Da postmodernismen blev til alvor

For godt fem år siden døde den vel nok største danske digter i sidste halvdel af det 20. århundrede, Inger Christensen. På mange måder var hendes forfatterskab præget af nogle ukonventionelle sammensætninger: både alvorligt og legende, klassisk og eksperimenterende, formalistisk og sanseligt. I omfang er det relativt småt; nogle digtsamlinger, enkelte kortere romaner og et par essaysamlinger.

Men i litterær kvalitet manglede det intet, og dette forfatterskab var Danmarks bedste kandidat til en Nobelpris – ved Inger Christensens død begræd mange, især tyske, kritikere, at hæderen aldrig var tilfaldet Christensen. Selvom hun indtog en mindre fremtrædende rolle i bredere dansk åndsliv end andre forfattere, indtager hendes værk en central position i nyere dansk litteraturhistorie. Denne position er temaet for artiklen her, hvor jeg vil undersøge nogle centrale temaer fra Inger Christensens digtning og efterspore deres rolle i den senere litteratur, særligt genkomsten af eksistentielle temaer i litteraturen efter de formalistiske og politisk orienterede perioder.

Inger Christensen betragtes gerne som en af de store og centrale systemdigtere, og det er hun også; men hendes digtning er også mere, og den er i høj grad også et opgør med nogle af systemdigtningens dogmer. Dette tvetydige forhold til systemdigtningen spiller en vigtig rolle i både litteraturhistorien og en bredere debat om postmodernismens menneskesyn. Postmodernismen betragter i høj grad mennesket som defineret ved de systemer, det indgår i; det enkelte menneskes oplevelse af verden betragtes som en forløjet og pladderromantisk intellektuel fiktion, som digtningen ikke skal udtrykke, men udstille som falsk. En digtning, der behandler eksistentielt tunge temaer som død og ensomhed betragtes altså som navlebeskuende og individualistisk. Denne opfattelse er Inger Christensens litteratur i høj grad et opgør med, og det er dette opgør, der er temaet for denne artikel.

Sansning og intellektualitet

Inger Christensens digtning drejer sig i høj grad om nogle helt klassiske emner: Kærligheden, døden og naturen er centrale gengangere, men også bevidstheden er et vigtigt begreb. Allerede her står hun i kontrast til de mere hårdkogte systemdigtere, som forsøger at udrydde den slags subjektivitet fra deres skrift. Med sin fokusering på bevidsthed anlægger Christensen et blik, der forsøger at forene det filosofisk-teoretiske med det sanselige som her i refleksionen over duernes måde at opleve verden fra alfabet:

det kan føles forkert / at det aldrig er duerne / selv der med sindsro / digter om duer // om regnen måske / eller ruden de kun / med et rundt lille øje / ser mig så sløret igennem // de ved ikke selv / at især deres flugt / deres vinger forbindes / med blidhed og fred.

Her kommer mange af forfatterskabets knudepunkter til udtryk: Spørgsmålet om kunst og virkelighed (det ville være mere passende, hvis duerne digtede om sig selv – digtet kan aldrig udtrykke virkeligheden, som den er); forsøget på at forstå duernes bevidsthed for at beskrive virkeligheden mere præcist; og den måde, som vi altid oplever verden en smule forskruet på, fordi vi ikke kan læse et digt om duer uden at forstå dem som metaforer. Alle refleksioner knyttes op på den helt konkrete og hverdagslige sansning af duer, der i regnvejr sidder på den anden side af vinduet. I Inger Christensens univers er det et generelt greb, at den intellektuelle refleksion knyttes an til den konkrete sansning – til det, der har sat tankerne i gang.

Vil du læse resten? Bestil Årsskriftet Critique 2014 for kun 125 kr. Årsskriftet sendes direkte til din adresse og indeholder over 170 siders artikler om den borgerlige og konservative idé- og samfundsdebat.

Rasmus Pedersen (f. 1988) er BA, stud. mag. i litteraturhistorie og filosofi ved Aarhus Universitet. Redaktør for Årsskriftet Critique og tidsskriftet Replique.