Opera: Don Giovanni

Don Giovanni forfører Donna Anna Foto fra forestillingens hjemmeside (Miklos Szabo)
Don Giovanni forfører Donna Anna Foto fra forestillingens hjemmeside (Miklos Szabo)
Don Giovanni forfører Donna Anna
Foto fra forestillingens hjemmeside (Miklos Szabo)

Operasæsonen på Det Kongelige Teater er ved på papiret at nå sit højdepunkt med Mozart og Lorenzo da Pontos Don Giovanni (1787), der opføres under navnet Don Juan netop nu efter at have været på turne rundt i landet. Operaen er fremragende, så det er spændende hvad nationalscenen mon kan få ud af en af de mest elskede beretninger om den hæmningsløse skørtejæger.

Don Giovanni er en af Mozarts absolut bedste operaer – hans næstbedste efter min mening – hvilket ikke siger så lidt. Udover musikken rummer den nogle af operarepertoirets bedste personskildringer; og kun meget få andre operaer formår at skildre mennesker så præcist, nuanceret og rørende i alle afskygninger som i denne opera. Operaen skal på en gang være sjov, alvorlig og en smule uhyggelig. Personerne skal kunne svinge fra den ene følelsesmæssige yderlighed til den anden i løbet af kort tid. Næsten alle personerne skal kunne rumme komplicerede, modsatrettede følelser, der skal skildres således, at man ikke er i tvivl om, at personerne rummer alle nuancerne. De skal kunne være både kede af det, rasende, stolte og sårede og en hel del andet. Alt dette stiller store krav til opførelsen. Det er svært at lave en opførelse, der er rigtig god, og som bliver mere end den komedie, som operaen også er.

Særegent for operaen er, at vi faktisk aldrig får særlig meget at vide om hovedpersonen. Han er med overalt, men han karakteriseres stort set hele tiden mere i kraft af de øvrige personers forhold til ham, end han får lov til at beskrive sig selv i en egentlig arie. Dette viser måske bedre end noget andet hans mangel på sjæl og indhold. Han har en glubende appetit, hvilket vi ser til sidst, da han sidder ved middagsbordet og umådeholdet fortærer store mænger mad, men i operaen er det i øvrigt hans appetit på kvinder, der er i højsædet, selvom de ikke synes at være ham mere værd, end den mad han sluger. Det er ikke tilfredsstillelse af erotiske drifter, der driver ham i de utallige pigearme. Det er forførelsen i sig selv og glæden ved at kunne lave en alenlang liste over sine erobringer, sådan som tjeneren Leporello beretter om.

Det Kongelige Teater har lavet en meget middelmådig Don Giovanni. Bedst fungerede så afgjort musikken, der blev leveret af Concerto Copenhagen (populært kaldet “CoCo”). Den slog gnister fra start til slut og havde al den wienerklassiske elegance jeg kunne ønske mig, men samtidig også den saft og kraft der skulle til for at kunne skildre alt fra varme og kærlighed til fortvivlelse og sorg i Mozart/da Pontes vidunderlige persongalleri på scenen.

Derfor er det en skam, at Det Kongelige Teaters opsætning halter en hel del bagefter. Instruktøren er Aniara Amos, der på forestillingens hjemmeside beskrives som “det hotte, chilenske instruktørnavn”. Og allerede der burde alle mine advarselslamper vel egentlig begynde at ringe. Alle kan være med, for handlingen er nemlig endnu engang blevet henlagt til et såkaldt tidløst univers, hvor alle kan komme med deres egne fortolkninger og associationer. Dette har jeg ikke så stort et problem med i sig selv, men konkret foregår handlingen i et sterilt, grå-hvidt univers, der effektivt dræber al varmen og charmen ved operaen og især personerne. Det bliver bedre i anden akt, hvor Don Giovanni er blevet afsløret, og operaens personer er ude efter den hensynsløse libertiner, der har efterladt en lang række af knuste pigehjerter i sit kølevand. Her gør lyssætningen en del til at skabe stemning, men det hjælper kun lidt.

Bedre går det med kostumerne, der for en stor dels vedkommende er nogenlunde som de skal være, hvilket navnlig gælder de tre kvidelige hovedroller og deres kærester. Anderledes med Don Giovanni selv, der ligner noget fra en musikvideo med Cradle of Filth, der ikke troværdigt ville kunne forføre særlig mange kvinder uden for ungdomshusmiljøet. Det er givet tænkt som en sjov spøgfuldhed, at det moderne skal blandes med det traditionelle, men interaktionen mellem de enkelte karakterer kommer til at virke klodset, når nogle af figurerne ligner noget fra 1780’erne og andre noget fra 1980’erne. For meget kommer til at virke komisk – også de steder, hvor operaen skal være alvorlig.

Personerne fungerer i det store hele udmærket, men de følelsesmæssige nuancer kommer ikke ordenligt frem, hvilket især bemærkes ved de to seriøse kvinderoller, Donna Anna og Donna Elvira. Sidstnævnte er nok min favoritkarakterer i alle operaer: Hun hader Don Giovanni, der har forladt hende, men elsker ham alligevel stadig; og de to ting kan hun ikke få til at gå op. Hun skal det ene øjeblik være grædefærdig og det næste koge over af raseri. Fungerer det er det er hun en af operarepertoirets mest rørende og menneskelige karakterer. I Det Kongelige Teaters opsætning var hun det meste af tiden en blanding, der aldrig for alvor viser hverken den ene eller den anden side, sådan at styrken i karakteren kommer frem. I det hele taget mindede Donna Anna og Donna Elvira for meget om hinanden; og den går ikke, når de skal udtrykke meget forskellige følelser. I modsætning til Donna Elvira er Donna blevet krænket af Don Giovanni, der i øvrigt har dræbt hendes far. Det er således mere en blanding mellem fortvivlelse og hævngerrighed, der præger hende.

Bedre fungerer spilopmageren Zerlina, som Don Giovanni nær forfører på hendes bryllupsdag. Hun er stadig ung og en smule enfoldig, men har grundlæggende hjertet på rette sted og er ved at lære at styre dets vildfarelser. Desværre har Det Kongelige Teater valgt ikke at medtage hendes komiske duet med Leporello i anden akt, hvor han er blevet fanget og bundet til en stol og afslører sit kujonagtige væsen ved at blive mere og mere bange, mens en ophidset Zerlina lader forstå, at der bestemt ikke er nogen nåde for den, der går i Don Giovannis tjeneste. En stor skam, for det er en af de mest morsomme. Det skal dog siges, at den fjernes i mange opsætninger.

Det Kongelige Teater skal her til slut have ros for den næstsidste scene, hvor Don Giovanni, får hvad han fortjener. Den er visuelt flot og får næsten et diabolsk præg.

Desværre er det gennemgående indtryk, at nationalscenen har valgt at fokuserer overvejende på operaens komiske sider. Don Giovanni og Leporello optræder næsten konsekvent i rollen som klovner; og opsætningen falder totalt igennem, da Don Giovanni i anden akt begiver sig ud i blandt publikum for at lægge an på damer dér. Jeg følte mig i den sammenhæng mere som tilskuer til et talkshow på TV 3, end som tilskuer til en seriøs opera. Den slags pinligheder vidner om, at Det Kongelige Teater ikke har taget opgaven seriøst og om, at det “hotte instruktørnavn” ikke er opgaven voksen eller moden.

Link til forestillingens hjemmeside:

http://kglteater.dk/det-sker/forestillinger/sason-2013-2014/opera/don-juan