Film: Når dyrene drømmer

En af de mange film, som sommervaren byder på, er noget så uvant som en dansk varulvefilm. Filmen forgår i det ellers så fredelige Vestjylland, hvor vi møder den 16-årige pige Marie, der bor i et hyggeligt hus sammen med sin far og mor. Dette vil sige, at reelt bor hun kun sammen med sin far, for hendes mor lider af en mystisk sygdom, som gør, at hun får stærk medicin, sådan at hun kun kan sidde og kigge passivt ud i luften og aldrig siger et ord.

 

Et besøg hos lægen tyder på, at Marie måske er ved at udvikle den samme sygdom som moderen, men hun nægter pure at tage den medicin, som hendes far og den rare læge inderligt trygler hende om at tage. I stedet begynder Marie at prøve at finde ud af, hvad der mon er galt med hendes mor, og hvorfor lokalbefolkningen tilsyneladende er bange for moderen, og nu også begynder at være bange for Marie selv. Disse spørgsmål trække rødder langt til bage i lokalsamfundet; og der viser sig hurtigt, at der i byen er en del usagte ting, som man helst ikke ønsker at tale åbent om.

 

Som det måske kan fornemmes af ovenstående, så er filmen ikke en varulvefilm, som vi traditionelt kender dem. Der er også en god position af den fra dansk film så velkendte socialrealisme, hvor lokalsamfundenes og dets normer virker knugende og klaustrofobiske for det individ, der på en eller anden måde forsøger at hæve sig lidt over masserne. Heldigvis er filmen ikke kritik af lokalsamfundet og en instruktørs forsøg på at gøre op med sine rødder, fordi han nu har set ”lyset” i ”storbyen” København. Her besinder filmen sig heldigvis. Tværtimod fornemmer jeg mere et form for Hitchcocks element af trang til at skabe panik i fredfyldte lokalsamfund: Den store mester elskede nemlig selv ideen om, hvad der mon sker, når der bliver vendt op og ned på et harmonisk lokalsamfund; og han vendte tilbage til dette tema flere gange i sine film, ikke mindst hans (efter signende) egen ynglingsfilm, Shadow of a Doubt (1943), og mere humoristisk i The Troublte with Harry (1955).

 

Ideen om at vise det velkendte på en uvant måde er også noget af det, som jeg bedst kan lide ved filmen. Det er skægt at se alt det velkendte i nye sammenhænge, eksempelvis når vi ser, hvordan lokaleknallertbanden og rødderne nede fra fiskefabrikken pludselig skal til at bekæmpe en formodet varulv frem for at drikke øl og hører techno på det lokale diskotek.

 

Filmen er utrolig flot, og de mange scene udendørs i det vestjyske landskab i alle dagens former for belysning er med til at give filmen et magisk præg, der passer sig fint til en film om et overnaturligt væsen i ellers velkendte omgivelser. Filmen forstår at bruge stilhed og lydeffekter effektivt til at fortælle historien, eksempelvis i starten hvor vi er til konsultation hos lægen sammen med Marie. Det første vi hører er det tikkende ur på væggen; og vi er med det samme sat i den rette lokal-miljøstemning. Hertil kommer, at filmen har et glimrende lydspor komponeret af Mikkel Hess, der både har meget af den traditionelle musik, som man hører, når der skal skildres romantik (for det er der også i filmen) og dramatik. I musikken er der dog ofte nogle elektroniske, forstyrrende og forvrængende elementer, der giver os et indtryk af dissonans. Der er noget, der lurer under overfladen, noget der ikke helt er, som det skal være.

 

Desværre bliver mange af de tråde, der lægges ud i filmen ikke helt fulgt til dørs, og der er mange spørgsmål, der ikke ordentligt bliver besvaret. Dette er dog ikke så vigtigt, men det gør kompositionen og rytmen en smule uskøn. Filmen er heller ikke specielt uhyggelig, og der en er heller ikke specielt voldelig; og vi ser aldrig for alvor de scener, hvor varulven slår til, da scenen eller kameravinklen ofte skifter i sidste øjeblik. Ligeledes ser vi heller aldrig rigtigt varulven, og på den måde står filmen mere i oppositions til de traditionelle varulvefilm, der ofte gør en hel del ud af på mest dramatiske vis at vise forvandlingen fra menneske til dyr. Den slags er der ikke meget af i Når dyrene drømmer; og jeg ser det sådan, at dette nok er en selvstændig pointe med filmen: Filmen er naturligvis en allegori over en ung kvindes forvandling fra barn til voksen, men mere generelt en fortælling om det dyriske i mennesket og samfundets forsøg på at forstå det og tøjle det. Det uskarpe skel mellem dyr og menneske bliver på den måde centralt. Det dyriske og det menneskelige eksisterer ikke naturligt adskilt, men i uskøn forening – i det omfang et altså overhovedet er muligt at drage et skel. 8/10.