omfang demokratiseres, altså socialiseres. I den umiddelbare efterkrigstid var der dog mindre fokus på demokratiseringen af industrien og mere på forøgelsen og effektiviseringen af industriens produktion, som det indledende citat også viser. Under venstredrejningen af Socialdemokratiet i 1960’erne og 1970’erne genopstod dog ønsket om at demokratisere det nationale produktionsapparat, men det blev kun i ganske begrænset omfang gennemført. I vore dage har Socialdemokratiet åbent erklæret, at det vil sikre Danmark som industriland, og det har på visse områder nærmet sig 1950’ernes socialdemokratisme.

Styrker og svagheder

Der er ingen tvivl om, at Jeppe Nevers har begået en meget vellykket bog. Den er velskrevet, pointerne er klare og bogen er gennemgående veldisponeret. Samtidig har Nevers et rigtig godt overblik over den relevante forskning, så man hele vejen føler sig i trygge hænder. Og ikke mindst fortjener billedsiden en selvstændig ros. Bogen er rigt illustreret med velvalgte billeder, der fint understøtter tekstens pointer. Bogen har yderligere den kvalitet, at den viser, at det på mange måder er håbløst at tale om ideologier i bestemt ental, som man så ofte gør i den politiske debat. Ideologer er ikke fasttømrede idésystemer, men snarere en blanding af forskellige kerneidéer, hvoraf nogle står stærkere til bestemte tider end andre ideer. Socialdemokratiets transformation fra dogmatisk socialisme til en form for velfærdsproduktivisme i 1950’erne er således bare ét eksempel. Skal man således bedrive bidende og præcis ideologikritik, så handler det især om at identificere de kerneidéer, der står stærkest i vor nutid, i stedet for nok engang at begynde med Edmund Burke, Adam Smith eller Karl Marx. De er ikke uvæsentlige, men har sjældent meget at sige i den ideernes kamp som til daglig pågår.

Skal man nævne et par svagheder ved bogen, så er det, at Jeppe Nevers godt kunne være lidt skarpere i sine vurderinger. Der er meget til den ene side og til den anden side. Det hænger nok også sammen med, at bogen er lidt for kort. Kronologisk går analysen helt fra midten af 1700-tallet og frem til ca. 1980’erne, og på kun 200 sider er der derfor meget, som må udelades. Ved at fokusere på bestemte sider af industriens idéhistorie formår Jeppe Nevers dog alligevel at skabe en sammenhængende og vedkommende bog, men man sidder også med fornemmelsen, at hver enkelt kapitel kunne udbygges noget mere. På den anden side giver det en selv mulighed for at dykke længere ned i de problemstillinger, man selv finder mest interessante, og her er der stor hjælp at hente i bogens fyldige noteapparat.