Western: The Salvation

Danske vesterns hører til sjældenhederne; og vistnok er der ikke lavet andre end de berømte/berygtede “kartoffelvesterns” fra 1970’erne, hvor det vanlige klientel af folkekære danske skuespillere (Dirch Passer, Preben Kaas, Karl Stegger m.fl.) gav den gas i Præriens skrappe drenge (1970) og Guld til præriens skrappe drenge (1971), og med vanlig charme tog de klassiske western-konventioner under kærlig dansk behandling.

Nu er der igen dansk western på plakaten i form af Kristian Leverings The Salvation. Rulleteksterne er fulde af danske navne; og det er en film vi kan være stolte af, for der er tale om en glimrende western og den bedste nyere western, jeg har set siden genindspilningen af 3:10 til Yuma (2007).

Filmen handler om de danske brødre Jon og Peter, der er veteraner fra den anden slesvigske krig og efter nederlaget er draget til Amerika for at gøre lykken i en tid, hvor fædrelandet synes at falde fra hinanden. Et pudsigt greb, da der formentlig har været talt ganske mange andre sprog end amerikansk i det vilde western, der var fyldt med immigranter. I The Salvation tales der faktisk dansk såvel som engelsk. Hertil kommer, at det vilde vesten netop udspillede sig i kølvandet på den amerikanske borgerkrig, hvor utilpassede veteraner blev desperadoer. Borgerkrigen danner en form for implicit baggrundshistorie til mange westerns – ikke mindst Sergio Leones dollartrilogi (1964-1966). I The Salvation løber den amerikanske borgerkrig så at sige sammen med dens danske ditto; og i stil med andre westerns er krigens forråelse derfor også et af filmens teamer. Heldigvis ikke noget, der er udtalt – sentimentalitet hører ikke hjemme i westerns – men som noget vi kun får antydninger af, men som vi klart fornemmer har haft en altafgørende indflydelse på hovedpersonernes liv

De to brødres søgen efter lykke synes at skulle kulminere allerede i filmens start, hvor Jon flytter sin danske familie, som han ikke har set i 7 år, til USA, hvor han har slået sig ned i et hus på prærien. Lykken spoleres dog hurtigt af nogle hensynsløse banditter, og den velkendte ubalance skabes hurtigt og brutalt i filmens indledning. Filmen drives herefter som mange andre westerns frem af vejen mod genopretningen – hævn. Der er gjort en uret; og den skal rettes op. Filmens hoveskurk, Oberst Delarue, er ligesom vores helte selv krigsveteran. Det siges, at han engang var en god mand, men krigen har forandret ham, og nu er han blevet en skruppelløs skurk, der sammen med sin bande terrorisere byen Black Creek.

Som navnet antyder, rummer byen en skat i form af sort guld, hvis værdi mange af indbyggerne endnu ikke kender, men hvis ulykker de får at føle. The Salvation er en udtalt fremskridtspessimistisk western. Civiliseringen af det vilde vesten er ikke noget positivt, der gør kort proces med vilkårlighed og barbari. Tværtimod står den i modsætning til tiden før krigen, hvor familier var samlede, og hvor der herskede oprindelighed og varme. Civilisationen associeres med den kulsorte, klistrede olie, der tilsmudser og fordærver såvel drikkevand som mennesker. Filmens slutbillede er således en markant, visuelt manifestation, hvor de mekaniserede boretårne langsomt kommer til syne i solnedgangen midt i den udbrændte by. Verden efter krigens urkatastrofe. Det er muligvis tilfældigt, at filmen har premiere i 100-året får første verdenskrig og 150-året for den anden slesvigske krig, men timingen er i alle tilfælde perfekt. Vi har kun set begyndelsen. Det sorte mørke er lukket ud og vil brede sig og opsluge alt. Filmens hovedspørgsmål er, om vore helte kan undgå at blive fanget af det truende mørke.

Mange moderne westerns begår ofte den, fejl at de forsøger at være alt mulig andet end westerns, og dermed måske bliver udemærkede film, men fejlslagne westerns, hvor plot og budskab ofte ikke rammer filmens univers. Western-genren er formentlig en af de mest konventionelle overhovedet, og den var klichefyldt allerede i 1960’erne, hvilket man som westerninstruktør bare har at forholde sig til og respektere. Westernuniverset er en uudtømmelig kilde af scener, karakterer, historier moraler og således en uudtømmelig kilde til storslåede filmoplevelser, hvis man som instruktør forstår at vælge og sammensætte med omhu blandt de mange byggesten. The Salvation fungerer godt, fordi der er styr på håndværket, og fordi konventionerne respekteres. Den er enkel og effektivt bygget op, og har en masse gode karakter, der er letgenkendelige og veldefinerede.

En interessant karakter er den mørke prinsesse, som holder til blandt filmens skurke. Hun er stum, fordi nogle indianere engang skar hendes tunge ud, og med hendes mørke, sydlandske udseende står hun i modsætning til Jons danske kone. Hun er filmens mest tvetydige figur. Hendes udseende frister de fleste, men hun er sjældent den, der kontrollerer begivenhederne og hendes egen skæbne. På sin vis repræsenterer hun det samme som olien i filmen. Hun er uden skyld, men hendes tilstedeværelse betyder typisk noget dårligt.

Filmen er visuelt flot, og ganske stemningsfuld. I modsætning til 1970’ernes danske westerns er den i øvrigt vistnok filmet i Sydafrika. Der gøres en del ud af lyset, og vi ser det vilde vesten både om dagen, om natten og når dagen går på hæld. Kontrasterne bruges effektivt; og det samme er tilfældet da et kraftigt regnskyld forvandler de knastøre ørkenlandskaber til en mudderpøl. Der dvæles ofte ved detaljerne i de enkelte lokaliteter, men de trækkes ud i Sergio Leones ekstremer. Stemningen understøttes af et glimrende lydspor, der er komponeret af Kasper Winding.

Sidst men ikke mindst er der også en masse reference til gamle westerns, bevidste som ubevidste, som western-fans vil kunne glæde sig over. Eksempelvis minder elementer af det afsluttende oprør mig om noget, som jeg har set i Pale Rider (1985), A Fistfull of Dollars (1964) og Django (1966). Der er ikke tale om plagiat, men om respektfulde citater. Hertil kommer ikke mindst, at filmens tematik synes inspireret af Leones mesterværk Once Upon a Time in the West (1968), men hvor Leone er tvetydig, og nok overvejende optimistisk på fremskridtes vegne, så er Levering overvejende pessimistisk. Hos Leone bragte den lyshårede Jill det livgivende vand, hos Levring ridder den mærke prinsesse ud mod solnedgangen, mens boretårnene utrætteligt pumper mørket til overfladen. 9/10