Viktor Orbáns Ungarn

Der står storm om Ungarns konservative ministerpræsident Viktor Orbán. Mange i vesten opfatter ham som en autoritær autokrat, der er i gang med at demontere folkestyret i Ungarn. Men hvem er han egentlig? Og bygger Vestens kritik på misforståelser og overdrivelser?

af Daniel Fabricius

For at starte med det basale: Orbán er uddannet jurist og står i spidsen for partiet Fidesz, som er det konservative parti i Ungarn. I regering har Fidesz dannet koalition med KDNP, det kristendemokratiske folkeparti, og partierne sidder til sammen med to-tredjedels-flertal i det ungarske parlament – et flertal, som gør det muligt at ændre forfatningen. Særligt det sidste er helt afgørende for at forstå situationen i Ungarn.

Går vi lidt tilbage i historien, så var Orbán personen, som sikrede Ungarn medlemskabet af NATO. Manden, som stod i spidsen for Ungarns forhandlinger om at gøre entré i Den Europæiske Union. En entré, som han i dag kigger tilbage på og nu konstaterer, at det europæiske projekt har taget en ganske forkert og farlig retning.

”Det andet systemskifte”

I 2010 vandt Viktor Orbán og Fidesz-KDNP valget med to-tredjedels flertal med det daværende valgsystem – nogenlunde, hvad vi har i Danmark i dag. En kæmpe sejr – nok den største, ikke bare i Ungarn, men i Europa, i meget lang tid, og en sejr som de fleste europæiske regeringschefer kun kan misunde. Det unikke ved dette to-tredjedels flertal i Ungarn er som sagt, at det er muligt at ændre Forfatningen med et flertal på den størrelse. Men jeg vil starte 8 år før dette valg, i 2002. Viktor Orbán står til at genvinde regeringsmagten, som han havde siddet på fra 1998 til 2002. Alt viser, at han vinder. Helt uden at blive fanget på TV i at sige ”den er hjemme”, taber han valget til Péter Medgyessy fra MSzP (det ungarske socialistiske parti). Lige så stort et nederlag som sejren i 2010.

De følgende 8 år er noget af det værste politiske håndværk, som jeg kan forestille mig, at et land skulle udsættes for. At de 8 år bliver sat fuldkommen udenfor debatten om Orbáns politiske ageren, er for mig et tegn på, at han kan have ret, når han beskylder medierne for at tilhøre oppositionen, være unuancerede og kun agere kritisk over for Orbán.

Den daværende regering vinder valget igen i 2006, men efter valget sker en af de mest surrealistiske ting, jeg har oplevet i politik. Den socialistiske ministerpræsident, Ferenc Gyúrcsány, holder en tale til en lukket forsamling, som bliver lækket. I talen siger han, at de har snydt og bedraget; de ville aldrig have vundet valget uden at lyve for vælgerne; folk kan bare demonstrere foran Parlamentet – de bliver nok trætte på et tidspunkt; og jeg kunne blive ved. En tale, som burde kræve prompte afgang, da den kom ud i offentligheden – men hvad skete der? Ingenting.

I hvert fald næsten: Gyúrcsány indser nu, at han på ingen måde kan vinde valget om 4 år, altså i 2010, hvilken påstand man så i dag kan bekræfte. I tre år fra 2006 til 2009 ruinerede Gyúrcsány landet fuldstændigt – økonomisk, kulturelt, på alle leder og kanter. Projekter blev sat i gang, men aldrig færdiggjort, fordi pengene var væk – favorisering af venner og familie. Ironisk nok er det præcis hvad de beskylder Orbán for.

I 2009 tager teknokraten Gordon Bajnai over, som ikke gjorde det meget bedre. Valget i 2010 afspejler i hvert fald, at ungarerne ikke mente, han gjorde det meget bedre end sin forgænger. Den ungarske nationalfølelse og kultur bliver i disse år undermineret groft. Man kan for eksempel ikke hejse det ungarske flag uden at beskyldes for at være nationalist.

Valget i 2010

I 2010 vinder Fidesz-KDNP valget abnormt stort. De har skudt en bold i mål imod et hold, hvor alle 11 spillere er blevet udvist. De sætter reformer i gang, én efter én; forfatningsændringer, projekter som en ny Parlamentsplads og mange flere. Ungarn skal op at stå igen. Efter 8 år, hvor økonomien, nationalforståelsen og kulturen er blevet skudt i sænk, står Orbán foran en opgave – en opgave, som er eminent stor.

En ting som Orbán har til fælles med Putin, er, at han som Putin har valgt kristendommen som værdigrundlag for det samfund, han vil opbygge. Et syn på kristendom, som ikke er det udvaskede danske syn – nej, et syn, som afspejler, at der er to tredjedele katolikker i Ungarn. En familie defineres ved mand, kone og børn – en stærk kristen værdi, som jeg, som konservativ, undrer mig over, hvorfor vi ikke har i Danmark.

Orbán skal bringe nationalfølelsen tilbage til ungarerne. Han sætter garder til at beskytte Præsidentpaladset, renoverer Parlamentspladsen, hvor det ungarske flag får en stor flagstang i midten beskyttet af gardere. Folk er ikke længere bange for at hejse deres flag, synge deres nationalhymne. En nationalhymne, som er en bøn for Ungarn, og derfor afsluttes Gudstjenester ligeledes med hymnen. En ting, som ungarerne nu stolt tør kende sig ved.

Således det kulturelle og nationale; hvad med lovene, forfatningsændringerne, og det mere tekniske? Det substantielle er, at Orbán har fuldført en opgave på fire år som jeg aldrig nogensinde ville tro, at man kunne gennemføre efter 8 år, hvor landet var blevet behandlet sådan. Derfor vandt Orbán igen valget i foråret 2014; fordi ungarerne tror på, hvordan han regerer landet som regeringschef.

Som udenforstående skal man have blik for, at politik i Ungarn er meget polariseret. Enten tilhører du højre- eller venstrefløjen. Der er ingen mellemting. En konservativ og en socialist kan næsten ikke engang være i et rum sammen. Det er meget vigtigt at have in mente, når man f.eks. ser på medielovgivningen. Lad os tage den op som et eksempel.

Den omtalte medielov og forfatningen

Danmark har – blandt andre – langet hårdt ud efter Ungarn, da man mener, at medierne ikke længere bliver frie. Man har i Ungarn nu f.eks. et medieråd. Men det har vi også i Danmark. Interessant nok overholder den danske medielovgivning heller ikke de såkaldte Københavner-kriterier, hvorfor Danmark heller ikke kan gøre mere end at råbe over den ungarske. Hvad er der mere sket med medierne? Som sagt er medierne ualmindeligt polariserede i Ungarn. Der findes en klar opdeling i venstre- og højrefløjens medier. Mange store mediebureauer er i oppositionens favør, og selvfølgelig besidder højrefløjen også en række bureauer.

Hvad jeg aldrig har hørt nævnt er, at den tidligere regering også styrede statsmedierne til sin fordel. Som Orbán til dels også gør. Sådan er det i Ungarn. Det fremgår i debatten, som om det er noget nyt, som kun Orbán gør. Ganske modsat – om muligt var det endnu værre tidligere. Nu har man i det mindste indført et råd, som skal tage sig af det, frem for ministerpræsidentens rådgiver.

En anden god ting ved medieloven er, at det har gjort kvaliteten langt bedre. Det statsejede medies nyhedsside er nu til at læse. TV-avisen er af god kvalitet og besidder godt indhold. Som konservativ værdsætter jeg medielovens fokus på det ungarske. Ungarske tegneserier bliver blandt andet blevet prioriteret frem for udenlandske. En fantastisk ting for den ungarske kultur.

Hvis man vil kritisere den ungarske medielov, kan man starte med at kigge på den danske, ligesom man heller ikke må glemme, at den politiske situation i Ungarn er anderledes, så det er ikke noget nyt, at den siddende regering har hånd over medierne. Nu har man i det mindste nedsat et råd til at tage sig af det, så det ikke er direkte spin.

Det påstås, at Orbán hjælper sine venner. Ja, det gør han. Er det noget nyt? Nej. Det sker hele tiden, så hvad er forskellen? Det er, at hvad Orbáns venner får tildelt til en mulig overpris, bliver færdiggjort – på ganske kort tid endda. Ting sker, og her kommer effektiviteten i spil. Ungarn har stået brak i otte år, og derfor er det effektiviteten, som er i centrum – at der bliver gjort noget. Andet end at stjæle penge af kassen blev der ikke gjort i otte år.

Hjernevaskede kommunister

Dommere pensioneres som 60-årige. Har vi ikke noget lignende i Danmark? Jovist, og alligevel ikke. For de 60-årige dommere, vi har i Danmark, var ikke født, opvokset, uddannet og hjernevasket under 40-års kommunisme. Har medierne glemt det? De dommere, som nu tvangspensioneres, har dømt mennesker under kommunismen. Et eksempel er ”Bloddommeren”. Han vil få 750.000 forint i pension månedligt, hvor den almene pension er i omkring 80.000 forint. Han har dømt mennesker til døden, til tortur og lignende under kommunismen. Han kan ikke retsforfølges af en ligeså uforklarlig årsag, som der står en Sovjet-statue midt i Budapest. Typer som ham har den tidligere socialistiske regering støttet blindt, givet pension. De er vel også socialister.

Det er for mig komplet uforståeligt, at de internationale medier slet ikke nævner, at disse dommere, som nu skal på pension, altså er uddannet under, hjernevasket af, og har arbejdet for kommunisterne. Stod det til mig, var det ikke på pension, de skulle.

Orbán indsætter sin finansminister som nationalbankdirektør. Den tidligere nationalbankdirektør, som var indsat af den tidligere ministerpræsident blokerede for omtrent alt finanspolitik, som den nye konservative regering ville gennemføre. Så skiftede man ham ud med en af sine egne – nepotisme? Ja. Men grunden til at han skulle ud, var jo, at den tidligere var indsat af socialisterne. Det er en fuldstændigt parallel situation.

Som jeg ser det, er dét problemet for Vesten – og ikke hvordan Orbán leder landet. For det, mener jeg, er der intet belæg for at kritisere i det store hele. For ja, han fejler, men at følge Ungarn fra Gyurcsány’s tale i 2006 og til i dag har været en fantastisk rejse. Jeg kan kun afslutte på én måde: Hold op, hvor jeg respekterer Viktor Orbán. ”Éljen a magyar szabadsag, éljen a Haza”, som han tit afslutter sine taler med; ”Længe leve den ungarske frihed, længe leve fædrelandet”.

Daniel Fabricius er dansk-ungarer og medlem af bestyrelsen af KU i København.