“Mørke kræfter” og sammenholdets tomhed.

16. februar 2015
4 minutters læsetid

Det er egentligt ikke tilrådeligt i disse sammenholdstider, hvor gode mennesker, omvendte syndere og de sidste dages hellige stimler sammen for med gratis udleverede eller billigt indkøbte fakler at mane mørket bort, som har lagt sig over det oplyste samfund. Men netop manifestationen af sammenhold og fællesskab kan for det menneske, der lider den skavank at blive pisket frem af sin ærlighed snarere end holdt i tømmer af sin forstand, at ytre en kættersk bemærkning om det, vi nu oplever.

Jeg vil ikke forklejne velviljen hos de mennesker, som har begivet sig ud for at bekæmpe det, som de selv kalder mørket med så sparsom en lyskilde som en fakkel. De fleste folk står jo dér, fordi de ikke kan andet. De må stå der, fordi de føler den indtrængende nødvendighed af at sige nej til den terror, som nu for første gang er blevet andet end et teoretisk begreb for det danske folk.

Det er altså ikke den gode vilje, der er anledningen til mit kætteri. God vilje får man sjældent nok af, og man kan kun håbe, at de mange fakkelbærere, når de engang vender hjem, gør det med en styrket vished om, hvad der er på spil, hvad der er blevet angrebet – og ikke mindst hvem fjenden er.

Trods som postulat

Men netop her sætter så tvivlen ind. Hvori består egentlig det substantielle i det sammenhold, vi i disse dag ser manifestere sig. Er det andet end en sang til lejligheden, som er glemt i overmorgen? Man får tvivle. Der var mange, der var Charlie i et par dage eller to, men efterfølgende har det vist sig, at grænserne for, hvad medierne kan – og tør – vise allerede har flyttet sig. Imens politikere fra nær og fjern svor deres trods, har frygten, den begrundede frygt og dens følgesvend den ligeså begrundede angst, lagt sig over det domæne, hvor friheden til at krænke, som vel at mærke er den eneste meningsfulde måde at forstå ytringsfrihed på, herskede.

Manifestationerne af sammenhold og trods bliver på den baggrund postulat. Et tomt slag i luften, der måske giver mening for dem, som deltager, og dem, der ser på i Aftenshowet, men intet betyder i forhold til bevægelserne ved frontlinjen. Nej værre endnu, manifestationerne bliver et udtryk ikke for trods imod terrorismen, men trods imod sandheden, den sandhed, vi ikke vil se i øjnene, nemlig at vold ganske effektfuldt kan gøre en ende på enhver ytring. Den postulerede trods viser sig ved nærmere granskning at være en særlig nederdrægtig form for hykleri, hvor velmenende mennesker bliver brugt som rekvisitter for det demokrati, hvis idé det er blevet at vige og vige.

Sammenholdets tomhed

Manifestationerne af sammenhold dækker ligeledes over de voldsomme spændinger, der præget samfundet og deler det i uforsonlige blokke i den værdipolitiske debat, som knytter sig uløseligt til debatten om vores reaktion på den terror, der netop af de fleste opfattes som et anslag mod vores værdier. Vi er ikke enige om, hvad der er under angreb, og hvor angrebet kommer fra. I morgen vil det blive fejret i aviserne, og i overmorgen vil kløften igen åbne sig mellem højre og venstre, høj og lav og mellem konservative og liberale relativister. Netop fordi sammenholdet er uden substantielt indhold, er det ikke stort andet end en sammenstimlen.

Værdier vil altid være omstridte. De danner ikke den ydre ramme om et fællesskab, men er altid debat inden for rammerne af et fællesskab, hvis forudsætning ikke er bekendelse men identitet. Netop fordi reaktionerne oven på terrorangrebet ikke har villet tage det grundlæggende identitets- og loyalitetsspørgsmål op, som er kernen i det kultursammenstød, der ikke nødvendigvis er terror, men altid er den jord, hvori terroren vokser, netop derfor har selve vores reaktion været med til at undergrave det sammenhold, eller rettere det fællesskab, som også må være enhver kollektivt handlende enheds forudsætning; og kan et givet fællesskab ikke samle sig om handling, men opløses det tværtimod, når sangene er sunget, og den sidste tale forstummet, da spiller det en uhyre begrænset rolle i en konflikt, der kalder på handling og afgørelse til fordel for den virkelighed, der er under angreb.

Det glemte fjendskab

Det er den moderne vestlige selvopfattelses måske største svaghed, at den ikke ved af, at den har fjender. Så sikker er den på sin universelle og selvindlysende karakter, at den søger sine værdier, hvad end de måtte være, hævet over enhver diskussion, gør dem til en slags sekulær bekendelse, som ethvert menneske ved sine fulde fem kan indse gyldigheden af.

Dette er liberalismens solide fodaftryk i den vesterlandske selvopfattelse. På en gang en positiv og fatal idé. Positiv fordi påstanden om disse værdier universalitet, søger at hævde vesten som et værdifællesskab, enhver kan træde ind i. Fatal fordi netop værdiernes universalitet og almenmenneskelighed indebærer umenneskeliggørelsen af dem, der ikke kan indse deres værdi og ikke vil bekende og indtræde i værdifællesskabet. Det egentlig valg, det ikke-vestlige menneske stilles i, er valget mellem omvendelse eller umenneskelighed.

Umennesket behøver vi igen ikke at forstå. Det er nok at konstatere terroren som udslag af ondskabens banalitet. Hvor mange gange har vi ikke hørt bemærkningen om de ”mørke kræfter”, vi bekæmper: Hvordan det ikke drejer sig om sammenstød mellem kulturer, endsige religioner eller ideologier, men mellem vores værdier og en eller anden uforståelig irrationalitet, der lurer i udkanten af vores synsfelt.

Senest synes Politiken at have iværksat en kampagne, der på baggrund af terroristen Omar Abdel Hamid el-Husseins kriminelle fortid søger at forklare ham som kriminel snarere end islamisk terrorist, eller som påvirket af en psykisk diagnose snarere end et menneske, der opfattede os som sin fjende og handlede på baggrund af dette rationale.

Men i miskendelsen af fjendskabet som drivkraft, i vores manglende evne til at anerkende fjenden, luller vi os selv ind i forestillingen om vores ”værdiers” iboende ukrænkelighed. Vi kommer til at forveksle vores opfattelse af deres ukrænkelighed for os med spørgsmålet om, hvorvidt de reelt lader sig krænke – og i sidste ende nedkæmp. Vi misforstår konfliktlinjen som en mellem alle rettænkende mennesker og de få grebet af mørke kræfter.

I realiteten er situationen en anden og langt mere forstemmende.

Måske, når sammenholdet har lagt sig, læren af disse dage vil blive, at ingen værdier ejes, foruden dem, som må vindes og atter genvindes i den stadige tilværelseskamp.

Christian Egander Skov

Christian Egander Skov er historiker og ph.d. i moderne politisk historie fra Aarhus Universitet. Han er forfatter til bogen “Borgerlig Krise” (2022) samt Konservatisme i Mellemkrigstiden (2016). Han forsker i efterkrigstidens centrumhøjre-tænkning og er fast bidragsyder til Berlingske Tidende og Altinget. Desuden modtager af Weekendavisens litteraturpris 2022

Tegn abonnement på Årsskriftet Critique for kun 199,-

CRITIQUE 2023 - Forside

Få Årsskriftet Critique

Tegn abonnement i dag for 199 kr

CRITIQUE 2023 - Forside