Ukraine og højrenationalismen

16. juni 2014
8 minutters læsetid

Samtidig med den politiske uro i Ukraine blomstrer en højrenationalisme, der har benyttet de tumultariske tilstande til at tilkæmpe sig stor politisk indflydelse. Men vil højrenationalisterne EU, Rusland eller en tredje vej?

af Jacob Christiansen Senholt

Ukraine er i øjeblikket på randen af borgerkrig og intern opløsning som følge af den sociale og politiske uro, der fulgte efter den folkelige opstand Euromaidan, der startede d. 21. november sidste år for senere at kulminere i februar i år, i det der nu benævnes den ukrainske revolution. Euromaidan-protesterne resulterede i over hundrede døde, og efterfølgende blev den siddende præsident Viktor Janukovitj afsat af parlamentet. Den 25. maj stemte ukrainerne om en ny præsident i det første valg efter magtskiftet, hvor Petro Porosjenko blev valgt. I vesten blev Euromaidan-oprøret i starten præsenteret som et pro-vestligt og pro-europæisk oprør mod Janukovitjs pro-russiske linje, der erstattede de tidligere forsøg på at nærme sig EU igennem eksempelvis handelsaftaler. Ser man nærmere på oprøret, og især på de uroligheder der fulgte efter magtskiftet, som løsrivelsen af Krim-halvøen og de tiltagende spændinger mellem pro-russiske og pro-ukrainske nationalister i Østukraine, står det klart, at virkeligheden er langt mere kompleks.

Denne artikel vil se nærmere på de højrenationalistiske grupperinger, som i øjeblikket spiller en afgørende rolle i den eskalerende konflikt, og som på kort tid er gået fra en marginaliseret ydreposition til at få helt afgørende politisk og militær indflydelse i det nuværende Ukraine. Ligeledes vil den se nærmere på den geopolitiske uenighed, der har rejst sig blandt højrenationalister i resten af Europa som følge af den eskalerende ukrainske konflikt.

Fra margin til magt

Inden oprøret i Ukraine tog fat, havde de fleste med interesse for europæisk politik nok hørt om partiet Svoboda, der trak overskrifter tilbage i 2012, hvor de fik deres nationale gennembrud og blev valgt ind i det ukrainske parlament med ca. 10 % af stemmerne. De færreste havde dog hørt om den paramilitære organisation Right Sector (Pravij Sektor), der blev etableret i forbindelse med Euromaidan-bevægelsen. Både Svoboda og Right Sector har i kraft af deres nøglerolle i den ukrainske revolution formået at gå fra marginaliseret protestbevægelse til at opnå reel politisk og strategisk indflydelse i det nuværende Ukraine. I modsætning til det billede der blev tegnet i vestlige medier af en pro-europæisk protestbevægelse, udgjorde det EU-skeptiske Svoboda under Euromaidan-urolighederne en forholdsvis stor del af demonstranterne, og mange af de faldne i de afgørende dage i slutningen af februar, hvor volden kulminerede, var ligeledes fra Svoboda. Ligeledes opererede den militante Right Sector også under urolighederne, hvor de var aktive med blandt andet borgerværn og patruljerende militser. De er efterfølgende også blevet sat i forbindelse med flere af de sammenstød der har været mellem prorussiske og proukrainske nationalister i adskillige østukrainske byer.

I magtens centrum

Den aktive rolle som disse organisationer spillede under urolighederne katapulterede dem fra en yderst marginal position og ind til magtens centrum. Det er som bekendt vinderne som skriver historien, og de marginaliseredes rolle i den efterfølgende samlingsregering giver mindelser om BOPA og kommunisternes vej til samlingsregeringen i Danmark efter den tyske besættelse. Svoboda fik fire ministerposter i samlingsregeringen, der blev etableret, inklusiv den magtfulde vicepremierministerpost, ligesom et parlamentsmedlem fra Svoboda blev udpeget til at være rigsadvokat (generalanklager). Right Sector fik ligeledes afgørende indflydelse i kraft af en post som leder for det nationale sikkerhedsråd, og blev i foråret 2014 registreret som et officielt politisk parti. Efterfølgende har den militære optrapning i øst resulteret i etableringen af en militær bataljon kaldet Azov, der primært består af frivillige højrenationalister fra Right Sector. Fra at operere paramilitært og uden statslig støtte, opererer Right Sector nu med sine egne fuldt udstyrede hærenheder. Selvom styret i Kiev benægter direkte forbindelser til Right Sector, står det klart, at de bliver udstyret med både udrustning, våben og militærbaser. Herfra har de allerede uddannet flere hundrede frivillige, der er sendt til fronten i øst.

Svoboda & Right Sector historisk set

Men hvilke ideer og bevægelser ligger så til grund for højrenationalisternes greb efter magten? Både Svoboda og Right Sector er radikale med forbindelser til nynazistisk tankegods, men hvor Svoboda har forsøgt gradvist at etablere en pænere facade og markedsføre sig selv i en mere populistisk retning, er Right Sector og de grupperinger den repræsenterer langt mere radikale i deres udtryk – både ideologisk og organisatorisk, hvor de omfavner de militante dele af den ukrainske nationalisme.

Svoboda, der betyder frihed, blev etableret i 1991 under navnet Ukraines National-Sociale Parti (UNSP) baseret på en nationalistisk afvisning af kommunismen. I 1999 etablerede UNSP den paramilitære organisation Ukraines Patrioter, der brugte det karakteristiske Wolfsangel-symbol, der også anvendtes af flere SS-enheder under 2. verdenskrig. Symbolet har dog også en historie i ukrainsk heraldik forud for brugen under krigen. Ukraines Patrioter blev nedlagt i 2004, men genopstod året efter som selvstændig paramilitær organisation til Ukraines National-Sociale Forsamling, et parti etableret i 2008 der i navn og idé lægger sig nær det oprindelige Svoboda og som i dag er en del af Right Sector.

Svoboda stillede op som UNSP i 1998 og fik i koalition med et andet parti kun 0,16 % af stemmerne. I 2004 havde partiet under 1000 medlemmer, men skiftede kurs og navn, hvilket gradvist øgede partiets popularitet og indflydelse. Det helt store gennembrud kom i 2009 hvor Svoboda ved et lokalvalg fik knap 35% af stemmerne og 50 ud af 120 sæder i regionen Oblast. I 2012 kom gennembruddet i parlamentet hvor Svoboda gik fra 0.8% til 10,5% af stemmerne og 38 mandater.

Den ukrainske revolution og højrefløjens organisering og aktive deltagelse i oprøret har givet de højrenationale en magtposition, der sætter sig spor både nationalt og internationalt. Nationalt fordi Svoboda pludselig sidder med ved bordet med flere afgørende ministerposter. Internationalt har Svoboda og Right Sectors fremgang givet fornyet vind i sejlene hos ellers marginaliserede højreradikale grupper og partier. Man ønsker at lære af Ukraines nationalister, både som model til efterfølgelse i andre europæiske lande, men ligeledes fordi tætte kontakter til et parti med ministerposter kan være med til at forlene en legitimitet til partier og ideologier, der ellers har været yderst marginaliserede i en vesteuropæisk kontekst.

Ideologisk har Svoboda bevæget sig mere mod midten, og har afsluttet samarbejdet med Ukraines Patrioter, ligesom de også har gjort op med de mere radikale elementer i partiet. Deres politiske rådgiver etablerede dog så sent som i 2005 et ’Joseph Goebbels Center for Political Research’. Centeret blev senere omdøbt og navngivet efter den radikalkonservative Ernst Jünger, men inspirationen fra det radikale højre er klar. I dag er centrale ideologiske elementer nationalismen, antikommunismen, nationalkonservatismen kombineret med ønsket om en tredje vej for Ukraine – skeptisk overfor både EU og Rusland.

Tomrummet på fløjen

Svobodas bevægelse mod midten har åbnet op for fremgang til de mere yderligtgående grupper, hvoraf Right Sector er den nyeste og mest prominente. Right Sector opstod for kun godt et halvt år siden i november 2013 i forbindelse med Euromaidan-oprøret. Den består af en håndfuld forskellige mindre grupper, blandt andet den tidligere omtalte Social-Nationale Forsamling, samt Ukrainske Patrioter. Ligeledes kan nævnes den Ukrainske Nationalforsamling og det Ukrainske Nationale Selvforsvar (UNA-UNSO) der blev etableret i 1996 af veteraner fra Rusland-Afghanistan krigen. Sidst kan nævnes Tryzub (trefork), hvis leder Dmitro Jarosj blev leder for hele Right Sector og dets politiske overhoved, da det blev omdannet til et politisk parti. Mens det er klart at Right Sector har en langt mere militant og tilmed paramilitær tilgang til politik, er det uklart i hvor høj grad de adskiller sig ideologisk fra Svoboda. De to partier har gensidigt beskyldt hinanden for ekstremisme og antisemitisme, ligesom begge deres ledere har taget afstand fra racisme og antisemitisme. Hvad partierne er enige om, er dog deres kamp mod hvad de opfatter som ’imperiale ambitioner’ hos både Rusland og USA. Hvor det nye styre i Kiev til at starte med har forsøgt sig med afstandstagen til Right Sector og de paramilitære dele af højrefløjen, lader det til at den eskalerende konflikt med russiske separatister, de paramilitære nationalisters kampgejst og Kiev-styrets manglende militære kontrol og gennemslagskraft, har resulteret i en revideret strategi, hvor man forsøger at akkommodere og omfavne disse grupperinger og aktivere dem i kampene i Østukraine. Mens det giver midlertidig arbejdsro i Kiev, er det dog tvivlsomt, om sådan en strategi er fornuftig på længere sigt, hvis man ønsker at begrænse de militantes magt og omdømme, der uden tvivl vil vokse i kampen mod separatisterne.

Geopolitiske perspektiver

De højreradikales fremgang i Ukraine og den eskalerende konflikt med Rusland og russiske separatister er ikke gået ubemærket hen blandt højregrupperinger i Europa, hvor konflikten har medført intern debat og splittelse. På den ene side har vi nationalistiske grupperinger som støtter en Eurasianistisk geopolitik, hvor et stærkt Rusland står i centrum. Disse tanker er primært formuleret af russeren Alexandr Dugin, der tidligere har været rådgiver for Vladimir Putin, og som i øjeblikket er leder for ’Center for Konservatismestudier’ i Moskva. Her er tanken at støtten af den ukrainske nationalisme er en støtte til den klassiske ’petty nationalism’, småstatsnationalisme og chauvinisme til fordel for tanken om et stor-Europa. Ligeledes mener pro-russiske nationalister at det ukrainske oprør i sidste ende er orkestreret af atlantiske magter som USA og EU, og at drømmen om en tredje vej er illusorisk, hvorimod realpolitikken byder på et klart geopolitisk valg mellem EU-USA eller Rusland, og at fravalget af Rusland er et tilvalg af moderne liberalisme, modernisme og værdi-egalitarisme, samt en underkastelse af et oligarki der i sidste ende vil bringe de europæiske nationer til opløsning gennem interne konflikter; et spil orkestreret efter devisen divide et impera (del og hersk). Hertil kommer også Ruslands markering på værdipolitiske områder, holdningen til homoseksualitet, familiepolitik, indvandrere og islamisme, der i høj grad er kongruente med højrenationalisters ideologi i Europa. På den anden side forsvarer støtter af den ukrainske nationalisme at et ’nationernes Europa’ er en mulighed, og fastholder ønsket om en tredje vej – fri for både EU’s og Ruslands indflydelse. Her i Skandinavien repræsenteres sådanne holdninger eksempelvis i den panskandinaviske organisation Nordisk Ungdom, der har haft repræsentanter i Ukraine for at støtte de nationalistiske kræfter i Kiev. Det samme gør sig gældende i Danmark, hvor Daniel Carlsen fra Danskernes Parti har besøgt repræsentanter for bl.a. Svoboda i Ukraine, ligesom han også har advokeret for nødvendigheden af at støtte de ukrainske nationalister, senest på en international kongres i Leipzig i marts hvor medlemmerne af Europaparlamentet Nick Griffin for BNP (England), og Udo Voigt fra NPD (Tyskland) var til stede.

Legitimeres nationalismen?

Uanset hvilke konsekvenser uenigheden blandt Europas nationalister eventuelt måtte få, så står det i hvert fald klart, at den ukrainske revolution og højrefløjens organisering og aktive deltagelse i oprøret har givet dem en magtposition, der sætter sig spor både nationalt og internationalt. Nationalt fordi Svoboda pludselig sidder med ved bordet med flere afgørende ministerposter, og dermed har opnået et ideelt politisk udgangspunkt forud for kommende parlamentsvalg, og fordi Right Sector, når de først har fået lov til at spille en afgørende rolle i nedkæmpelsen af den pro-russiske modstand, vil optjene en folkelig legitimitet og heltestatus, som det kan blive svært at pille fra dem igen. Internationalt har Svoboda og Right Sectors fremgang givet fornyet vind i sejlene hos ellers marginaliserede højreradikale grupper og partier. Man ønsker at lære af Ukraines nationalister, både som model til efterfølgelse i andre europæiske lande, men ligeledes fordi tætte kontakter til et parti med ministerposter kan være med til at forlene en legitimitet til partier og ideologier, der ellers har været yderst marginaliserede i en vesteuropæisk kontekst.

Jacob Christiansen Senholt er ph.d.-stipendiat i idéhistorie og forsker i det europæiske nye højre.

Tegn abonnement på Årsskriftet Critique for kun 199,-

CRITIQUE 2023 - Forside

Få Årsskriftet Critique

Tegn abonnement i dag for 199 kr

CRITIQUE 2023 - Forside