Det socialkonservative kompas

Rasmus Jarlovs kronik har affødt en reaktion: Mai Mercado peger i månedens kronik på, at Jarlovs karakteristik af den socialkonservative strøming er forenklet og fordrejet. I forholdet til blandt andet EU og familiepolitikken står socialkonservatismen ikke for den bløde mellemvare, men derimod som et solidt, værdibaseret værn mod frigørelse og materialisme.

af Mai Mercado

Rasmus Jarlov skrev i Replique en kronik om Det Konservative Folkepartis muligheder. Her beskrev han det fænomen, at politikere enten siger noget som ikke er gennemtænkt eller ikke er konservativt. Herefter gav han ganske kort nogle bud på tre strømninger: socialkonservatisme, liberalkonservatisme og nationalkonservatisme.

Jarlovs definition af socialkonservatismen reduceres til: ”De socialkonservative synes, de liberalkonservative og nationalkonservative er for højreorienterede. De betragter modsat de andre to retninger konservatismen som en midterposition og går op i det sociale ansvar, miljø og EU.” Her fik jeg eftermiddagskaffen galt i halsen – for det er en uigennemtænkt og stærkt unuanceret fortolkning af socialkonservatismen, grænsende til det helt fejlagtige. Den tilsyneladende store forkærlighed for EU ramte mig hårdt, for jeg nærer ikke en sådan kærlighed. Som socialkonservativ har jeg ikke særligt varme følelser for EU, og jeg vil vende argumentet om ved at påpege, at netop fred- og frihandelsesprojektet samt arbejdskraftens frie mobilitet i højere grad udtrykker en liberal frem for en social tankegang.

Men Jarlovs debatindlæg ramte plet, for jeg begyndte at overveje, hvad socialkonservatismen så rent faktisk rummer, og om de konservative retninger er i opposition til hinanden.

Intet modsætningsforhold

Modsat Jarlov mener jeg ikke, at de forskellige typer af konservatismen nødvendigvis står i modsætning til hinanden, men de fokuserer på noget forskelligt. Således er socialkonservatismen ikke en modpol til liberalkonservatismen. Der er også elementer og værdier, der overlapper hinanden i de forskellige konservative retninger. Lad mig give to eksempler:

En socialkonservativ vil prioritere et stærkt forsvar højt, lige som de nationalkonservative. Det vil vi fordi vi overordnet (som alle konservative) mener, at vi har en forpligtelse til at forsvare vores lands suverænitet, men de dybereliggende årsager til at støtte et stærkt forsvar kan være forskellige for en national- og socialkonservativ. For en socialkonservativ er det således en værdi i sig selv at have et stærkt forsvar med værnepligt. Nogle samfundsinstitutioner – som forsvaret, folkeskolen og folkekirken – er vi glade for står stærkt i vores samfund.

En socialkonservativ vil også prioritere undervisningsdifferentiering i folkeskolen højt – og det samme vil en liberalkonservativ. Men årsagerne til prioriteringen kan være forskellige. En socialkonservativ vil ikke hylde differentieringen ud fra et individbaseret synspunkt om at frisætte den enkelte elev, men i højere grad vægte at både den stærke og den svage elev vil kunne få realiseret sit potentiale med netop den undervisningsform.

Socialkonservatismen

Mit bud på en socialkonservativ tænkning skal ikke læses som en udtømmende liste eller endegyldig definition, men blot som nogle eksempler på elementer i den konservative politik, der er vigtige for en socialkonservativ. Hvad der er vigtigt for en socialkonservativ kan også være vigtigt for de øvrige konservative retninger (som beskrevet ovenfor), og dermed skal elementerne ikke ses som noget socialkonservatismen har patent på at mene.

Det er endvidere vigtigt én gang for alle at få manet den myte i jorden, at socialkonservatismen skulle dele værdifællesskab med Det Radikale Venstre. Socialkonservatismen deler værdifællesskab med konservatismen – ikke med socialliberalismen. De elementer af dette værdifællesskab, jeg har valgt at trække frem i denne kronik er det sociale ansvar, kontrakten mellem generationerne, statens rolle og styrkelse af civilsamfundet.

Det sociale ansvar

Det er ofte blevet sagt, at et samfund skal bedømmes på, hvordan det behandler de mest udsatte. Sådan indleder Palle Simonsen, den nyligt afdøde, tidligere konservative finans- og socialminister sin bog Gemt eller Glemt. Som konservative anerkender vi, at folk ikke er og ikke skal være lige. Folk er forskellige, men alle skal have muligheder for at kunne udvikles som menneske. Lige muligheder kunne man også kalde det. En socialkonservativ anerkender, at et godt socialt sikkerhedsnet først og fremmest skal kunne hjælpe de svageste i samfundet.

Når velfærden skal prioriteres, så ønsker en socialkonservativ først og fremmest at prioritere de mest udsatte. Dem som har behov for hjælp. Det betyder at dem der kan klare sig selv skal klare sig selv. Et godt socialt sikkerhedsnet skal først og fremmest hjælpe de svageste i samfundet. Maskerne skal ikke være store, at mennesker falder igennem, men heller ikke være så fintmaskede at det opfanger dem, der godt kan klare sig selv, så man hænger fast i nettet og bliver afhængig af det offentlige. Metaforen har jeg lånt fra Poul Schlüter og den holder den dag i dag.

Kontrakten mellem generationerne

Kontrakten mellem de nulevende, de forhenværende og de endnu ikke fødte er vigtig for os. I en socialkonservativ kontekst er særligt en fornuftig (men ikke fanatisk) miljøpolitik og en stærk familiepolitik essentiel. Vi skal passe på vores samfund og vores land og overlevere det i en bedre stand end vi modtager det. Det gælder både for miljø og klimapolitikken, men også for familiepolitikken. Igen kan en liberalkonservativ og socialkonservativ have sammenfaldende interesser, for eksempel i modstanden mod en arveafgift, men på forskellig baggrund.

Her vil en socialkonservativ notere sig det grundlæggende uretfærdige i, at staten intervenerer i familiernes (ikke individernes) indbyrdes forhold, og beskatter penge som allerede er beskattet én gang. En stærk familiepolitik er helt afgørende. Det er først og fremmest familien, der er omdrejningspunktet for socialkonservative – ikke individet. Det er familien der bør træde til før staten gør det.

Rettigheder og individet bliver som begreber først interessante, når de sættes ind i en kontekst af et fællesskab, for hvem får noget ud af at råbe ytringsfrihed eller kræve ejendomsret på en øde ø? Det kan aldrig være acceptabelt, at deponere personligt ansvar hos staten, og det er familierne der eksempelvis er bedst til at bestemme, hvordan barslen mellem far og mor skal fordeles. At tro at staten er bedre til at træffe den slags beslutninger vil en konservativ aldrig acceptere. Derfor vil vi give plads til familierne, så de kan indrette sig, som de ønsker.

Statens rolle og styrkelsen af civilsamfundet

For en socialkonservativ kan staten godt være af det gode. Det ligger i troen på, at folkekirken, folkeskolen, forsvaret og kongehuset alle er institutioner, som man bør værne om.

Samfundsinstitutioner har alle som forpligtelse at oplyse og danne samfundsborgere. Dannelse er en samfundspligt. At bevare kongehuset skyldes ikke kun ønsket om at bevare en institution, der er nedarvet og som repræsenterer et stykke vigtig nationalhistorie. En socialkonservativ vil også hylde sammenhængskraften, der er indlejret i kongehuset, og som er med til at samle landet som en nation.

Staten kan godt have en rolle at spille, om end den ikke må tage overhånd. Modsat liberalister (og nogle liberalkonservative) mener socialkonservative, at staten også har en moralsk rolle at spille. Staten har en forpligtelse til at beskytte mennesket imod dets egen fejlbarlighed, hvilket bunder i det konservative menenskesyn. Det konservative menneskesyn er ikke nødvendigvis positivt og lyst som liberalismens, der tiltror mennesket alt mulig godt. Det konservative menneskesyn er mere mørkt, fordi man erkender at mennesket også kan skade sig selv. Argumentationen går altså længere end den liberales ønske om, at mennesket skal have friheden til at agere som han eller hun vil, så længe mennesket ikke påfører andre skade. Derfor er socialkonservative klare modstandere af legalisering af stoffer og en socialkonservativ vil forsøge at begrænse prostitution, fordi det grundlæggende betragtes som et umoralsk erhverv. Dermed ikke sagt at socialkonservative vil forbyde prostitution – på ingen måde – men tanken om den lykkelige luder er der ikke mange socialkonservative, der køber.

Socialkonservatismen sammenfattet

Med udviklingen af den efterhånden gigantiske velfærdsstat, hvor intet efterhånden er for småt til ikke at være det offentliges problem, er civilsamfundet blevet alvorligt trængt i defensiven. Den udvikling ønsker socialkonservative et opgør med. I stedet for at spørge om staten kan træde til, hvis familien svigter, så bør man spørge hvordan civilsamfundet kan træde til. Civilsamfundet bidrager med en omsorg og en opmærksomhed, som man ikke kan købe sig til for kommunale kroner.

I denne kronik har jeg forsøgt at uddrage forskellige elementer af socialkonservatismen, som i dag muligvis ikke er så diskuteret en retning indenfor konservatismen. Men at tro, at den ikke findes i bedste velgående vil være en stor fejl. Nuvel, måske eksisterer den ikke i idépolitiske fora med tænksomme folk, men den lever og min påstand er, at den især lever i det kommunalpolitiske. Det gælder både for konservative kommunalbestyrelsesmedlemmer, der ubevidst arbejder med et socialkonservativt afsæt, såvel som hele den gren der kaldes for Frederiksbergkonservatismen, som er kendetegnet ved at være meget bevidst om sit værdimæssige politiske standpunkt.

Mai Mercado er medlem af Folketinget og medlem af Frederiksberg Kommunalbestyrelse for Det Konservative Folkeparti.