Forord til Årsskriftet Critique VII

Critique omslag2014 udkastOVerfladiskhed

Med udgivelsen af Årsskriftet Critique for 2014 går vi ind i 7. årgang, siden vi besluttede at forhøje ambitionerne og kvaliteten af det, der dengang blot var et medlemsblad for Konservative Studenter på Aarhus Universitet. De forløbne år har understreget relevansen af Årsskriftet Critique og nødvendigheden af det arbejde, som redaktion, skribenter – og ikke mindst de mange folk omkring tidsskriftet – har lagt. Men bag denne konstatering ligger ikke kun en begrundet optimisme på Årsskriftet Critiques vegne.

Nej, egentlig er det vel en form for pessimistisk vurdering af det dan-ske debatklima, som må ligge til grund for opfattelsen af relevansen i Årsskriftet Critiques virksomhed. Det er nemlig vanskeligt ikke at blive en smule forstemt, når man betragter udviklingen i den offentlige debat. Det er som om overfladiskheden og nemheden sniger sig ind alle vegne under dække af kækhed og kant. Den politiske debat er et måske særligt sørgeligt eksempel på den stærke tendens til, at den demokratiske debat snarere virker fordummende end oplysende. Men også den bredere offentlige debat forekommer tynget af tendensen i retning af en stadig vulgarisering.

Kristeligt Dagblad har for nylig sat fokus på, hvordan debatbogen som genre er på retur. Ikke fordi, folk ikke læser den. Debatbøger har vel aldrig gjort forlag rige. Problemet er langt mere alvorligt: der bliver skrevet for få debatbøger. Debatten er flyttet ind på Facebook, hvor man så kan glæde sig over at høre ekkoet af sine egne holdninger. Til gengæld kan man så ind imellem blive helt forfærdet over holdninger, attituder og forestillinger, der dyrkes i andre celler i den atomiserede debat. Ved den slags lejligheder tænker man, hvor stor lighed den debat kan have med en stinkende slampøl. Det er som om selve mediet gennem den radikale demokratisering af debatten – og dette er jo i øvrig på sin vis en god ting – samt i kraft af den hastighed, hvormed debatten finder sted, fordrer forfladigelse.

Men debatten anno 2014 har ikke brug for mere overflade. Der er brug for en tilbundsgående saglighed, der tør trække stikket ud og sætte sig ned og tænke problemerne igennem, før den farer til tasterne. En sådan saglighed har brug for et udgangspunkt, et forum, hvor den kan trives og udvikles i al stilfærdighed. Årsskriftet Critique er et forsøg på at være et sådant udgangspunkt – Bevares, der er andre; men vi håber altså også at være et.

Årets indhold

Årets udgave indledes af historiker, professor Hans Bondes artikel Fra feminisme til favorisme, der er en kritik af en feminisme, som er udartet til en systematisk forskelsbehandling på de danske universiteter, hvor kvindelige forskere aktivt favoriseres på bekostning af deres mandlige kolleger. Hele denne politik kan netop siges at bygge en overfladiskhed, der uden videre sætter lighedstegn mellem ligestilling og positiv særbehandling og udskammer kritikere, der fastholder rent saglige kriterier for stillingsbesættelserne på landets universiteter.

2014 er et historisk mindeår af de helt store; ikke mindst fordi det er 100-året for udbruddet af Første Verdenskrig. I den forbindelse har historikeren Henrik Jensen, der er bogaktuel med den anmelderroste Krigen 1914-1918, bidraget med en stor artikel om den tyske forfatter, krigshelt og radikalkonservative skribent Ernst Jünger, der i disse år oplever en renæssance i Danmark bl.a. i kraft af oversættelsen af klassikeren I Stålstormen. Men i artiklen Kriger, arbejder, skovgænger, anark ligger vægten ikke på den yngre, men den ældre Ernst Jünger i tiden efter, at han med bogen På marmorklipperne fra 1939 præsterede et opgør med sin ungdoms nationalistiske radikalisme.

Uden at man på nogen måde kan slutte fra den særegne Jüngers ideologiske udvikling til konservatismens generelt i årene omkring og efter Anden Verdenskrig, gælder det dog også for denne, at krigen blev en brydningstid. Mange steder brød den traditionelle konservatisme helt sammen, og blev erstattet af en ideologisk nyskabelse, der er ligeså betydningsfuld for europæisk historie, som den er upåagtet. Dette er netop udgangspunktet for historiker, cand.mag. Jesper Lundsby Skovs De kristendemokratiske partier og skabelsen af det europæiske samarbejde, hvor han behandler kristendemokratismens ideologiske rødder, indhold og ikke mindst betydning for formuleringen af den europæiske føderalisme.

Vi befinder os også i 110-året for stiftelsen af Konservativ Ungdom, der siden på godt og ondt har været en af de mest markante, borgerlige, politiske ungdomsorganisationer. Historiker, ph.d. Lars Christensen giver med artiklen ”Fred er ej det bedste, men at man vil!” en grundig indføring i de hidtil noget oversete forhold omkring stiftelsen af KU, som allerede fra begyndelsen var præget af indbyrdes strid, der afspejlede konservatismens ideologiske splittelse ved det 20. århundredes begyndelse, hvor det endnu var partiet Højre, der repræsenterede den politiske konservatisme.

I KU førte striden efterhånden til sejr for den folkelige og demokratiske linje, som personificeredes ved Aage Kidde og John Christmas Møller. Efterhånden afspejlede det sig i Det Konservative Folkeparti, hvor traditionen, ikke mindst gennem politikeren Aksel Møller, førtes videre i den intellektuelle, men også folkeligt-pragmatiske linje, som er blevet kaldt Frederiksberg-konservatismen. Denne tradition, der i mangt er rygraden i dansk partikonservatisme, er emnet i cand.scient.pol., byrådsmedlem Nikolaj Bøghs ”Et borgerligt frit og uafhængigt styre”, som dermed fører linjen videre fra sin bog Brdr. Møller og sin artikel om Aksel Møller fra Årsskriftet Critique nr. III fra 2011.

Også ph.d.-stipendiat Johan Christian Nord beskæftiger sig med folkelighed i Årsskriftet Critique – men på en radikalt anderledes måde. Han behandler således i artiklen Mytologisk reaktion den karismatiske højskolemand Aage Møllers dyrkelse af det mytologiske, der for ham rummede en indgang til en viden om åndslivets evige love, som den moderne verden med sin dyrkelse af en materialistisk videnskabelighed havde vendt ryggen.

Den grundtvigske tradition, som Aage Møller udgik af, figurerer også i stud.theol. Hans Nørkjærs livsfilosofiske strejftog i den danske udvandring til Amerika i artiklen Kultur tæller. Nørkjær beskæftiger sig dels med det danske samfunds historie i Amerika, blandt andet i byen Elk Horn – der for nylig er blevet genopdaget af den danske offentlighed takket være et dokumentarprogram på Danmarks Radio – dels med spørgsmålet om kulturens betydning for menneskets tilværelse det hele taget, og med hvilke slutninger man deraf kan drage med hensyn til vore dages masseindvandring.

Kulturens betydning er også emnet for folketingspolitikerne Anders Samuelsen og Mette Bocks Kulturens trebenede skammel. Artiklen, der skriver sig ind i den løbende borgerlige idédebat mellem konservative og liberale skribenter, hævder kulturbegrebets betydning også for liberalismen, men fremhæver samtidig en særlig liberal forståelse af dette begreb, som lægger vægt på civilsamfundet og den spontane orden.

Vi slutter af med redaktør, stud.mag. Rasmus Pedersens Da post-modernismen blev til alvor, der tager fat på digteren Inger Christensen, der inden sin død blev regnet for Danmarks bedste bud på en litterær Nobelpris. Rasmus Pedersen læser her Inger Christensen med særlig henblik på forekomsten af tunge eksistentielle temaer som død og ensomhed, der af postmodernismen blev affejet som udtryk for navleskuende individualisme.

Med denne blanding af litteratur, politik, debat og – i år særligt – historie håber vi på, at Årsskriftet Critique 2014 kan leve op til sine forgængere og være et forum for en konservativ og borgerlig idédebat. Som vi var inde på ved dette forords begyndelse er behovet for et fristed som dette ikke blevet mindre.

Død ved champagne

Det kan ikke være vores læsere helt ubekendt, at vi i 2013 tog skridtet og satte gang i forlaget Munch & Lorenzen, der nu står som udgiver for Årsskriftet Critique. Vi har siden da forsøgt at bygge videre på den indsats, som Årsskriftet Critique er et udtryk for. I den forbindelse kan vi med stor glæde konstatere, at vores to bogudgivelser i år har været store succeser. Vi tænker her naturligvis på Kasper Støvrings Fortællingen om Fredens Europa og Jon A.P. Gissels Konservatisme og Kulturkamp. Begge har solgt meget tilfredsstillende og har fået overvældende omtale i medierne. Det er yderst positivt og vi vil også fremover fokusere på bogudgivelser i forlængelse af forlagets interesseområder.

Man kan måske afslutningsvis som et slags kuriosum nævne, at Information i deres anmeldelse af Konservatisme og kulturkamp fremhævede, at Lars Barfoed og De Konservatives nye formand Søren Pape Poulsen ville have god gavn af at læse bogen. Ja det er sandt, at særligt partikonservatismen kunne trænge til en åndelig opstrammer. Per Stig Møller spurgte engang om politisk og filosofisk bevidstløshed var en dyd. Mange konservative partigængere synes desværre at have besvaret spørgsmålet med en rungende tavshed, der kun kan tages som et ja.

Når vi ser på konservatismens situation i Danmark i dag, må man desværre konstatere, at det står særligt skidt til for Det Konservative Folkeparti og kredsen omkring det. Nys oplevede vi det selv, da vi søgte den velbjergede konservative Fonden af 28. maj 1948 om støtte til en konference i regi af Årsskriftet Critique. Fonden, der har til formål ”at støtte arbejdet for udbredelsen af de ideer og idealer, som er grundlaget for et [frit] samfund.” afviste blankt at støtte, fordi man kun ville støtte arrangementer ”om mere aktuelle politiske problemstillinger, der kan medføre klare politiske udmeldinger.” Det er ellers ikke fordi fonden i øvrigt er nærig. Ved dens arrangementer, der gerne foregår på gamle herregårde er der typisk fuld bespisning og fri bar. Det er jo altså skamløst åndssvagt; men også symptoma-tisk, at konservatismen fylder sig med champagne mens den hentærer.

Til Det Konservative Folkepartis nye formand, der synes at rumme megen mulighed, er der kun at sige, at han har en endog meget stor opgave for sig. Mens vi desværre ingen lejlighed har til at sende takkeskrivelser i føromtalte retning, har vi så meget desto mere grund til at takke de privatpersoner, der i år af egen lomme har ydet bidrag til forlag og tidsskrift. En speciel tak til godsforvalter Esben Möller Madsen for sit generøse bidrag. Lad det være sagt med det samme den støtte vi får fra den kant, er forudsætningen for, at vi kan udbygge det arbejde, som vi er begyndt på; mange tak.

Endelig en tak til Konservative Studenter, der også i år støtter udgi-velsen, Hans Henrik Juhl, der har opsat skriftet, Anders Orris, der har leveret en stor indsats på vores gratis nettidsskrift Replique, og endelig til Ann Christina Rindom Sørensen og Jacob Hedegaard for deres uegennyttige arbejde og hjælp til de mere forretningsmæssige sider af forlaget Munch & Lorenzen.

-Redaktionen Aarhus og Frederiksberg, august 2014