Når venstrefløjen bliver national

Venstrefløjen har kappet sine forbindelser til nationalfølelsen. Det mener månedens kronikør, Katrine Winkel Holm, der med udgangspunkt i tre eksempler peger på, at venstrefløjen i nationale krisetider ikke selv har kunnet opretholde den antinationale linje. Pludselig er kærligheden til hjemlandet dukket frem bag fraserne og ideologien. 

af Katrine Winkel Holm

I mit barndomskøkken hang denne plakat over spisebordet. Den er tegnet af den kendte, oprindeligt kommunistiske, kunstner Ib Spang Olsen for Folkebevægelsen mod EF i 1972.

Som det fremgår er plakaten udpræget national i sin anti-EF-agitation. Så national, at den fint passede ind køkkenet i Seem præstegård, hvor den blev placeret ved siden af kongerækken og Hans Scherfigs junglefabel ”Danmark i EU” fra samme tid.

Her sad jeg år ud og år ind og kikkede op fra mine cornflakes på Spang Olsens og Scherfigs plakater og jeg må ærligt indrømme, at gensynet med stalinisten Scherfigs farverige billede aktiverer en voldsom nostalgi. Det føles lidt underligt, for Scherfig hører til mine absolutte yndlingsaversioner.

Men det er måske ikke det, der er underligt. Det underlige er, så uhæmmet venstrefløjen dengang slog på de nationale strenge.

Kan man forestille sig Folkebevægelsen mod EU lave en sådan plakat i dag? Det forekommer helt utænkeligt. I årtier har venstrefløjen sat lighedstegn mellem fædrelandskærlighed og fascisme og ført an i hetzen mod alle, der kritiserede indvandring og EU med nationale argumenter.

 

Samtidig er netop den dybt indarbejdede antinationale attitude forklaringen på venstrefløjens stigende vanskeligheder. Fordi man har ikoniseret nationalismen som ondskab overlader man både vælgere og diskurs til Dansk Folkeparti. Forsommerens EU-parlamentsvalg er det seneste eksempel på det.

I anledning af denne jordsskredssejr til ”nationalisterne” tog en venstrefløjsaktivist bladet fra munden i Dagbladet Information og erklærede, at venstrefløjen mangler nationalfølelse:

Den progressive venstrefløj har samlet sig med ligesindede i privatskoler, andelsforeninger, i landets store byer og på uddannelsesanstalterne. Os med mentalt og/eller økonomisk overskud har samlet os i trygge ghettoer, som ikke udfordrer vores identitet, mens vi forhåner dem, som søger det langt større og mere mangfoldige nationale fællesskab.

Venstrefløjen dyrker altså i virkeligheden sin egen monokulturelle ghetto og lader de mindre priviligerede landsmænd sejle deres egen sø. Det er dybt usolidarisk og godt set af Torben Petersen, som skribenten hedder, der i samme kronik går til bekendelse og indrømmer at han rummer nationale følelser:

Gennem min tid på den militante og aktivistiske venstrefløj gik jeg stille med mine præferencer for Lars Lilholt, og jeg følte udstødningens iskolde rislen på ryggen, da jeg som den eneste rejste mig til nationalmelodien under en landskamp ved et storskærmsarrangement.

For en venstrefløjsaktivist er den slags ligeså skamfuldt som når en missionsmand i gamle dage blev grebet i at studere pornoblade.

Det har til tider været anderledes og ikke kun i 1972. Jeg vil her bringe tre tankevækkende eksempler på venstreorienterede udslag af nationalfølelse.

Øverlands armodsmagre land

Første eksempel er den norske forfatter og digter Arnulf Øverland (1889 – 1968). I 1930’erne sympatiserede han med kommunisterne og førte en voldsom kampagne mod kirke og kristendom. Under krigen blev han en vigtig antinazistisk stemme og endte af samme grund i tysk koncentrationslejr. På vej hjem fra sit tyske fangenskab holdt han en tale i Stockholm, hvor han kom med denne kærlighedserklæring til Norge:

Vi får lov at glæde os over dette armodsmagre og stengrå land, som vi synes er skønnere end alt andet, vi har – Dette land, som kræver så meget arbejde, og som giver så lidt af kontant arbejdsløn, men som alligevel giver os det, vi har brug for […] som giver alvor og varme og kærlighed. Vil du have mere? Det er et godt land. Det er godt at bo der. Og lykkelige er vi, som får lov til at komme hjem igen!

Læg mærke til at Øverland her er national uden at være nationalistisk. Han hævder ikke, at Norge er langt bedre end andre lande og hylder ikke hjemlandet for dets skønhed, fjelde og fjorde. Tværtimod beskrives hjemlandet som gråt og fattigt (det var dengang!) Han elsker tydeligvis landet som stiger frem, ikke fordi det er skønneste land i verden, men fordi det er hans land og hans hjem, som han har sat sit liv på spil for. Ligesom vi ikke holder af Danmark fordi det er et yndigt land. Danmark er derimod et yndigt land, fordi vi holder af det, som teologen Thomas Aallmann har formuleret det.

Et fint eksempel på en lavmælt ikke-nationalistisk, ikke-chauvinistisk fædrelandskærlighed.

Gelsted og de mørke fugle

Den nationale sprogbrug blev brugt i rigt mål af kommunisterne under besættelsen herhjemme, men det var som bekendt først efter Hitlers angreb på Sovjetunionen i 1941, at DKP engagerede sig i modstandsarbejdet. Som socialdemokraten Hartvig Frisch spidst bemærkede, var det Komintern, der afgjorde, hvornår kommunisterne var patrioter.

Der er derfor ingen grund til at undre sig over netop dette venstrefløjs-udslag af ”fædrelandskærlighed” Det var taktisk bestemt og tjente et højere socialistisk mål.

Det kan bare ikke forklare næste eksempel, jeg vil bringe: Digtet ”De mørke fugle fløj”.

Det er skrevet af den kommunistiske digter Otto Gelsted i april 1940. I modsætning til den jævnaldrende Arnulf Øverland brød Gelsted aldrig med kommunismen. Tværtimod forblev han tilknyttet Land og folk under den kolde krig. I 1936 havde han i et klassisk kommunistisk agitationsdigt opfordret til at stryge korset i Dannebrog: ”Gør jer frit af selvbedraget og et liv, der længst er dødt – slet det grimme kors af flaget, gør det rødt!

Men den tyske besættelse får ham alligevel til at istemme helt andre toner. Uden hensyn til den ikke-angrebspagt-linje, hans parti ellers dikterede, griber han pennen og fastholder billedet af de tyske flyvere, der undertvinger sig det værgeløse land. Det fører videre til denne kærlighedserklæring til Danmark:

Betvunget, smertestum
lå Danmark sluttet krum
så dybt i kval og nød som ingen sinde.

Men i den angstens stund,
du lå med blodig mund,
og alt omkring var dødsens nat og gru,
da så vi og forstod
til vore hjerters rod,
at aldrig har vi elsket dig som nu!

Det kan godt være at Otto Gelsted stemte på DKP, men hans digt kunne ligeså godt være skrevet af Grundtvig eller af forfatteren til ”Jeg elsker de grønne lunde”, Johannes Helms.

Den naturlige følelse går her over den ideologiske optugtelse.

Nordahl Grieg og “Den jord som altid var vor”

Sidste eksempel er den norske digter Nordahl Grieg. Han er mest kendt for sit pacifistisk-utopiske digt ”Kringsatt af fiender” fra 1936, der efter min mening ufortjent har opnået fornyet popularitet i Norge efter Breivik-massakren.

Til gengæld er hans krigsdigtning stort set glemt i Danmark. Det er ærgerligt, for den er langt bedre og helt anderledes end det kliché-hærgede pacifistdigt, alle forbinder hans navn med.

Grieg undergår lidt den samme udvikling som Gelsted. Som god socialist havde han forsvaret Moskvaprocesserne i 1930’erne, men efter 9. april 1940 sprang han ud som patriot med stort P og lagde enhver flirt med pacifismen på hylden. Hans krigsdigte blev samlet i bogen Friheten, som blev den mest sælgende digtsamling i Norge nogensinde.

Jeg vil citere fra digtet ”Godt år for Norge”, der er skrevet i december 1940. Grieg sidder i London fordrevet fra Norge og reflekterer over begreberne landflygtighed og fædreland. Helt modsat den normale tolkning hævder Grieg, at nazisterne svigter deres eget land.

Det Stortyskland, de er ved at lave, skaber nemlig hjemløshed i stedet for rodfæstethed, som er forudsætningen for fædrelandet. Derfor er tyskerne ved at miste deres fædreland, advarer Grieg – meget profetisk – i modsætning til dem, der som Grieg med våben i hånden kæmper for at genvinde ”den jord som altid var vor”.

Det er altså tyskerne, der er de egentligt landflygtige, mens den formelt set landflygtige nordmand i London altid er hjemme, fordi han i tankerne forenes med sine landsmænd i kærlighed til landet,. Han er nemlig ”rodfast” og håndhæver den nationale ejendomsret, som vel at mærke er begrænset til territoriet bag grænserne.

I denne griegske fortolkning er nazismen altså dybest set ikke udtryk for nationalisme, men for en racistisk-utopisk foragt for netop det nationale og begrænsede, helt konkret: for nationalstat og landegrænser.

Her med Griegs egne strofer (tillempet dansk retskrivning):

Hvem af os er landflygtig?
Vort eget folk er vi blandt.
Men hver af de tyske, som tramper
i gaderne er emigrant.
De strøg fra deres land og købte,
med andres hunger og blod,
nydelsen ved at herske
et år eller kanske to.

Frit leved’ de bag deres grænser.
Det var ikke nok for dem;
og smertens dag for de tyske
er dagen da alle skal hjem.
Et storhjem er det, de kræver.
Hvor mennesker lider og dør,
føler de: dette er Tyskland,
hvor Tyskland ikke var før.

Slik bli’r et fædrelandet mistet.
For intet hjerte slår rod
i dette isnende livsrum
af uret og overmod.
Sejrherren er fange,
sin egen erobrings træl.
Vil han ha’ landet tilbage,
må han befri sig selv.

Men vi, af vort folk, blev rodfast;
vi slap ikke landets ånd
I nat skal vi komme i drømmen,
i morgen med våben i hånd.
Vi kommer, men vi ta’r med os
en bitterhed, vild og hård,
at mange må købe med livet
den jord som altid var vor.

Hvor langt skal vi ud?

De tre eksempler viser, at venstrefløjsaktivisten, der ikke formåede at undertrykke sin nationalfølelse, når han ser landsholdskampe, ikke er ene. Og at hans efterlysning af nationalfølelse på venstrefløjen er meget berettiget. Den har været der. Ikke ofte, men når den nationale krise har været voldsom nok, er den dukket frem bag fraserne. I den situation taber ideologien og den nationale solidaritet vinder. Man kunne også sige, at virkeligheden vinder.

Øverland, Gelsted og Grieg udtrykker alle en nationalfølelse af den slags, der ikke skaber krige, men derimod skaber solidaritet mellem landsmænd og får en nation til at hænge sammen og holde sammen. Og overleve.

Det er lige så usundt for et folk at undertrykke denne naturlige følelse som det er for et normalt menneske at undertrykke sin seksualdrift.

Spørgsmålet er også, hvor længe et land kan leve uden en nationalfølelse. Venstrefløjens årtier lange kampagne mod nationalstaten kan vise sig historisk fatalt, for nationalstaten er nemlig et enestående community of strangers, som den britiske filosof Roger Scruton har formuleret det. Den er et virkeligt ret åbent fællesskab, der forener fremmede, ikke blodbeslægtede personer, der deler territorium, sprog og kultur og har historisk vist sig at være det bedste værn mod undertrykkende, overnationale imperier og ekskluderende klansamfund.

Gad vide hvor langt ud vi skal, før venstrefløjen forstår, hvilken historisk dumhed, den har gjort sig skyldig i? Mon det først bliver den mørke dag, Holger Danske er nødt til at røre på sig dernede i kasematterne på Kronborg, at de officielt fædrelandsløse svende opdager, at de har et fædreland?

Katrine Winkel Holm er teolog og formand for Trykkefrihedsselskabet.