Mytologisk reaktion

Ét af de spørgsmål, der har betydet mest i grundtvigianismens historie, er synet på forholdet mellem det menneskelige og det kristelige, der hos Grundtvig selv fandt sin spidsformulering i de ofte citerede ord om menneske først, kristen så. Blandt dem, der har kaldt sig ved Grundtvigs navn, har forståelsen af disse ord altid stået ikke blot som et kernespørgsmål, der behøvede overvejelse og drøftelse, men også som et stridens tegn. Ja, man kan måske endda sige, at spørgsmålet og striden om den rette forståelse af de to ikke just entydige ord har udgjort selve kernen i grundtvigianismens historie. Blandt de mange svar, som er blevet givet stemme af forskellige ånder og tider, har der både været famlende tilnærmelser og mere stålfaste bud.

Der har både været udglattende forsøg på samling og stridbare krigserklæringer.
En af de forvaltere af den grundtvigske arv, der ikke førte dæmpet tale, men drog våben, var højskolemanden og senere fri- og valgmenighedspræst Aage Møller, der som forstander på Rønshoved Højskole fra midten af 1920’erne og de næste mange år lod røsten gjalde og pennen gløde til opgør med det, han opfattede som en fremherskende humanistisk udvanding og fordrejning af det syn på menneske- og kristenlivet, der var brudt frem med Grundtvig. Hans opfattelse var klar: Så langt størstedelen af tidens højskolefolk havde prisgivet den sande mening i ordene om det menneskelige, der må komme først, ved heri at se en udpegning af højskolearbejdets område som et sted, der kunne løsrives fra gudstroen. For Møller var afsættet i skabelsestroen derimod af største betydning, ja for ham var den selve grundstenen for højskolearbejdet.

Hans opgør udmøntedes i en fuldtonet hævdelse af folkehøjskolens mytologiske grundlag, der for Møller at se var den direkte og nødvendige følge af Grundtvigs historisk-poetiske syn. For Møller var de nordiske og gammeltestamentlige myter ikke tomme; de var ikke tidsbundne historiske dokumenter, men derimod åndens redskab til vækkelse af dansk ungdom og forberedelse til sand kristentro. For ham var myten sandhed, og åndens tale og Guds førelse var ikke en mulighed blandt andre, men den eneste livgivende virkelighed. Og denne virkelighed kæmpede han ud fra – og vandt sig mange fjender ved.

Blandt den brogede skare af egensindige stykker menneske, der befolker den grundtvigske åndshistorie, står han for mig som en af de mest mærkværdige skikkelser, men også som en af de mest bemærkelsesværdige – et menneske, der mente at have hørt sandhedsrøst gjalde over dødningehjem og derfor ikke kunne bekymre sig det mindste om den gode tone.

Og den slags undtagelsesmennesker er i sandhed en historie værd. Det følgende er mit forsøg på at fortælle lidt af den.

Vil du læse resten? Bestil Årsskriftet Critique 2014 for kun 125 kr. Årsskriftet sendes direkte til din adresse og indeholder over 170 siders artikler om den borgerlige og konservative idé- og samfundsdebat.

Johan Christian Nord (f. 1988) er højskolelærer ved Rønshoved Højskole og ph.d.-stipendiat i tysk ved Aarhus Universitet med et projekt om den skandinaviske Schopenhauer-reception omkring år 1900.