Koncert: Adam Fischer og Beethoven

Portræt af Beethoven (Joseph Karl Stieler, 1781-1858)

Portræt af Beethoven (Joseph Karl Stieler, 1781-1858)
Portræt af Beethoven (Joseph Karl Stieler, 1781-1858)
Ungarske Adam Fischer har siden han overtog posten som chefdirigent for DR UnderholdningsOrkestret (tidligere Radiounderholdningsorkestret) henrykket den danske og internationale musikoffentlighed med sine Mozart-fortolkninger; og nu er turen kommet til at prøve kræfter med Beethovens symfonier. I onsdags kunne den 9. symfoni høres.

I efteråret forelå Fischer og DR UnderholdningsOrkestrets indspilninger af Mozarts symfonier på i alt 12 cd’er, der har vagt begejstring overalt. De behøver vel derfor slet ikke min anbefaling, men får det nu alligevel, for de er fremragende. Stilen er renset for den tunge, romantiske patos, der efter min mening alt for ofte er blevet langt ind i Mazarts værker, hvormed man glemmer, at hans wienerklassicisme er langt fra den romantik, der senere kom til at herske, og at han arbejdede med langt mindre orkestre, end dem eksempelvis Brahms havde at arbejde med ca. 100 år senere. Hører man eksempelvis en Mozart-indspilning med von Karajan og Berlinerfilharmonikerne fra engang i 1970’erne kan man tydeligt høre forskel fra Fischers stil. Det lyder – med Jyllands-Postens John Christiansens ord – mere af Berlin end af Wien. Adam Fischer lyder så afgjort mere af Wien end af Berlin: Der spilles i et meget højere tempo og med et meget mindre orkester, end der anvendes til de romantiske værker. Dette giver musikken en slankhed og friskhed, der klæder den wienerklassiske musik meget bedre end den romantiske patos. Dens iboende liv kommer til udtryk; og der bliver ikke trukket romantiske følelser ned over den, som ret beset ikke var en del af datidens æstetiske idealer. Der spilles ikke på originalinstrumenter; og Fischer forsøger ikke at efterligne lyden, som den lød på Mozarts tid, men mere at få musikken til at gøre samme indtryk på nutidige tilhører, som den gjorde på publikum i 1780’erne. Virkemidlerne er kraftigere i dag, og derfor har han eksempelvis valgt at gøre lyden af paukerne højere, mere larmende og effektfuld, end vi kender den.

Udover symfoni-indspilningerne er indspilninger af Mozarts 4 alvorlige operaer – opere serie – undervejs, hvoraf vi stadig mangler den ene; men nu er tiden altså kommet til Beethoven, hvis symfonier, der også er planlagt indspilninger af. Og det lover vel godt? Ganske vist er det vel ikke givet, at den ovennævnte stil kan anvendes på Beethoven med lige så stor succes som med Mozart; for Beethoven var jo den mest afgørende komponist på overgangen mellem wienerklassicisme og romantik, en komponist hvor følelser og patos havde mere plads end hos Mozart. Omvendt er Beethovens symfonier dog i vidt omfang kendetegnet ved meget af den formfuldendthed, der kendetegnede den wienerklassicisme, som han trodsalt var et barn af. At Beethoven kan spilles “klassisk” viser også de glimrende indspilninger, som Die Deutsche Kammerphilharmonie Bremen har lavet under ledelse af Paavo Järvi, hvor der anvendes en stil, der minder meget om Fischers. At Beethoven også kan klare at blive fortolket “romantisk” vidner de fleste indspilninger vel om, og nogle af det 20. århundredes største dirigenter har lavet forrygende indspilninger af Beethovens symfonier i den tungere, romantiske sti. Beethoven synes at kunne rumme begge dele.

I onsdags blev Beethovens 9. symfoni ligesom Fischers Mozart-symfonier leveret i et ganske højt tempo og med kraftige paukesalg. Musikken fik på den måde mere kraft; og særligt de to første satser var en sand fornøjelse at høre på denne måde, da det især her kommer til sin fulde ret at spille musikken hurtigt og kraftigt, samtidig med at det begrænsede opbud af musikkere gjorde, at musikken samtidig bevarede meget af sin wienerklassiske ynde. Ved adagioen gør det derimod ikke så meget, at den romantiske patos får, hvad den kan trække, men stadigvæk er det en godt at høre, hvor smukt den kan lyde, når den spilles rent og usentimentalt. Den sidste sats har historisk stjålet meget af opmærksomheden fra de tre foregående med dens korfinale, der i onsdags blev leveret upåklageligt af DR KoncertKoret. Alt andet lige var det dog nok i denne sats, at Fischers stil gjorde mindst udslag, men stadig var det tiltrængt at høre den bliver spillet uhøjtideligt. Man skal trods alt huske på, at Schillers “An die Freude” faktisk er skrevet som en drikkevise og ikke kun som den religiøs-humanistiske åbenbaring Beethoven med sin musik var med til at gøre den til.

Referencer

Claus Johansens omtale af Adam Fischer og hans stil vedrørende DR UnderholdningsOrkestrets Mozart-indspilninger fra DACAPO:

http://www.dacapo-records.dk/da/recording-mozart–45-symphonies–12-cd-box-set.aspx#linernotes

Program for koncerten onsdag den 16. april 2014

Die Deutsche Kammerphilharmonie Bremens hjemmeside, http://www.kammerphilharmonie.com (midlertidigt lukket)