Kulturens trebenede skammel

dkongeligeKultur er det, der binder et samfund sammen. Politikere taler ofte om behovet for at skabe ”sammenhængskraft” mellem borgerne gennem lovgivning, tvang og omfordeling. Den tilgang betragter vi som institutionel og udtryk for et kultursyn, som vi ikke deler, nemlig at kulturen skal styres fra oven, og at staten er klogere end borgerne. Vi betragter kultur som noget langt bredere end kunst eller kulturforbrug i snæver forstand.

Som liberale vil vi hellere tale om det fællesskab, der binder mennesker sammen. Fordi vi er fælles om historie, sprog og grundlæggende værdier – samtidig med at vi insisterer på vores individuelle frihed og forskellighed og et liv i en globaliseret verden.

Kulturen bygger i en sådan forståelse på tre ben: Civilsamfund, dannelse og institutioner. Alt for ofte ender kulturpolitiske diskussioner i endeløse slagsmål om fordeling af penge og tilskud. Og alt for sjældent får vi samtalen om, hvilken kultur det danske samfund bygger på, og i hvilken retning vi – som civilsamfund og borgere – ønsker kulturen skal udvikle sig. Vi mangler kulturelt overskud og er blevet åndeligt fattigere.

I dette bidrag til kulturdebatten sætter vi økonomidiskussionen bagest. I stedet koncentrerer vi os om at beskrive den danske kulturs styrker og svagheder samt de muligheder og trusler, vi som liberale ser omkring os. De tre afsnit omhandler civilsamfund, institutioner og dannelse. Som et lille aber dabei vil vi så til sidst berøre, hvordan de økonomiske rammer for kulturpolitikken kan understøtte den udvikling, vi ønsker.

I stedet for kun at fokusere på den økonomiske krise burde vi tale meget mere om den kulturelle krise i det danske samfund. Politik skaber ikke kultur, som en tysk politiker engang udtrykte det. Men kultur skaber politik, økonomi og samfund – på godt og ondt.

Civilsamfund

Meget ofte glemmer vi, at det danske samfund er opbygget af og omkring et stærkt civilsamfund. Da vi fik grundloven i 1849, blev den bygget på nogle kerneværdier, nemlig frihedsrettighederne. Grundloven skulle beskytte det enkelte menneske mod overgreb fra en enevældig konges side og sikre retten til privatliv, ejendom, retten til at ytre sig, forsamle sig og tro, som man ville. Lovgivningen skulle desuden vedtages af folkevalgte politikere, borgerne kunne smide på porten, hvis de ikke forvaltede magten tilfredsstillende.

I 1864 skete den tragedie, som på mange måder kom til at forme den danske selvforståelse. Danmark tabte hele Slesvig og blev med et slag reduceret fra selvopfattelsen som stormagt til den skrøbelige position som småstat. Den positive side af tabet var imidlertid, at det danske folk rejste sig på det fundament, som Grundloven allerede havde givet folket: Hvad udad tabes, skal indad vindes. Og det blev det. Tabet blev formende for dansk kultur og identitet – og for det samfund, vi kender i dag.

Det tog ganske vist adskillige årtier, før vi med fast blik kunne påstå, at demokratiet var en realitet. Men langsomt udviklede vi andelsbevægelse, højskolebevægelse, foreningsliv, en fri presse, folkeskole og folkekirke – alt sammen med frihedspas til at gøre noget andet, hvis man kunne finde andre at gøre det sammen med. Bønderne slog sig sammen i mangfoldige landboforeninger, de byggede andelsmejerier, andelsslagterier og andelsselskaber, som blev styret af medlemmerne selv, ligesom heden blev opdyrket og dyrkningsmetoderne effektiviseret. Samtidig kom industrialiseringen for alvor til Danmark, og ingeniørerne kastede sig over innovation, produktivitetsforbedringer, arbejdsdeling og udvikling af nye maskiner.

Højskolebevægelsen, igangsat af Grundtvig og Kold, havde det klare formål at oplive og oplyse det danske folk. Vi havde ambitionerne om at blive både klogere og dygtigere, og mulighederne blev begærligt grebet. Almuen søgte højskolerne, der ikke bare sikrede et løft i almendannelsen, men også udbød praktiske fag fra regning og sløjd over kurser om hestens pleje til praktisk husgerning. Uddannelsessystemet blev udbygget. Borgerne greb sultent muligheden for at tage sagen i egen hånd, som Grundloven havde åbnet for.

Vil du læse resten? Bestil Årsskriftet Critique 2014 for kun 125 kr. Årsskriftet sendes direkte til din adresse og indeholder over 170 siders artikler om den borgerlige og konservative idé- og samfundsdebat.

Anders Samuelsen (f. 1967) er cand.scient.pol. fra Aarhus Universitet, medlem af Folketinget og politisk leder for Liberal Alliance.

Mette Bock (1957) er mag.art. i filosofi fra Syddansk Universitet og cand.scient.pol. fra Aarhus Universitet, og medlem af Folketinget for Liberal Alliance. Hun er bl.a. fhv. ansvarshavende chefredaktør for Jyske Vestkysten og prorektor på Aarhus Universitet.

Støt kulturkampen!

Tak fordi du læser vores artikler. Hos Årsskriftet Critique ønsker vi at udfordre samfundsdebatten og særligt udvikle den borgerlige og konservative samfundskritik. Derfor kræver vi heller ikke betaling for vores online-stof og har ikke tænkt os at gøre det.

Men vi har ingen reklameindtægter, ingen rige onkler og ingen adgang til offentlig støtte. Derfor er vi afhængige af dit økonomiske bidrag for at holde gryden i gang. Vi tager med glæde imod bidrag af alle størrelser.

Ved at støtte os, støtter du en fremtid for en velfunderet, nuanceret borgerlig idé- og samfundsdebat og er med til at brede den borgerlige samfundskritik ud til flere. Ved brug af Paypal kan du sågar oprette en fast månedlig donation. Vi takker for dit bidrag.

Støt Årsskriftet Critique via MobilePay!