Ansvar uden fri vilje?

27. oktober 2014
9 minutters læsetid

Vi er formede af vores baggrund, opvækst og omgivelser. Men hvis alle vores handlinger skyldes vores baggrund, kan vi så overhovedet stå til ansvar for vores handlinger, eller må staten gøre hvad den kan for at få os til at træffe de rette valg? Filosoffen Harry Frankfurt udstak en vej mellem hård determinisme og filosofisk libertarianisme, hvor menneskets ansvar ikke kan opløses af, at vores handlinger er forhåndsbestemte.

 

af David Munk Bogballe

Er kriminelle ansvarlige for deres kriminalitet? Er overvægtige ansvarlige for deres usunde spisevaner? Er forældre ansvarlige for, at deres børn får lavet lektier? Intuitivt synes svaret på spørgsmålene at være ja. Ikke desto mindre er der blandt et markant flertal af danske politikere udbredt en overbevisning om det modsatte. En overbevisning om, at det ikke er rimeligt, at vi som enkeltpersoner stilles til ansvar for vores spisevaner, for vores grad af lovlydighed eller for vores børns arbejdsomhed.

Ideen, der ligger til grund for denne opfattelse, er bag al retorik bygget på en opfattelse af, at ansvar forudsætter en særlig art kontrol. Nærmere går den på, at vores valg, der afgør, hvordan vi klarer os gennem livet, ultimativt bestemmes af faktorer, vi ikke kan kontrollere, og da vi ikke kan det, kan vi heller ikke holdes ansvarlige for, hvordan vi klarer os. Inden for filosofien kaldes positionen determinisme, og i sin socialbiologiske form ser den nogenlunde ud som følger: Vi træffer de valg, vi træffer, på baggrund af, hvordan vi er. At vi er, som vi er, er bestemt af de gener, vi har arvet fra vores forældre, af hvilken opdragelse vi har fået og af vores første oplevelser. Ingen af delene har vi kontrol over, og derfor er vi ikke ansvarlige for, hvad vi vælger. Heller ikke når vi vælger at forsøge at lave om på os selv, da både valget og den succes, vi måtte have med at føre det ud i livet, afhænger af ting, vi ikke kan kontrollere.

Med andre ord, når overvægtige står i supermarkedet og fylder indkøbskurven med chokolade og sodavand, når unge mænd fra ghettoer begår voldtægter, røverier og deltager i bandeopgør, og når børn sendes i skole uden at have forberedt sig via lektielæsning, så er det ikke de overvægtige, de kriminelle eller forældrenes ansvar. Deres ansvar afgøres nemlig ikke af deres handlinger og valg men af den baggrund, som har nødvendiggjort, at de er, som de er, og som resultat gør som de gør. Den rigtige fremfærd er derfor at ændre på den verden, de møder, for at kompensere for de prædisponerede karakterbrister og tendenser til at vælge ”forkert”.

Magtbegærlig politik

Fra politisk hånd gælder det om at fjerne de søde sager fra supermarkedernes kasseområder, som Socialdemokraterne og SF ønsker det, om at svøbe de unge kriminelle i et tæppe af uddannelse, anerkendende pædagogik og berigende rejser frem for at straffe dem, som Radikale og Enhedslisten kæmper for, samt om at tvinge elever til at sidde på skolen om eftermiddagen for at lave deres lektier, som et stort flertal af Folketingets partier inklusiv Venstre, Danmarks liberale parti, vil have det indført.

Tilslutningen til dette afladsparadigme, hvor den enkelte borger forlades sin skyld og efterfølgende hjælpsomt tvinges til at deponere sin ansvarsfølelse hos den politiske øvrighed, er ikke begrænset til Christiansborg. Den moderne velfærdsstats kommunale problemknuserpionerer er også aldeles proaktive, og det er ganske vist at kun ved at stille cykellappere, madpakkesmørere og teenagevækkere til rådighed, kan det sikres, at folk kan komme på arbejde, at skolebørn ikke sulter, og at unge får en ungdomsuddannelse. Ansvaret er politikernes.

Og så alligevel ikke, for hvis det er rigtigt, hvad determinismen hævder, altså at vores valg afhænger af forudliggende faktorer, over hvilke vi ikke har kontrol, hvorfor vi heller ikke er ansvarlige for valgene, så må det også gælde for politikerne. De er mennesker af kød og blod ganske som os andre, og hvis vi ikke er ansvarlige, så er de det heller ikke. Faktisk er der ingen, der er ansvarlige. Dermed heller ikke forældrene i Brønderslev-sagen eller den visionære Madens Minister, hvis heltemodige kamp for en ny nationalret blot er udtryk for historisk nødvendighed.

Skæbnernes skuespil

Der er imidlertid også en anden mulighed, nemlig den at vores skæbner er fastlagte på forhånd; at vores liv er handlingen i et allerede skrevet skuespil, hvor vi er castede til rollen som os selv. Betragtet fra den synsvinkel er vores handlinger ikke længere snævert betingede af forudgående faktorer i et kompliceret netværk af årsager og virkninger men i stedet som et togs rute på et fastlagt og ufravigeligt jernbanenet, hvor muligheden for sporskift er udelukket. Vi køber ind, løber maraton, skifter tøj, læser romaner, begår indbrud og luger ukrudt, fordi det er en del af fortællingen.

At tale om ansvar i en sådan verden bliver en speget sag, men hvis vi vitterligt blot er del af et komplekst skæbnernes skuespil, så må ansvaret for skuespillernes handlinger ligge hos manuskriptets forfatter. Særligt fordi vi som skuespillere ikke er blevet spurgt, om vi vil tage vores roller som overvægtige, kriminelle, heltemodige ministre og dårlige forældre men er blevet placeret i dem af manuskriptforfatteren uden anden mulighed end at spille med.

Og hvem kunne denne egenrådige forfatter så være? Måske er det Gud. Er han alvidende og ufejlbarlig, synes der nemlig ikke at være levnet rum til et jordeligt ansvar. Hvis Gud aldrig tager fejl, og hvis han samtidig ved alt, så må han også kunne svare rigtigt på spørgsmål om, hvordan verden ser ud om en måned og om, hvad der er sket i tiden fra nu og frem til da. Hvis han kan det og således allerede ved, hvad der vil ske og hvordan, vi vil handle, så har vi ikke frihed til at gøre andet, end hvad Gud siger i sine svar. Havde vi den mulighed, ville Gud jo kunne tage fejl – vi ville kunne snyde ham, og den slags går ikke. Hvis ansvar kræver en art frihed til at vælge, hvor frihed betyder, at udfaldet af vores valg ikke kan forudsiges med sikkerhed, før de er truffet, er vi derfor ansvarsfri. Måske er det sandheden, vi mindes om, når vi i fadervor beder Vorherre om forladelse for vor skyld, som også vi forlader vore skyldnere.

Selv hvis sandheden måtte være sådan, er det dog glædeligt, at vi ikke efterlever den i dagligdagen, for det er ganske åbenlyst, at en sådan tilgang til ansvar, ganske som determinismens, er lige så utilfredsstillende som den er utilstrækkelig. Den både undergraver og umuliggør nemlig den for social interaktion nødvendige menneskelige praksis med at behandle og respektere andre som centre for skyld; som samvittighedsfulde personer i hvilke ansvaret for gode, kærlige, ondskabsfulde og destruktive gerninger kan fæstes.

Libertarianismens fordele

Så er der umiddelbart mere håb for den position, som Liberal Alliance har gjort sig til bannerfører for, hvor ansvaret for sundhed, herunder indtag af slik, alkohol og narkotika, og for kriminalitet, uddannelsesniveau, tilknytning til arbejdsmarkedet og meget andet godt og ondt ligger solidt placeret hos den enkelte. Ansvaret er dit, thi valget er frit, siges der. Denne stærke overbevisning om, at valg alene afhænger af os som individer, og at vi derfor er ansvarlige, hører hjemme under den filosofiske libertarianisme:

Hvor den stenhårde determinisme hævder, at mennesket ligesom resten af verden består af fysisk materie, således vores følelser, ønsker og handlinger, uden undtagelser ligger under for de fysiske love, der beskriver, hvordan materie kan opføre sig, og dermed bliver reduceret til nødvendige led i en årsagskæde, der går tilbage til universets begyndelse, hævder libertarianismen noget andet. Selvom vort korpus består af materie, så kan de processer, der foregår i vore hjerner, når vi vælger, ifølge libertarianere enten ikke forklares fyldestgørende med udgangspunkt i fysiske love, eller også lades der være rum for usikkerhed. Det er i det uforklarlige eller i usikkerheden, at friheden, der giver os ansvaret for vores handlinger, bor. Vores valg er ‘the defining moment’, hvor vi vælger i hvilken retning, verden skal gå videre. Vi bliver ansvarlige, fordi det var muligt at vælge anderledes, end vi gjorde. Kunne vi have købt gulerødder i stedet for chokoladefrøer, er vi selv ansvarlige for vores fedme.

Om verden vitterligt er, som libertarianismen hævder, er i sidste ende et videnskabeligt spørgsmål, hvis mulige besvarelse er en diskussion for sig. Her skal det blot siges, at positionen ikke er fri for problemer. Ikke mindst set i forhold til eksempelvis opdragelse og dennes indvirkning på børn. Hvis opdragelsens vejledning, ros, kærlighed og sanktionering skal have et formål, må det være at yde afgørende og definerende indflydelse på, hvordan et barn udvikler sig. Er det sådan, og er opdragelse samtidig noget, der virker, så må dens konsekvenser være forældrenes ansvar, og dermed er vi tilbage ved determinismen, hvor barnet og den senere voksnes valg og udvikling er betinget af forudgående faktorer over hvilke, det ikke havde kontrol.

Den tredje vej: Ansvar før fri vilje

Takket være filosoffen Harry Frankfurts overvejelser om emnet findes der imidlertid mindst en udvej fra dette paradoks. Frankfurt peger på, at alternative valgmuligheder ikke er nødvendige for ansvar. Vi kan godt være moralsk ansvarlige for en handling, selvom vi ikke kunne have handlet anderledes, hævder Frankfurt. Lad os forestille os et almindeligt dansk forældrepar, der kommer hjem sidst på eftermiddagen og lad os videre forestille os, at de altid sørger for, at deres datter laver lektier før aftensmaden, med mindre de skændes. Det ved naboen, og hun ved også, at hvis hun ”tilfældigvis” kommer forbi under påskud af et eller andet, så hører eventuelle skænderier straks op, og datteren bliver sat til at lave lektier. Naboen vil parrets datter det bedste, så hvis hun hører skænderier eller optræk dertil, kigger hun altid lige forbi. Da weekenden er overstået, og det igen er blevet mandag, kommer familien hjem sidst på eftermiddagen. Heldigvis er humøret højt, så naboen ikke hører andet end grin og hjertelighed, og datteren bliver sat til at lave lektier før aftensmaden. Se, selvom der jo takket være naboen, der ville være kommet forbi, hvis hun havde hørt skænderier, i virkeligheden ikke var andre muligheder end at sætte datteren til at lave lektier, så synes man med rette at kunne sige, at forældrene denne mandag satte deres datter i sving af egen fri vilje.

Netop her er kernen for Frankfurt: Fraværet af alternative muligheder, herunder tvang, er ikke i sig selv nok til at fritstille et menneske fra ansvaret for et valg, for vi kan stadig godt handle som om vi havde flere valgmuligheder. Skal man fritstilles, kræver det, at valget blev truffet alene fordi det ikke var muligt at vælge noget andet.

Ingen vej uden om intuitionen

Denne mere nuancerede position giver os mulighed for at skelne mellem Lisbeth, der kun valgte at spise chokolade og drikke cola, fordi der ikke var andet at få, og Rikke, der ville have valgt chokolade og cola under alle omstændigheder og mellem vaneforbryderen Ahmed og den uheldige Abdi, der kun begik indbrud, fordi han blev truet til det. I hvert fald i teorien. I praksis bliver det en vurderingssag at afgøre, om et valg blev truffet af den ene eller anden årsag, og så er vi tilbage, hvor vi startede. Ved intuitionen. Vi føler og vil føle os ansvarlige for det, vi udretter med vores hjerne og krop, og vi holder og vil holde andre ansvarlige for det, de udretter; det føles naturligt og rigtigt, og vi søger automatisk at afmåle ansvarsgraden efter omstændighederne.

Så selv hvis det ultimative personlige ansvar skulle vise sig at være er en illusion, så er troen på dets eksistens noget af det vigtigste, vi har. Hvis ikke vi selv er ansvarlige for, hvad vi putter i munden, for om vi lever inden for lovens rammer, for vores børns lektielæsning, ja for noget som helst, så vil vort meningssystem falde fra hinanden og vore tilværelser, identiteter og valg fremstå som ganske ligegyldige.

David Munk Bogballe er doktorand i filosofi ved Freie Universität Berlin samt direktør for Munk Bogballe.

Tegn abonnement på Årsskriftet Critique for kun 199,-

CRITIQUE 2023 - Forside

Få Årsskriftet Critique

Tegn abonnement i dag for 199 kr

CRITIQUE 2023 - Forside