Årsskriftet Critique 2014 – hvad kan du vente dig?

11. august 2014
3 minutters læsetid


Medens vi står i sommeren, aner vi, at efteråret er på vej. I gamle dage betød det, at høsttiden stundede til, i dag betyder det for de fleste bare, at sommeren er forbi, og at det lange forfald mod den grå november kan begynde.

På Årsskriftet Critiques redaktion hænger vi imidlertid ikke med mulerne, fordi for os er det netop høsttid. Det store arbejde, som vi – og ikke mindst vores skribenter – har lagt i årets udgave af Årsskriftet Critique, skal snart give resultat, for efteråret betyder nemlig også, at Årsskriftet Critique endelig udkommer.

Hvad er Årsskriftet Critique?

Således er det nu på tide, at løfte sløret for årets indhold. Men først en kort præsentation af Årsskriftet.

Årsskriftet Critique bringer artikler fra og om den konservative og borgerlige kultur-, idé- og samfundsdebat. Årsskriftet indeholder både artikler, der belyser aktuelle idépolitiske spørgsmål og artikler, der behandler forskellige historiske, kulturelle, politiske og samfundsvidenskabelige emner. Årsskriftet Critique udkommer hvert efterår og indeholder over hundrede siders forskning, formidling, essays, polemik, politik og debat.

Hvad bringer vi i år?

Vi befinder os i jubilæumsåret for Første Verdenskrig. I det hele taget er 2014 et historisk mindeår, og således retter Årsskriftet Critique i år sig særligt mod historien. Vi markerer 100-året for verdenskrigen med en stor artikel af historikeren, lektor Henrik Jensen om den tyske, radikalkonservative forfatter Ernst Jünger, som i disse år bliver flittigt læst.

2014 er også et jubilæumsår for dansk konservatisme, idet det er 110 år siden, at Konservativ Ungdom blev stiftet. Historiker, ph.d. Lars Christensen behandler i sin artikel den dramatiske historie, som prægede KU’s første år fra stiftelsen frem til Første Verdenskrig. Også Nikolaj Bøgh, der tidligere har bidraget til Årsskriftet Critique, behandler et aspekt af dansk konservatisme, nemlig den såkaldte Frederiksberg-konservatisme, som traditionelt har udgjort en intellektuel rygrad i Det Konservative Folkeparti.

2014 er også historisk i en anden forstand, idet valget til EU-parlamentet betød et gennembrud for en nationalt orienteret EU-skepsis. Vi har bl.a. ved udgivelsen af Kasper Støvrings Fortællingen om Fredens Europa beskæftiget os med kritikpunkterne af EU. I Årsskriftet Critique 2014 forsøger historiker Jesper Lundsby Skov at skildre den ideologiske baggrund for det europæiske fællesskab, som han finder i den kristendemokratiske ideologi, der udviklede sig fra 2. Verdenskrig og bl.a. havde rod i en traditionel konservatisme.

Men Årsskriftet Critique beskæftiger sig også med vores egen samtid. Vi bringer således en fyldig artikel af professor, dr.phil. Hans Bonde, som angriber feminismen og den bølge af positiv særbehandling af kvinder, som har ramt universitetsverdenen, hvor kravet om ligestilling har udviklet sig til strukturer, der diskriminerer mandlige forskere.

Årsskriftet Critique bringer også en artikel af Anders Samuelsen og Mette Bock fra Liberal Alliance, som forsøger at tegne konturerne af en liberal kulturpolitik i Danmark, og hævder et liberalt kulturbegreb, som bl.a. har rødder tilbage til højskolebevægelsen. Netop højskolen er udgangspunktet for ph.d. Johan Christian Nord, der skriver om stifteren af Rønshoved højskole Aage Møller og behandler hans grundtvigsk-mytologisk historiesyn, der bl.a. rummede en udtalt kritik af andre grene af højskolebevægelsen.

Fra Sønderjylland drager vi til Amerika. Stud.theol., redaktør Hans Nørkær skriver om den danske udvandring til Amerika og kommer i behandlingen af dette oversete kapitel i Danmarkshistorien også ind på, hvorfor kultur betyder noget for mennesket, og hvordan hine tiders indvandring adskiller sig fra nutidens.

Endelig bringer vi en artikel af stud.mag., redaktør Rasmus Pedersen om digteren Inger Christensen, som bl.a. beskæftiger sig med postmodernismens aftryk i litteraturen og dermed følger op på dr.phil. Jon A.P. Gissels kritik af postmodernismen i sidste udgave af Årsskriftet Critique.

Hvordan bestiller jeg?

Vi håber, at denne korte smagsprøve har vakt din interesse. Har du ikke allerede tegnet abonnement kan du gøre det her for kun 125 kr.

Årsskriftet Critique er typisk mellem 150-200 sider i omfang og udkommer hvert år til september. Som abonnent får du også nedslag i prisen på andre bøger på forlaget Munch & Lorenzen.

Du kan tegne abonnement på vores bestillingsside www.munch-lorenzen.dk eller ved at skrive til bestilling@munch-lorenzen.dk. Du kan også udfylde nedenstående formular. Har du spørgsmål kan du skrive til info@munch-lorenzen.dk.

mvh.

Redaktionen
Årsskriftet Critique

Fejl: Kontaktformular ikke fundet.

Tegn abonnement på Årsskriftet Critique for kun 199,-

CRITIQUE 2023 - Forside

Få Årsskriftet Critique

Tegn abonnement i dag for 199 kr

CRITIQUE 2023 - Forside