Traditionelle individualister

Som mange andre mellemkrigstidsforfattere var også Kaj Munk og Jacob Paludan stærkt orienterede mod naturen, som de dog brugte til at fremhæve menneskets individualitet. Månedens kronikør Jon Gissel skriver om de to store konservative skikkelser.

af Jon Gissel

Mellemkrigstiden var en tid, da arvelighed, en biologisk materialisme, havde fået en fremskudt plads i tankegangen, med Johs. V. Jensen som sin hovedtalsmand, men også med den radikale historiker Erik Arup blandt sine repræsentanter.

Kaj Munks Liv og glade Dage fra 1944 og Jacob Paludans Landluft fra 1945 er to bøger, som udtrykker en holdning gennem naturen. Munks har en indbygget retorik, idet den forsvarer jagten overfor jægerhaderen og gør det med godt humør, at den ligesom kærligheden ikke kan forsvares med grunde, men kun med udøvelse. Ellers kommer forfatteren vidt omkring, novelletten ”En Kvinde af Folket” er en hyldest til livsglæden og så alligevel med en påmindelse om det jordiske livs korthed. Han sætter også naturen i forhold til litteraturen og her finder vi en klar stillingtagen:

Men der var altsaa engang – o Eventyr! – da Digteren ikke hed Jensen, men Oehlenschläger, og da han saa det som sin Opgave at søge en dybere Sammenhæng i Tilværelsen end den forholdsvis ligegyldige, der hedder Arveligheden; da han vidste f. Eks. en Ting som, at Bøgeskoven er hellig; ”saa huldt til den hellige Bøgeskov det vinkte mig”.

Ja, så er Johs. V. Jensen sat på plads, og Munk citerer henrykt Oehlenschlägers Aarets Evangelium og sammenholder det med Grundtvigs, Kingos, Brorsons og Ingemanns glædesytringer. Munk glemmer for naturens skønhed ikke, at det lidende menneske, uretten og den stilfærdige slider findes i verden, men hans alternativ til Jensen bliver både glæde over den verden, Gud har skabt, og håb om et evigt liv.

Større perspektiv

For Munk er salmetraditionens og Guldalderens digtere levende, de gror i hans sjæls sjæl, han suger næring af dem, omgås dem uhøjtideligt, men som uundværlige, vidner om et større perspektiv i tilværelsen end dem, samtidens forfattere bød ham. Han indleder kapitlet om efteråret med at citere Grundtvig:

“Nu falmer Skoven trindt om Land,
Og Fuglestemmen daler.”

Med disse skrupforkerte Ord skænker Digteren os genialt rigtigt Efteraarets Stemning. Aldeles fejle er de, for Skoven staar i en Brand af Farver, og Fuglestemmen er for længe siden dalet, ja, har længe været aldeles tavs. Og dog udtrykker de to Udsagnsord just, hvad vi føler ved Aarets Hælden, det ikke dør, men falmer, det ikke falder, men daler.

Sådan lever og argumenterer Munk til stadighed med den danske tradition, i stadig dialog. Dette, at søge en dybere sammenhæng i tilværelsen ved naturens og traditionens hjælp har han tilfælles med de kulturkonservative i slutningen af 1800-tallet, som han ikke nævner.

Dumme høns

Jacob Paludan brød sig heller ikke om, at menneskehjernen blev reduceret til en regnemaskine, eller at maskindriften overtager opfostringen af dyrene. Han henviser til folkevisen, men ikke til Guldalderdigterne, bortset fra en svag hentydning til Grundtvigs Som Hønen klukker mindeligt…. Den begejstring for Oehlenschläger, den varme tilslutning til dansk litterær tradition, som findes hos Munk, mærkes ikke hos Jacob Paludan. Høne og hane omtaler han med en vis tør humor … imperfektible, Bytte for en evig Forfjamskelse, Billedet paa Nødstedthed og Forstands Utilstrækkelighed. Og dog er de menneskets urgamle ledsagere, og overførelsen på mennesket viser sig snart at være forfatterens egentlige anliggende:

Mennesker, der minder om Høns, kan man nok holde af en Stund for deres skyldfri Hjælpeløshed, men en Dag vækker de dog Ens pædagogiske Vrede…

Gradvis går Paludan ind på mere alvorlige emner, taler om fuglenes aflivning af svagere individer og menneskets anderledes tankegang:

Hos os drejer det sig jo om en Følelsesreaktion, og den er fin og smuk, vil jeg paastaa ind i Øret paa en Hær af Eugenikere og Udviklingsteoretikere…

Høns mangler individualitet, selvopholdelsesdriften eksisterer tilsyneladende ikke i den enkelte:

Betragtningen af store Dyreflokke er som et Kursus i Lykken ved Kollektivisme, ved at være mange og gøre det samme som Naboen. Vi ser deres Had til Undtagelsen, som her, hvor der ikke er Politi, konsekvent fører til Mord, og vi ser Lykken ved at være fri for Hjernebrug og personlig Stillingtagen samt Forkærlighed for Opløb og Sammenstuvning – selv om det koster et Par Liv, hvad saa? Mit nøjagtige Genbillede gaar jo lige bag mig. Hvem tør paastaa, at et stort Opløb, lige meget for hvad, er helt uden Lyst? Man vil jo dog gerne være sammen, tæt sammen, den virkelige Angst er at mangle Sidemand. Der er utvivlsomt Hygge i denne dybe Forsvinden mellem Tusinder; man ser sig selv gaa igen overalt, hvilket føles styrkende, og det er mageløst at blive som én stor Bølge… Bag de fleste Iagttagelser finder man let noget, man kender ganske intimt; der sidder jo i enhver et lille Anlæg for, en lille Dragning mod Hjordliv, mod mild og idiotisk Udslettelse…

Mod kollektivismen

Beskrivelsen af de hysteriske høns bliver altså til en skitseagtig fabel om mennesket, sikkert med en bråd mod det 20. århundredes massebevægelser, man mærker, det er skrevet i et århundrede, da kollektivismen og ikke individualismen var konservatismens hovedmodstander, essayet stammer fra 1930, og det er da snarere socialismen end nazismen, der er tænkt på, men også med en advarsel mod det destruktive og selvdestruktive i hvert menneske. I teksten ligger den dobbelthed, at politi er nødvendigt, og at Paludan bringer sig selv ind i det. Jacob Paludan kan da afrunde sine betragtninger med ordene: …det levende er aldrig, aldrig blot en Vare. Også modernitetens omskabelse af landskabet har han et godt øje til. Naturbeskrivelsen hos ham er ellers i høj grad vandringer i naturen. Uden at det direkte siges, beskriver Jacob Paludan her konsekvenserne af materialismen i tankegangen fra 1870’erne og fremefter. Ligesom Munk slutter han sine naturskitser med et portræt af det stilfærdige menneske. Både Munk og Jacob Paludan har altså haft noget at sige med deres sætten naturen på papir; det er ikke naturen for dens egen skyld, men der kastes et lys på menneskelivet. Og begge har noget imod overdreven fiksering på arveligheden. Derimod er der intet hos Paludan, der peger mod kristendommen; det er der i høj grad hos Munk.

Også i dag er der god grund til at huske, at det levende aldrig er en vare og i særdeleshed da ikke mennesket. At ansvar og personlig stillingtagen er vigtige. Også i dag er der grund til at være i dialog med kirkens tradition og dansk tradition, som noget der strækker sig længere tilbage end den moderne aversion mod kristendommen. Kort sagt: Kaj Munk og Jacob Paludan har begge noget at bidrage med til konservativ fordybelse.

Jon A.P. Gissel er dr.phil. i historie og forfatter til bogen ”Konservatisme og kulturkamp”.