Tro, viden og den fri vilje

Konservative stemmer kæmpede imod en fremvoksende positivistisk ateisme i 1800-tallet; al viden må i sidste ende være baseret på tro, argumenterede de konservative, der også holdte på, at mennesket har en fri vilje.

af Jon A. P. Gissel

Hvad betyder historien for os? Har dansk åndsliv i gamle dage noget at give os? Er det frugtbart at beskæftige sig med de glemte synspunkter? Clive Staples Lewis, bedst kendt for Narniabøgerne, har skrevet om værdien af at læse gamle tekster (”Introduction” af C. S. Lewis til Athanasius: On the Incarnation). Han fremfører, at folk har lettere ved at se ensidigheder i fortidens tankegang end i deres egen tids. Kun at læse de samtidige rummer en særlig fare. Derfor kan mødet med en anden tankegang i historiske tekster hjælpe os til at blive mere opmærksomme på de gennemgående antagelser, de lette meninger i vor egen tid. Ingen af os kan helt undgå samtidighedens blindhed, men vi kan blive mere på vagt over for den gennem oplevelsen af skrifter fra en anden tid. Jeg vil gerne her fortælle om et eksempel på dette: Hans Lassen Martensens Den christelige Ethik.

Kristen konservatisme

Lad os derfor vende os til kong Christian IX’s regeringstid 1863-1906, en tid med væsentlige ændringer for Danmark, i militære, politiske, økonomiske og kulturelle henseender, indledt med nederlaget i krigen mod Preussen og Østrig i 1864. Kulturkampen i sidste trediedel af 1800-tallet var en konflikt mellem ideer, helt forskellig holdning til religion, en kamp om grundlaget for kulturen i Danmark. Det var i høj grad en kamp om viden og om universitetet. Hvem kæmpede mod den negative holdning til kristendommen, som kom frem, og som er blevet stadig mere dominerende siden? Der var både forskere og digtere iblandt dem. Konservatismen kunne være teologisk, kulturel og politisk, og de støttede ikke nødvendigvis hinanden, skønt de for en del kæmpede mod de samme fjender. Disse konservative var patrioter, de var nationalt sindede, men de svarede ikke til den karikatur af “nationalisme”, som der findes eksempler på, og som ikke mindst bruges i medierne i dag. For dem var kristendommen en højere instans, som afbalancerede eventuelle nationale overdrivelser. Forholdet mellem kristendom og konservatisme var også dengang stort og kompliceret. Inden for Folkekirken, som 98 % af landets befolkning var døbte medlemmer af, fandtes forskellige retninger, og de konservative kunne være enten personligt kristne eller bygge på kristendommens kulturgrund. Dette forhold har ikke forandret sig i dag, men det må også siges, at forbindelsen mellem kristendom og konservatisme er blevet løsnet. Den konservatisme, Martensen repræsenterede, ønskede at holde Folkekirken sammen, at arbejde inden for dens rammer for en uddybelse af menighedens tro. Teologen Henrik Scharlings tidsskrifter fra 1860’erne Ugeblad for den danske Folkekirke og Dansk Tidsskrift for Kirke- og Folkeliv, Literatur og Kunst udtrykker den samme holdning og viser et klart blik for og en kritisk holdning til, hvad der foregik i samtidens Europa.

Deterministisk ideologi

Modernitetens store -ismer positivisme, naturalisme, darwinisme, marxisme og freudianisme var alle stærkt deterministiske: For dem ligger virkeligheden og sandheden i én entydig forklaring, som afledes af ubrydelige love, og det er disse love og forklaringens og fænomenernes forhold til dem, de vil finde gennem deres “metode”. Det og kun det er videnskab for dem. I deres tankegang, når den tages konsekvent, forsvinder personernes betydning. Mennesket bliver et værgeløst offer for mægtige kræfters spil. Ligesom -ismernes verdensopfattelse er deres videnskabsopfattelse meget endimensionel. De tror på et upersonligt univers uden Gud, og hvor det enkelte menneske og dets valg svinder ind til betydningsløshed, mens alt sker med nødvendighed ifølge naturlove og love for kulturen; det som Harald Høffding, som var tilhænger af opfattelsen, kaldte årsagsloven. Statistikkens fremmarch i perioden så ud til at understøtte denne menneskets forsvinden. Teknikkens store fremskridt fik en bestemt form for videnskab til at virke uovervindelig, og man ser, at repræsentanter for disse synspunkter i særlig grad tog naturvidenskab og matematik som forbilleder, også for f.eks. faget historie, der var under dannelse på dette tidspunkt, og som blev langt mere præget af den radikale og positivistiske Kristian Erslev end af den konservative, historistiske og romantiske Johannes Steenstrup. Intellektualisme og individualisme blev dominerende. Intellektualismen betonede ensidigt erkendelsen i teoretisk og forstandsmæssig form. I sammenhæng hermed optrådte også en individualisme, der betonede det enkelte menneske, f.eks. overfor hvad der blev kaldt konveniens/konventioner, men mærkeligt nok benægtede menneskets frie vilje. Det virker også som en selvmodsigelse, at den samme radikalisme, som talte om den frie tanke, benægtede den frie vilje.

Viljens frihed

H. L. Martensen var en stor skikkelse i 1800-tallet, betydningsfuld akademiker og Sjællands biskop, men han er i dag mindre kendt end Grundtvig og Kierkegaard; dem har man i eftertiden afklædt meget af det kristne indhold, som ubestrideligt findes hos dem. Den første er blevet symbol på folkelighed og fællesskab, den anden på individualisme. Men Martensens værk Den christelige Ethik, der udkom i 1870‘erne, da kristendom og konservatisme på alle sider var under angreb, er en virkelig syntese, et storslået forsøg på at fastholde og formulere den samlede kultur på et kristent grundlag. Blandt andet drøfter han tidens sociale spørgsmål, og blev her imødegået af en anden biskop, D.G. Monrad, som tog liberalismen i forsvar. Martensen har ry for at være hegelianer, og det er der selvfølgelig noget om, men han er mere end det: Han er en troende kristen, og han er en konservativ debattør, som går i dybden med det, som fremføres fra modsat side, giver det, hvad det fortjener, og så går videre og fremlægger sit eget standpunkt. Jeg vil her gøre opmærksom på, hvad han siger om to helt grundlæggende emner: Viljens frihed og dermed opfattelsen af mennesket, og forholdet mellem tro og viden og dermed opfattelsen af videnskab. Diskussionen om determinisme og indeterminisme er gammel og uhyre vigtig: Er menneskers handlinger alene betinget af nødvendighed, udefra kommende påvirkninger, eller har mennesket også en fri vilje? Forholdet mellem tro og viden blev drøftet intenst i 1860’erne med Martensen som en central deltager, men fik fornyet aktualitet i 1870’erne, da kristendommen kom under direkte angreb i kulturlivet. Det var især i forbindelse med disse to emner, at modsætningerne i Martensens samtid kom frem.

Martensen forklarer den menneskelige viljes frihed ved at sige, at den kan virkeliggøre sit væsen inden for betingelser, som Gud har sat. Kun Gud har ubetinget frihed. Mennesket er afhængigt af Gud og af naturen, hvad det har fået givet som individualitet, kan dannes ved viljen, men ikke blive et andet. Gud har givet mennesket en relativ selvstændighed, en valgfrihed. Derfor handler mennesket med vilje og forsæt, derfor har det ansvar, og derfor tilregnes menneskets synd det som skyld. Mennesket skal gennem sin udvikling slutte sig til Gud, har altså et formål, og mennesket karakteriserer sig selv gennem sine handlinger. Mennesket tilegner sig mulighederne for bevægelse eller beroligelse, for at handle eller for ikke at handle, og det kan handle efter kærlighedens eller efter egoismens tilskyndelser. Martensen forklarer, at determinismen kun ser på det betingede i den menneskelige frihed og mener, at denne kun er en skjult nødvendighed. Martensen hævder, at mennesket kun er en del af slægten, men også at det er noget i sig selv, at det kan antage eller forskyde den forløsning, som Kristi evangelium tilbyder. Dette er gennemgående hos Martensen: At viljen ikke er passiv. Karakteren bestemmes ved rækken af handlinger. Han siger udtrykkeligt, at “omstændighedernes” og “situationens” magt i hans egen tid har afløst den gamle tro på stjernernes magt, altså i oldtidens hedenskab: Determinismen er den samme, ordene forskellige. Valgfriheden gør, at mennesket har en historie, og historien består i, at et ubestemt skal bestemmes. Sammenfattende mener han, at determinismen miskender mulighedens kategori. Endelig argumenterer han imod, at statistik skulle gøre en illusion af viljens frihed.

Tro før viden

Hvad tro og viden angår, understreger Martensen, at kristendommen har gjort videnskabens universelle karakter mulig, dens frie bevægelse til alle sider. Tilhængerne af det alene humane, humanisterne, har hævdet, at videnskaben bør være uafhængig af troen, bør være uden forudsætninger, og at teologien derfor ikke er nogen videnskab, da den udvikler sine erkendelser af troen og selv er en troende erkendelse. Martensen argumenterer mod det humanistiske standpunkt ved, at det er en illusion at mene, at nogen menneskelig viden er uden tro. Tro og viden følges ad. Den, som ikke vil tro på Gud og på Hans åbenbaring, må tro på Verden, på fornuften, på naturen. Fra det ene eller det andet standpunkt udvikler man fra sin forudsætning sin viden. Det er forkert, at tro står på den ene side, en viden uden forudsætninger på den anden. Derimod er der en dobbelt modsætning: Der er to, der handler, to forbundsfæller på hver side. Martensen fortsætter med at sige, at når al menneskelig viden må bæres af tro, kommer det af, at vi er skabte, det hører til menneskehedens grænser; vi kan ikke som Skaberen frembringe vor viden af os selv, men må støtte os til noget givet. Al videnskab går tilbage til visse første antagelser, hvis sandhed ikke kan demonstreres, men kun fattes umiddelbart, og dette er netop tro, enten religiøs, moralsk eller videnskabelig. Visheden, især om den religiøse sandhed, er betinget ved menneskets personlige forhold til den, ved menneskets vilje, og forholdet kan ikke beskrives rent begrebsmæssigt og teoretisk. Som det ses, er der også sammenhæng mellem vilje og viden i Martensens tankegang.

Ingen objektiv videnskab

Med denne redegørelse vender Martensen sig imod enhver vidensabsolutisme, som var stærkt fremtrædende i den tid, han talte til, og som han karakteriserer ved at sige, at naturalismen hviler i trosartikler, som den ikke kan bevise. Den dyrkelse af den intellektuelle erkendelse, som Martensen kritiserer, er fortsat til i dag og tages ikke mindst i anvendelse over for kristendommen, samtidig med at det i dag er mere almindeligt at indrømme forudsætningernes betydning for videnskaben og dermed indirekte, at Martensen havde ret. Martensens betragtninger er centrale for den kristent-konservative side i 1800-tallets kulturkamp og dermed historisk vigtige. De er også aktuelle. Også i dag udgør de et vigtigt modspil til ensidig intellektualisme og determinisme, til en opfattelse der gør afstandtagen fra den kirkelige traditions udsagn til en forudsætning for videnskabeligt arbejde. Videnskaben er altid afhængig af et eller andet; det kan være et ateistisk eller et kristent billede af livet og verden; begge findes i flere udgaver. Den videnskabelige tanke findes ikke uafhængig af forskeren. En objektiv og forudsætningsløs videnskab findes ikke, men det er noget helt andet end at mene, at sandheden ikke findes: Det kan den meget vel gøre, skønt vi ikke ved den menneskelige fornuft alene kan finde den. At indrømme det subjektive, det vil sige det forudsætningsprægede i al teoridannelse, er ikke det samme som at forskrive sig til den rene subjektivisme, som i postmodernismen afløste modernitetens videnskabsideal. Hvad viljen angår, ser der i dag ud til at være en dobbeltholdning: På den ene side anerkendes, ja roses, et personligt valg, når det gælder at følge sin drøm, at realisere sig selv, at bestemme selv. Heri må ligge, at vi har en fri vilje, ellers giver det ikke mening. På den anden side benægtes det direkte, at vi har en fri vilje, når det gælder usund livsstil, rygning og dårlige madvaner. ”For at vi kan være ansvarlige for vores livsstil, så kræver det, at vi har en fri vilje, og det har vi ikke grund til at tro, at vi har,” har filosoffen Martin Marchman Andersen udtalt: ”Ultimativt kan du ikke gøre for, at du har tændt alle de cigaretter eller spist for meget.” Her “skal” årsagen findes i arv og omgivelsernes kultur. (Begge eksempler fra Søndagsavisen 28.-30. juni 2013) Det vil sige, at ansvar og viljens frihed opretholdes, når det gælder den udadvendte aktivitet og det, der lykkes, mens de samme aspekter undertrykkes, når det gælder emner, som kræver, at man arbejder med sig selv og pålægger sig selv visse begrænsninger. Dette sidste sker formentlig ud fra en velment opfattelse af, at livet er sværere for nogle end for andre, og at man ikke skal pålægge skyld. Men ved at fratage det pågældende menneske en grad af ansvar, reducerer man vedkommende til et offer. Man umyndiggør personen. Menneskets værdighed må lide derved. Hvordan skal en kultur, en retsstat kunne opretholdes, hvis det enkelte menneske ikke er ansvarligt for noget som helst? Og dobbeltholdningen er i sig selv uholdbar: Hvis man indrømmer viljens frihed den ene vej, må man også gøre det den anden. Udfordringen i dag må være at fastholde ansvaret og viljens frihed samtidig med at man anerkender, at mennesker er forskellige og har forskellige forudsætninger. For Martensen er der en forbindelse mellem erkendelsen og viljens frihed; viljen betyder noget for, hvad man undersøger, og hvilke resultater man når frem til. Martensens argumentation viser desuden, at handling har betydning: Mennesket bestemmer sig selv, karakteriserer sig selv gennem sine handlinger. Her træder historiens værdi frem: Gennem den bliver muligheder til egenskaber hos det enkelte menneske, til begivenheder i den store historie. For forståelsen af historien er det vigtigt, at hvert menneske og hver situation rummer flere muligheder.

Det er en illusion at mene, at nogen menneskelig viden er uden tro. Tro og viden følges ad. Den, som ikke vil tro på Gud og på Hans åbenbaring, må tro på Verden, på fornuften, på naturen. Fra det ene eller det andet standpunkt udvikler man fra sin forudsætning sin viden. Det er forkert, at tro står på den ene side, en viden uden forudsætninger på den anden. Al videnskab går tilbage til visse første antagelser, hvis sandhed ikke kan demonstreres, men kun fattes umiddelbart, og dette er netop tro.

Når vi læser Martensens udsagn, kan de være en inspiration og opmuntring til fordybelse i disse vigtige temaer, og derfor er det frugtbart at gøre det. Han repræsenterer et perspektiv, en aktualitet, som ligger i ikke at lade sig binde af det tidssvarende. Hans store værk er en kilde til en bestemt holdning i fortiden, men det kan også være en inspirationskilde i dag og særlig på de to her nævnte områder. Dermed viser hans syntese og hans behandling af de to emner værdien af, at vi i dag beskæftiger os med historien, også før Anden Verdenskrig, og de for længst glemte synspunkter i dansk åndsliv. Mødet med dem kan give os en anden vinkel på nutidens debatter, hvad der drøftes og hvad der ikke drøftes, gøre os opmærksomme på træk i vor egen tid, mangler eller noget der ikke hænger sammen, som vi ellers ikke ville tænke over. Og denne opmærksomhed ud fra et forøget perspektiv kan bane vejen for et håb.

Jon A.P. Gissel, dr.phil, er historiker og har netop udgivet bogen ”Konservatisme og kulturkamp” på forlaget Munch & Lorenzen.