Til koncert i Aarhus – musik fra et andet sted

Noget af det første man bemærker, når man tager til koncert i Aarhus, er, at forholdene er bedre, end når man tager til koncert i DR’s koncerthus i København. For det første har man i Aarhus valgt at placere koncertsalen midt i byen i fin afstand fra banegården, hvor alle kan komme til den. I København har man placeret den ude i ødemarken på et sted, hvor folk ikke ellers ville komme.

For det andet er den langt mere funktionelt designet. Man skal således ikke kæmpe sig op og ned ad snævre, labyrintiske rulletrapper for at komme på plads i salen. Der er god plads og fine adgangsforhold. Ikke helt så fine som ved den gamle Store Sal, men stadig væsentlig bedre end i DR’s koncerthus, hvor den franske kreativitet fik lov til at sejre over funktionaliteten.

For det tredje – og vigtigst – så er lyden i salen bedre end i DR’s koncertsal. I Aarhus har man valgt at satse på det velkendte og opført en aflang koncertsal med form som en skotøjsæske, hvor man i København valgte en koncertsal af terrasse-typen, hvor publikum sidder rundt om orkestret. Den første form er kendt fra Wienerfilharmonikernes Musikverein, den sidste fra Berlinerfilharmonikernes Filharmoni. I Aarhus har valget af førstnævnte model givet pote, for selv fra halvdårlige pladser bagerst i salen er det muligt at høre alt ganske klart.

For det fjerde virker det til, at det Aarhusianske koncertpublikum faktisk er taget til koncert for at høre musik, og ikke for at lave alt mulig andet. Andelen af folk, der går ind og ud af salen under koncerten, opdatere Facebook, snakker og lignende, er i hvert fald betydelig mindre end i DR’s koncertsal.

Programmet var ambitiøst i Aarhus den 27. og 28. marts 2014, intet mindre end Anton Bruckners (1824-1896) 9. symfoni skulle opføres. Bruckner nåede aldrig at færdiggøre værket, der reelt er det 11. i rækken af symfonier, der også tæller en nummer 0 og en nummer 00. Ved hans død i 1896 var kun de tre første af værkets i alt fire satser færdige. Bruckner brugte ulykkeligvis en stor del af den sidste del af sit liv på at revidere en række af sine tidligere værker; og han nåede derfor ikke at få sit sidste værk færdigt. Dette har haft den yderligere uheldige konsekvens, at musikforskere har brugt en stor del af det 20. århundrede på at finde frem til de reviderede værkers oprindelige form. Der foreligger kun skitser af finalen til den 9. symfoni, og talrige forsøg er blevet gjort på at færdiggøre den. Sædvanligvis opføres kun værkets 3 første satser. Undertiden bruges Bruckners eget Te Deum-korværk fra 1884 som en slags finale.

I Aarhus havde man valgt både at opføre symfonien i versionen med 3 satser og i en fuldendt version med 4 satser, henholdsvis torsdag den 27. marts og fredag den 28. marts. Torsdag den 27. marts opførtes de 3 første satser til en koncert, hvor også finske Leif Segerstams symfoni nr. 262 var på programmet – Segerstam er i øvrigt dirigent ved de to koncerter. Fredag den 28. marts opførtes værket inklusiv finalen i engelske Nors Josephsons version. Aarhus Symfoniorkester vil i april 2014 indspille denne version på cd.

Finske Leif Segerstam er et sikkert valg til at føre Aarhus Symfoniorkester igennem Bruckners musikalske ekstremer. Han er en kendt skikkelse i Danmark, da han dirigerede Radiosymfoniorkestret fra 1988-1995 (før det fik navnet DR SymfoniOrkestret). En rutineret herre, der foruden sin dirigentvirksomhed har komponeret over 250 symfonier. Storladen orkestermusik skræmmer ham ikke, og i maj 2013 førte han Aarhus Symfoniorkester og adskillige kor sikkert igennem Gustav Mahlers kæmpemæssige 8. symfoni. Bruckners 9. symfoni har han haft på programmet med Det Kongelige Kapel i sommeren 2012.

Bruckner er muligvis den største symfoniker efter Beethoven. Hans musik lyder ikke som så meget andet af den højromantiske musik, der prægede perioden (Tjajkovskij, Brahms, Dvořák m.fl.). Den er gennemgående meget mørkere, og man kommer således til at høre en side af romantikken, der ikke høres så ofte. Bruckners musik synes at komme et andet sted fra, hvormed man ikke kommer uden om, at Bruckner var stærkt katolsk og meget troende, hvilket prægede hans musik Hans gudssyn er dog væsentligt mere mørkt og alvorligt, end hvad men ser hos andre. Musikken er meget kraftfuld og stærkere end man finder den hos de fleste andre komponister – uanset hvor mange musikere og kor de så ellers formår at stable på benene.

Der arbejdes hos Bruckner ofte med langstrakt tematik og karakteristisk er også, at det typisk er de tunge messingblæsere, der driver musikken frem. Strygerne får dermed en mere tilbagetrukket rolle, men bruges ofte til strygertremoloer (meget hurtig gentagelse af den samme tone), hvilket giver en orgelagtig effekt, der giver den virkning, at musikken synes at stå stille, hvor den ikke bevæger sig fremad men snarer opad. Musikken og temaerne udvikler sig ligesom i en traditionel symfoni, men de nævnte virkemidler skaber tillige et meget særegent musikalsk rum, hvor der tillige opnås en form for opadstræbende effekt. Bruckners symfonier sammenlignes da også ofte med gotiske katedraler, der også synes at stræbe opad i det uendelige. For at opnå denne effekt er det afgørende at musikken spilles rigtigt og velafbalanceret. For spilles Bruckners musik rigtigt, føler man sig meget lille når den musikalske katedral åbner sig og tårner sig op for en.

Det gjorde den heldigvis i Aarhus; og Aarhus Symfoniorkester er da også velbevandret inden for Bruckners symfonier. Bruckners symfonier kommer meget nemt til at lyde dårligt, typisk fordi de tunge messingblæsere får for meget plads, sådan at man ikke kan høre strygerne, hvormed det musikalske kirkerum fordufter.

Bruckner havde ikke noget egentligt program for sin symfoni, kun en tilegnelse til ”den Lieben Gott”. Det er vanskeligt at sige, om der kan udledes nogen mening af dette. Symfonien er mørkere og mere smertefuld end noget andet, man kan opdrive i det romantiske repertoire. Måske er meningen at vise, hvordan mennesket bryder sammen og går til grunde ved mødet med Guds storhed. Den sidste sats, som han selv nåede at færdiggøre (nr. 3), slutter med uhyrlig dissonans, og hvis vi stopper her, slutter vi altså i mørke.

Nors Josephons rekonstruerede finale er overvejende lys, og symfonien slutter da også med sluttemaet fra første sats, men nu i en lysere version. Der er altså et eller andet håb. Finalen fungerer vel fint, men dybest set kan man vel kun gisne om, hvordan Bruckner ville have skrevet den. Selv finder jeg den en anelse tam, når man tænker på de voldsomheder, der er gået forud. Bruckner har tradition for at skrive en finale, der er så overvældende, at den kan forløse hele symfonien. Det kunne Nors Josephons ikke helt, selvom den blev stilsikkert leveret af et veloplagt orkester og en rutineret dirigent.

Link til Aarhus Symfoniorkesters hjemmeside:

www.aarhussymfoni.dk