Ved jorden at blive, det tjener os bedst

Konservatismen, funderet i kristendommen, er det bedste værn mod totalitarismen. I 100-året for 1. verdenskrigs udbrud befinder vi os stadig i krigens skygge, om end den rå totalitarisme nu synes erstattet med emancipationens og værdiløshedens religion. Det mener månedens kronikør Mikael Brorson, der kalder til et forsvar for kristendom, tradition og pligtfølelse.

af Mikael Brorson

Mennesket er grundlæggende en religiøs skabning med et basalt behov for noget som er større end det selv, en guddommelig og absolut transcendens som kan relativere dets beslutninger og forlene tilværelsen med sammenhæng, rodfæstethed og moral.

Ovenstående er vigtigt at have in mente, når man diskuterer totalitarisme, og det er oplagt at gøre i et år som 2014, hvor vi har markeret 1. verdenskrigs – den store katastrofes – begyndelse, og dermed også startskuddet til den vestlige civilisations nedtur, hvis ikke undergang, her beskrevet af George Orwell i et essay, hvor Orwell karakteriserer vesten som en civilisation, der har savet løs på den gren hvorpå vi selv sidder:

Vi faldt, og ned kom vi, langt mere pludseligt end nogen havde forestillet sig det. Men under grenen ventede ikke et rosenbed, men en slamkiste fuld af pigtråd.

Af hvad består så denne gren, som vi er så afhængige af og som vi samtidig saver væk? I al sin simpelhed består denne af én grundlæggende ting: Gud. Naturligvis skal vi dertil medregne de mange følger heraf, altså vores kultur, normer, sædvane, skikke osv.; vort nomos. Vi saver kristendommen, det absolutte fundament for vores tilværelse væk, og når det endelig lykkes os at komme så langt igennem træet, så grenen ikke længere kan holde os oppe, falder vi; frigjorte, men dekadente og rodløse – ned i en slamkiste fuld af pigtråd, snarere end det rosenbed som vi havde forventet.

Guds død

1. verdenskrig kan altså siges at markere Guds død. Ikke i objektiv forstand, naturligvis; Gud er Gud, om alle land lå øde og alle mand var døde, som den norske præst Peter Dass udtrykte det. Nej, Gud er død på samme måde som Nietzsche forudså, nemlig i vesterlændingernes opfattelse. Ingen Gud ville nogensinde tillade en sådan uhyrlighed, som den massakre der fandt sted i skyttegravene, var givetvis ræsonnementet bag manges afvisning af Guds eksistens.

Hvad alt dette – Gud, kristendom og nomos – så har med totalitarisme at gøre, er et nærliggende spørgsmål. Jo, når mennesket – en religiøs skabning – lever i samfund som ikke længere baserer sig på kristendommen, hvad det ellers historisk har gjort, skabes et tomrum; her tager anomien, den totale opløsning og mangel på struktur i samfundet, over. Vil man undgå anarki, må man derfor udfylde dette tomrum.

Dette kan almindelig politik ikke blot gøre – tomrummet gælder jo vores moralsæt, det gælder etik og det gælder i sidste ende vores syn på verden, hinanden og meningen med livet. Her kræves en politik som er religiøs, ikke i den forstand at den promoverer en given religiøs opfattelse, men at den har et indbygget element af et guddommeligt ideal som vi kan dyrke – og tilsvarende en djævel, som vi kan bekæmpe.

Der er altså tale om idealisme; om principper som gøres almengyldige, og – hvis de indføres – kan føre til en realisering af Utopia. Realiseringen af paradis på jord. Konsekvensen af denne opfattelse er nødvendigvis, at målet helliger midlet. Farisæerne har set lyset – hvad end det så er menneskerettighedernes, nazismens, kommunismens eller fascismens.

Kristendommens modsætning

Denne himmelstræbende idealisme er kristendommens diametrale modsætning, ja, nærmest kristendommens negation. Kristendommen holder os fast på den konkrete sammenhæng, hvortil vi er skabt og hvori vi indgår. På den måde er den forankret i virkeligheden, og den forankrer på samme måde os i virkeligheden og giver os rod, samt en fordring om at besinde os på vores næste og på det givne: historien, slægten, fædrelandet. Her er ikke plads til megen utopisme.

Guds død må således regnes for en afgørende grund til, at verden oplevede rædsler som nazismen, fascismen og kommunismen. Ideologier, som står i stærk modsætning til kristendommen, ikke bare fordi deres idealistiske stræben er uforenelig med kristendommens besindelse på den konkrete virkelighed og den umiddelbare næste. Nej, der foreligger ganske konkrete væsensforskelle mellem kristendommen og den teoretiseren over samfundet, som idealisme udgør.

Nazismen illustrerer dette meget godt. Som et sammenkog af videnskaben og socialdarwinismen udviklede nazisterne deres racelære. Jøderne var rotterne som skulle bekæmpes – Fanden – imens Hitler kunne indtage pladsen som føreren, der kunne vise vejen og give håb. En plads, som med Guds død jo var ledig. Men hele racelæren er ganske uforenelig med kristendommen. Her er ingen racer på niveau med rotter – for kristendommen og for Gud er vi alle Gud børn, skabt i Guds billede.

I sidste ende lader fornægtelsen af Gud som vores skaber til at have den konsekvens, at vi anser os selv for skabere, snarere end skabninger. Dét er jo netop hvad idealisme er udtryk for; at man ikke besinder sig på virkeligheden, og at det i yderste konsekvens ikke er virkeligheden som sætter tænkningen – det Søren Kierkegaard i sin bog Afsluttende uvidenskabelig Efterskrift betegner som konkret tænkning – men snarere tænkningen der sætter virkeligheden – abstrakt tænkning. Kierkegaard udtrykker det som følger, og karakteriserer på samme tid idealismen og dermed totalitarismen, på utroligt rammende vis:

Hvad er abstrakt Tænkning? Det er den Tænken, hvor der ingen Tænkende er. Den seer bort fra Alt Andet end Tanken, og kun Tanken er i sit eget Medium. Existentsen er ikke tankeløs, men i Existents er Tanken i et fremmed Medium. Hvad vil saa det sige, i den abstrakte Tænknings Sprog at spørge om Virkelighed i Betydning af Existents, da Abstraktionen netop seer bort derfra? Hvad er concret Tænkning? Det er den Tænken, hvor der er en Tænkende, og et bestemt Noget (i Betydning af Enkelt) der tænkes, hvor Existentsen giver den existerende Tænker Tanken, Tid og Rum.

Tidens religiøsitet

Mod min tese om mennesket som værende en religiøs skabning, kan man naturligvis indvende, at ikke mange danskere længere er at opfatte som særligt religiøse, og at en opfattelse af Gud som værende død da vel aldrig kan vinde indpas, hvis mennesket rent faktisk er religiøst i sin grundvold.

Ved nærmere eftersyn er danskerne dog ganske religiøse. Ikke som troende kristne med et stærkt og personligt gudsforhold, ganske vist – nej, mange danskere er snarere religiøse i deres kategoriske afvisning af eksistensen af noget guddommeligt. En tyrkertro på, at der i verden kun eksisterer én Gud, nemlig videnskaben, og at en Gud som ikke kan forstås med videnskabens briller derfor aldrig kan eksistere.

Men der er også en anden form for religion, som vi danskere og vesterlændinge dyrker ihærdigt. I takt med samfundets stigende individualisering som vel også i nogen grad kan føres tilbage til 1. verdenskrig og endda videre til den sidste del af 1800-tallet, hvor det moderne sammenbrud fandt sted med inspiration fra den franske revolution og oplysningstidens emancipatoriske idealisme, vinder en anden religiøsitet nemlig også indpas.

Dette er den emancipatoriske religion, hvor mennesket er fritflyvende og hvor den absolutte og uindskrænkede frihed – frigjorthed – er målet. Her er der én Gud, hvorom verden drejer sig: jeget. Under oplysningstidens, radikalismens, emancipationens og i sidste ende modernismens fane, transcenderer individet sig selv og bliver til Gud – her bliver egen lykkemaksimering det mål, hvorom verden drejer sig. Resultatet er selvhøjtidelighed og egoisme. De videre konsekvenser heraf, skal man være vældig ignorant for ikke at opdage i vores samfund i dag.

I dagens Danmark finder vi således religiøsitet i mange henseender; blot ikke den med historisk berettigelse i Danmark. Konturerne af totalitarisme ser vi derfor også. Et aktuelt eksempel er heldagsskolen og den folkeskolereform, som trådte i kraft efter sommerferien. Her er det ganske interessant, at fokus er på flere fremmedsprog tidligere, daglig motion og “madkundskab”. Til gengæld bliver det fremover sværere at få plads til konfirmationsforberedelsen, og det absolut nødvendige løft i alment dannende fag som historie udebliver. I folkeskolen skal man således ikke opdrages som kristen dansker, men snarere som motionerende kosmopolit. Og tænk sig, at opdragelsen overhovedet skal finde sted i en offentlig institution. Dette er netop billedet på totalitarisme: det er tænkningen, som definerer virkeligheden.

Værnet mod totalitarisme

Mange forbinder konservatisme, og måske også kristendom, med totalitarisme. Nazismen og fascismen trak således veksler på Burkes organismetanke, og den dag i dag hører vi fortsat terrorister som Anders Behring Breivik blive betegnet som højreorienterede.

Jeg har forsøgt at vise, at der ingen sammenhæng mellem konservatisme og totalitarisme er – tværtimod. Måske viser ovenstående snarere, hvordan en perverteret konservatisme uden kristendommen kan føre til totalitarisme. Men samtidig må vi erkende, at konservatismen sammen med kristendommen er selve udgangspunktet for et samfund, som ikke forledes til højtflyvende idealisme, men som i stedet finder stabilitet, orden og ikke mindst glæde ved det konkrete og det givne. Hermed kan vi sikre, at Danmark og den vestlige verden ikke igen ledes i fristelse til højhed og blæst, som Grundtvig udtrykker det i sin fremragende salme: “Langt højere bjerge så vide på jord”.

Langt højere bjerge så vide på jord
man har, end hvor bjerg kun er bakke.
Men gerne med slette og grønhøj i Nord
vi danemænd tage til takke.
Vi er ikke skabte til højhed og blæst,
ved jorden at blive, det tjener os bedst.

Mikael Brorson er formand for Konservativ Ungdom i Sønderjylland.