Film: 300: Rise of an Empire

24. april 2014
2 minutters læsetid

I år 480 f.Kr. indledte den persiske kong Xerxes I et felttog mod Grækenland. Et felttog indledt ca.10 år før af Xerxes’ far var slået fejl; og da Xerxes var fast besluttet på ikke at begå faderens fejl, havde han samlet en hær, der var den græske langt overlegen. Efter grækerne var blevet slået ved bjergpasset ved Thermopylæ, lå Athen blottet og måtte evakueres, hvorefter byen blev plyndret og nedbrændt. Krigslykken vendte dog; og ved det afgørende søslag ved Salamis lykkedes det grækerne og besejre persernes flåde. Året efter led perserne det endelige nederlag ved Plataiai.

Athen kunne herefter genopbygges; og historisk markerer nedbrændingen og genopbygningen af Athen enden på arkaisk tid og starten på den klassiske periode, som vi i vesten fra tid til anden drister sig til at kalde for vores civilisations vugge, og som hvad især angår kunst, arkitektur og filosofi har tjent som forbillede og inspiration nærmest lige siden. Der er derfor rigeligt med stof til at mange interessante film.

300: Rise of an Empire er ikke en sådan film – den er ikke engang et hæderligt forsøg. Perserkrigene rummer både store slag, politiske intriger og ægte heltedåd, men filmen har valgt udelukkende at fokusere på det første. De historiske begivenheder, der gør krigene karakteristiske, er stort set totalt fraværende, og der fokuseres i stedet på blod, knuste knogler og afhuggede lemmer i en sådan grad, at store dele af de mange slagscener (og der er rigtig mange), uden problemer kunne være klippet ind i en film om slaget ved Hastings i 1066 eller – nå ja – for den sags skyld i en film om slaget ved Verdun i 1916.

Filmen har fastholdt stilen fra den første film fra 2006, der blev instrueret af Zack Snyder, og som omhandlede spartanernes kamp ved Thermopylæ. Den første film fungerede imidlertid godt, fordi den netop helt bevidst fokuserede på intensiteten og begivenheder omkring ét enkelt slag i samme krig. Hvis man forsøger at brede paletten ud til en hel krig, skal tilgangen justeres en del. Den nye film når aldrig op på den førstes niveau, hvad intensitet angår; og da den ret bevidst ikke har fravalgt den historiske dimension, er der desværre ikke så meget tilbage, jeg synes om.

Noget er der dog. Filmen er stemningsfuld, og dens dæmonisering af perserne og glorificering af grækerne fungere lige så godt, som i den første film. Lys og mørke bruges som effektive kontraster; og det samme gælder musikken. Hovedpersonerne er henholdsvis den græske hærfører Themistokles og den persiske dronning Artemisia; og de to hovedpersoner på hver side står fint over for hinanden, som lys/mørk, god/ond og mand/kvinde. Særlig godt fungere de, fordi filmen lejligheds lader det komme til udtryk, at de på en del punkter er ens, og at der er noget, der forener dem. Mindre godt fungerer imidlertid, at der ikke er synderligt med forsøg på personkarakteristik.

De enkelte lyspunkter ændrer dog ikke ved, at 300: Rise of an Empire lige som så mange andre film i dag desværre i bund og grund helst vil være et computerspil vel og mærke et af de dårlige af slagsen, hvor man ikke selv kan styre karakterne, men blot er tvunget til passivt at følge slagteriernes gang. 5/10

P.N.

P.N. er vores anmelder og polyglote kulturskribent ved aarsskriftet-critique.dk.

Tegn abonnement på Årsskriftet Critique for kun 199,-

CRITIQUE 2023 - Forside

Få Årsskriftet Critique

Tegn abonnement i dag for 199 kr

CRITIQUE 2023 - Forside