Sandheden om 1864

Det kan give god mening at justere ved historisk korrekthed for dramatikkens skyld – men ikke når dramaet udebliver til fordel for en patetisk fortælling om uforståelige personer tilsat kulturradikal ideologi. Sådan skriver vores anmelder om Bornedals 1864.

Af Jens Wendel-Hansen

Der er blevet talt ikke helt lidt om tv-serien 1864, og det har ikke sjældent handlet om de historiske ukorrektheder, som tv-serien til overflod indeholder, og De, kære læser, vil sikkert stille det rimelige spørgsmål: Har der i denne debat ikke været tale om en belejring med svært artilleri mod et korthus? Og er det virkelig nødvendigt at fortsætte denne belejring? Denne anmelder indtager det synspunkt, at der med rette kan svares jo til det første spørgsmål, men at dette ikke nødvendiggør, at der svares nej til det næste. Således vil denne anmelder lystigt begive sig dansende og syngende ud på kritikkens grønne enge i den tro, at han kan sætte sine store platfødder, hvor græsset endnu ikke er trampet ned.

Drama før historie?

Ole Bornedal har gentagne gange understreget, at disse hans historiske fiflerier er sket af dramatiske årsager, og man står således som genstand for DR’s sendeflade tilbage med det indtryk, at det må være så godt som umuligt at lave en serie, der er historisk korrekt og samtidig også indeholder dramatisk kvalitet. Historikeren, der proklamerer, at vedkommende da synes, at en tv-serie om 1864 ville vær endnu mere spændende, hvis den var historisk korrekt, i dette tilfælde f.eks. Rasmus Glenthøj, er intet sandhedsvidne. Historikere bliver sjældent historikere pga. fagets dramatiske effekt – i så fald vil man i hvert fald tids nok opdage, at der kan være langt mellem snapsene. Imidlertid har det faktisk i tidens løb ladet sig gøre at lave historiske dramatiseringer, der i stedet for at lade pligten over for historien virke som dødvægt – det indtryk får man ikke sjældent hos Bornedal – faktisk har ladet den historiske korrekthed medvirke til at gøre produktionen levende, virkelig og nærværende. Et umiddelbart eksempel er Master & Commander (med ham australieren), hvor det meste af handlingen udspiller sig på et skib i den britiske flåde under Napoleonskrigene. Filmen blev, da den udkom, rost for dens i detaljer historiske præcision – netop fordi man formåede herigennem at vise den helt almindelige dagligdag ombord på et sådant skib og stille det i kontrast til de verdenshistoriske begivenheder, som udspillede sig omkring det.

Matador og historien

Medfører det så i øvrigt, at en historisk dramatisering som sådan skal være korrekt for at være god? Nej, selvfølgelig. Der findes et markant antal eksempler på, at man rimeligvis kan gå på kompromis med den historiske korrekthed og samtidig levere et smukt dramatiseret indblik i historiens kringelkroge. Eksemplerne i dansk sammenhæng er f.eks. tv-serierne Matador og, her introduceres et kontroversielt synspunkt, Badehotellet.

Matador lider – set fra en historisk betragtning – under en mangel på repræsentativitet: De radikale er modstandsfolk, mens de konservative og kommunisterne stikker af. Socialdemokraten, som i øvrigt har det interessante hverv at være griseavler, er en løjerlig umoden type og ikke udpræget egnet til at stille sig som demokratiets bolværk mod de totalitære styreformer. I småtingsafdelingen får vi fortsat alle sammen et lille stik i brystet, når vi i afsnit 16 ser Dronning Margrethes våbenskjold på et af skilderhusene, eller når vi konstaterer, at salmenumrene ved den kirkelige højtidelighed i samme afsnit ikke svarer til den salmebog, der blev brugt i Folkekirken i 1940. Når tv-serien alligevel fungerer så godt, som den gør, så er det, fordi der i den fortælles en helhedshistorie, og fordi der trods den manglende repræsentativitet leveres markante personportrætter, som ikke bare står som individer, men sammen indgår i den tidslige mosaik, som tv-serien samler sig til. I hvert eneste afsnit føler vi, at vi kommer hele vejen rundt, og at Korsbæk har rykket sig en lille smule i løbet af afsnittet.

Ironisk distance

Det samme kan i høj grad siges om Badehotellet, hvis persongalleri dog nok i højere grad udgøres af karikaturer, men hvor manuskriptforfatterne netop har brugt dette karikerede galleri til at gøre historien sprællevende. Den selvskabte grosserer, den velbeslåede fabrikant, den pga. det intense oplysningsniveau (en moderne opfindelse) deprimerede kontorchef og den flamboyante skuespiller giver i alle tilfælde en lille flig af en samlet fortælling om et overklasseliv lige inden Depressionen. Ferien går mest med at flygte fra kontorchefens frygtelige informationer fra verden udenfor, og med at le over den pudsige tanke, at kvinder nu vil have ligeløn – ”Hvad gi’r De mig?” Det hele er så fyldt af karikatur, at det ville have været for meget, hvis ikke det var for den lille detalje, at der hele serien igennem er et massivt lag af ironisk distance til fortællingen. Historien er fortalt med et glimt i øjet – kun afsindigt humorforladte seere ender med den dom over Badehotellet, at den er en stiv karikatur.

Tomme skaller

Så inderligt få i Bornedals persongalleri har sjæl, og skulle man forledes til at tro, at man nu har fanget en skikkelses mentale udgangspunkt, så kan man være forvisset om, at billedet bryder sammen umiddelbart efter. Fuldstændig tomme skaller er Laust og soldaterkammeraterne, der mest af alt er store legebørn fuldstændig befriet for eksistentielle overvejelser, men alene reagerer umiddelbart på, hvilken situation de er i: ”Nu knalder jeg, derfor er jeg glad.” ”Nu er jeg i krig, derfor er jeg trist.” De mere komplekse i serien er f.eks. Inge og Peter, der faktisk skifter personlighed, men det gør de til gengæld også så hurtigt, at man dårligt nok ved, hvad der sker. Peter går fra at være et reserveret belæst barn til at blive en indebrændt soldat for så til sidst at forvandles til en glad grundtvigianer, der taler om lærken, og at vi skal være gode ved hinanden. Jeg forstår det ikke.

Disse skildringer gør også helhedshistorien umulig. Når ikke der er et fast udgangspunkt i personerne, så er det også fuldstændig urealistisk at regne med, at man kan skabe en helhed, som folk synes udvikler sig. Vi følger ikke samfundet som helhed, men kun en række enkeltpersoner i forskellige universer, der som oftest reagerer, så det er ufuldstændig umuligt at forstå dem som eksistenser, endsige bare tænkende individer. Skulle man så som naiv seer af de første afsnit være fristet til at tro, at Bornedal dog trods alt ville bløde dette op ved at tilføre den omtalte ironiske distance til serien, så vil man blive slemt skuffet. På et tidspunkt, hvor selv Hollywood er begyndt at blive skeptisk over for alt for følelsesfulde scener, må det fremstå som ekstra bemærkelsesværdigt, at DR producerer en tv-serie på et så markant patetisk (i ordets oprindelige forstand) niveau.

Dette ophæver enhver form for mulighed for at skabe både kunst og en historisk fortælling. Ingen forstår personerne eller den samtid, de indgår i, og dermed bliver historien så langt fra nærværende for det enkelte menneske. Den siger hverken noget substantielt om menneskelivet, som burde være kunstens formål, eller noget om historien, som burde være den historiske fortællings formål.

Ligeglad med historien

Men grunden til overhovedet at basere en film eller en tv-serie på et historisk grundlag må vel være, at vi i den historiske situation kan finde et eller andet af værdi i netop en historisk situation – noget, der gør os klogere på menneskelivet. Hvis det helt basale element – hele udgangspunktet for fortællingen – er fri fantasi, så skal man lade være med at tage historien som gidsel.

Og her fremstår serien som én stor pudsighed, idet Bornedal faktisk ikke synes at have været udpræget interesseret i at beskæftige sig med historien. Han synes således ikke at have fundet det strengt nødvendigt at læse de bøger helt igennem, som han har baseret serien på, og flere steder i serien findes eksempler på, at der end ikke er foretaget den enkleste research. Der er således i tidens løb udgivet et hav af opslagsværker om danske konger og dronninger, hvor man ikke skal andet end at slå op og gennemgå den typisk nummererede og dermed layoutmæssigt iøjnefaldende liste over den enkelte monarks sønner for at finde ud af, at de tre sønner, kong Christian IX havde sat i verden, i begyndelsen af 1864, da Monrad i tv-serien beder ham om at sende et af sine børn i krig, er kronprinsen (den senere Frederik VIII), prins Vilhelm, der siden marts 1863 havde siddet på den græske trone som Georg I, og prins Valdemar, der ved krigens udbrud var fem år gammel. Her er det tilmed særdeles storsindet, at Monrad tillader majestæten selv at vælge, hvem han vil sende i krig, men de har formodentlig i alle tilfælde haft travlt med andre ting – at stå til rådighed som rigsforstander, at regere Hellenernes Rige eller ride på gyngehest.

Fra et historisk perspektiv er imidlertid den mest overordnede fejl, der er begået i serien, at man har lavet en serie med det politiske grundlag for krigen i fokus baseret på Tom Buk-Swientys bøger, og det er netop på dette punkt, at Buk-Swientys bøger er svagest. Tidens politiske forhold er ikke i fokus i bøgerne, og i denne forbindelse reproducerer Buk-Swienty alene den danske dolkestødslegende: Drabet på de pligtopfyldende danske soldater skete fra ryggen gennem den blinde og ufornuftige politiske nationalisme – en tolkning, der har været sejlivet, da den blev skabt samtidig med krigen, men som både Bornedal og Buk-Swienty burde have været opmærksom på som unuanceret, hvilket en række historikere siden krigen også har gjort klart. Bedst opsummeret er politikere og embedsmænds svære situation blevet af Udenrigsministeriets direktør 1858-99, Peter Vedel, i et frustreret udbrud i slutningen af hans karriere: ”Hvad skulle vi da ellers have gjort?”

Smart med national stolthed

Sagen er, at man inden krigen fra den danske regerings side stod i en låst situation, fordi de krav, der blev stillet i de internationale konventioner fra starten af 1850’erne, var uopfyldelige. Helstatens opretholdelse ville ganske enkelt betyde, at riget ville blive umuligt at styre. Dette var den forfatningsmæssige virkelighed, man stod i, og kun en krig kunne fremprovokere en konference, hvor konventionerne kunne tages op til genovervejelse.

Dette til trods udtalte Bornedal imidlertid i 2008 – altså inden han blev sat i spidsen for projektet – at ”Jeg kunne godt tænke mig at se 15.000 ødelagte landsknægte blive pint ud af deres fattige bondegårde og slagtet af tyskerne, fordi nogle gale mænd i København havde fundet ud af, det var smart med noget, der hed national stolthed.” Kombineret med og understregende den pointe, at Bornedal faktisk ikke virker synderligt interesseret i at være forpligtet over for historien i hele sin tilgang til serien, så efterlader serien hos denne anmelder det indtryk, at serien dårligt kan ses som et oprigtigt menneskes forsøg på at lære af historien. Man kan nemlig godt lære af historien, men det kræver en forpligtelse af den, der formidler den. Denne serie må snarere siges at være en fremtvingen af Bornedals eget samfundssyn – en form, som historiens indhold så må presses ned i. De enkelte beskyldninger om politisering – f.eks. at de omstrejfende sigøjnere og danskernes reaktion på dem er et – i så fald meget klodset – indvandrerpolitisk indlæg – hører i denne forbindelse til blandt de absolutte ligegyldigheder.

Med serien reproducerer Bornedal alene den danske dolkestødslegende: Drabet på de pligtopfyldende danske soldater skete fra ryggen gennem den blinde og ufornuftige politiske nationalisme – en tolkning, der har været sejlivet, da den blev skabt samtidig med krigen, men som både Bornedal og Buk-Swienty burde have været opmærksom på som unuanceret, hvilket en række historikere siden krigen også har gjort klart.

Religionen er en stor del af problemet. Da Monrad ses første gang – ”i bar røv og neuroser”, som et dansk dagblad skrev i dets anmeldelse, lå han ansigt til ansigt med Kristus. Flere gange i serien henvises til forventningen om, at Vorherre nok skal vise sig, og London-konferencen bryder sammen, fordi krigsminister Lundbye tager slaget ved Lyndanisse i 1219, da Dannebrog faldt fra himlen ned, til indtægt for, at danskerne nok skal klare den prøjsiske hær. Kristendommen virker entydigt som en sløring af menneskets blik – en ufornuftens vildfarelse, som lovliggør den nationalistiske idealisme, som i Bornedals version fører til krigen. Dette står i skærende kontrast til det faktum, at håbet om en Gud, der greb ind i storpolitiske spørgsmål, måske nok hos den jævne befolkning har eksisteret, men har været så godt som fraværende hos den politiske elite.

Forløjet nationalfølelse

Som nævnt får også nationalfølelsen det glatte lag som selve årsagen til den derfor fuldstændig uforståelige krig. For at give sandheden æren må det siges, at dette ikke er det entydige billede. Fædrelandskærligheden knyttes også til noget positivt. Således udbryder Peter som kampråb for 8. brigades modstød ”For Danmark”, men på dette tidspunkt har politikernes forgabelse i nationale myter, Heibergs pseudoerotiske, men helstøbt mystiske coaching-sessioner og det blodrøde Dannebrog på Monrads vindue frataget folk al opfattelse af mulighed for, at nationens navn kan knyttes til noget positivt. Publikum sidder på dette tidspunkt tilbage med ingenting. Der er ingen, der forstår, hvad godt der kan være indeholdt i dette Peters udråb.

Borte fra Københavns indskrænkede politiske elite bliver ”den nye tid” et slags trylleord, der ses i vedvarende angreb mod konventioner, der helst for seeren skal fremstå som så uforståelige og ubegrundede som overhovedet muligt. Således argumenterer Inge for, at det ikke burde medføre social udstødelse, at en enlig kvinde får et barn, ligesom hun også har stort held med sin kamp for, at hæren skal ansætte kvindelige sygeplejersker. Sidst, men ikke mindst kan godsforvalterens datter til sidst godt blive gift med baronen – hidindtil tydeligvis en utænkelighed.

Samlet set bliver vores indtryk af dati- dens samfund altså ikke præget af forståelse. Dette er alene En Kongelig Affære 2 – endnu et kig ind i ”formørkelsens Danmark”. Vor fuldstændige mangel på forståelse over for dette oldnordiske samfund bliver et mentalt klap på skulderen til os selv, ja næsten salvende: Hvor er det rart at bo i et samfund baseret på de fuldstændig basale og indlysende menneskelige sandheder. Bornedal leverer hermed endnu mere ved til bålet under den historiske formidling, der gerne skulle komme ud af denne serie.

De nemme budskaber

I al denne krampagtighed – dette behov for at udstille datidens samfunds elite og dets idealer som præget af snart sagt alle former for formørkelse – bliver 1864 imidlertid bare en kulturradikal pendant til Manden på Svanegården.

Manden på Svanegården fra 1972 har i sin hele opstilling af Morten Korch-stilen lige så meget kant som en lagkage. Filmen synes at være størknet i en fuldstændig intetsigende form. Heri findes de obligatoriske elementer: Hygge, heste og halmballer – og så en enkelt kæltring. Ingen af dem, der har lavet filmen lader imidlertid til at kunne huske, hvad de skulle gøre godt for. Det præger handlingen, skuespilpræstationerne og dermed også det samlede indtryk. Man fik dårligt nok indtrykket, at filmen havde et egentligt plot, men alene skulle den skaffe den stemning, som en Morten Korch-film nu engang gør.

På samme måde står Bornedals tv-serie tilbage. I en tid, hvor, som nævnt, selv Hollywood er begyndt at lave problematiserende film, der ikke nødvendigvis har en forudsigelig slutning, og hvor den tilsyneladende stemningsopbygning til tider endda forstyrres, så leverer DR et så lidt provokerende skulderklap til vores egen tid, hvilket fuldt og helt sker på den historiske forståelses bekostning.

Dette er ikke en proklamation af, at kulturradikalismen er død. Manden på Svanegården blev også efterfulgt af hæderlige fremstillinger af samme skole – Fætrene på Thorndal fra året efter er okay – og mindst af alle betvivler jeg, at vi kommer til at se nye og stadigt mere spektakulære dramatiseringer fokuseret på den pointe, at fædrelandet, den institutionaliserede religion og andet påstået konventionelt er fordærvende og unaturlige elementer i menneskelivet. Vi har endnu til gode at se, hvordan de konventionelle familiestrukturer var årsag til Københavns bombardement 1807, eller hvordan overdreven dyrkelse af juletraditioner førte til tysk besættelse 1940. Men i Bornedals udgave af 2. slesvigske krig er ideologien et rungende malm og en klingende bjælde. Dette står klart som solen i Peters afsluttende lektie til os:

Vi må være forsigtige hver eneste dag, at vi ikke lukker ondskaben ud, men at vi dyrker alt det, der kan holde den inde. Dyrker glæden. Dyrker hinanden. Begejstringen når levkøjerne blomstrer, når brændeknuden flækker… Når lærken hænger der og igen og igen fortæller os, at livet er godt.

Hvilken mental mavepuster!

Jens Wendel-Hansen er ph.d. i historie samt redaktør på Årsskriftet Critique.