Film: Dawn of the Planet of the Apes

Så er der endnu engang lagt op til abekattestreger, for den anden film I den nye føjeton af den velkendte saga om Abernes plant, der for (vistnok?) tredje gang blev genstartet i 2011 med Rise of the Planet of the Apes, ruller hen over biograflærrederne netop nu.

Jeg må ærlig indrømme, at jeg ikke så godt husker filmen fra 2011, men det gør heller ikke så meget, for der trækkes kun ganske få referencer på den. Vi befinder os ca. 10 år efter. En dødelig abevirus har dræbt stort set hele jordens menneskelige befolkning og overladt den til de intelligente aber, vi mødte i den første film. De mennesker, der har overlevet pandemien lever i små samfund isoleret fra hinanden i de ruiner, der engang var menneskehedens prægtige storbyer. Her må de hjælpeløst se til, mens de sidste råstoffer langsomt svinder ud og truer med at slukke lyset for menneskeracen. Der er dog et spinkelt håb, for rygtet vil vide, at der ude i de store naturområder, der omgiver ruinbyerne, findes energikilder, der kan holde lyset tændt en smule længere. Menneskenes planer om en ny energiforsyning huer dog ikke aberne, der for de flestes vedkommende kun har dårlige erfaringer med menneskene. Der findes dog gode kræfter blandt dem, ikke mindst lederen Caesar, der står fast på, at mennesker også har gode sider, men det er ikke en opfattelse der deles blandt alle aberne. Ligeledes findes der intrigante kræfter hos menneske, der mener, at aberne kun er dyr og skal behandles derefter.

Det kommer naturligvis til et kæmpeopgør mellem aber og mennesker, der varer – vil jeg tro – henved hele den sidste tredjedel af filmen. Det er ikke så afgørende, om det er menneskene eller aberne, der vinder, det afgørende er, at det er de rigtige kræfter hos dem begge, der vinder: Dem, der vil leve i fred og forsonelighed med hverandre, uanset om man er abe eller menneske. Et budskab der for så vidt er godt, men som bliver leveret så fladpandet som kun en sommerfilm fra Hollywood kan gøre det. Filmen taler ganske enkelt ned til sit publikum, eller i hvert fald størstedelen af det (håber jeg), for hele universet omkring Abernes plant rummer så mange interessante fortællinger og så rigt et grundlag for eftertænksomhed, at det er synd og skam, at filmen begrænser sig til banaliteter på Fredagsbio-niveau. Hertil kommer så, at filmen er klinisk renset for interessante karakterer. Igen synd og skam, når filmens univers rummer så mange muligheder; og et decideret fejlgreb når filmen vil fortælle noget, som den selv mener, er en dybsindig historie. Filmen slutter åbent; og den næste film i føljetonen er ifølge IMDB p.t. programsat til 2016.

Filmen skal have ros for dens aber, der er imponerende. De har den hel rette blanding mellem noget menneskeligt og noget dyrisk, hvilket fungere godt. Men så er der heller ikke så meget mere at komme efter, hvis man ser bort fra effekter og action. Det er dog set bedre mange andre steder. 5/10