Miljøbevægelsens magtovertagelse

1. april 2015
17 minutters læsetid

En af hovedelementerne i 1960’ernes kulturelle revolution var, at forurening må ses som en af hovedtruslerne mod de udviklede samfund. En veltilrettelagt kampagne, orkestreret fra fremstående bastioner i akademia og medierne, fremmanede og fremmaner billedet af en verden truet af miljø-ødelæggelser. Det mener månedens kronikør, der i et videre perspektiv peger på dels den fejlagtige historiske bedømmelse af miljøforbedringerne i det 20. århundrede, dels på motiverne bag kampagnen, der trækker tråde til vore dage.

af Steen Steensen

Hvad er den mest omvæltende forandring af samfundet i nyere tid? Lad det være sagt med det samme: Det er klasseskiftet i 1960‘erne. Året 1968 danner omdrejningspunktet. Voldsomme begivenheder finder sted i tresserne og videre frem. Det går hårdt ud over de mennesker, som skaber samfundets materielle værdier. Men de ondartede elementer i omvæltningen nævnes ikke i dagens Danmark. Emnet er tabu. Det vil denne kronik råde bod på.

Storbyens forurening

Forurening udgør det centrale element i fremstillingen. Fortidens urenlighed bringes frem i lyset. Den kunne både ses, høres og lugtes. Pladsen tillader kun at fremhæve nogle karakteristiske tilfælde. Forureningen gør sig både gældende i landdistrikterne og i købstæderne. Men i de større byer er urenligheden størst. Navnlig er forureningen slem i København. Hovedstaden er indrammet af militære volde og voldgrave fra Christian den Fjerdes tid. Problemet er, at mennesker fra nær og fjern drages mod den relativ driftige stad. Især i slutningen af 1700-tallet vokser byens folketal. Ved portene i vest, nord og syd opkræver tolderne afgifter for varer til byen. For virksomhederne gælder det om at finde et sted inden for murene og derved slippe for betalingen af told.

Spekulanter udnytter sammenstuvningen af mennesker. De bygger, hvor der er en smule plads. Gårdene forvandlede sig til regulære skakter, hvor solens stråler ikke kommer ned. Beretninger fra den tid fremhæver tillige lugten. Stanken rev i næsen. Uvaskede mennesker i ildelugtende arbejdstøj udsender beske dufte, som forstærkes af den sammenstuvede antal af børn, voksne og gamle i afmålte rum. De små lejligheder kan dårligt udluftes, da dunsterne fra latrinhuse trænger ind gennem åbne vinduer. Også rotterne huserer. Børnene er bange for dem. Navnlig efter mørkets frembrud er det angstfyldt at løbe ned i gårdens skur og sætte sig på latrintønden. Sådanne steder huserer rotterne også. Man forestiller sig, at der i den situation er rift om natpotten! Visse steder forekommer bebyggelsen så snæver, at gårdspladsen ikke formår at rumme egentlige latriner. Gruber med murede sider uden bund nedgraves i kælderen eller under trappen i entréen. En del af afføringen siver ned i jorden. Men den ikke-flydende latrin skal selvsagt tømmes og fjernes. Det sker tit i beholdere uden låg. Ved en sådan lejlighed gjorde stanken sig særlig gældende. Hørmen steg op gennem gulve og trappegange. I 1800-tallet er forureningen stadigvæk grel. Rendestenen fungerer som kloak. Den modtager spildevand fra huse og gårde. Dermed er det antydet, at beboernes lokummer, stalde og møddinger er leverandører af nødtørftige efterladenskaber. Dertil kan føjes garvernes stinkende affald og slagternes blod og indvolde. Fremstillere af stærke drikke gør heller ikke luft og gader renere. Lad følgende oplysning om Hovedstadens heste være nævnt som eksempel: I 1840‘erne skulle der ifølge Københavns Bymuseum befinde sig 3.000 heste i byen. En hest efterlader 10 kilogram hestepærer på en dag. Det beløber sig til 30.000 kilogram dagligt.

Priserne på byggegrunde inden for befæstningen er stærk stigende. Om København ved denne tid skriver historikeren Hans Peter Hilden i sin bog Skrald, storby og miljø følgende:

“Det var en betydelig by. Samtidige malerier fremstiller da også København som et farverigt skue, med volde og grave og soldater i røde og hvide uniformer. Men det var byen set på afstand. På nært hold var den et stinkende hul præget af fortidens forsyndelser i form af dårligt byggeri og alt for snævre gader og af en befolkningstæthed, som var større end i både London og Paris. Men det værste var stanken. Stanken fra en by, der aldrig blev gjort ren, og hvor et forfriskende regnskyl forårsagede, at mudderet fra de åbne rendestene bredte sig over hele gaden”.

Kulturhistorikeren Ib Koch-Olsen finder ligeledes hårrrejsende eksempler frem. Selv omkring byens seværdigheder, det andet Christiansborg og Det Kongelige Teater, flyder det med ekskrementer i midten af 1800-tallet. Også Rosenborg Slot erfarer forureningens svøbe. Garderkasernens mange latriner løber direkte i slotsgraven. Gødningen fra kommandantens anseelige kohold ender samme sted. Eksempler på uhumskhed er der nok af. Vandledningen i Bredgade åbenbarer et hul, der modtager afløb fra Frederiks Hospitals lighus. Desuden kan det ikke undgås, at fiskene fra søerne forvilder sig ind i trærenderne, hvor de bliver klemt fast, rådner og tilfører vandet en vammel smag og ækel lugt.

Myndighedernes svar

Myndighederne er ganske aktive. Forureningen skal bekæmpes, men der er meget at se til. Dagslyset springer ikke i flor, fordi hanen galer. Slam, lugt, smitte og gift som et problem eksisterer en tid endnu. I slutningen af 1800-årene er der stadigvæk gårde i byen, som driver landbrug. Der er malkekøer i drift århundredet ud. Så sent som i 1889 er der 56 kohold i Staden, i alt 1450 stykker kvæg. Om dette emne har dyrlæge Steffen Friis skrevet bogen Kreaturholdet i København. Værst ser det ud i de bygninger, hvor første sal indrettes til kvæg. Køerne hejses op gennem en låge. Rummene er tit lavloftede og mangler ventilation. Lokalerne er mørke. Det kniber med vinduer. Sparsom er pladsen for liggende køer. Temperaturen når om sommeren sædvanligvis op på en 27-30 grader, når lemme og vinduer ikke er åbne. Luften fyldes med damp, som er så tæt, at man næppe kan trække vejret, anfører Steffen Friis. Han meddeler da også, at Sundheds-kommissionen har fået nedlagt en del kostalde. En berygtet smøge i det gamle København er Peder Madsens Gang. Den stammer fra Christian den Fjerdes tid. Meget lidt er den berørt siden. Gaden blev nemlig ikke ramt af de omfattende brande og bombardementer. Men smøgens eksistens ophørte i løbet af 1870‘erne. På det tidspunkt satte byfornyelsen ind efter voldenes fald. Mørk og stinkende lå Peder Madsens Gang tæt op ad de fornemme kvarterer omkring Hotel d’Angleterre og Kongens Nytorv. Historie-studerende Mette Mortensen afleverede i 2003 sit speciale: Kvindeliv i Peder Madsens Gang. Om de ildelugtende baggårde skriver hun:

“Omgivet af de tre-fire etager høje huse har baggårdene i Peder Madsens Gang været som en skorsten, hvor luften stod stille. Mange lejligheder havde vinduer ud til disse baggårde, hvor der ikke var megen cirkulation i luften. Stanken har, ikke mindst om sommeren, været ram”.

Ejendom nummer 7 i gaden består af et forhus, et baghus og en fælles gårdsplads. Indtil 1867 lå der i baghuset et brændevinsbrænderi, som efter nedlæggelsen blev ombygget til beboelse. Men ejeren benytter dog baghusets stue til sine køer, et kohold mellem 24 og 26 styk. Mette Mortensen beretter i sit speciale:

“Der blev drevet bordel i stuen og/eller på førstesalen i nummer 6, 8, 10, 11, 12, 16 og 18, og ved tællingen i 1868 boede 21 offentlige fruentimmere i gaden. Bordellerne blev imidlertid lukket og de prostituerede fordrevet i foråret 1869. Det skete efter en skandalesag, hvor en flok børn fra gaden havde pådraget sig syfilis efter kønslig omgang med hinanden”.

Smøgen havde tillige ry for at udgøre et skjulested for skarnsfolk og slubberter. Lejekasernen Arken på Christianshavn er ligefuldt et eksempel på et proletarkvarter. Mange kan ikke klare sig selv. I en understøttelsesforenings beretning hedder det:

“Mindst hvert tredje menneske på Christianshavn modtager offentlig hjælp. Det er ikke uhørt, at hele familier har intet eller næsten intet bohave, men ligger på det bare gulv eller på en bunke pjalter. Og nu kosten? Det er slemt at se på, når en kone hos jernkræmmeren køber det brød, som var bestemt for svinetønden, til sig og sine børn”.

Dette miljø på Christianshavn kender forfatteren Martin Andersen Nexø. I Pelle Erobreren giver han en pinefuld skildring af den afgrundsdybe nød. Da Pelle oplever dette miljø, beslutter han sig til at vie sine kræfter til arbejderbevægelsen. Kampen for retfærdighed og bedre levevilkår bliver en livsopgave for ham.

Vendepunktet

Det lyder måske lidt mærkeligt, men 1800-tallet er faktisk en relativ driftig periode. Navnlig fra midten af århundredet. Den klassiske liberalisme præger tidsånden. Frihedsideerne bryder for alvor igennem. Enevælden står for fald i 1848. Et klasseskifte finder sted. Demokratiet indføres i 1849. Demokrati i politik og liberalisme i økonomi. Den kombination er guld værd. Politik holdes i snor af frihedsrettighederne. Således kommer politisk aktivisme ikke på tale.

Økologismen undergraver direkte den private ejendomsret. På den måde svigtes selvejersamfundets fundament. Den økologiske krigsførelse ødelægger alt det, som skabte det rige og frie samfund. Miljøvæsnets ondskab må bremses. Hvis ikke vil det martre os resten af livet. Vi borgerlige kan ikke opgive vore idealer og prisgive vore vælgere.

Tiden er inde for selvejersamfundet. Den epoke varer ved indtil 1968. Dog skal det siges, at enevælden så småt ændrer kurs i anden halvdel af 1700-årene. Det drejer sig om reformer i landbruget. Fæstesystemet yder for lidt. Navnlig arbejder godsejer Chr.

Reventlow energisk for en fornyelse i landbruget. Andre toneangivende godsejere mener det samme. Frederik 6. er særlig ivrig efter reformer. Fra fæstebonde til selvejerbonde – det er vejen til velstand og arbejdsglæde i landbruget. I 1849 er ganske mange bønder blevet selvejere. Den linje bliver med klasseskiftet fremmet med endnu større energi.

Udviklingen af selvejersamfundet indebærer en enestående erhvervsmæssig opdrift. Loven om Næringsfrihed i 1857 får en revolutionær betydning. Laugsvæsnet ophører. Nu kan enhver slå sig ned som håndværker eller købmand. Også de ufaglærte kan begynde for sig selv. Landbrug, håndværk, industri og handel blusser af iver. Et ungdommeligt samfund får vinger. Nu begynder det at gå stærkt. I 1857 bliver de første gaslygter tændt i købstæderne. Ved samme tid kommer de første moderne kloakeringer i brug. Vandværker etableres i byerne. Vand indlagt i husene! Rent drikkevand fra hanen! Det var ikke kun en bekvemmelighed, men en sundhedsreform af meget stor rækkevidde. Naturligvis får alle ikke med det samme gas og vand i lejligheden. De fattige tapper vand af en hane i gården eller fra de offentlige vandposter. Men også det forekommer banebrydende. Drikkeligt vand styrker helbredet. Forureningen tvinges i defensiven. Middellevetiden stiger. Med drikkeligt vand til beboerne og den underjordiske kloakering er stien ryddet for vandklosetterne. I adskillige tilfælde bliver baggårdenes retirader udskiftet med træk og slip. Bedre er det naturligvis, om husstanden får råd til at installere klosetter på etagerne. Enten på bagtrappen eller i lejligheden. Alt det sker ikke bare i Hovedstaden. Købstæderne er tillige på tæerne.Fabrikanterne er driftige i enhver henseende. Det er ingeniørernes tid. De første elektricitetsværk stables på benene i 1892. Fjernvarmen er fremme i 1925. Tilsammen overvindes vanskeligheder. Nær slutningen af 1800-tallet opfindes eksplosionsmotoren. Automobiler gør fremskridt. I de første tiår af 1900-tallet bliver motorkøretøjerne stedse mere synlige i gadebilledet og på vejene. Om føje tid skaber motorcyklen bevægelseslighed mellem menneskene. Det er da fantastisk.

Landbrugets blomstringstid

Andelsbevægelsen er med i al det nye. Den 10. juni 1882 er Hjedding Andelsmejeri som den første i landet klar til at behandle bøndergårdenes mælk. Indskuddet til andelsbeviset andrager ikke nogen større sum. Også husmændene kan være med. Mælken hentes ved gårdene i al slags vejr. Mælkekusken er en ny skikkelse på vejene. Skummet mælk bliver almindeligvis returneret til gårdejeren. Vallen anvendes som foder til grisene. En andelshaver, uanset gårdens størrelse, ejer én stemme på generalforsamlingen. Overskuddet deles efter mængden af leveret mælk. Andelsmejerierne får hurtig succes. I 1885 er 84 mejerier på banen. Ved verdendenskrigens udbrud i 1914 er antallet nået op på 1168. Mejeristerne uddannes efter behov på de enkelte mejerier. Selvejet og andelsvirksomhederne bringer dansk landbrug i en førerposition, der vækker betydelig interesse i andre lande. En selvejergård evner at brødføde flere mennesker. Nye plantearter afprøves. Dog blev agerens ydeevne først for alvor sat i vejret med de kunstige gødningsstoffers indtog. På alle felter intensiverer landbruget sine driftsformer. Almuen forvandler sig til selvbevidste bønder, der giver sig af med dræning, gødskning, mejeridrift og raceforædling af dyr og planter. Fødevarernes næringsværdi forbedres. Den sundere ernæring gør børn og voksne mere modstandsdygtige over for sygdomsangreb.

Inger fra det københavnske Nordvestkvarter var syv år, da hun første gang stod på toget til Vendsyssel. Det var i 1944. Klokken er seks om morgenen. Københavnerpigen fortæller:

“Jeg boede sammen med mine tre søskende og forældre i en lille lejlighed i et overbefolket kvarter, og min mor var udearbejdende. Bare det at have et par voksne gående hjemme hele tiden var vild luksus, selv om vi også havde vore pligter. Vi skulle hjælpe med at genne køerne hjem, rydde op i bryggerset og rense komfuret, men det var bare sjovt”.

At holde syv ugers ferie på en landejendom sammen med Tove og hendes forældre var som at komme i Paradis. De mange feriebørn ved, at en landbofamilie ikke frivilligt forlader deres bedrift. Landbohjemmenes vedholdenhed er noget, som de forstår. Penge var for dem ikke alt. Det skulle bare gå rundt. En ting mere har ferieopholdet lært dem: Glæden ved at arbejde selvstændigt på egen gård. Den frizone gør livet værd at leve. Landbruget, landets bærende erhverv, nyder fortsat den højeste anerkendelse. Andre lande misunder Danmark denne forrang. Produktionsevnen og fødevarernes sundhed imponerer. Gårdejerne henter de fornemste priser på internationale fødevaremesser. Besøgende statsoverhoveder må en runde i mark og stald. Det er et fast punkt på programmet. Landbruget er nationens ansigt udadtil. Nationens stolthed. I 1964 besøgte Sovjetunionens generalsekretær Nikita Khrusjtjov Danmark. Han aflægger visit hos landbrugsminister Karl Skytte på Bregnehøjgård på Fyn. Blandt andet præsenteres de russiske gæster for en so med nyfødte grise. Senere på Dalum Landbrugsskole fremhæver Khrusjtjov i sin tale:

“Afgrøderne er meget gode, og Deres høstudbytter er forbavsende. Kvægracerne – mælken er fed; svineavlen er god og ganske produktiv. Se, man har vist mig en so, som ved første faring fik 15 grise. Det er et meget godt resultat. Det er bemærkelsesværdigt, og jeg er begejstret. Vi har prøvet Deres produkter i dag, og ikke bare i dag. Jeg har allerede befundet mig nogle dage hos Dem og har levet af Deres produkter, og ligeledes før jeg kom hertil, har Deres produkters kvalitet været velkendt for mig”.

I talen giver han desuden til kende, at han siger sandheden “for jeg vil ikke være mig selv, hvis jeg kun, så at sige, holdt honningsøde taler for Dem”. Optimismen sprudler. Meget er der at glæde sig over. Det er slut med forureningen som et problem. Efterfølgende sætning forekommer ligeså ubestridelig: Danskernes land er renere, grønnere og sundere end på noget andet tidspunkt i rigets historie. Men der er pletter på himlen, som varsler ilde tidende.

De intellektuelle rykker ind

Det boglige borgerskab vinder terræn fra midten af halvtredserne. Opmærksomheden rettes mod skoleverdenen. Der må ske noget. Intellektuelle debattører er enige om, at folkeskolen og gymnasiet trænger til nye materialer og bygninger. Samtidig er læreanstalterne parate til at modtage flere studerende. På det sæt kommer store dele af skolesystemet i drift. Selvejerne er utrygge ved situationen. Er det intellektuelle borgerskab i færd med at underminere selvejersamfundet? Også blandt nogle produktionsarbejdere kommer der en vis ængstelse til orde. De intellektuelle er ikke på vores side. Man skal ikke forvente en fysisk produktiv indsats fra det hold. Hvem betaler deres lange boglige uddannelser? Men det er dog først i tresserne, at de videregående uddannelser for alvor rykker. De højere skoler tilføres massive mængder af ressourcer. Uddannelsessystemet eksploderer. Gymnasierne og universiteterne oplever en periode med voldsom vækst.

Forurening er et overstået fænomen. Som et problem eksisterer den ikke længere. Men et klasseskifte er i svøb. Producenterne får mindre at sige. De intellektuelle overtager scenen. Det forandrer alt. I 1960‘erne genopstår forureningen i politiske gevandter. Samfundet er ved at gå til i røg, støj og møg. Æteren fyldes med usandhed og frygt. Den opstandne urenlighed erobrer debatten.

Endog i nutiden er dens skyts anvendelig. Der er nemlig både magt og penge i den politiske tresserforurening. De intellektuelle ranker ryggen. Mange magtfulde embeder er opnået og politiske poster vundet. Opfinderne af den genopstandne forurening scorer kassen. De intellektuelle avancerede fra placeringen som middelklasse til positionen som overklasse. Producenterne vånder sig under åget. Det er tabernes lod. Den løgnagtige forurening er et amerikansk påfund. Almindeligvis tilskrives opfindelsen professor i zoologi og marinebiologi Rachel Carson. Hun skrev i 1962 bogen, Det tavse forår. Dette skrift vendte op og ned på mange forestillinger. En verdensomspændende miljøbevægelse følger i sporet på hendes synsmåder og anvisninger. Professor Rachel Carson retter voldsomme anklager mod den kemiske industri, som fremstiller sprøjtemidler mod insekter og ukrudt. Brugen af disse midler er naturødelæggende. Her er et citat fra Det tavse forår:

“Med sprøjter og forstøvere spredes nu disse væsker og pulvere ud næsten overalt, på marker, i skove og haver, ja selv i hjemmene, præparater, der i flæng dræber alle insekter, både de “nyttige” og de “skadelige”, der kvæler fuglesangen og standser fiskenes spring i vandløbene”.

Hun mente kort sagt ikke, at man kunne udsætte Jordens overflade for sådan et “giftbombardement uden at gøre den uegnet for alt levende”. Bogen er fyldt med den slags slagord, kraftfuldt præget af følelser og engagement. Frygten er nærværende. Det er videnskabeligheden ikke. Men ordene rammer tidsånden.

Forureningen kommer til Europa – og Danmark

I 1968 nåede tresserforureningen til Europa. Den kom som et chok for danskerne. Danmark som et forurenet land! I går levede vi i et rent og grønt samfund. I dag tramper vi angiveligt rundt i møg og gift til halsen. Hvad skal det forestille? De bratte meldinger om naturens og samfundets slette tilstand medførte stor forvirring. Befolkningen anså Danmark for at være et af de reneste lande i verden. Det var det også.

Politikerne anede ikke noget om forureningens trusler før 1968. Man kan roligt hævde, at Jens Otto Krag med de mange ministertitler var den mest vidende politiker i Danmark. Han må vel have vidst noget om den voldsomme forurening, som er over os. Det spørger en af Danmarks Radios journalister ham om på fjernsynet. Hvorfor har Socialdemokratiet ikke gjort noget ved den uhyggelige forurening? Krag prøver ikke på at snige sig uden om spørgsmålet. Der var kun ét at svare: “Jamen, vi vidste det ikke”. Nej ikke ét parti havde bekæmpelse af forureningen på programmet. En samfundsmæssig urenlighed blev anset for at udgøre et fortidigt fænomen. Der skulle imidlertid ikke meget til, før tresserforureningen fængede blandt socialisterne i Folketinget. Fra disse kredse blev der taget fat på skurkene. Adressen var der nemlig ingen tvivl om. Kapitalisterne er de skyldige! De mest yderliggående aktivister i Folketinget forsøgte at forvandle miljøkamp til klassekamp. Det lykkedes også. Med miljøet som våben kan vi underminere den private ejendomsret og derved dreje udviklingen i socialistisk retning! Ganske mange intellektuelle sluttede sig til denne strategi.

Tresserforureningen skabte uro blandt de borgerlige politikere. Ikke mindst gav mediernes pågående strategi anledning til panderynker. Journalisterne i Danmarks Radio agiterede dagligt for en aktiv politisk indsats mod de katastrofale tilstande. Generationen af yngre forskere bød sig ligeledes til. For de borgerlige på Christiansborg forekom det risikabelt at sidde den akademiske stands interesser overhørig. Politikerne var naturligvis ikke ukendt med læreanstalternes voldsomme fremdrift. Antagelig troede de færreste af de folkevalgte på den genopstandne forurening. Alligevel løb de borgerlige politikmagere med. Vi slipper ikke godt fra at udfordre universiteterne. Vore partier bliver løbet over ende, hvis vi fortsætter med at føre borgerlig politik. Uagtet løgnen bliver vi nødt til at bøje os for magten. Sådan tænkte de fleste velsagtens.

Samvittigheden nagede naturligvis de ægte liberale. Økologismen undergraver direkte den private ejendomsret. På den måde svigtes selvejersamfundets fundament. Den økologiske krigsførelse ødelægger alt det, som skabte det rige og frie samfund. Miljøvæsnets ondskab må bremses. Hvis ikke vil det martre os resten af livet. Vi borgerlige kan ikke opgive vore idealer og prisgive vore vælgere. På den måde undsiger vi også partiets fædre, som gjorde op med autoritære systemer og indførte demokratiet. Den toptrimmede politiske organisator på fuldtid, heltid og livstid tog det ikke så højtideligt. Karrieremageren er der, hvor magten er. Uden større skrupler forvandlede skikkelsen sig til medløber. Hvorfor ikke? Vi må følge med tiden. Danmarks Naturfredningsforening blev ligeledes taget på sengen.

Organisationen havde eksisteret siden 1911. I 1937 får Naturfredningsforeningen ret til at rejse fredningssager. Medlemmerne vidste god besked med landskabet og naturforholdene. Ikke desto mindre fik de ikke fået øje på en truende forurening før 1968. Foreningen har blikket rettet mod fredninger af landskaber. Det gjaldt om at sikre borgerne adgang til rekreative miljøer. Men at bekæmpe forureningen! Problemstillingen eksisterede simpelthen ikke.

Kampagnen tager form

Et miljøhysteri uden sidestykke sættes i værk. Allerede i 1971 er Ministeriet for Forureningsbekæmpelse stablet på benene. Den første paragraf angiver følgende: forebygge og bekæmpe forurening af luft, vand og jord. Fra nu af udstedes et voldsomt antal love og bekendtgørelser mod de næringsdrivende. De politiske partier konkurrerer om at være mest miljøvenlig. Det kræver hårdhed. På det tidspunkt har de borgerlige lært lektien. Kun to folketingsmedlemmer danner en undtagelse. Disse brave personligheder bør nævnes, Arne Bjerregaard fra Kristeligt Dagblad og Helge Dohrmann fra Fremskridtspartiet. Resten løb som lemminger i det grønne spor. Især landbruget står for skud. På den mest nederdrægtige måde trækkes landmændene gennem sølet. Det er slut med fremmede statslederes besøg på gårdene. Den 16. oktober 1985 bringer

Morgenavisen Jyllands-Posten en kronik fra Ritt Bjerregaards hånd. I den udråbes bønderne til at være de største miljøsvin. Her kommer et citat:

“Det er nødvendigt snarest muligt at få has på de forureningsproblemer, den overgearede landbrugsproduktion er skyld i (…) Landbruget er ubetinget det erhverv, der sviner mest. Landbrugets svineri følger akkurat det samme mønster som andre miljøsvin”.

Ritt Bjerregaards politiske karriere led ingen skade trods ondskaben, faktisk tværtimod.

Angrebet på bønderne ramte hårdt. Først blev husmændene likvideret som klasse. Det skete i den periode, hvor Lone Dybkjær var miljøminister. En køn tak til husmændene for 75 års loyale støtte til Det Radikale Venstre. Derefter kom turen til gårdmændene.

I dag består landbruget af storgårde. Angrebene på gårdmændene hører feriebørnene om i voksenalderen. Kontrollørernes hærgen i landdistrikterne erfarer de med ligedelt undren og vrede. En ting kan man vist roligt slå fast: Feriebørnene vil være blandt de første i byerne, som begriber den politiske løgn om forureningen.

For de intellektuelle er der fri bane. Vi kan gå ud fra som givet, at den ny klasse former samfundet i deres eget billede. At beherske den politiske scene udgør et specielt vigtigt træk for en uprøvet klassemagt. På dette felt er de intellektuelle kommet langt. Skridt for skridt har de erhvervet de afgørende pladser i Folketinget. Den lovgivende forsamling kommer hurtigt til at afspejler stillingen i den sociale kamp. Grundloven tager de nye dominanter ikke så højtideligt. For så vidt fungerer det politiske demokrati efter hensigten, men den vigtige bestanddel, liberalismen, tæller ikke for noget. Det har allerede ført til politisk aktivisme – just det som ikke måtte ske.

Tegn abonnement på Årsskriftet Critique for kun 199,-

CRITIQUE 2023 - Forside

Få Årsskriftet Critique

Tegn abonnement i dag for 199 kr

CRITIQUE 2023 - Forside