Mennesket som fortælling

16. april 2014
12 minutters læsetid

“After Virtue” er titlen på Alasdair MacIntyres hovedværk, der genoplivede dydsetikken med sit fokus på det hele menneskeliv frem for den enkelte handling.

af Rasmus Pedersen

Der er altid nogle filosofiske positioner, der betragtes som stendøde. Langt op i det tyvende århundrede var dydsetik sådan en position. Etik havde siden Bentham og Kant primært handlet om striden mellem konsekvens- og pligtetik, ind til mange analytiske filosoffer i det tyvende århundrede under indflydelse af den logiske positivisme slet og ret afviste at etikken var et meningsfuldt studieområde. Etiske domme var ikke mere eller mindre end udtryk for følelser; at sige ”x er godt” er at sige intet mere end ”jeg bifalder x”, lød analysen.

Situationen kan godt siges at have været udsigtsløs: På den ene side striden mellem konsekvens- og pligtetikere, der ikke gjorde synderlige fremskridt, på den anden den positivistiske opløsning af etik og hele den åndelige sfære som meningsfuld.

Opfattelsen af det menneskelige liv som én helhed er forsvundet ud af det offentlige rum. Den er primært blevet fortrængt af postmodernismen, der har set menneskelivet som en samling brudstykker, men også af en særlig form for eksistensfilosofi, der sætter ren væren som det primære, men dermed også betragter livet som noget, der er lukket om sig selv og ikke kan indgå i større rammer.

Nogenlunde denne situation drev Alasdair MacIntyre til at skrive det værk, der i høj grad omformede dette landskab, nemlig After Virtue. Værket giver samtidig en diagnose af og løsning på moralfilosofiens problemer: Dydsetik.

Det moralfilosofiske landskab

MacIntyres udgangspunkt er, at den vestlige moralfilosofi har været ude af stand til at forklare vedvarende moralske uenigheder. Om mange substantielle moralske spørgsmål (fx abort, dødsstraf) har det været umuligt at opnå enighed blandt filosoffer. I udgangspunktet er det uforståeligt for de moralfilosofier, der hævder at basere sig på et upersonligt, objektivt grundlag. Før jeg gennemgår MacIntyres hovedpåstande, vil det måske være belejligt med lidt kontekst i form af en karakterisering af netop de moralfilsofier, nytteetik og pligtetik. Som bekendt hævder den første, at vi skal handle så flest mulige opnår mest mulig lykke. Den anden hævder, at vi skal handle i overensstemmelse med en række moralske love, der under ingen omstændigheder må krænkes, som fx den frie ejendomsret, retten til egen krop eller lignende. Med en grov forsimpling varetager de hhv. det fælles gode og individets rettigheder.

Vi har en tendens til at betragte dem som modsætninger, men det er ifølge MacIntyre delvist en fejl. De deler nemlig også meget; i særdeleshed deres forståelse af det enkelte menneskes rolle i etikken. For det første fordi de er fokuserede på handlinger frem for personer eller karakterer, for det andet fordi de så at sige er aktørneutrale.

De upersonlige teorier

At de er fokuserede på handlinger betyder her at de lægger vægt på det enkelte udsnit af virkeligheden hvor vi står med valget: Skal jeg gøre A eller B? De vægter spørgsmålet hvordan træffer jeg det gode valg? højere end spørgsmålet hvordan lever jeg et godt liv? Man kan selvfølgelig sige, at et godt liv ikke er andet end at have truffet så mange gode valg som muligt. Men det understreger blot problemet: Både nytte- og pligtetikeren ser det enkelte valg som den fundamentale kategori, det, der grundlægger et moralsk liv; det alternativ, MacIntyre præsenterer, ser det moralske liv som grundlaget for de enkelte valg.

At de er aktørneutrale lægger sig i klar forlængelse heraf. Om det enkelte valg er godt eller dårligt afgøres for både nytte- og pligtetikeren af, hvad der vælges (eller hvorfor det vælges). Det er irrelevant, hvem der vælger.

Fra ’er’ til ’bør’

MacIntyres egen moralfilosofi er et forsøg på at løse (dvs. opløse) striden mellem nytte- og pligtetikere. Hans værk er komplekst og mangefacetteret. Jeg vil forsøge at gengive hovedpointerne, men det bliver i sagens natur til en skitse, der vil udelade meget vigtigt.

Et naturligt sted at starte er med MacIntyres aristoteliske afvisning af den såkaldte naturalistiske fejlslutning, der siden Hume har generet alle moralfilosoffer. Problemet er: Hvordan kan vi sige noget om, hvordan vi bør handle på baggrund af hvordan verden er? Kun hvis vi har som en uforklaret præmis, at vi bør gøre sådan, hvis verden er sådan. Sådan en præmis kan aldrig i sig selv begrundes af en ”objektiv” tilstand, hvordan tingene er. Men så er der heller ingen normative udsagn, der kan gives nogen god, upersonlig begrundelse.

For MacIntyre er der en grundlæggende fejltagelse i ovenstående slutning. Hans eksempel er et ur, der går upræcist og uregelmæssigt. Er det et godt ur? Nej, det er selvfølgelig et dårligt ur. Det samme gælder for eksempelvis en landmand. En god landmand skaber flotte afgrøder. Det skyldes, at både ur og landmand ifølge MacIntyre er funktionelle begreber. De er forbundet med en særlig praksis eller funktion, og godhed her er intet mere eller mindre end at opfylde denne praksis – en slags funktionel godhed.

MacIntyres moralfilosofi kan nu formuleres meget kort: Menneske er ligesom landmand eller ur et funktionelt begreb. Godhed står nu i samme forhold til menneske som det gør til ur eller landmand: At udøve en særlig funktion på den ’rigtige’ måde, hvor rigtig her betyder: I overensstemmelse med den funktion, der tilhører den type af genstand.

Herom er der at sige, at MacIntyre slet og ret afviser at der er et begreb om normativ godhed der er substantielt anderledes fra begrebet om godhed som opfyldelse af en særlig funktion. Her går han direkte imod en tradition der så vidt jeg kan se rækker tilbage til Thomas Aquinas (dvs. før det skel som MacIntyre betragter som afgørende i moralfilosofien, oplysningen) for at skelne mellem at være god til noget og være slet og ret god. En god tyv er netop ikke god. Også Kant appellerer denne skelnen, når han siger at det eneste ubetinget gode, er den gode vilje. En god intelligens kan bruges til slette formål, osv. For Kant er der mere eller mindre to forskellige begreber, som tilfældigt begge kaldes god. Men betydningerne funktionelt god og moralsk god er ikke garanteret forbundne. Hos Aristoteles og MacIntyre er det omvendt sådan, at moralsk god ikke er et selvstændigt begreb, mere end ”urmæssigt god” om uret eller ”landmandsmæssigt dygtig” om landmanden er selvstændige begreber. Det, som Kant forvekslede med en særlig normativ eller moralsk form for godhed, er stadig en underdeling af funktionel godhed.

Her kan vi drage en delkonklusion om MacIntyres værk: For det første hviler det på en substantiel aristotelisk metafysik, der indeholder en stærkt teleologisk idé om tingenes funktion og formål. Den danner basis for MacIntyres moralfilosofi, og man skal altså ikke forestille sig MacIntyres filosofi som hverken en metafysikkritik eller metafysisk neutral. Den findes kun for så vidt som den hviler på meget substantielle metafysiske antagelser.

Menneskets historicitet

Måske vil læseren tænke, at det hele ind til nu er ret trivielt. Vi startede med at spørge: Hvordan skal jeg handle for at handle godt? Og vi har nu fået svaret: Sådan at du handler som et godt menneske. MacIntyres egen definition: ”The good life for man is the life spent in seeking for the good life for man.” Hvis ovenstående udlægning er rigtig, er det ikke helt så trivielt, for det adskiller MacIntyre fra de andre store moralfilosofier, men uanset hvad efterlader det os med spørgsmålet: Hvad vil det sige at søge at leve som et godt menneske?

MacIntyres svar er her længere og kompliceret. Den korte version er, at vi må forstå vores eget liv som både en fortælling i sig selv og del af en større fortælling; vi har mål og formål som mennesker, der primært er givet af det samfund og den historie vi lever i. Det er ved at betragte os selv som del af denne større fortælling at vi får et mål – telos – i tilværelsen, som vi skal forstå vores tilværelse som rettet mod. Selvet får sin identitet i sit forhold til sit samfund og sin familie. Men denne partikularisme danner også udgangspunkt for en universalisme: Vi får vores idé om det gode som udgangspunkt fra det samfund vi indgår i, men vi kan godt udfordre og ændre den idé om det gode via refleksion. Det væsentlige er, at det partikulære aldrig helt kan efterlades.

Menneskelivet som en helhed

Menneskelivet skal på den baggrund betragtes som en helhed, hvor målet er at udvikle karakter. Et af bogens mest interessante kapitler, ”The Virtues, the Unity of a Human Life and the Concept of a Tradition” handler om, hvordan opfattelsen af det menneskelige liv som én helhed er forsvundet ud af det offentlige rum. Den er primært blevet fortrængt af postmodernismen, der har set menneskelivet som en samling brudstykker, men også af en særlig form for eksistensfilosofi, der sætter ren væren som det primære, men dermed også betragter livet som noget, der er lukket om sig selv og ikke kan indgå i større rammer.

Det er også klart, at denne idé om det gode som socialt og kulturelt rummer relativismens farer. Ideen om det gode menneskeliv, der stemmer overens med samfundets formål, er substantielt anderledes i forskellige kulturer til forskellige tider. Denne type af konflikt løses ifølge MacIntyre ved, at de forskellige ideer om godhed mødes med hinanden. Der er så at sige ikke nogen udenforstående idé om godhed, der kan afgøre konflikterne. Men vi kan godt udsætte ideerne om godhed for både intern og ekstern kritik – blot vi husker, at denne kritik altid står på et grundlag af vores egen forståelse af hvad det gode menneskeliv er.

Her kommer MacIntyre også med en stikpille til det han kalder ”rene” konservative tænkere: Deres problem er, at de har sat tradition og fornuft eller rationalitet op som modsætninger. Men ret beset hænger tradition sammen med fornuft; der gives ikke nogen fornuftig debat andet end på et grundlag af nogle fælles (oftest implicitte) antagelser.

Man kan sige, at MacIntyre – som Aristoteles – i virkeligheden har en optimistisk filosofi. Der er ikke nogen modstrid mellem det enkelte individs interesser og samfundets interesser som helhed. MacIntyre kritiserer eksplicit oplysningens tænkere for den falske dikotomi mellem menneskets lyster og pligter, følelse og fornuft. De havde en stærk idé om menneskets dyriske natur på den ene side mod samfundslivet på den anden. Den tankegang – der senere blev overtaget af Freud – afviser MacIntyre, fordi det at være menneske er så informeret af samfundslivet, at menneskets mål ikke kan skilles fra det. Når vi tror noget andet, er det fordi vi lider af modernitetens individualisme, hvor mennesket i høj grad har mistet fortællingen om sig selv.

Moralfilosofien hvorhen?

Selvom jeg i det store og hele deler MacIntyres udlægning af moralfilosofien, er det alligevel værd at komme med nogle bemærkninger på vegne af nytte- og pligtetikeren, som ikke uden en vis ret kan hævde at have fået en lidt urimelig behandling i dele af bogen. Det primære problem med MacIntyres fremstilling er, at den angriber nytte- og pligtetikkens forsøg på at grundlægge moralen i noget evigt og universelt, som både Bentham og Kant troede det kunne lade sig gøre. Men selv hvis man er enig i MacIntyres kritik af dette ambitiøse projekt, behøver man ikke sluge hans kritik råt. Der er mindst to andre måder at drive moralfilosofi: For det første, ved at acceptere enten nytte- eller pligtetik som en antagelse, der måske godt kan forsvares, men ikke ultimativt gives noget sikkert grundlag; eller, ved simpelthen at bedrive etik på baggrund af nogle alment accepterede domme eller principper (igen uden at foregive at give nogen sikker begrundelse for de principper).

Et eksempel på det første: Den mest berømte moderne nytteetiker, Peter Singer, har skrevet bogen Practical Ethics, der ikke er et grundlæggende forsvar for nytteetik, men snarere spørger: Hvis jeg er nytteetiker, hvad skal jeg så mene om X?, hvor altså X er bl.a. abort og vegetarianisme. Selvom andre ikke kan blive overbevist af bogens argumentation kan nytteetikere godt. Nytteetikeren kan stille sig tilfreds med at være sikker for sig selv på, at nytteetik er korrekt, og så i øvrigt ikke mene, at det for alle rationelle væsener er tvingende nødvendigt at være nytteetiker.

Et eksempel på den anden type moralfilosofi er forsøg på at begrunde en etisk position ud fra principper, som det menes at alle parter af debatten accepterer. For eksempel accepterer de fleste i Vesten et princip der lyder noget i retning af, at ”hvis man kan undgå det, bør man ikke forårsage andre skade”. At sige at princippet accepteres af mange er ikke det samme som at sige, at det må accepteres af alle rationelle individer. Det er et rent empirisk spørgsmål, som vel i princippet kunne undersøges ved at gå ud og spørge folk på gaden. Nogle moralfilosoffer argumenterer for, at dette princip – sammenholdt med andre data, som det at det er muligt at leve sundt og godt uden at spise kød – fører til, at man bør være vegetar, hvis man altså accepterer princippet. Man kan naturligvis vælge nu at forkaste princippet, og stadig være kødspiser. Men hvis argumentet er godt, kan man ikke både opretholde princippet og være kødspiser.

I begge tilfælde er der tale om et mindre ambitiøst projekt, der ikke forsøger at finde rationelt ubetvivlelige grundlag for vores handlinger, men snarere at afdække, hvordan vi bør handle hvis vi følger vores principper, og hvilke principper vi eventuelt bør opgive. Man kan sammenligne med matematikken: Matematikere og filosoffer er ikke sikre på matematikkens metafysiske grundlag, men matematikere laver masser af matematik alligevel. På samme måde med etikken.

Manglende løsninger

Dette peger mod det andet problem med MacIntyres projekt: Det fortæller os ikke særlig meget om konkrete etiske problemer. Skal abort være tilladt eller ej? Skal vi anvende dødsstraf i særlige tilfælde? MacIntyres teori giver os ikke en antydning af, hvordan vi skal besvare den slags spørgsmål når der allerede er moralsk uenighed. Han giver os en metode til at opløse moralsk uenighed på længere sigt – ved at leve i mindre samfund, hvor mennesket forstår sig selv som del af en fortælling. For alle os, der i mellemtiden sidder som fange i moderniteten, er det ikke nogen stor hjælp. Hans teori er en flot vision af, hvad det vil sige at være menneske – men nogle etiske problemer, i hvert fald i moderniteten, er ikke problemer som det enkelte menneske står over for, og med sine handlinger kan afgøre, men som afgøres delvist af argumenter og offentlig debat. Der er ingen tvivl om, at debatter af den karakter foregår på baggrund af vores historie og samfundsliv, men når nu tvivlen først er opstået, kan ingen af delene hjælpe os til at afgøre den. Her hjælper kun overbevisning og argumenter.

En mindre bemærkning: MacIntyre betragter oplysningen og Hume som store syndere i fordrivelsen af telos fra verden. Men det havde måske været værd i højere grad at understrege den rolle som naturvidenskabelige fremskridt spiller i udviklingen fra et teleologisk til et mekanistisk, ”fladt” verdenssyn.

Efter After Virtue

Det ændrer ikke ved, at After Virtue er en enestående bog. Den udmærker sig ved ikke blot at sigte mod at omskabe moralfilosofien, men derimod at genskabe en idé om et formålsorienteret menneskeliv, hvor vi ser os selv som en fortælling. MacIntyre argumenterer med en beundringsværdig blanding af historiske, sociologiske og filosofiske argumenter, en genre som filosoffer ellers sjældent mestrer.

MacIntyre forsvarede i et senere værk sin biologiske metafysik (Dependent Rational Animals, 1999), men det aristoteliske verdenssyn har siden udgivelsen af hans bog uafhængigt af dette forsvar vundet indpas i en grad så man i dag taler om en ny-aristotelisk bevægelse i filosofi – en bevægelse der kort sagt er et opgør med Humes ”flade” verdenssyn, hvor tingene ikke har forbindelse eller formål, til fordel for Aristoteles’ synspunkt, hvor verden er ordnet i genstande, der er afhængige af hinanden, og har hver sit formål. Det er blandt andet MacIntyres fortjeneste, at denne bevægelse har vundet indpas, både blandt etikere og metafysikere.

Rasmus Pedersen er stud. mag. i filosofi og medudgiver af nærværende tidsskrift.

Tegn abonnement på Årsskriftet Critique for kun 199,-

CRITIQUE 2023 - Forside

Få Årsskriftet Critique

Tegn abonnement i dag for 199 kr

CRITIQUE 2023 - Forside