Ungkonservatismens fald og genrejsning

27. april 2015
6 minutters læsetid

Konservatismen i Konservativ Ungdom har længe været en kamp imellem socialkonservative og liberalkonservative tendenser. Det nyligt afholdte landsråd i K.U. markerede et nybrud, hvor en sammentømret nationalkonservativ fløj bl.a. fik politisk indflydelse og repræsentation i foreningens ledende organ. Jesper Holm Frederiksen skriver i Replique om hvid fløj og ungkonservatismens genkomst.

af Jesper Holm Frederiksen

Som læserne af Replique må have noteret sig, undergår den offentlige opinion i disse år en udvikling, vi ikke har oplevet her til lands i mange år. Der er nemlig masser af konservative debattører. Der udgives konservative bøger. Der diskuteres kristen teologi, dannelse, fædrelandskærlighed og andre relaterede emner og begreber.

Rød og sort fløj

På Konservativ Ungdoms Landsråd blev det i år for alvor tydeligt, at disse opbyggelige strømninger har haft indflydelse på ungkonservatismen. Der er nemlig på relativt kort tid opstået en sammentømret og overraskende ensartet nationalkonservativ fløj. Hidtil har der i Konservativ Ungdom overvejende eksisteret to fløje, den ”røde” og den ”sorte”. Den røde fløj har hovedsagligt været kendetegnet ved, at den i udtalt grad minder om Det Konservative Folkeparti i sin pragmatiske, ”moderne” tilgang til de fleste politiske spørgsmål: altså en forholdsvis værdiliberal fraktion med en ikke alt for tydelig økonomisk profil.

Den sorte fløj derimod kendetegnes ved dens altoverskyggende foragt for alt, hvad der har med statsmagten at gøre, uagtet om det drejer sig om folkekirke eller kontanthjælp. De sorte er for alle andre end dem selv tydeligvis liberalister, men hævder at være konservative, fordi de mener, at civilsamfundet kun uden statslig indgriben kan opnå en stærk ”moral”. Denne ”moral” har de dog ikke så stor interesse i at definere. Således står det hen i det uvisse, om de for eksempel taler om en traditionel seksualmoral, om det drejer sig om den traditionelle kernefamilies forrang, eller om det måske drejer sig om moral i forhold til menneskelivets værdi. Indtil videre er det nærmeste, man kommer på et svar, at ”skat også handler om moral”, som de ynder at påpege. Både den røde og den sorte fløj har dog det til fælles, at de i udpræget grad er ”moderne”. Det er særligt her, der er anledning til bekymring.

Konservatismens berettigelse

For hvis konservatismen har en berettigelse, må den netop være et korrektiv til den galoperende modernitet. Det er altså ikke tilstrækkeligt at definere konservatisme som ønsket om at skabe ”et samfund, hvor staten er stærk nok til at løfte den svage, men for svag til at knække den stærke” som Per Stig Møller siger. Denne sætning er efterhånden blevet så udpint en skåltale – hovedsagligt fra den røde fløj og Det Konservative Folkeparti – at den i dag er fuldstændigt irrelevant. Sætningen lyder måske godt, fordi langt de færreste mennesker vil erklære sig lodret uenige i budskabet. Således må man betragte det som meget sandsynligt, at de fleste radikale her til lands uden problemer ville kunne tilslutte sig denne floskel vedrørende statsmagtens størrelse.

Hvis en politisk bevægelses vigtigste kampråb kan tilsluttes af dens arvefjende, er det utilstrækkeligt. I praksis betyder samlingen om denne utilstrækkelighed, at tusinder af partikonservative kan gå med den opfattelse, at hvis blot statsmagten ikke er alt for stor, men dog leverer nogle overførselsindkomster til ”værdigt trængende”, er det konservative ideal opnået.

Hvid fløj er en reaktion mod denne kulturelle nihilisme og et forsvar for den nationale sammenhæng. Den er en bevægelse, der i sin grundvold er anti-moderne. Fløjen samles i ønsket om at bevare og genskabe de nationale, kulturelle og religiøse sæder og skikke, der i tusind år har konstitueret Danmark. Den vil insistere på, at den konservative partibevægelse skal finde tilbage til sine ideologiske rødder.

Utilstrækkeligheden står i skærende kontrast til det igennem lange tider kendte konservative motto: ”Gud, Konge og Fædreland”. Det kulturradikale etablissement har imidlertid haft så stor succes med at udskamme dette ellers så smukke udtryk, at de fleste ”moderne” konservative kun kan ytre det, hvis de i åndedraget efter undskylder ved at redegøre for, hvordan det skal forstås i 2015 (eller hvilket tilfældigt år, kalenderen nu engang viser).

Moderne konservatisme

Et af de mest skræmmende eksempler på dette fandt sted for knap et årti siden, hvor en af KU’s i nyere tid længst siddende formænd på et kursus skulle undervise en gruppe nye KU’ere i konservatisme. Det store ideologiske fyrtårn spurgte indledningsvist retorisk, om de havde hørt om ”Gud, konge og fædreland”-udtrykket, og om de vidste, hvad det betød og indebar. Visse af de unge håbefulde bød nervøst ind med et forslag, om det måske kunne betyde noget med, hvilke værdier, der prægede samfundet. Underviseren kunne delvist tilslutte sig, men måtte i øvrigt supplere, at man naturligvis skulle forstå udtrykket i en ”moderne” verden, og derfor kunne han da så let som ingen med sin dry-erase-marker på whiteboardet anføre, at det i det pågældende kalenderår betød ”Religion, demokrati og EU”.

Lad os forsøge at behandle denne omskrivning trinvist.

De unge, nye KU’ere måtte altså forstå, at det i det 21. århundrede ikke kan være så pokkers vigtigt, om vi først forstår Gud som Frelseren, der døde på korset i kærlighed til sine fjender. Det er både gammeldags og ekskluderende, så derfor måtte Gud helt indlysende vige til fordel for ”Religion”. Buddha, den påståede profet Muhammed eller Jesus Kristus, ja, det kan vel være det samme, forstås.

Ligeledes duede det her med blindt kongetroskab naturligvis heller ikke. I det 21. århundrede har monarker kun ceremoniel betydning, fordi de kan skrabe penge i statskassen, og det kan borgerlige jo godt lide. Nej, det afgørende for statsmagtens drift og borgernes forhold til denne er altså ikke en institution så gammel og reaktionær som kongemagten. Nej, kongen må vige for demokrati(sme).

Afslutningen på denne ”moderne” udlægning af konservatismen kom til udtryk ved, at fædrelandet måtte sløjfes til fordel for EU. Hallo, hvad kan nationalstaten egentlig stille op for grænseoverskridende kriminalitet og klimaproblemer? Kun EU kan fange kriminelle og forhindre giftudslip, og så må gamle Danmark komme i anden række, indlysende nok.

Hvid fløj

Den nationalkonservative fløj, også kendt som Hvid Fløj, er særligt kendetegnet ved, at den anfægter denne fortælling om konservatismen, dette ”moderne” og alt, hvad det indebærer. At dens dagsorden nyder stor tilslutning i Konservativ Ungdom er udtryk for en interessant udvikling. En oplagt forklaring er, at det netop er ungdommen, der nu reagerer imod det fravær af traditionelle rammer, der nu har domineret Danmark i flere generationer.

Kulturradikalismens indtog i Danmark begyndte allerede med Brandes og det moderne sammenbrud. Siden er de kulturradikale idéer i efterkrigstiden blevet til konkret virkelighed, der fik skæbnesvangre konsekvenser for vort land. Den traditionelle kernefamilie blev ødelagt, de nære civilsamfund gradvist opløst, kønsrollerne ophævet, de traditionelle institutioner udhuledes for autoritet, kirkens funktioner fjernedes og forkyndelsen blev mistænkeliggjort, nationalstatens suverænitet blev krænket og fra 1983 importeredes enorme flygtningestrømme af mennesker fra fremmede kulturer, der senere viste sig at undergrave vores gamle tillidssamfund i hidtil uset omfang.

Ungdommen har betalt prisen for de foregående generationers svigt: Vi går ud af folkeskolen med den eneste kundskab at kunne google. Vi kender ikke vores tro, historie eller folkelige kultur. Det eneste hellige i det senmoderne Danmark er abstrakte idealer om lighed, ligestilling, tolerance – og så noget med velfærd.

En national og kulturel vækkelse

Hvid fløj er en reaktion mod denne kulturelle nihilisme og et forsvar for den nationale sammenhæng. Den er en bevægelse, der i sin grundvold er anti-moderne. Fløjen samles i ønsket om at bevare og genskabe de nationale, kulturelle og religiøse sæder og skikke, der i tusind år har konstitueret Danmark. Den vil insistere på, at den konservative partibevægelse skal finde tilbage til sine ideologiske rødder, hvor mennesket ikke forstås som et eksperiment eller et produkt af socioøkonomiske omstændigheder, men som et forhold, som Kierkegaard formulerede det: et forhold til sin næste, til Gud og til sit land. Mennesket er ikke en tilfældig kødklump eller CPR-nummer, men formet af sin kultur og sit hjem.

Dét er konservatismens formål: At fastholde individet i det nære og i det konkrete. Hvid fløj er blot begyndelsen på det, vi vil se meget mere af fremover: en national og kulturel vækkelse, der vil sprede sig som ringe i vandet. For Gud, konge og fædreland.

Tegn abonnement på Årsskriftet Critique for kun 199,-

CRITIQUE 2023 - Forside

Få Årsskriftet Critique

Tegn abonnement i dag for 199 kr

CRITIQUE 2023 - Forside