Grundlovstale

6. juni 2014
16 minutters læsetid

I

Få begivenheder har påkaldt sig så meget opmærksomhed som kampen for og indførelsen af junigrundloven i 1848-1849. Vi fejrer indførelsen af folkestyret i Danmark; og det er bestemt en fejring værd. Det er ellers ikke fordi folkestyret kan siges at være i god form. Vi er næppe ude af de sidste dages mediestorm, der har ramt Venstre hårdt, men folkestyret hårdere, og som har udstillet et pressekorps, der langt hen ad vejen ikke magter at udfylde rollen som den fjerde statsmagt, eller det demokratisk ansvarlige forum for den borgerlige offentlighed, som er et fundament for folkestyret.

Folkestyret er nemlig andet og mere end den lejlighedsvise ritualistiske stemmeafgivning. Det er, hvis vi skal tage det på ordet – og det skal vi – folkets aktive deltagelse i landets styre. Og som sådan kræver det en dannet offentlighed. Det kræver uddannelse og det kræver medier, der er deres opgave voksen og ikke forsøger at reducere politik til en spin, personsager og taktik – som var det en sportskamp mellem hold rød og hold blå. Det er jo jammerligt!

Når folkestyret og den frie forfatning, der er dets grundlag er værd at fejre, så er det særligt fordi folkestyret er den eneste statsform, under hvilken et folk kan leve i frihed, hvor folket er sin egen formynder snarere end underlagt despotens og statens formynderi. Det kan synes en utidig betragtning i Danmarks grønne vang. Men se ud i verden, hvis I vil forvisse jer om situationens egentlige alvor.

Per Stig Møller har i Årsskriftet Critique 2012 skrevet om de fire isbjerge, der truer vesten og Danmark i tiden, der kommer. Han taler om en demografisk krise, en økologisk krise, en økonomisk krise og en demokratisk krise. Hvor står vi i dag? Det arabiske forår var intet forår – ja ikke engang tø. Revolutionerne, der lovede frihed og brød, er endt i den kyniske kappestrid mellem kakiklædte diktatorer og fanatiske islamister. Rusland har vendt vesten og det liberale demokrati ryggen, og glider stadig dybere ned i tvangsstyre og repression. Vesten selv er blevet gammel – bogstaveligt talt. Særligt Europa. Vi føder ingen børn, fordi vi har travlt med selvrealiseringen, og hvis vi endelig skulle sætte afkom i verden, så parkerer vi det i hjørnet med en I-Pad, så vi er sikre på, at de aldrig skal se den virkelighed i øjnene, der forekommer selv den største optimist ubekvem.

Medens Europa gråner og visner, retter USA blikket mod østen og ruster sig til magtkampen med et fremstormende Kina – der på foruroligende vis har formået at kombinere en benhård markedsøkonomi med et stærkt autoritært politisk system. Forleden var det 25 år siden, at det kinesiske militær slog de pro-demokratiske demonstranter ned på den himmelske freds plads. Efter vores gængse forestillinger måske et tilbageskridt. Men siden er det bare gået frem, og fremtiden synes at tilhøre riget i midten. Det kan fremkalde tvivl om, hvem vi er, og hvad vores plads og opgave er i verden.

Men det er netop i denne situation, at vi må vende os mod historien. Vi må ihukomme konstateringen fra den konservative folketingsmand, pastor Kristen Amby, der i 1934 slog fast, hvorfor folkestyret var en umistelig værdi.
Han sagde ”Folkestyret er den eneste anstændige styreform for frie og nordiske mennesker” og fortsatte ”Førerprincippet, magtprincippet vil nemlig skabe servilitet i menneskets sind. For at bevare magten er det nødt til at beskære folket Frihed og friheder.”

II

Dette er værd at huske, og alene derfor er grundlovsdag så vigtig. Historien er vigtig og i år er et historisk år. I Hvert fald i den forstand, at det er tynget af en række andre historiske minde- og mærkedage. Dette giver os lejlighed til at konfrontere os selv med vores historiske erfaring. Og for så vidt er det jo også det vi gør, men man kunne nok sætte spørgsmålstegn ved måden, vi gør det på.

2014 er året, hvor vi mindes tabet af Norge i 1814. Den lejlighed bruger vi hverken til at glæde os på vores broderfolks vegne, eller være kede af tabet af Norge. I stedet svælgede vi i uforpligtende ironi. Nogle af jer husker måske det lidet mindeværdige optrin på Danmarks Radio, hvor en vis Anders Lund Madsen pjattede rundt i oslobåden i et aldeles tåkrummende program, hvis motto vistnok var noget i retning af ”husk lige myseosten”. Så langt kunne vi strække os.

2014 er også 70-året for Kaj Munks mord. Det er blevet fejret på behørig vis med en genudsendelse af en ældgammel DR-serie om Munk på den hemmelige kanal DR K. Mere skulle der ikke gøres ud af det. Opført på landets teatre bliver Munk naturligvis ikke.

Men måske er det da også meget passende at ihukomme vores mange nationale nederlag med en konstatering af, at vi slet intet magter, at vi har strakt våben for overfladiskheden, nemheden og tidens liberalistiske dyrkelse af uforpligtethed. For en samtid, der har nok i sig selv, er fortiden i sagens natur uvedkommende.
Pointen kan måske bedst understreges ved at huske på, at 2014 er året, hvor man i det meste af Europa mindes udbruddet af Første Verdenskrig i 1914. Her lurpasser Danmark også. Det er som om, denne krig og dette historiske minde ikke rigtig kommer os ved. For det skete jo et andet sted og for nogle andre end os. Og desuden magter vi alligevel ikke at huske så langt tilbage – hvis der ikke er lavet en tv-serie om det.

Ja, det kan godt være, at Ententen vandt Den første verdenskrig og de allierede vandt den næste, men hvad rager det os, nu hvor den historiske uvidenhed og glemslen er løbet af med sejren. Ikke mindst i det danske uddannelsessystem, i folkeskolen og i gymnasiet. Der er vel ikke stort andet pænt at sige om disse institutioner, at de har haft en enestående succes med at sikre, at stadig flere ved stadig mindre om stadig mere. Og jeg tænker, at først når alle intet ved om alt, så er vores uddannelsespolitiks store arkitekter tilfredse.

III

Men så er det så meget desto bedre med disse historiske mindeår og mærkedage. For vi har brug for at blive mindet om, hvad det nu lige var, det hele handlede om. Og det er væsentligt. For uanset hvordan snæversynede samtids- og fremtidsfanatikere i de snakkede klasser måtte gøre ligningen op, så betyder historien noget – og det er i øvrigt hvad enten vi vil det eller ej. Historien er slet og ret fortællingen om den fortid, der har skabt os, gjort os til det vi er, men så sandelig også til det vi ikke er. Historien handler om, hvorfor vores samfund er som det nu engang er.

Nu lever vi jo i en individualistisk tidsalder. Derfor findes der også dem, der hævder, at historien er et fængsel og derfor noget, man som individ skal frigøre sig fra. Det er folk, der dyrker individets ret og individets krav som var det en afgud. Det er folk, der anser enhver form for moralske, etiske og samfundsmæssige begrænsninger på den enkeltes handlefrihed som potentielt totalitære overgreb. Og fra disse folk og denne relativisme udgår den måske største fare mod vores historisk forankrede kultur og identitet.

For denne liberalisme – det må vi vel kalde den – det er ikke andet den ideologiserede egoismes opgør med enhver autoritet, der tillader sig at have rod i andet end den enkeltes autonomi. Den forsyner den historieløse med et bekvemt arsenal af argumenter for, hvorfor han ikke blot har ret til at se bort fra den sammenhæng, han er sat i, men hvorfor selve hans ugidelighed og bekvemme uvidenhed bliver en potentielt frigørende, emancipatorisk handling.

Ingen får undre sig over, at netop de partier, der har slået sig op på kampen mod historisk funderet autoritet i særlig grad har vundet tilhængere blandt den ungdom, som stærkest og senest er kommet igennem uddannelsessystemet. Liberalismen – i dens relativistiske form – smykker dovenskaben med frihedsbegrebet og den hævder den kulturelle og historiske hjemløshed som selve udgangspunktet for et sandt moderne, bindings- og gnidningsfrit liv.

Men sandheden er, at det stille opgør med den historiske bevidsthed ikke leder til frigørelse. For når vi taler om historien er det helt afgørende jo, at den virker på os, uanset om vi erkender den historiske sammenhæng: Uanset om vi tager historien på os eller identificerer os med den, så er vores nutid og mestedelen af vores fremtid skabt i og med historien.

Den moderne egoismes dyrkelse af uvidenheden og dens tale om frihed er set i det lys ikke andet end illusion. Om vi vil det eller ej, så træder vi hver især ad stier andre har trådt – hvis vi da netop ikke fortaber os i vildnisset.

IV

I dag på grundlovsdag mindes vi altså grundloven – ikke sandt. Men hvorfor er det nu nødvendigt, når nu historien virker på os, uanset om vi erkender det eller ej. Man kunne jo rimeligvis mene, at Grundloven har vi uanset om vi mindes den eller ej – og så er det jo ikke engang den samme grundlov som den, der blev indført i 1849. Vores er som bekendt fra 1953.

Ret beset er der tale om noget så kedsommeligt som jura, og nok er grundloven vel væsentligere end så mange andre love, men der er – med mindre man nu engang er statsforfatningsjurist eller på anden vis afvigende – vel andre love, der præger vores dagligdag mere.

Jeg vil ikke i denne forsamling af pæne mennesker sige straffeloven – for det tror jeg ikke om jer. Men man kan måske fremhæve finansloven, som jo på godt, og måske især på ondt, præger vores dagligdag. Men Selvom finansloven hvert efterår påkalder sig stor opmærksomhed fra kommentariatet og avisernes politiske spåkoner, så er opmærksomheden ikke helt af samme karakter, som den, der tilfalder grundloven – og der er under alle omstændigheder vel ikke nogen, der ligefrem fejrer og mindes finansloven.

Min påstand er, at når vi fejrer grundlovsdag så er det for at lade os blive konfronteret med vores historie. Det vil sige: vi mindes, at vi er ét folk, og at vi har en fælles historie, og at en del af denne fælles historie – en del af vores identitet med andre ord – er at vi på et tidspunkt fik en demokratisk grundlov, der er det fundament, som vores frie samfund bygger på. Grundlovsdag er ligesom den anden – desværre alt for oversete – nationaldag, Valdemarsdag, en måde at få gentaget over for os selv de fundamentale nationalt-eksistentielle spørgsmål: hvem er vi? Og hvad skal vi?

Nu er det naturligvis klart, at en begivenhed som grundlovens indførelse – netop fordi den er identitetsbærende for os som danskere – er præget af mange myter. Vi har en særlig måde at forstå vores demokratiske tradition på i Danmark, der ikke nødvendigvis stemmer overens med de faktiske historiske forhold. Måske er grundlovsdag på den baggrund – og idet vi igen hører og erkender den historiske fortællings relevans – også en mulighed for at tage selvsamme historie op til revision.

Ikke mindst som konservativ kan der være en vis ræson i det.
Myten om det danske folkestyre fremhæver kraftigt dets præg af konsensusdemokrati, hvor vi har været forskånet for de stærke politiske og sociale modsætninger, der har plaget andre europæiske lande. Et væsentligt element i denne fortælling er netop historien om, hvordan vi fik vores grundlov.

Det var begyndte som bekendt i revolutionsåret 1848, hvor den skrøbelige orden, som Europas kronede hoveder havde skabt oven på Napoleonskrigene – og i øvrigt anført af den konservative østrigske statsmand, fyrst Metternich – brød sammen i en revolutionær frihedsrus, der gik over kontinentet.

De fleste steder førte de blodige revolutioner ikke til andet end ligeså blodige kontrarevolutioner. Sådan er det jo som oftest. Men i Danmark fik 1848 en mere blivende karakter. Revolutionsåret forskånede os nemlig fra revolutionen i egentlig forstand, men gav os til gengæld folkestyret eller rettere det indskrænkede monarki og den frie forfatning året efter.

Hvor historien andre steder blev skrevet med stål og blod, var det i Danmark eller rettere i København – for det var der det foregik – bare det bedre borgerskab, der tog sig en slentretur hen til kongen, hvorefter Frederik d. 7, som historien går, velvilligt gav afkald på at være enevældig monark af Guds nåde. Så kunne han jo også sove længe om morgenen – og det kunne han så godt lide.

Det danske folkestyre blev altså indført pludseligt og fredeligt. Det er fortællingen. Siden kom andelsbevægelsen og så arbejderbevægelsen; og således har man villet se en ubrudt og uproblematisk fremskridtslinje, hvor demokratiet slog ned og bredte sig indtil ethvert led i samfunds- og menneskelivet fra det politiske, til det økonomiske og moralske var blevet demokratiseret – hvad det så end skal betyde. Så i dag kan vi tale om alt lige fra demokratisk børneopdragelse til økonomisk demokrati. Det eneste alt det demokrati har til fælles med hinanden, er at det ret beset intet har med det parlamentariske folkestyre at skaffe.

Det er klart, at konservatismens plads i denne fortællingen bliver lidet attråværdigt. For hvad er egentlige de konservatives rolle i sådan en fremskridtsfortælling. Det var jo netop de konservative, der bekæmpede demokratiseringsbølgerne. Det var dem, der fægtede imod det, der måtte ske, og ideligt stillede sig i vejen for realiseringen af det demokratiske samfund, vi i dag hylder. Sådan en selvforståelse kan man måske godt slå sig til tåls med. ”Vi er garden, der ved vi skal dø” som en konservative rigsdagsmand engang udtrykte det. Højstemt, patetisk men også svært fatalistisk.

På den anden side er det som om at noget i vores historiske erfaring synes at modsige denne fortælling. For 2014 er jo ikke kun året for operation myseost og genudsendelsen af Kaj Munk tv-serien på DR K. Det er også 150-året for den begivenhed, der måske mere end nogen anden har præget den efterfølgende Danmarkshistorie. Nemlig nederlaget i 1864, der berøvede Danmark næsten halvdelen af dets territorium og en tredjedel af dets befolkning – og effektivt gjorde Danmark til en helt igennem ubetydelig nationalstat i Tysklands interessesfære.

Nu er 1864 ikke 1848. Men 1864 er det ægtefødte barn af den demokratiske omvæltning i Danmark. For forløbet omkring grundlovens indførelse var ikke så fredeligt, som vi bilder os ind. Nok blev der ikke spildt blod på hovedstadens toppede brosten, da dens borgere krævede medindflydelse, men kravet om en grundlov blev gnisten, der antændte de flammer, som omspændte den danske helstat i treårskrigen fra 1848-1851.

Denne krig mellem kongeriget Danmark og de Slesvig-Holstenske oprørere, var ikke, som vi nogle gange bilder os, blot en krig mellem dansk og tysk. Der var slet intet Tyskland. Til gengæld var der en masse tyskere i Danmark. Det var en borgerkrig mellem mennesker, der kort forinden og siden middelalderen havde tilhørt samme rige – Og krigen blev præcis så blodig som borgerkrige altid er – og det var i den henseende ingen hjælp at et allerede ekspansionslystent Preussen intervenerede til fordel for rigets tyske borgere i Holsten og Slesvig.

I virkeligheden var situationen ikke ulig den, vi i disse dage er vidner til i Ukraine. En revolution gennemføres i en del af landet – parolerne er der ikke noget i vejen med – men konsekvensen bliver, at resten af landet kastes ud i kaos. Og også i tilfældet Ukraine har en nærliggende stormagt brugt situationen til at hytte sit eget skind.

Man kan indtage det på afstand så bekvemme synspunkt at folkestyret var blodet værd. Og i en vis forstand er det jo helt korrekt. Men hvis det er sådan, så må vi vel også spørge, hvorfor det er nødvendigt at sovse historien ind i myten om den fredelige revolution gennemført af de velmenende liberale med hvide skjorter og skorstenshatte?

En årsag kan være, som nogle historikere har peget på, at det liberale borgerskabs rolle er mere blakket, end vi bryder os om at tænke på: at de netop pustede til de nationale modsætninger mellem dansk og tysk i håb om at fremtvinge en situation, hvor de selv måtte spille en nøglerolle. I så fald sætter det jo det danske folkestyres fædre i et noget dubiøst skær – og måske lader det os samtidig forstå de konservative i rigets administration, der var skeptiske over for det liberale borgerskab.

Uanset om konservative i dag, står et andet sted, må man kunne værdsætte og forstå den forsigtighed og den politiske klogskab en konservativ statsmand som eksempelvis A.S. Ørsted lagde for dagen i mødet med de nationalliberale. I det hele taget må vi kunne forstå, hvad der var på spil; og glemmer vi det, så må endnu et blik på skæbnesåret 1864 minde os om det.

Som I nok måtte vide endte treårskrigen med dansk sejr – Det er værd at huske, for det er den foreløbigt sidste sejr, Danmark har vundet – Men det var ikke en sejr, der bød på afklaring. Derfor er det heller ikke treårskrigen, Danmarks Radio har lavet en stor tv-serie om, ligesom det heller ikke er kampen for junigrundloven, nej symptomatisk for vores hele selvforståelse og arven efter nederlaget, er det om føje tid en forhåbentlig veltilrettelagt fortællingen om 1864 vi skal se – det nederlag, der skabte Danmark!

Dette er ikke stedet for en indføring i de forhold, der ledte til den 2. slesvigske krig. For de er vældigt komplicerede. En britisk statsmand har sagt. ”kun tre mand forstår det slesvig-holstenske spørgsmål. Den ene er død, den anden er blevet gal, og den tredje er mig – og jeg har glemt alt om det!” Men vi kan dog slå to ting fast. De nationalliberale, der havde gennemført junigrundloven og var kommet til magten havde siden treårskrigen ført en gennemgående uansvarlig politik, hvor de på den ene side havde sparet på forsvaret – fordi de var liberale – og på den anden side ført en aggressiv udenrigspolitik – fordi de var nationalister. Og de kronede deres politiske dårskab, da de I november 1863 forsøgte de at gennemføre en ny demokratisk grundlov, der forenede Danmark og det nationalt splittede Slesvig. Preussen, der under ledelse af Bismarck var godt på vej til at blive Tyskland, var naturligvis ikke sene til at udnytte dette. Og resten er som bekendt historie. Man skal være mere end almindelig flink over for de nationalliberale, hvis man skal vurdere vores første demokratiske eksperiment positivt.

V

I den situation havde der været behov for en sund reaktion, en skepsis over for de liberale fraser, en besindelse på politik som det muliges kunst – med Aksel Møllers ord – en forståelse for, at det bedste er det godes fjende, og at politisk klogskab grundet på historisk erfaring til enhver tid må have forrang for selv de mest sympatiske, idealistiske forestillinger.

Der var brug for en politisk tænkning, der sagde stop, fordi den erkendte faren ved den vej, Danmark slog ind på, da de verdensfjerne nationalliberale akademikere og højborgerlige pengemænd var krøbet ud af deres grossererhuler eller havde kastet sig ud fra elfenbenstårnet og i et øjebliks demokratisk beruselse havde grebet statsskibets ror blot for at sejle det lige lukt ind i klippen.

Der kan drages mange konklusioner på historien om junigrundlovens indførelse. Én slutning må være, at der til enhver tid er brug for en sund konservatisme. For konservatismen er netop en politisk tænkning, der forstår, at politikken må have grænser. Den forstår, at verden er kompleks, og at selv den mest renfærdige politiske tro og selv de mest gennemgribende politiske reformer må strække våben, når det kommer til at realisere idealsamfundet. Konservatismen er kort og godt et krav om realisme i det politiske liv. Den er en hævdelse af den historiske erfaring. Konservatismen tror på, at vi ikke alene kan hente indsigt fra historien, men at vi må identificere os med vores historie; at vi, der lever i dag, er børn af i går, og at vores fremtid står skrevet i vores fortid.

For et konservativt folkeparti i en vanskelig situation, må det være en trøst. Konservatismen er som den konservative folketingsmand og præst Alfred Bindslev skrev engang en styrke, der arbejder sig frem af egen kraft uden om partirammer. ”Var det ikke så ville mismod stundom stjæle sig ind i sindet” skrev han. Men han kunne også forsikre med ordene: ”Men det er så”.

Det er ikke konservatismen, der er i krise. For den repræsenterer en indsigt, som man nok kan være enig eller uenig i, men som dog er stadigt relevant i et samfund, der lever under den evige forandring lov. Derfor består Det Konservative Folkepartis opgave heller ikke i den vanskelige opgave at genopfinde sig selv. Opgaven er at genfinde sig selv: Søge mod det udgangspunkt, der partiets livsbetingelse og eneste krav på relevans. Nemlig konservatismen.

Denne sunde konservatisme er langt mere end slagord, fraser, idealisme fundamentet for det folkestyre og den frie forfatning, vi fejrer i dag. Folkestyret er nemlig ikke dumpet ned fra himlen, men vokset frem af os selv, vokset til, og har føjet sig ind i vores lands og vores folks historie. Det er værd at værne om. Og det er nødvendigt.

Lad mig slutte, hvor jeg begyndte. Ikke med mine ord, men atter med den konservative politiker, pastor Kristen Ambys fra 1934 om demokratiet. For i den situation, hvor folkestyret var under pres, hvor også konservative var fristet af diktaturets lygtemænd, erklærede han, hvad jeg håber må blive stående som et eksempel på dansk konservativ tradition, når den er bedst:

”Demokratiet er efter min mening ikke blot en styreform blandt andre, som man må affinde sig med. Jeg er ikke demokrat af nødvendighede, fordi man nu engang ikke kan være andet, men må finde sig i forholdene, som de er. Jeg er det af overbevsining.

Jeg mener demokratiet er et ideal, man vælger, hvis man nemlig har en ganske bestemt forestlling om menneskeværdighed. Demokratiets indhold kan være yderst forskelligt of har været forskelligt til alle tider, men dets íde er udtryk for en tro på folkets evne til selvopdragelse, når det blot får lov til at opdrage sig selv, når det vel at mærke garanteres visse frihedsgoder, som er demokratiets forudsætning.
Denne tro, indrømmer jeg ,bekender jeg mig til”

God grundlovsdag!


Denne side bliver drevet af frivilige kræfter og vi har brug for din støtte, hvis vi skal have råd til annoncering, nyt software mm.
Hjælp os ved at donere et beløb til os. Vi tager med glæde imod bidrag af alle størrelser.




Christian Egander Skov

Christian Egander Skov er historiker og ph.d. i moderne politisk historie fra Aarhus Universitet. Han er forfatter til bogen “Borgerlig Krise” (2022) samt Konservatisme i Mellemkrigstiden (2016). Han forsker i efterkrigstidens centrumhøjre-tænkning og er fast bidragsyder til Berlingske Tidende og Altinget. Desuden modtager af Weekendavisens litteraturpris 2022

Tegn abonnement på Årsskriftet Critique for kun 199,-

CRITIQUE 2023 - Forside

Få Årsskriftet Critique

Tegn abonnement i dag for 199 kr

CRITIQUE 2023 - Forside