Fra feminisme til favorisme

10. november 2014
3 minutters læsetid

hjbku.JPGIkke en eneste paragraf eller tarif må indeholde ordet mand eller kvinde. Overalt må ordet erstattes med menneske. Det er selve demokratiets ide, at man er menneske, før man er arbejder, neger, tysker eller kvinde

(Poul Henningsen (PH))

En parallelstrukturs fødsel

Det virker umiddelbart som et paradoks, at kvinder i de skandinaviske lande i dag gennemsnitligt overgår mænd i uddannelsesniveau, mens det fortsat primært er mænd, der figurerer som topforskere. I Danmark er f.eks. kun 16 % af alle professorer kvinder. Dette kan medføre vanskeligheder for forskningen, der ikke er i stand til at trække på hele talentmassen i fuldt omfang, og det kan udgøre et problem for de kvindelige forskere, hvis deres lave andel i topforskning skulle skyldes diskrimination.

Det vil være et stort samfundsmæssigt gode, hvis de enorme investeringer i kvinders uddannelsesniveau giver et større forskningsmæssigt afkast. Allerede i dag udbydes der i de skandinaviske lande da også mentorprogrammer, forskerlederprogrammer og netværksprogrammer specifikt for kvindelige forskere. Gennem de seneste 20 år er der imidlertid indført mere radikale støtteordninger, der skal sikre, at kvinder fritages fra konkurrence fra mænd. Formålet med den følgende analyse er at afdække disse indsatser i Danmark, at analysere hvilke begrundelser der gives for de særlige kvindeprogrammer, at undersøge programmernes legitimitet, samt endelig afdække om der kan påvises en diskrimination af kvinder, der kan berettige de implementerede støtteprogrammer.

Artiklens teoretiske udgangspunkt er kritisk oplysningsfeministisk i den oprindelige version fra John Stuart Mill og Mary Wollstonecraft, for hvem feminismen var sammenkoblet med Oplysningstidens insisteren på, at ingen måtte diskrimineres, og at alle, f.eks. aristokratiske, fødselsprivilegier derfor skulle falde bort. Med John Stuart Mills ord i bogen Representative Government er “kønsforskelle lige så irrelevante for politiske rettigheder som forskelle i højde og hårfarve”. For Mary Wollstonecraft gjaldt kvindekampen alle menneskers frigørelse, altså også mænds. Feminismen var en del af oplysningsprojektet, hvor alle rettigheder, bedømmelser, udnævnelser og forfremmelser skulle ske uden det ringeste hensyn til borgerens køn, stand, ‘race’ eller etnicitet.

Gennem de seneste årtier har ligestillingsbegrebet imidlertid umærkeligt bevæget sig mere og mere fra en kamp for lighed i startpositionen til en kamp for lighed i slutpositionen, ideelt målsat til en ’kønsbalance’ på 50 % til det såkaldt ”underrepræsenterede køn”.

Artiklen er inspireret af Simone de Beauvoirs hovedværk Det andet køn fra 1949, hvori hun kritisk påviste, at kvinden udskilles som ’det andet’ i forhold til manden som den almenmenneskelige norm. Det er nærværende artikels tese, at denne andetgørelse af kvinden paradoksalt nok i dag i høj grad sker på foranledning af toneangivende dele af den moderne feminisme selv.

I forsøget på at opnå ’kønsbalance’ på alle samfundets topniveauer, med fifty-fifty repræsentation af de to køn som endemål kæmpes der for en kønsrepræsentation til kvinder som en gruppe. Herved er der sket en markant forskydning fra den oprindelige oplysningstankes ide om individets ukrænkelighed til et kønskollektivs ukrænkelighed og ret til bestemte andele af stillinger på eliteniveau. Mest tydeligt ses dette i den norske lov om aktieselskabers pligt til 40 % kvindelig repræsentation i bestyrelser.

Artiklen er også inspireret af den svenske demokratiforsker og doktor i statsvidenskab Mats Lundströms bog Jämställdhet eller sexistisk rättvisa? fra 1996. Lundströms bog blev skrevet med udgangspunkt i en kritik af de 30 svenske såkaldte Tham-professorater reserveret for kvinder, der blev vedtaget i 1995. Efterfølgende fik en mandlig forsker, der også havde søgt, i øvrigt medhold af EU-domstolen i, at han var blevet diskrimineret, og han blev derfor den eneste mand, der blev ansat som professor ved den lejlighed.

Artiklens data er hovedsagelig baseret på information om initiativer til øgning af andelen af kvindelige forskere, som det fremgår af undersøgelser, rapporter samt via aktindsigter fra Københavns og Aarhus Universitet.

Der er og har været mange tiltag til at fremme andelen af kvindelige forskere i det danske universitetsmiljø – lige fra Freja-programmet over Statens Humanistiske Forskningsråds kvindeprofessorater til Aarhus og Københavns Universitets økonomiske belønningspolitik ved ansættelse af kvindelige lektorer og professorer. Hertil kom fra 2006-2008 andre virkemidler målrettet kvindelige forskere såsom postdoc-stipendier til kvinder, Kvindelige Steno-stipendier, Yngre Kvindelige Forskningsledere, Kvindelige Skoustipendier, og Yngre Kvindelige Forskere (herunder Kvinder i Natur og Teknik). I øvrigt er det ikke kun universiteterne, men også private virksomheder som verdens største kosmetik-firma L’Oréal, der siden 1998 og hvert år herefter støtter stipendier til kvinder gennem L’Oréal-UNESCO’s ’For Women in Science-legater’ til ’tre unge kvindelige forskere’, fordi der er ’brug for kvinder i den videnskab, der skal føre verden videre’.

Samlet set søger programmerne at give kvindelige forskere en privilegeret adgang både til at blive lektorer og professorer og til millionstøtte til at blive forskergruppeledere.

Vil du læse resten? Bestil Årsskriftet Critique 2014 for kun 125 kr. Årsskriftet sendes direkte til din adresse og indeholder over 170 siders artikler om den borgerlige og konservative idé- og samfundsdebat.

Hans Bonde (f. 1959) er dr.phil. og professor i Idrætshistorie på Københavns Universitet. Han har udover talrige artikler og flere bøger udgivet doktorafhandlingen Niels Bukh – en politisk-ideologisk biografi, Fodbold med fjenden og senest debatbogen Fordi du fortjener det om positiv særbehandling af kvinder i universitetsverdenen.

Tegn abonnement på Årsskriftet Critique for kun 199,-

CRITIQUE 2023 - Forside

Få Årsskriftet Critique

Tegn abonnement i dag for 199 kr

CRITIQUE 2023 - Forside