Kristendemokratismen og det europæiske samarbejde

24. november 2014
2 minutters læsetid

jmjlsDet er ikke nogen hemmelighed, at Den Europæiske Union inden for de seneste år har indtaget en hovedposition i den konservative debat her i landet. Debatten har især foregået i konservative miljøer uden om Det Konservative Folkeparti, imens partiet selv med skiftende held har forsøgt at dysse diskussionen ned. Det er nemlig heller ingen hemmelighed, at den konservative skepsis, ja endog modstand, er vokset i takt med, at det er blevet mere åbenbart, at den europæiske integration griber mere og mere om sig. Den EU-skeptiske holdning blev særlig markant manifesteret ved det nyligt afholdte valg til Europa-Parlamentet, hvor Morten Messerschmidt med 465.758 stemmer slog Nyrups gamle stemmerekord.

En væsentlig del af de stemmer blev sat af konservative skeptikere over for den fortsatte europæiske integration. Det Konservative Folkeparti selv fik omstændighederne taget i betragtning et hæderligt valg med et enkelt mandat, der gik til Bendt Bendtsen. I Europa-Parlamentet sidder Det Konservative Folkeparti i gruppen EPP (European People’s Party), der består af både konservative og kristendemokratiske partier. Netop de kristendemokratiske partier har spillet en afgørende hovedrolle i skabelsen af det europæiske samarbejde. Denne artikel vil forsøge at vise, hvor stor rollen har været.

Artiklen vil særligt koncentrere sig om de kristendemokratiske partiers indflydelse på skabelsen af Det Europæiske Kul- og Stålfællesskabet (EKSF) i 1952 og Det Europæiske Økonomiske Fællesskab (EF) i 1958. I forlængelse heraf vil artiklen også kigge på Det Konservative Folkepartis historiske forhold til folketingsparlamentarismen og det europæiske samarbejde.

Dannelsen af det europæiske samarbejde

Da 2. verdenskrig sluttede i maj 1945, havde krigen efterladt et ødelagt Europa. I modsætning til 1. verdenskrig, hvor tabstallene også skulle tælles i mange millioner, så var 2. verdenskrig ikke begrænset til skyttegrave og slagmarker. Det var en krig, der kostede lige så mange civile som militære ofre. Kejserens Tyskland formåede kun kortvarigt at erobre store områder i øst i slutningen af 1. verdenskrig, men det blev en parentes i krigen. Hitlers Tyskland gik målrettet efter at skabe et Lebensraum for den germanske race.

Hele Europa blev besat og drænet for ressourcer, der skulle bruges til den tyske krigsmaskine. Mærkede europæerne ikke udryddelseskrigen som i Østeuropa, så mærkede de det i form af tvangsarbejde for tyskerne eller – som englænderne – i form af voldsomme bombardementer af deres storbyer. I 1944 og 1945 blev det tyskernes tur til at opleve de massive ødelæggelser, de havde påført de andre nationer i Europa. I maj 1945 var 20 millioner tyskere blevet hjemløse, og Frankrig havde mistet to tredjedele af sin handelsflåde. I forhold til det sidste fredsår i 1938 gav høsten kun halvt så meget udbytte i 1945, og mange ødelagte veje og broer gjorde det vanskeligt at sælge varer på markederne. I vinteren 1945-46 sultede store dele af den europæiske befolkning.

Det var dette ødelagte Europa, som skulle genopbygges. I de første år efter 2. verdenskrig var europæerne ganske enkelt udmattede af krig, og der var et bredt ønske om at vende tilbage til en normaltilstand. Der voksede ikke nogen stærk, militant og radikal højrefløj frem, som der gjorde efter 1. verdenskrig. Efter maj 1945 ønskede soldaterne et stabilt arbejde og et hyggeligt hjem med kone og børn.

Vil du læse resten? Bestil Årsskriftet Critique 2014 for kun 125 kr. Årsskriftet sendes direkte til din adresse og indeholder over 170 siders artikler om den borgerlige og konservative idé- og samfundsdebat.

Jesper Lundsby Skov (f. 1987) er cand.mag. i historie og religionsvidenskab fra Syddansk Universitet.

Tegn abonnement på Årsskriftet Critique for kun 199,-

CRITIQUE 2023 - Forside

Få Årsskriftet Critique

Tegn abonnement i dag for 199 kr

CRITIQUE 2023 - Forside